Småtterier VII

● Netflix er børne-tv for voksne.

● For mange kvinder må de moderne skønhedskrav føles som at befinde sig i et Dantesk Helvede: – De er omgivet af gode og nærende madvarer, som de ikke må røre, de skal male sig i ansigtet, før de går ud, de vakler omkring på højhælede fodfutteraler, der misdanner og forvrider deres fødder på smertefulde måder, regelmæssigt skal de stå med hovedet oppe i egen røv – bogstaveligt talt – og barbere sig intime steder – Og det værste må være, at det ikke er tilladt at brokke sig, tværtimod skal de smile hele tiden og lade som om de dumme.

Måske ER der bare ikke plads til to selvstændige erhvervskarrierer i en moderne familie med børn? – Måske gør folk knuder på sig selv, ofrer deres småbørns psykiske velfærd og gør dem til rodløse, institutionaliserede burbørn i forsøget på at få et umuligt projekt til at lykkes? – Det er næppe – udelukkende – institutionernes skyld. – Det er imod alle naturlige instinkter at aflevere småbørn til fremmede. Der sker uvilkårligt en forråelse af personalet, som kan udarte sig til modbydeligheder eller blot ’professionel’ kulde, når det ikke er deres egne børn, de skal passe. Se bare englemagerne, Godhavnsdrengene og andre børnehjem, i dag har vi problemplejefamilier og ’pædagogiske’ opholdssteder, og historien er fuld af forfærdelige beretninger om vold, ydmygelse og overgreb på anbragte børn. Små børn har krav på kærlighed og omsorg, og det er forældrenes ansvar at passe på deres egne børn!

● Men nogle gange har forældre ikke mulighed for at forsvare deres børn:

Tusinder har anmeldt overgreb mod uledsagede migrantbørn i USA – De amerikanske myndigheder har siden 2014 modtaget næsten 6.000 anmeldelser om overgreb mod migrantbørn. –Næsten 6.000 tilfælde af seksuelle overgreb mod uledsagede mindreårige flygtninge og migranter er blevet anmeldt til de amerikanske myndigheder siden 2014. (Politikens Netavis d. 27. 2. 2019)

● Børn skal hverken puttes eller passes. De skal elskes og føle, at de er uundværlige.

● Hvorfor er vi så bange for døden? Er det et simpelt overlevelsesinstinkt? – Men død, som i død og borte, kan være velgørende, lettende af og til, men det tør man jo næsten ikke sige. – Når man smider overflødige ejendele ud og gør rent. Når man ser de gamle breve brænde på bålet. Når man vikler sig ud af et dårligt forhold. Når der er ryddet op og smidt ud, er der plads til nyt, nye tanker, nye ting, nye forhold. Eller når man gør kort proces med en lidende kat, en hund, der ikke længere kan rejse sig, en kolonne af dræbersnegle … Når en langvarigt syg og krævende pårørende eller en besværlig bekendt omsider får fred, som det så smukt hedder, eller bare flytter langt væk. – Sommetider har et menneske samlet så meget sammen, gebrækkeligheder, lidelser, ubehagelige minder, ar, at døden forekommer tiltrækkende. Både for én selv og for omgivelserne. Døden renser. Døden giver plads. – Hvis der aldrig var udsigt til en afslutning, til et ophør, hvis alting var varigt, hvis der ikke fandtes død, bogstavelig og symbolsk, hvis man ikke kunne stoppe noget, gøre en ende på, smide væk, bortskaffe, brænde, så ville det ikke være til at holde ud at være levende. Sikke en trængsel, vi skulle klemme os rundt i. – Ikke alt kan ignoreres. Noget må stoppes eller stoppe af sig selv. Ellers har tilværelsen intet perspektiv.

● Det værste og mest enerverende ved ældre mennesker er, at de holder op med at være nysgerrige; de kan efterhånden kun tænke på og snakke om sig selv. De gider ikke længere lytte til noget, der ikke angår dem selv direkte, eller lære noget nyt, men foretrækker at fortsætte i deres eget, én gang fastlagte spor, med gammelkendte ting.

