Aldrig har vi været så mange og så rige!
Der er arbejdskraft nok. Der er penge nok. Alligevel er det lykkedes vore politikerplatugler at bilde os ind, at vi ikke har råd, at vi skal spare.
Ikke på dem selv, deres løn, pensioner, privilegier, ikke på de rigeste.
Men på de små i institutionerne, på de syge, de gamle, de arbejdsløse, de lavtlønnede, de hårdtarbejdende, på uddannelserne.
Vi skal spare på alle dem, der knokler, på dem, der vil dygtiggøre sig og på dem, der har det svært.
Så vi er endt med et koldt, pengegrisk, tidspresset og forarmet samfund, hvor vi før – for en kort stund – havde et hjertevarmt, generøst og inkluderende fællesskab.