Småtterier XX

● Før i tiden var september kold og klar, nu er den lun og fugtig.

● Sommeren har stået i cyklisten, Jonas Vingegaards tegn. Den sympatiske unge mand har vist en forbløffende evne til at vinde lu­krative cykelløb, og det gør man erfaringsmæssigt sjældent alene på en diæt af kærlighed og kildevand. Mon ikke han, som alle de andre, om nogle år bliver tvunget til at fortælle, hvor­dan han lod sig friste til at benytte præstationsfremmende midler? Og så vil vi alle sammen forstå og tilgive ham, fordi han gav os så meget livsmod og sejrs­glæde. Vi tilgiver ham sikkert også, at han nu forlader den danske provins til for­del for et mellemeuropæisk land med lang tradition for at opkræve meget lidt i skat. – Hvorfor bidrage til fællesskabet, når man har sat sit eget helbred på spil for gevinsten? – Og så slipper han også for de ydmygende sommerfester arran­geret af en langskør­tet præst i hans hjemby … Hvorfor synes folk, at en ung mands sejre tilkommer dem?

● Livet er for kort til politik!

● Vi troede, at naturen var en uudtømmelig ressource, og tog for os til eget brug. Nu er der kun få, sølle rester tilbage hist og pist, forarmet, ørken- og ødegjort, livløst, smattet og helt ude af balance, ikke noget for os og vores med­skabninger at leve af og på. – Ikke længere …

Vi er vanemennesker. Ude af stand til at ændre kurs. I vores følelser og instinkters vold. Og dybt, dybt ulogiske …

TV2 d. 11.9. 23

● ’Robusthedskommissionen’: – Okay, Søren Brostrøm, hvis du har et knæ, der knækker sammen under dig, så du ikke kan gå for smer­ter, eller en hofte, der uden nogen øjensynlig grund pludseligt be­gynder at gøre så ondt, at du hverken kan sidde, ligge, stå eller gå, men må ydmyge dig og tigge og bede en vagtlæge om noget mor­fin, så vil du sikkert også meget hellere have et fortravlet godtkøbsråd om ’øvelser’ og Panodil …  i stedet for en scanning, så du kan se, hvad der er galt med dine knogler, og en samtale med en specialist, så han eller hun kan rådgive dig ud fra VIDEN, og ikke gætterier i blinde og gusten nærighed med ydelserne.

Og finansministeren kom for skade at tilkendegive, at han opfattede mennesker med handicap ikke så meget som mennesker, men som en økonomisk byrde i statens regnskab:

TV2 d. 2. 9. 23

Og udenrigsministeren sekunderet af økonomiministeren og stats­ministeren vil gerne starte en debat om, hvorvidt man må slå de meget udgiftskrævende syge og ældre, der er for længe om at dø, ihjel:

Politiken d. 15.9. 23

● Kan man sagsøge politikerne igennem de seneste 50 år, fordi de ikke har udvist rettidig omhu og styret bl.a. undervisning, skat, herunder ejendoms­vurderinger, institutioner, klima, sikker­hed og sundhedssystemet ordent­ligt? Men har haft travlt med uvigtige, interne magtkampe, med at vise sig frem på sociale medier og i tv, med at lade sig fotografere med statschefer fra andre lande og ud­dele småpenge til Kattens værn og andre private kæpheste, i stedet for at inddrage alle midler og prioritere dem efter trang og behov fra start. – Det nytter ikke noget at lade være med at stemme på dem, det har vi forsøgt i årtier, men der står altid hun­dreder af andre, lige så selvoptagne mid­delmådigheder klar til at tage over … Hver gang!

● En enkelt lille gruppe bestående af seks kvinder? Er det en stor overskrift værd? Hvad med alle de år, hvor AL politik kun var forbeholdt mænd?

DR 7.9. 23

Politiken 14.9. 23

● Mænd føler sig i krig og konkurrence med kvinder – altid.

Der skal tælles op og fordeles, så mænd kan blive ved med at føle sig ovenpå i alt, hvad der foregår. Intet må tilgå kvinder, som ikke i forve­jen tilflyder mænd i dobbelt mål. – Mænd tænker stadig som små brødre, der misundeligt ser til, at storesøster må være længere oppe om aftenen, scorer den største doughnut el­ler 12 i fysik. – For at føle sig mandige, skal mænd nyde særrettigheder og sær­behandling.