I disse år, hvor vi er truet af miljøkatastrofer, krig, overbefolkning m.m., er det godt at vide, at verdens regeringer beskæftiger sig med væsentlige ting:

Regeringer verden over debatterer: Hvad skal vi gøre med elløbehjulet efter flere dødsulykker? Debatten om elløbehjul raser over hele verden, hvor regeringer kæmper med ulykker og dødsfald. (Politikens Netavis d. 30.7. 2019)

● Mange kvinder føler sig selv i dag som troldkvinder eller hekse og opfører sig som ur-kvinder på savannen, når de indkøber eller samler urter, koger supper eller brygger kamillete til syge familiemedlemmer, giver gode råd til alle om alting, men navnlig om kost, barnepleje og sygdom, tænder duftlys og lægger healende krystaller alle vegne.

Hvis temperaturen i DK en sommerdag skulle snige sig op over 20°:

Kommende hedebølge får livreddere til at udsende opfordring – Vælg en strand med livreddere, og bad mellem de rød-gule flag, lyder opfordring forud for dage med sommervejr.

Sådan hjælper du bedst dit kæledyr gennem hedebølgen – De høje sommertemperaturer er hårde ved landets kæledyr, advarer Dyrenes Beskyttelse. (Politikens Netavis d. 23.7. 2019)

Når en mand skyder en isbjørn, er det strafbart, men når vi kollektivt udrydder alle isbjørne, så er det ligesom OK:

Alaska sigter mand for ulovligt drab på isbjørn – Landsbyen Kaktovik i det nordlige Alaska oplever flere og flere isbjørne som følge af den globale opvarmning. En mand fra Alaska er blevet sigtet for at have dræbt en isbjørn, hvilket strider mod føderal lovgivning. (Politikens Netavis juli 2019)

Godt at vide, at vores velfærdssamfund fungerer:

Svigtet: Jette døde efter sult og tørst på plejehjem – I næsten tre uger fik Jette Schønberg stort set ingenting at spise eller drikke på det plejehjem, hvor hun boede. Til sidst døde hun. (Ekstrabladets Netavis d. 14. jul. 2019)

Nåeh, jamen så er det jo ikke så slemt … Det er jo bare ti unge kvinder, der har fået deres liv ødelagt:

10 anmeldelser om voldtægt på Roskilde Festival: »Det er trods alt 130.000 mennesker, som er samlet ét sted, og set i det lys er det relativt få – Politiets tal viser en stor stigning i anmeldelser om vold og voldtægt i forbindelse med årets Roskilde Festival. Men det er ikke anderledes på Roskilde end andre steder i nattelivet, mener talskvinde Christina Bilde. (Politikens Netavis d. 8. juli 2019)

● Mere Roskilde festival: Hver 5. kvinde har følt sine seksuelle grænser overskredet, og der er evindeligt lange køer til kvindetoiletter …

Forslag: Bliv hjemme, kvinder, eller lav jeres egen festival, indtil I bliver respekteret både af de andre festivalgæster og af organisatorerne.

Og lad slet ikke en mandlig arkitekt bestemme, hvordan I skal tisse:

’Urinalerne stopper til, fordi kvinderne smider papir i dem, og det er de slet ikke beregnet til, forklarer Alexander Egebjerg, der er en af de to arkitekter bag Lapee.

»Det er et produkt tilsvarende det mandlige pissoir, og det er ikke meningen, at man skal bruge papir i dem. Det handler om effektivitet«, siger Alexander Egebjerg.’

https://politiken.dk/kultur/musik/roskildefestival/art7286351/Kvinderne-er-ikke-klar-til-at-bruge-de-pink-pissoirer-endnu

Hvad skulle vi gøre uden idolet Leth:

Jørgen Leth: »Jeg kan godt bære at blive beundret og hyldet. Det har jeg prøvet før, og det gør mig ikke noget« – (Politikens Netavis d. 6. 7. 2019)

Citat fra Lykke-Per af Henrik Pontoppidan:

