Naturprojektet i Hammer Bakker

At støde på en flok vilde heste på turen i Hammer Bakker er en ny og fantastisk oplevelse.

I det nærliggende skovområde, Hammer Bakker, foregår der i disse år en genopretning af naturen. Store områder med høje grantræer fra træproduktionen erstattes gradvist af åbent græsland med spredt bevoksning og udsatte køer, heste og geder.

Projektet ledes af Aalborg Kommune i samarbejde med naturfonde og foreninger, og bøl­gerne i de lokale debatter, i avisen, i privaten og i Brugsen, går højt. Der er endda produce­ret en lille film, der blev vist på landsdækkende tv.

Skældsord og påstande fyger rundt, så velmenende naturfolk må se sig beskyldt for alt mu­ligt mærkværdigt. Og de ville bare sikre naturen mulighed for at overleve med mest mulig diversitet. På den måde, som fagfolk nu for tiden er enige om, kan fungere.

Vi har alle stærke følelser for Hammer Bakker. Om vi bor her, om vi har travet Bakkerne tynde fra barnsben, om vi er tilflyttere, mountainbikere, motionsløbere, svampeplukkere, juletræskøbere, hundeluftere eller blot naboer, så har vi en følelsesmæssig tilknyt­ning og en uangribelig mening om, hvordan Bakkerne burde administreres.

Sjovt nok er områdets liberale ofte de mest højlydte om, hvordan tingene burde gribes an, og der udspys galde mod kommunen, mod uddannede biologer og de deltagende, vel­renommerede fonde og foreninger. Ganske som det ofte er de ’liberale’, der vil lovgive om folks tøj, deres brug af tørklæder, som vil bestemme, hvilke køn der må gifte sig med hvilke køn, og hvem, der må få en abort, og hvem der ikke må.

Der er fortsat og fremover ingen, der kan forhindre private lodsejere i og omkring Hammer Bakker i at dyrke juletræer og hurtigtvoksende nåletræer på deres egen jord. Der er ingen, der kan forhindre jægere i at jage vildtet på deres egne jordlodder. Der er ingen, der kan blande sig i private ejeres brug af egen jord – hvis de i øvrigt holder sig inden for den almindelige lovgivnings rammer.

På samme måde må kommuner, foreninger og fonde disponere over deres jordstykker på den måde, de finder, bedst kan tilgodese vores trængte natur og sikre den for de kom­mende generationer. Her gælder videnskabelighed, ikke smag og behag og hvad man lige­som selv synes. Tårnhøje, mørke graner i lige rækker er ganske som en korn- eller majsmark en monokultur, der ikke fremmer divers natur.

I størstedelen af menneskets historie har naturen været en farlig modstander, som det gjaldt om at overvinde. Vi måtte bekæmpe naturen, hvis vi ville have ly og mad og sikker­hed.  – Den kamp har vi for længst vundet. I en sådan grad at de fleste yngre mennesker på vores breddegrader er naturfremmede og tror, at tilværelsen automatisk indebærer internet og fjernvarme og fyldte kølediske.

Mens vi stadig var i kamp mod naturen, var vores smag i haveanlæg det kontrollerede, det indhegnede, det inddæmmede, det formfuldendte, som rokokotidens store parkanlæg med hække og bede i lige rækker og skarpe mønstre.

Men så snart industrialiseringen tog fart, og vi var ved at vinde kampen mod naturen, be­gyndte vi at længes tilbage efter det naturlige og skabte de engelske haver som ’naturlige’, åbne græsområder med spredte solitærtræer og dekorative buskadser.

Ved hjælp af hjerneskanninger har man påvist, at menneskers nydelsescenter lyser op, når vi præsenteres for billeder af vidtstrakte og lysåbne savanne- og græsområder med spredt bevoksning. Måske fordi vi førhen alle var jægere og samlere og gerne anbragte os lidt højt i landskabet, hvorfra vi kunne betragte frodighed, eventuelle fjender og dyreflokke på god afstand. – Grønt græs betød mad til de dyr, vi levede af, og træer og buskadser skaffede os dækning og sikkerhed, når vi vandrede, samlede eller jagede.

Den slags landskaber var naturlige dengang, da menneskene var få og skulle overleve på na­turens præmisser.

