Så væltede det, det gamle spættetræ, af storm og råd i forening. Men jeg huskede at tage et foto, inden det skete. Der er heldigvis mange af disse halvrådne stubbe og træer i min skov, så spætterne bliver ikke boligløse foreløbig.
Dette specielle spættetræ vil leve videre i min erindring på grund af en lille hændelse for fire-fem år siden:
Jeg kom glad spadserende hen ad skovvejen. Hunden løb en ti meter foran. Da lød der høje, distinkte bank lige ved siden af mig. Forbavset stoppede jeg op og lyttede, og igen bankede det, højt, som om nogen stod og slog på en gammel, hul trædør. Mærkeligt. Jeg trådte nogle skridt ind i krattet ved siden af vejen. Der stod en to meter høj, udgået træstub, og jeg gik hen bag den for at lokalisere lyden. Der var et rundt hul i stammen præcis i min øjenhøjde, og instinktivt lænede jeg mig frem for at kigge ind i hullet …
I samme sekund stak en stor flagspætte sit sorte, hvide og røde hoved frem af hullet! Hans næb var få centimeter fra min næsetip, i et splitsekund stirrede vi hinanden i øjnene, mens vi prøvede at få rede på, hvad der skete, og så trak vi lige forskrækkede simultant hovederne til os.
Det var det. Et ultrakort møde mellem kvinde og spætte. Jeg gik ud på vejen og nogle skridt væk. Stod og lyttede, indtil spætten genoptog sit hulebyggeri. Og så fortsatte jeg den daglige tur, men spætten glemmer jeg aldrig.