Da jeg var 51 år gammel, skulle jeg have fjernet galdeblæren. Umiddelbart før operationen blev jeg undersøgt og udspurgt af en ældre læge:
– Hvilken medicin tager du? spurgte han og holdt rutineret kuglepennen klar.
– Ikke noget, svarede jeg.
– Hvad? Han kiggede overrasket op.
På det tidspunkt var jeg – bortset fra en generende galdesten – rask og glad, aktiv og nogenlunde normalvægtig, og allerede samme dag kunne jeg tage hjem efter veloverstået indgreb. To dage efter gik jeg skovtur med min hund, som jeg plejer.
Men ingen passerer ustraffet halvtredsårsgrænsen. Nogle år efter holdt jeg op med at ryge og fik efterfølgende problemer med stofskiftet, hvilket kræver, at jeg tager en pille hver dag.
Nede i lægehuset måtte jeg så pludselig se mig rubriceret som ’kroniker’. – I al kommunikation, mundtlig og skriftlig, blev jeg omtalt som ’kroniker’ og oplyst om, hvad ’kronikere’ måtte og navnlig ikke måtte, når det gjaldt om at bruge lægens tid. – Det føltes, som om det offentlige sundhedssystem med ét påduttede mig et stort statustab og en umenneskelighed, som jeg ikke følte, at jeg fortjente.
Ordet ’kroniker’ lyder i mine ører som ’spasser’, ’krapyl’ eller ’krykhusar’. Det lyder grimt og nedværdigende. Det lyder, som om det er opstået i en intern sundhedsjargon, hvor man slår alle, mennesker med vitaminmangel, med forhøjet kolesterol, med lungesygdomme, epilepsi, diabetes og mange, mange andre længerevarende lidelser, sammen i én stor brokkasse, hvor fællesnævneren kun er, at de har et regelmæssigt behov for medicin og/eller anden behandling.
Til denne brokkasse kan man med de gængse definitioner henregne en tredjedel af den danske befolkning!
Når jeg nu ringer til det lokale apotek for at høre, om mine piller er kommet, og har trykket dit og dat, som man jo skal i disse år, så kan jeg vente en rum tid på betjening, mens jeg lytter til en indtalt besked om, at ’kronikere’ kan få en gratis samtale med en apoteker om deres medicin … Ja? – Hvis jeg henvender mig ved skranken for at hente mine piller, kan jeg også få ’en gratis samtale’. Det kan jeg også få med min læge. Det kan den unge pige med P-pillerne også, hende med kalktabletterne og alle vitaminerne, ham med hjertemedicinen og de blodtrykssænkende piller og hende, der er kommet for at købe vatpinde og to sutter.
Et apotek er vel en butik, der skal leve af at sælge medicin og alt muligt andet til folk? Mon det fremmer omsætningen, at man klistrer ubehageligt umenneskeliggørende mærkater på kunderne? – Hvor ville du handle, hvis bageren kaldte dig fed og sukkerafhængig? – Også selv om der ville være nogen sandhed i det? Måske er det på tide at ophæve apotekermonopolet fuldstændigt!
I stedet for ’kroniker’ ville jeg gerne, om nødvendigt, høre mig omtalt som et menneske med en stofskiftesygdom eller –lidelse. Men som hovedregel ville jeg foretrække, at sundhedspersonalet holdt deres interne jargon internt.
Selve ordet ’kroniker’ indikerer også, at lidelsen er fatal og uhelbredelig. Det kan godt være, at min lidelse er livslang, men med god behandling skulle jeg kunne leve mange år endnu, og man har da hørt om fx folk med sukkersyge, der træner og spiser sig ud af medicinforbruget. At sætte en så pessimistisk mærkat på syge mennesker fremmer næppe livsmodet og overlevelseschancen, også selv om man får tilbudt ’en gratis samtale’ med en ung dame henne på det lokale apotek.
● Udover læger, laboranter og apotekere, er der mange andre, der også profiterer af ’kronikere’:
Lægemiddelindustriforeningen skriver bl.a.
26-10-2015
’Hvordan gør vi dansk kronikerbehandling til internationalt forbillede?
Lif mener, at politisk og faglig prioritering samt en national handlingsplan er en del af løsningen.
Stigningen i antallet af danskere med kroniske sygdomme udgør en stor udfordring for danskernes sundhedstilstand og for det danske sundhedsvæsen.
I dag har flere end hver tredje voksne dansker mindst én kronisk sygdom, og 70-80 procent af udgifterne i det danske sundhedsvæsen anvendes til behandling af patienter med kroniske sygdomme. Prognoserne forudsiger, at det tal fortsat vil stige markant.’