Så står man pludselig efter 30 år igen i Rom. Og opdager med det samme, at folk er lige så høflige, flinke, ligefremme, hjælpsomme og snaksomme, som de var, dengang jeg som ung boede og studerede i byen. Romerne er ikke blevet mere blaserte i mellemtiden, selv om de ved Gud havde grunde nok til at blive det. Tværtimod. De viser vej, selv når man ikke har spurgt. De tilbyder uopfordret hjælp. Fortæller af sig selv legenderne bag statuer og fontæner.
Og jeg kan stadig finde rundt med lukkede øjne. De vigtigste ting ligger, hvor de lå: Colosseum, Pantheon, Corsoen, verdens bedste kaffebar … og ingen har overskredet målestokken og bygget grimme beton- og glashøjhuse i byen, mens jeg var væk. Byens centrum er groet okkerfarvet og organisk frem gennem et par tusinde år og er som altid velgørende at færdes i for både små og store mennesker.
Men jeg finder rundt med hundrede gange større lethed og glæde nu, end jeg gjorde i 70’erne, for romerne har lukket en stor del af Marsmarken og hele Piazza del Popolo for kørende trafik, så vi til min store forbløffelse kan spadsere i ro og mag hen over det store område uden at måtte springe for livet. Jeg kan slet ikke blive færdig med at gå på Piazza del Popolo. Må lige tage hele turen rundt igen. Og igen.
Og Corsoen er spærret for biler i juledagene, så vi sammen med en million romere kan promenere midt på hovedstrøget. Midt på Via del Corso! ― Det er ufatteligt! Den er pyntet med baner af røde, hvide og grønne lys, som det italienske flag, et halvanden kilometer langt julebånd på hele distancen fra Piazza Venezia til Piazza del Popolo. ― Som i parentes bemærket ikke betyder Folkets Plads, som de fleste vil hævde, men Poplernes Plads, ifølge historikerne. Måske kommer poplerne tilbage, nu luften er ren?
Vi sidder i vintersolen på Giordano Brunos sokkel midt på Campo dei Fiori og spiser friske mandariner med grønne blade, som vi netop har købt af den rare dame i frugtboden ved siden af.
Man tror, det er løgn, men på søndage og helligdage er selv Mussolinis brede Via dei Fori Imperiali fra Piazza Venezia til Colosseum forbeholdt de gående, de løbende, de spadserende, de cyklende, de promenerende.
Vi farer fra eftermiddagskaffen på Gianicolo til solnedgangen på Monte Pincio og forvisser os om på vejen, at man har passet og plejet den gamle dame på bedste måde. Rom er renskuret og velholdt.
Der er julekrybber i alle kirkerne, men ikke noget Jesusbarn, for det kommer jo først d. 25. ved midnat. Og der er papegøjer i træerne ved San Clemente. Da jeg spørger, hvor de kommer fra, svarer damen: Fra Colle Oppio! ― Nå, ja, naturligvis. Alt godt kommer fra Colle Oppio.
Kun i og omkring Peterskirken har tingene ændret sig til det værre. Hvor vi førhen kunne gå uhindret op ad den brede trappe og lige ind i kirken, må vi nu stå i lange, snirklende køer ude i siden og passere gennemlysningsapparater og andre sikkerhedsforanstaltninger. Da vi omsider kommer ind, ser vi, at køen op til kuplen er timelang, som køen til en rutsjebane i en forlystelsespark, og at turister stiller sig op ad selve den hellige Petersstatue og grinende fotograferer sig selv med mobilen, som om de netop havde mødt Mickey Mouse, i stedet for, som i gamle dage, ærbødigt at bøje det kniplingsbesatte hoved og i al beskeden stilfærdighed kysse hans højre fod. ― Disneyficeret katolicisme, kunne man kalde denne nye, skamløse opførsel, som i endnu højere grad har indtaget det Sixtinske Kapel med horder af larmende, gumlende, snakkende og fotograferende turister. Vi finder Thorvaldsens gravmæle over Pius 7 og skynder os bagefter ud. Slukørede.
Men på Vittorio Emanuele-monumentet har man opsat en udsigtselevator, så vi kan køre 80 m op og stå og godte os over det allerbedste kig til verdens bedste by.
Velkommen tilbage, blinker byen. Jeg har passet godt på mig selv så længe.
Stærene ― vores egne stære hjemmefra ― flokkes efter solnedgang i formationer som mønstre af røg, før de slår sig ned i pinjerne omkring Forum Romanum.