Hvis mænd føler sig for små og truede, kan det hele gå så vidt som i Iran, hvor mændene dækker sig ind under religion og accepterer, at ’moralpolitiet’ slår en kvinde ihjel, fordi hun ikke bar sit tørklæde på den ’korrekte’ og ’foreskrevne’ måde. Eller i Afghanistan, hvor kvinder ikke må noget som helst. Punktum.

Og så skal Scavenius jo også lige have at vide, hvordan KVINDER skal opføre sig:

DR 14.9. 23

Har man forlangt det af Lars Løkke? Af Anders Fogh? Nej, for de er drenge med drengenavne og drengefrikort til at opføre sig afstumpet. Fx lukrere på offentlige midler til egen fordel eller sende danske soldater i krig mod folkeslag, som aldrig har gjort os noget. – Ja, som ikke engang lever i nærheden af os.

Det går altid ud over kvinder:

CNN 10.7. 23

Videnskab.dk 19.9.23

Videnskab.dk 18.1.22

Hvorimod mænd får meget omsorg af kvinder:

Videnskab.dk 8.9.23

Mænd kommer sig hurtigere og får bedre pleje og genoptræning ef­ter fx hjerte­operationer o.a. end kvinder.

Jeg lå engang efter en operation på en hospitalsstue med kvinder, og vi fik ikke serveret mad på sengen, når de kom og stillede den skram­lende madvogn ude på gangen. Vi på kvindestuen måtte hente til os selv og til hinanden, hvis vi ville spise, mens det kvindelige plejeper­sonale havde travlt med at servicere og tale kælent til mændene inde på stuen ved siden af.

Gifte mænd lever længere end ugifte mænd, og enlige kvinder lever længere end gifte kvinder. There you go …

● Dumhed i det offentlige rum:

Politiken d. 10.7. 23

Hvad har rødhårede og skaldede med rygning at gøre? Skal vi også involvere pe­likaner?

Andre menneskers hårfarve eller mangel på hår producerer ikke røg, der kan ge­nere andre. Den måde at argumentere på hedder på en­gelsk ’whataboutism’ og har aldrig været, og bliver forhåbentlig al­drig, gangbar i diskussioner. – Det er bare dumt og burde nok slet ikke gengives i en seriøs avis.

● Tunfiskene er omsider tilbage i danske farvande! – Og så tager vi omgå­ende ud og fanger dem … der går sikkert en rum tid nu, før de vover at komme tilbage.

Nordjyske 5.9.23

Politiken d. 5.9.23

● Igen et drengeproblem … Tjah … Måske er kvinder bare klo­gere?

 I de tusind år, hvor kvinder ikke havde adgang til universiteterne, var der ingen, der opfattede det som et problem.

Men vi kan jo også gøre som Taleban i Afghanistan og med magt holde alle kvin­der hjemme og tildækkede, så man ikke risikerer kon­kurrerende køn ude i man­deverdenen.

‘Det er problematisk af flere årsager, at universiteterne er ved at ud­vikle sig til et sted mest for kvinder, mener Mads Eriksen Storm, ud­dannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

»Det er jo et ret stort problem, at mænd og kvinder ganske enkelt ikke har de samme muligheder for at få en universitetsuddannelse. Vi har et decideret drengeproblem i vores uddannelsessystem, som det bliver sværere og sværere for drenge og mænd at klare sig i, mens kvinderne stikker af«, siger han.

Ifølge Børne- og undervisningsministeriets Profilmodel, som er myn­dighedens frem­skrivning af, hvordan uddannelsesniveauet ser ud om 25 år for en given ungdoms­årgang, bliver forskellen mellem kønnene kun større i fremtiden, hvor knap hver tredje kvinde vil have en lang videregående uddannelse mod lige godt hver femte mand.