” (…) Sjælens rette Element var Sorgen. Glæden var en Levning af Dyret i os; derfor var det sagtens ogsaa, at Folk saa let i Medgangsdage forfaldt til allehaande Abenoder og Paafuglevaner, mens de i Sorgens Timer, naar de søgte ind i sig selv, ind til Personlighedens guddommelige Kilde, kunde faa et helt forklaret Udseende. (…)”

● Unge tror, at det er dem, der har opfundet miljøbevidsthed, men alle kunne se, hvor det bar hen allerede fra 1960’erne. Da VS blev dannet i 1967, stod miljøet højt på deres dagsorden, og folk dyrkede biodymanisk mikro-makromad fra ca. samme tid eller lidt før. Nu, hvor miljøbevidsthed er mainstream, sker der større og større ødelæggelser dag for dag … Amazonas brænder, Asien udleder floder af plastic, Arktis smelter, luften i Kina er uigennemsigtig …

Jeps! Jeg vil også være professor og have løn for at sige indlysende banaliteter:

Kollapset bro var sandsynligvis ikke særlig robust, siger dansk professor – Mindst 23 personer er omkommet, og mange er kvæstet, efter en motorvejsbro ved middagstid styrtede sammen i det nordlige Italien. (TV2’s Netavis d. 14. 8. 2018)

En stor del af mit tøj skal sorteres som ’plastic’, når jeg kasserer det …

De fleste gange, man går til læge, håber man på en forklaring og lidt beroligelse. I stedet får man ofte en masse mere eller mindre skadelig kemi.

Jeg kan ikke få mig til at stemme på nogen, der er dummere end mig …

Jeps! Det batter virkelig! – En nøglering! Verden kan afskaffe plasticforureningen vhja. nøgleringe! – Hvorfor har vi ikke tænkt på det før? – Godt, vi har typer som Julie og Jens:

Julie og Jens har taget kampen op mod havplast: Smelter fiskekasser om til nøgleringe – Nyt laboratorie i Thy sætter fokus på, at plastik fra havet kan genanvendes. (DR Netavis d. 20. 4. 2019)

Man melder sig til forsvaret for at forsvare sit land, og så bliver man nedværdiget … ydmyget … Set som sexobjekt … Hvordan kan kvinder nogensinde opnå respekt i verden, når deres kollegaer er mænd?

’Soldater delte billeder af kvindelig værnepligtigs bryster – I alt blev fem soldater i 2018 idømt bødestraffe for enten at have delt eller taget fotos af krænkende karakter.’ (Nordjyske Netavis d. 29.3. 2019)

Det er de færreste voksne, hvide mænd, der behøver at frygte, at tilfældige mennesker på nettet, eller som de møder på arbejde, på gaden, i nattelivet, til sport, på rejser og i alle mulige andre sammenhænge, pludselig begynder at rage på dem, råbe efter dem eller i øvrigt tale nedladende til dem, patroniserende, foragtende, decimerende deres menneskeværdighed i fuld offentlighed. – Det er vi andre vant til, vi kvinder, børn, brune, røde, gule, sorte … Voksne, hvide mænd respekterer kun hinanden. De beskytter hinanden. Tager hånd om hinanden. Samler hinanden op. Besynger, lovpriser, begaver, hædrer hinanden.

’Transkønnet: – Som kvinde forventer folk, at jeg taler mig selv ned, det oplevede jeg aldrig som mand – I ny tv-serie giver kvinder, der er født som drenge, et unikt indblik i forventningerne til køn anno 2018. Det er dybt lærerigt og skræmmende.’ (Nordjyske Netavis d. 24.11.2018)

Ja, lad os decimere seriøse, skrivende kvinder til fuck og patter:

Yppige Eve var ikke starfucker. Hun knaldede kun talenter, der senere skulle blive meget berømte. Spørg bare Steve Martin, Jim Morrison og Harrison Ford

Supergroupien Eve Babitz er blevet kanoniseret af magasinet Vanity Fair. Nu genudgives hendes bøger, en tv-serie er på vej, og en biografi om hende er netop udkommet. Forfatteren Morten Sabroe har set nærmere på fænomenet.