I dag har vi i den grad ødelagt naturen overalt på kloden. Vi har fældet og bygget og udgra­vet og anlagt og pløjet og tilsvinet og skamredet jorden under os på det forfærdeligste. I Danmark er der kun ca. 0,5 % urørt natur tilbage. Vi har overudnyttet og forgiftet jorden, vandet og luften. Men vi ville nok ikke ønske os urørt natur i Hammer Bakker, for urørt na­tur er vild og ufremkommelig, og ingen ville kunne gå tur eller cykle eller lufte hunde i det vildnæs, der opstår efter ganske få års forvildning.

Så når folk bliver rasende over naturprojektet i Hammer Bakker, hvilken slags natur er det så, de ønsker sig i stedet?

Er det de nøgne morænesandbakker, der dukkede frem efter sidste istid?

Er det den løvskovklædte bakkeø, som opstod i årtusinderne derefter?

De forblæste lyngbakker, der kom efter menneskenes fældning af løvtræerne?

Eller de indførte nåletræer i lige rækker, der er blevet plantet i løbet af de seneste 100 år?

Det valg overlades nok bedst til uddannede biologer.

Og selvfølgelig gør det ondt at se dem rykke ind med enorme maskiner, der oppløjer de gamle, fine mosstier, der vælter flere kvadratkilometer med grantræer, som var de tænd­stikker, og som opsætter hegn og nedlægger veje, som vi har benyttet i flere menneske­aldre.

Selvfølgelig ligner det det glade vanvid, at en indsats for naturen starter med, at emsige mennesker rykker ind og vandaliserer den smule grønt, der måtte være tilbage efter flere tusind års menneskelig aktivitet.

Men bør vi ikke se tiden an, før vi kritiserer? Bør vi ikke stole på fagfolkene? Til gengæld får vi en lillebitte bid af noget naturlignende tilbage, vedligeholdt af store græsædere, som vi skal vænne os til at dele området med.

Man kan med god ret sige, at det er for lidt og for sent. Men lidt er vel bedre end ingenting?

Et blivende sted

Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt ud­vikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.

Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?

For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tres­serne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden den­gang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.

Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fit­ness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.

Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilo­meter væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brug­sen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kal­der sta­dig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af mo­tor­vejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede pen­selstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.

Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådy­rene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.

Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århund­rede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.

Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke ef­ter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.

Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.

Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gam­mel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.

Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etab­leret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tys­kerne.

Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstands­bevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klok­ken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og pas­sede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.

Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vo­res juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.

Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, an­bragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i gri­men, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de so­lide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og fransk­brødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.

De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksiste­rer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.

Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer.  – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som fol­kene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.

Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.

For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.

Tvillingehøjene

I Hammer Bakker lige her ved siden af ligger Tvillingehøjene.

Kendt af alle i området som stedet for gode skovture og udsigter. Det er også her, man plukker sine blåbær, tyttebær og lyngbuketter, når tiden er til det.

Men der er sket noget.

Udsigten er forurenet, og det før så knejsende udsigtspunkt og fortidsminde, en flere tusind år gam­mel gravhøj, er slidt ned. Stenen er flyttet ned fra højen, som nu fremstår nedslidt og udhulet, og det er ikke sket gradvist gennem årtusinder, men i de seneste år mellem år 2003, hvor de øverste billeder er taget, og januar 2020, hvor de seneste er fra.

Hen over Tvillingehøjene er kørsel med MTB’ere forbudt, men der er ingen tvivl om gerningsmæn­dene:

Mountainbikere … De brede, knoprede dæk flår alt op!

Det samme er tilfældet ved Pebermosen, et andet af Hammer Bakkers smukke og meget besøgte steder. Her er stierne mudret op:

Der er anlagt over 13 km officielle MTB-spor igennem Hammer Bakker. Hvorfor bruger de ivrige cyklister ikke sporene i stedet for at pløje alting ned?

Samtidig foregår der heftig naturpleje i Hammer Bakker. Enorme maskiner fælder grantræer i tusindvis, så bakkernes egenart som bakker og nye udsigter kommer frem efter 100 års produktion af grantræ. Dette er i og for sig glimrende. Men de kæmpestore skovmaskiner anretter meget skade på skovbund og stier, de ødelægger de specielle gamle hulveje og stisystemer og sammenpresser jorden, så intet udover lysesiv kan gro i de næste 100 år.