»Det er en ret markant forskel. Hvis vi antager, at mænd og kvinder er nogenlunde lige godt begavede, har vi en masse mænd, der ikke får nok ud af deres talent. Og hvis talent går til spilde, er det både et problem for den enkelte og for samfundet«, siger Mads Eriksen Storm.’

https://politiken.dk/indland/art9487917/%C2%BBVi-har-et-decideret-drenge­problem-i-vores-uddannelsessystem%C2%AB

● Positiv særbehandling betyder ikke, at man forfremmer ukvali­ficerede kvinder, men at man frasorterer inkompetente mænd.

Fra bogen ’Usynlige kvinder’, hvor C. C. Perez citerer en undersøgelse fra London School of Economics.

Jeg læste Simone de Beauvoirs fremragende bog ’Det andet køn’, som ung. Nu har jeg lige læst’Invisible Women’ – ’Usynlige kvinder’ – af Caroline Criado Perez, og det går op for mig, at der er en grund til, at mange kvinder enten holder sig me­get hjemme eller holder lav profil på arbejdsmarkedet – Vi vil ikke defineres ned som ’kvinder’, men øn­sker at bevare en form for selvrespekt ved at opholde os i be­grænsede omgivelser, hvor vi nyder en smule respekt. – Hjemme, eller i en krog på biblioteket, bliver vi ikke vurderet på vores tøj, sko, øjenbryn, vægt, moderskab, vi skal ikke please, yde omsorg til alle, vi møder, men kan tænke frit og læse Proust, Kierkegaard, Dostojevskij, Anders And eller Mit Livs Novelle, hvis vi skulle have lyst, uden at føle os tvunget til at forsvare det.

● Når almindelige mennesker ligesom en solkonge mener, at de har brug for et helt værelse til deres tøj – et såkaldt ’walk in-closet’ – så har de nok for meget.

● Man logger ind i E-boks for at se en formodet vigtig medde­lelse fra ens kommu­ne:

E-brev fra Aalborg Kommune til ældre medborgere, sept. 2023

Og så ser man sådan en gustenklam ’invitation’ … For jeg er bange for, at det ikke udeluk­kende er mit velbefindende, min kommune tænker på, men nok snarere evt. sparede sundhedsudgifter på os gamle.

At blive gammel er faktisk hverken traumatisk eller svært, hvis man da lever længe nok, men alle de emsige sagsbehandlere og kyniske sundhedsmedarbejdere, læger m.fl., gør det ofte til en ydmygende spidsrod … hvor man pludselig ser sig selv be­handlet som et ubega­vet fjols, der bare ALTID er til ulejlighed. – Hvis man da overho­vedet kan få kontakt og hjælp …

Min mand, der højtuddannet, universitetsansat gennem 40 år inden for Computer Science, og som har forsket i og programmeret epokegørende AI-systemer, som nu bruges af NASA og mange andre, blev af sin ganske unge knægt af en læge nedla­dende spurgt, om han ’kunne finde ud af det der med e-mails?’

● Vi kan ikke længere stole på fællesskabet! – Mens politikerne vil sætte skatterne ned, kan vi ikke komme i kontakt med en læge, vi sidder i timevis med grædende børn på akutafdelinger, vi får ikke længere adækvat hjælp ved fødsler og almindelige kvindelidelser, vi skal vente år på nødvendige operationer, vores børn og gamle bli­ver ikke passet ordentligt, vi får ingen hjælp, når vi ikke længere kan selv, børnene lærer ikke meget i skolerne, alle skal på gymnasium og uni­versitet, hvor de fortsætter med druk og mobiltelefoner for fællesska­bets regning … alt imens politikerne deler ud af vores fælles penge til højre og venstre, fx støtte til et skadeligt landbrug med dyremishand­ling, 30.000 daglige dødsfald blandt smågrise, forgiftet jord, luft og vand og opformering af livsfarlige, resistente bakterier.

Vi burde stille alle de politikere, der har undladt at handle mht. klima og besparelser og nedslidning af de offentlige institutioner: Skat, sundhed, daginstitutioner, uddan­nelse, ældre- og handicapområdet … til ansvar og regnskab for manglende rettidig omhu – Vi stemte på dem, fordi vi stolede på dem.

DR d. 8. 9. 23

● Kvinder som dagens tilbud på sms og som konkurrerende pyntegen­stande:

(…)

Hvorfor får man i øvrigt aldrig tilbudt mænd, som ville kunne gøre reel nytte fx ved at rense tagrender og give en hånd med i hus og have?

