− om planter, jeg muligvis ikke er kommet helt ærligt til
I en park i Cairo følte jeg noget rulle under mine sandaler. Det var mørkt, men jeg bukkede mig og samlede de sorte, ærtestore frø op. Hjemme såede jeg dem, og på forbavsende kort tid fik jeg en flok kraftige ’Egyptenpalmer’, som både jeg selv, venner og familie fik fornøjelse af i mange, mange år. Navnlig på en vinterdag, hvor sneen ligger tykt udenfor, er det skønt at kunne drømme sig tilbage til det solbeskinnede Egypten.
Noget lignende skete i Alhambra, Granada, sidste år. Vi gik ad en allé og trådte i hvide frugter fra smukke, gyldne træer, som senere skulle vise sig at være Paternostertræer med en interessant historie.
Det var også i Andalusien, jeg reddede mig en stump af en vildtvoksende rosmarinbusk, som nu trives fortræffeligt i min vindueskarm, og vi så den klassiske bunddækkeplante, Vinca, med de himmelblå blomster, vokse vildt i bjergene. Den stjal jeg nu ikke, for den findes så rigeligt i min have i forvejen, dog ikke i den sartblå udgave, som vi fotograferede ved Pileta:
I juledagene, i en rosenhave i Firenze, nappede jeg en af de ukrudtsplanter, som voksede dekorativt på de gamle mure alle vegne i byen. Den blev efter kort tids pleje til min hvidgrønne Firenzeblomst:
Og ved Gardasøen sad vi engang og drak kaffe mellem aflange blomsterkrukker med nerier i alle tænkelige farver, da en frodig urt i bunden af en af krukkerne fangede min opmærksomhed. Det viste sig at være en pragtfuld mynte! − Ikke den krasse pebermynte, man kan købe som krydderurt herhjemme, men den helt rigtige, milde og søde nordafrikanske mynte, som bruges til velsmagende te i hele den arabiske verden. Som andre mynter viste den sig at være særdeles livskraftig; den overvintrer endda ude i vores nordjyske klima og har gjort det i ti år.
Fra hundred år gamle hustomter i skoven har jeg hjemført humle, sødskærm og sæbeurt, som alle gror mere end villigt i haven.
Og det er et yndet nummer at lade besøgende børn nulre og dufte til sødskærmens blade og bilde dem ind, at det er her, man går ud og plukker sine bolsjer, når de er modne:
Måske er tendensen til at stjæle planter arvelig? − Min mor fik nogle brune frøkapsler op under neglene under en vandring i den smukke park ved Falkland Castle i Skotland for tyve år siden, og det viste sig at være en varm gul forsythia, da frøene spirede frem hjemme i min have. Nu er Falklandforsythiabusken meterhøj, rigt blomstrende, og frøene sår sig selv overalt.
Sommetider får jeg dog en plante fra fremmede lande foræret helt uden snyd. Ud af en gemen malajkrukke voksede pludselig en dag en bregne frem. Da den blev stor, fik den sin helt egen krukke og er nu min skattede krukkebregne.
 |
 |
Hvad fik jeg gaflet med hjem fra Kina? Kerner fra de yndigste miniappelsiner, en slags bittersøde kumquats, og små lycheelignende frugter.
Men de har endnu ikke stukket snuderne op af jorden i de krukker med nerie og citrontræ, jeg har sået dem i. Det er et godt, velgennemprøvet gartnertrick at så nye frø, sten eller kerner i jorden hos en større plante i god vækst. − Det er, som om den store plante skærmer og passer på den lille ny.