Det er forfærdeligt, at vi er nået dertil, at en skovtur i et gammelt naturområde, i stedet for at virke opløftende, gør én trist til mode.

Aalborg Kommune, som ejer store dele af arealerne, kan ikke forventes at beskytte naturværdierne. De har netop ryddet endnu et stort område i Hammer Bakker til endnu et nyt institutionsbyggeri. Inden for få år er det så tredje gang, at kommunen snupper en billig byggegrund, hvor der før var gammel fredsskov, drikkevandsindvinding og uerstattelig natur.

Skoven

Mountainbikere kan på forbløffende kort tid forvandle en idyllisk skovsti til en pløjemark.

Skoven er Hammer Bakker. Otte km nordøst for Danmarks tredjestørste by, Ålborg. Et omtrent 1800 ha stort naturområde, en bakkeø, gennem­skåret af smukke smeltevandsdale, dannet i sidste istid og tilplantet omkring år 1900. Her er lyng­bakker, gravhøje, langdysser, søer, moser, kilder, kirker, truede dyrearter og planter, fredsskov med gamle bøge, foruden træproduk­tionens mono­kulturer af altid grønne juletræer og højloftede, mørke granplantager. Bortset fra korte perioder, mens jeg som ungt menneske studerede og rejste, har jeg igennem næsten 50 år dagligt gået ture med hunden her.

Skoven er ikke længere en skov. Hvor man indtil for kort tid siden kunne gå i timevis på næsten ube­trådte, tilgroede mosstier mellem træer eller hen over bakker og bronzealderhøje uden at møde et menneske, ligger der i dag én stor befærdet og oppløjet motionsbane, der zigzagger mellem over­proportio­nerede pri­vate og kommunale anlæg og byggerier og de dertil nødvendige, nu stærkt trafikerede, hullede og mudrede adgangsveje.

I dag skal hunden og jeg ustandseligt springe af vejen for kørende, cyklende, løbende og store flokke af vandrende, når vi vover os ind i bakkerne. Hvor vi førhen kunne gå i skovens ro, må vi nu vogte os for mo­tionister på cykler eller løbeben, der med muzakpropper i ørerne, så de ikke kan høre hverken vinden i træ­erne eller fuglenes sang, og med begge øjne stift rettet mod uret, pru­stende og storsvedende, ikke formår at slå et sving uden om en ældre dame og en hund.

På få år er Hammer Bakker omdannet fra naturområde til byggeplads og træningsfacilitet.

I dag slides skoven intensivt, ikke kun af de mange private ejeres skovdrift og Ålborg kommunes ekspansive institutionsbyggerier og øvrige anlæg, perso­nale, beboere og besøgende, men i høj grad også af almindelige mennesker i tusindvis, der parkerer deres biler langs skovvejene og dan­ner snakkende, råbende, løbende, cyklende eller vandrende flokke, som maser rundt i krattet for­synet med kurve eller kikkerter. De seksuelt eksperimenterende, som i ugebladene har læst, at det sætter fut i forholdet at parre sig i det fri, er også blevet en betydelig og grænseoverskridende skare, som det kan være endog særdeles ubehageligt at støde ind i midt på ens sædvanlige skov­tur.

Der er tilmed opstået interessegrupper med det ene formål at udnytte et i forvejen begrænset, nedslidt og overrendt skovareal til endnu flere ”aktiviteter” … Men hvis man ikke kan samle en flok på 20 eller 200 vandrere, løbere, mountainbikere, jægere, fuglekiggere eller svampeplukkere, kan man altid spæne en tur alene eller pløje de små skovveje op med sin smarte 10.000 kr.’s cy­kels pigdæk og råbe utålmodigt ad de andre skovgæster og skovejerne, når man er ved at køre dem ned.

Og så mødte vi den lille, vrede skovfoged, som intimiderende kunne fortælle, at han skam godt vid­ste, hvor jeg boede, og at han ville sende mig politiet på nakken, fordi min hund, som fred­sommeligt fulgte mig i hælene, gik uden snor. − Så kommer politiet og afliver den, truede han. − Det nytter ikke at forklare en regelrytter, at hunden er specielt trænet igennem mange år til at færdes i skoven. At den selv går på plads, når vi møder andre, mennesker eller dyr.