Og nedenstående er fra Danmark i år 2023:

TV2 28.8.23

● Min ven på over 90 år blev indlagt akut med lammelser i arme og ben.

Og den ganske unge dame­læge på akutafdelingen, som kunne være hans barne- eller oldebarn, be­gynder at forhøre ham om hans alkohol- og motionsvaner og informerer den lammede og – for første gang i sit liv –hjælpeløse mand om, hvad sundhedsstyrelsen anbefaler. Derefter går hendes inkvisitoriske, bedrevidende og let bis­tre af­høring over til hans kostvaner, hvorefter hun også føler sig kaldet til at refe­rere de officielle anbefalinger, bl.a. hvad angår kød. Før hun forlader den undervægtige, lammede og nu også perplekse mand, vil hun også gerne lige vide, om hun skal genoplive ham, hvis han ’falder væk’, mens han er på syge­huset? – Da han får sagt, at han har stærke smerter og gerne ville have noget smerte­stil­lende, tilbyder hun to Panodi­ler, for ’vi vil ikke risikere, at du bliver afhængig, vel?’

● Vi er blevet gamle her og er kommet i ’sundhedsalderen’ … dvs. at vi er blevet sy­gere og jævnligt har brug for ’sundhedspersoner’ – dvs. dem, der tager sig af de syge.

Det indebærer en absurd og kaotisk ‘walk of shame’ med besværlig og tidskræ­vende tidsbestil­ling, uger eller måneders ventetid, og når vi så omsider har fået en tid, fx kl. 10.50 eller 14.30, og til tiden når frem til de ombejlede herrer og damer, der skal hjælpe os med plagsomme lidelser, så har vi – min mand og jeg – inden for en uge hos en læge, en speciallæge og en tandlæge oplevet at skulle sidde og vente mere end en halv time, faktisk op mod 40 – 45 minutter yderligere i et ked­sommeligt og smittefarligt venteværelse.

Hvorfor overhovedet bestille en tid, så? Når det blot er et fiktivt spil for galleriet. For de har tilsyneladende ikke styr på en skid undtagen regningerne til os og til staten, som også er os, og sådanne sløsede og ligeglade personer, der ikke engang kan hanke op i deres egen arbejdssituation, overlader man sit eget og sine nær­mestes liv og helbred!

● Hvorfor skal læger i det hele taget tjene en uforholdsmæssig høj løn? – De fleste af dem er forkælede hjemmefra, de har fået gratis uddannelse og SU m.m. undervejs, og de ny­e kuld forekommer ikke at være specielt bedre begavede eller bedre mennesker end alle andre unge, der tager en uddan­nelse.

Og lønnen er åbenbart ikke altid nok. De prøver stadig at rage mere til sig:

TV2 Nord 7.5. 23

Politikere – i al korthed

Aldrig har vi været så mange og så rige!

Der er arbejdskraft nok. Der er penge nok. Alligevel er det lykkedes vore politikerplatugler at bilde os ind, at vi ikke har råd, at vi skal spare.

Ikke på dem selv, deres løn, pensioner, privilegier, ikke på de rigeste.

Men på de små i institutionerne, på de syge, de gamle, de arbejdsløse, de lavtlønnede, de hårdtarbejdende, på uddannelserne.

Vi skal spare på alle dem, der knokler, på dem, der vil dygtiggøre sig og på dem, der har det svært.

Så vi er endt med et koldt, pengegrisk, tidspresset og forarmet samfund, hvor vi før – for en kort stund – havde et hjertevarmt, generøst og inkluderende fællesskab.

