Som så meget andet godt – hyldeblomstsaft, smoothies, hindbærsyltetøj, blåbærtærter, svampestuvning – begynder hyldebærsaften med en skovtur i det gode vejr. Hunden springer fornøjet foran; turens formål er den ligegyldigt, bare den kan løbe, snuse, lege med pinde og tage sig en svømmetur i søerne på vor vej. Noget mere adstadigt følger jeg efter, men det er alligevel mig, der leder hele ekspeditionen hen til hyldebærbuskene i hegnet.
Det går hurtigt med at nippe de bourgognefarvede, tunge klaser af. På et øjeblik er bæreposen fyldt. Alligevel generer det mig som altid, at de bedste klaser tilsyneladende sidder i toppen, hvor kun solsortene kan nå dem, men jeg har virkelig ikke brug for flere.
Hjemme sætter jeg saftkogeren over på komfuret. Klipper stilkene af og skyller bærrene. Efter en lille times kogetid, skal saften bare sødes, og så har vi hyldebærsaft i litervis. Jeg fryser ned i mindre portioner, så vi er rustede, når vinterens infektioner melder sig. Ikke fordi jeg tror, at hyldebærsaft er specielt helbredende, men en kop varm, vitaminrig og fyldig saft er god omsorg og trøster meget mere end den evindelige kamillete med honning og citron.
Resten hælder jeg i en lille gryde. Skræller en tre-fire æbler fra egen have og koger æblestykkerne med i ca. 10 minutter, så har vi pludselig også hyldebærsuppe, som vi spiser til aften med tvebakker. Kun denne ene gang om året, og det smager kraftigt af sensommer og september.
I gamle dage var hyldetræet helligt. Enhver gård havde sin hyld som beskyttelse, bl.a. mod lynnedslag, men man drømte ikke om at spise af hverken træ eller bær. Det er et nyere fænomen, kun knap 100 år gammelt, men en dejlig tradition i mange hjem foruden vores.