Selv sad han på en larmende og pruttende ATV med anhænger. Men det er den gamle hund og mig, der er problemet, ikke skovens egne folk med larmende motorsave, pruttende køretøjer, enorme robotagtige træfældningsmaskiner, der stamper jordbunden til en kompakt masse, hvor intet kan gro de næste 100 år, de store jagtselskaber, de kørende juletræskunder og alle dem, der skræller skovbunden for mos til dekora­tioner … Det er heller ikke børnehaverne, motionsklub­berne, løberne, svampeplukkerne, drengene på moto­crossere, de uvidende amatørhundeejere, der lukker to-tre uopdragne storbyhunde ud af bagage­rummet, og derefter må rende rundt i ti­mevis for at fange dem, eller krybskytterne… som hunden og jeg alle møder på vores vej.

Lige nu, mens vi er på vej hjem fra skovturen, må vi springe til side, op ad skråninger, ned ad skrænter, for ikke at blive ramt af de mange biler og minibusser, der fragter skoven og institutio­nernes brugere og bor­gere til og fra i al for høj fart, og for de damer, der netop har fået fri fra in­stitutionsarbejdet, og som i deres små biler speeder hjem ad den smalle, hullede, regnvåde asfalt­vej med en smøg i den ene hånd, en mobil­telefon i den anden, totalt blinde for, at de oversprøj­ter, og risikerer at ramme, spadserende damer, hunde, cykler, barnevogne, børn …

Det er naturligvis dejligt, at så mange mennesker har lyst til og fornøjelse af at færdes i skoven. Undersøgel­ser viser, at danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelse er en skovtur, og vi giver i stort omfang denne glæde videre til vores børn.

Problemet består i, at vi efterhånden er blevet så mange — Danmark og verdens be­folkning er næsten tredoblet i min levetid — at de få træklædte oaser, som vi alle sammen holder forfærdeligt meget af at færdes i, bliver overrendt af entusiastiske naturelskere med al deres kostbare legetøj i form af firhjuls­trækkere, minitraktorer, rideheste, sportscykler, ski, knallerter, ATV’ere osv.

Alle elsker naturen, men ved at overudnytte de få tilbageværende, naturlignende steder til institu­tions-, underholdnings- og motionsformål ødelægger vi netop det, vi holder af. Vi tramper det ned som molboer med alt for store fødder. Spolerer det, vi alle sammen gerne vil i skoven for at op­leve. Det skrøbelige, dyre­livet, det naturlige, roen …

Det er ikke den lille, gamle dame med den velopdragne hund, der skræmmer vildtet. Tværtimod gider de små rådyrflokke knap flytte sig, når vi kommer. Men dyrene vælter skrigende og brægen­de af skræk og nød ud fra skovbrynet, når der er Nytårsmarch, Limfjordsløb, jagter, skovfældning, mountainbikere, oriente­ringsløb, ”naturvandringer” eller store byggeprojekter.

I stedet for at bygge, anlægge, køre og motionere i et lille, sårbart naturområde, burde man må­ske have opret­holdt fredningen af Hammer Bakker og bygget institutioner og motionsbaner ude på de enge og mar­ker, der omgiver de skovklædte bakker?

Måske er det tid at tage hele skovbegrebet op til overvejelse endnu en gang? Skal skoven være til for træ­produktionen og jægernes skyld? For det vilde dyre- og planteliv? For de spadserende? De løbende, cyklen­de, kørende? De kopulerende? Hundelufterne? Børnelufterne? Fuglekiggerne? Blomster- og bærplukkerne? Mosskraberne? Svampesamlerne? Motionisterne? − Eller skulle vi opføre specielle baner til de mest lar­mende, slidende og hensynsløse sportsfolk? Ligesom vi har indhegnede områder til de utrænede og ustyr­lige hunde?

Vore få tilbageværende skov- og naturområders skæbne er alt for betydningsfuld for de kom­mende gene­rationer til at blive overladt til private lodsejere, kortsigtede kommunale beslutninger og tilfældige sam­menrend af pensionister, motionister og sportsfolk.