Aktuelle kommentarer

Ingen synes at forbinde det høje antal cuttere, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, angst- og depressionsprægede unge og overdreven ungdommelig druk i ind- og udland med den ekstremt tidlige institutionalisering af danske, førsproglige småbørn i vuggestuer og dagplejer, hvor de, ifølge en forsker, driver rundt som ’sanseløse pingviner’ en stor del af deres vågne tid. − Førsproglige småbørn ved ikke, om de bliver hentet igen. De oplever traumatiserende brud i dagligdagen, bliver hentet og bragt, stresset tidligt og sent, møder nye pædagoger og gæstedagplejere vekslende med bedsteforældre og forældrenes venner og andre børns forældre. De bliver passet af professionelle uden ægte kærlighed, opmærksomhed og interesse i konkurrence med flokke af jævnaldrende i de mest følsomme år af deres liv og kan meget vel påføres en kronisk mangel på basal tryghed og selvtillid, som slår ud senere. Men vi er mest optaget af at PISA-teste dem…

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«, Nelson Mandela

True folk på deres livsgrundlag til at lade sig tvangsoperere for fx dårlig ryg? Ikke siden tvangs­sterilisationerne af psykisk handikappede og ’moralsk degenererede’ i 1930’erne har vi været så langt ude. Ikke engang læger må behandle nogen, og da slet ikke ope­rere, uden udtrykkeligt sam­tykke. Så må kommunens ansatte vel heller ikke tvinge folk under kniven. Jeg ønsker ikke at vide, hvordan der ser ud inde i hovedet på ophavspersonen til det forslag. Er der nogen, der tror, at der fin­des mennesker, der nyder at gå hjemme med smerter i ryggen i stedet for at lade sig operere, hvis en sådan mirakelløsning var mulig i deres tilfælde? Og hvem har ansvaret, hvis operationen mislykkes? Der er åbenbart ikke længere grænser for, hvor langt man vil gå i forsøget på at spare et par skillinger. Og der er altid nogle omklamrende kom­munale M/K’ere, som mener at vide bedre end selv uddannede læger. Man kan jo håbe, at vore læger nægter at medvirke til dette barbari.

Små mænd og næser

Tænk engang, hvor overraskende storsindet og statsmandsagtig Lars Løkke ville have fremstået, hvis han, i stedet for at gå med på Enhedslistens sure spil om påtalen, næsen, til Helle Thorning, havde erklæret sig tilfreds med en PET-chef og en justitsministers af­gang. Tænk, hvis han med et varmt smil havde afvist enhver videre snak om kalendere og Christianiabesøg som bagateller og tidsspild. Nu, hvor ikke engang en lille næse kunne vedtages, ligner han som sædvanlig blot en smålig og formatløs, lille mand.

Arvingerne

Nu har vi set et par afsnit af DR’s dramaserie, og vi spekulerer på, om der virkelig er no­gen i dette land, udover forfatteren, der tror på, at fire hel- og halvsøskende og en eks­mand får lov til selv at gå og fifle med deres arvesager, disponere over huse, biler og kunstværker og forsøge at snyde hinanden til at skrive under på dette og hint. At der ikke meget hurtigt i forløbet ville optræde en uvildig advokat eller skifteret, der bånd­lægger værdierne, huse, biler, kunstværker m.m., til langt over 10 mio. kr., og påser, at det hele går retfærdigt til. Fakta og realisme kan skam også være dramatisk, hvorimod uvidenhed og dumhed bare er uinteressant. − Skuespillerne spiller usæd­vanligt godt, hvis man sammenligner med andre, danskproducerede film og serier, men noget mono­tont og helt uden udvikling, hvilket må skyldes det uigennemtænkte, tomt effektsøgende manuskript.

Overgrebene på den unge digter, Yahya Hassan, vil ingen ende tage:

Først fra hans egen familie, navnlig faderen.

Så fra et system, der anbragte ham på en institution, hvor der tilsyneladende var store pro­blemer med både fysiske og verbale overgreb og grænser.

Så gav man ham en kontaktperson, der udnyttede ham seksuelt, selv om han var mindre­årig, og hun var mere end dobbelt så gammel som han.

Så topper denne person, som burde have været der for ham, tillidsbruddet ved at skrive en bog om forholdet og hænge ham ud offentligt.

Derudover overfaldes han og udsættes for trusler fra religiøse grupperinger, som føler sig for­nærmet af hans ord.

Burde vi ikke snart besinde os og begynde at tage vare på ham?

Om kunstneriske prætentioner

Nogle mennesker tror, at hvis de bare udtrykker sig tilpas sløret, upræcist og tåget, med et ’jeg’ og et ’du’, med ordstrømmende omveje uden egentlige pointer eller mening, med uskarpe billeder eller med dårlig lyd, så er de rigtige kunstnere.

Der er sket noget med de moderne kommunikationsmidler:

Først sender min mor mig et brev

Så sender jeg hende en mail med et par fotos og tak for brevet

Så sender jeg hende en sms, hvor jeg skriver, at jeg har sendt hende en mail

Så ringer hun for at sige, at hun har læst min mail

Dømmekraft blandt de ypperste af vore folkevalgte

Mens vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage upassende selfies af sig selv sammen med rigtige statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om en af de seneste hundrede års betydeligste mænd, så må den ene efter den anden af hendes ministre gå af pga. fiflen med love og regler og generel udygtighed i syste­met: Uffe Elbæk, Christian Friis Bach og Morten Bød­skov. Annette Vilhelmsen har anbragt sig midt i farezonen med tildeling af offentlige midler uden om almindelige ansøgningsregler. I oppositio­nen går det heller ikke for godt: Der er (endnu en af) Løkkes sager om personlig luksus og overfor­brug for andres penge, og så er der den ubehagelige skattesag, hvor ministre og deres rådgivere havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er uhørt pinligt i et vestligt demokrati, som kastede sig ud i blodige an­grebskrige angi­veligt for at lære ’mindre udviklede lande’ forskellen.

De evige værter

DR orker kun sjældent at finde nye ansigter og værter til programmerne. Når de én gang har hyret en fyr eller fyrinde, og det synes at fungere blot nogenlunde, så flytter de ind for altid og bliver en uafrystelig del af DR-familien. Som oldefædre, hyggeonkler, mostre, fiffige fætre og kække kusiner, man aldrig, aldrig slipper for igen. Som det er sket for metusalemmet Søren Ryge, for Puk Elgaard, Christine Feldthaus, Anne Glad, Adrian Hughes, brødrene Price, brødrene Madsen, kagebager Blomsterberg, Thomas Skov, Louise Wolff, Lise Rønne og de to komplet indsigtsløse fænomener Felix og Emil. De her nævnte optræder ikke blot i et enkelt program, som man så kunne lade være med at se, hvis man kørte træt. Næh, de optræder alle i en to-tre forskellige programmer og dukker desuden ustand­seligt op i hinandens programmer eller til overflod i Aftenshowet og i den øvrige programflade, indtil man når kvalmegrænsen. Og det gør man uafværgeligt, uanset hvor dygtige og sympatiske de eventuelt var til at begynde med.

Når der sker noget for unge mennesker, en forlovelse, et bryllup, en rejse, en ny kat, en syg­dom, en fødsel el. lign., så overvejer de allerførst pressestrategien: Hvem skal have hvad at vide hvornår, og hvornår kan man skrive det på Facebook. Først deref­ter forsøger de at være med i det, der sker.

Ang. det omfattende metrobyggeri i København: Nu gider vi jyder ikke høre på mere klynk og jam­mer over støjgener fra velaflagte mennesker, der har valgt at bo midt i hoved­staden. Menne­sker, der bliver lyttet til og økonomisk kompenseret, og hvis centralt be­liggende lejligheders værdi stiger betragteligt, når metroen en dag står færdig.

At ville forbyde folk at ryge i deres egne hjem eller biler:

Vi har længe haft tradition for, at folk måtte arbejde, stresse, medicinere, sniffe, drikke, æde eller sprøjte sig ihjel uden videre indblanding, hvis det var det, de lystede. Rygning skader ikke nævneværdigt på det overordnede niveau. Hvis man virkelig ville have mere plads på hospitalerne og renere luft, skulle man forbyde en stor del af industrien samt biler, lastbiler, busser, tog, skibsfart og flyrejser. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Er det realistisk? Har vi nogen som helst indflydelse i Kina, Indien og Brasilien fx? Ville de politisk korrekte M/K’ere, som skriger så skingert og højt, undvære deres biler og ferierejser, hvis miraklet skete, og de blev hørt? Og de friske jordbær og roser og mangoer i februar? Og billigt modetøj og sko fra Tredjever­denslande? – Det er for let at gå efter rygerne, fordi de står der og vifter med deres ose­pinde. Man kan ikke holde en lastbil ansvarlig. Eller gå ud og nidstirrer et jetfly.