Det er februar 2014. Lili Anolik, skribent på Vanity Fair, taler i telefon med kvinden, der skal være magasinets næste store profil: Eve Babitz.

»Lad os starte med Duchamp-fotografiet«, siger Anolik. »Du, 20, nøgen, spiller skak med ham, fuldt påklædt. Eve, jeg bliver nødt til at sige det: Det er en seriøs brystkasse, du kører med der. Jeg mener, hold da op!«.’ (Politikens Netavis, KULTUR, d. 18. 2. 2019)

I avisernes kilotunge særtillæg om ’SUNDHED’, der jo handler om sygdom, er der ingen oplysninger om lidelser eller sygdomme, der kan være plagsomme, men som går over af sig selv, eller som man selv kan klare let og billigt ved hjælp af ændret kost, lidt motion, hvile eller varm te. – Kun omtale af sygdomme, som kræver dyr medicin i lang tid eller kostbare hjælpemidler eller tvivlsomme kosttilskud, fandt, sjovt nok, nåde for redaktørens øjne.

Bækkenbundsøvelser m.m.: – Jeg tror ikke et øjeblik på, at vi igennem årmillioner er skabt sådan, at vi er nødt til at gå og tænke på egen røv og ’træne’ fx underlivet i lang tid hver eneste dag for at overleve.

Folk opfinder deres egne, fjollede ritualer med sig selv i centrum af bar mangel på tilhørsforhold, kollektive ritualer og fælles værdier.

● Førhen havde vi begrebet ’weekendfædre’ – Det var skilsmissefædre, der kun havde børnene på weekendbesøg og derfor ikke magtede at skabe en fornuftig hverdag sammen med dem. Da de ikke anede, hvad de skulle stille op med deres børn, når de kom på sjældne besøg, så blev det til tivoliture, legelande, biograf, zoologisk have, slik, sodavand, is, pizza og popcorn fra morgen til aften … I dag er de fleste forældre weekendforældre. Når de har fri, og ungerne ikke er i institution det meste af dagen, aner de ikke, hvad de skal stille op med dem, og så bliver det til tivoliture, legelande, biograf, zoologisk have, slik, sodavand, is, pizza og popcorn fra morgen til aften …

● Det er op ad bakke med #MeToo og alle forsøg på at ligestille kvinder, når populærkulturens kulørte flagskibe, så som krimier og fx ’Games of Thrones’, ’Tjenerindens fortælling’, ’Jordens søjler’ og ’Havets katedral’ og mange, mange andre, regelmæssigt indlægger modbydelige og udpenslede, seksuelle overgreb på smukke kvinder for pirringens skyld … For mændenes skyld.

● På den anden side skal vi heller ikke ende i en snærende form for nypuritanisme … Jeg kan ikke forestille mig unge mennesker, der frivilligt ser ’Herrens veje’:

’DR får kritik for rygning i ‘Herrens veje: Det kunne være rart, hvis vi ikke for licenspengene betaler for at uddanne nye rygere – Det inspirerer særligt unge, når de i tv-serier som DR’s ‘Herrens veje’ ser veluddannede akademikere ryge masser af cigaretter, siger eksperter. DR afviser kritikken og minder om, at de har kunstnerisk frihed.’ (Politikens Netavis d. 14. 11. 2018)

● Nu vil de fodre slagtesvin med søstjerner! – Deltager det danske landbrug i en konkurrence om, hvor kunstig og usund vores mad kan blive? – ADDR!

● Kvinders kreativitet har af mange grunde, manglende tid, uddannelse, mangel på anerkendelse og agtelse, måttet finde andre veje end mænds, og har så fundet udtryk i fx håndarbejde, små venskabsdigte, blomstermaling på døre eller skærme, sygepleje, opfindsomt tøj, legetøj og leg med børn, kogekunst, indretning, husholdning, og er derfor som oftest gået under radaren. Hvide mænds radar.

● Vi bliver narret ind i lønarbejdets hamsterhjul af kreditforeningerne, fordi vi skal bo. Så vi køber lidt for dyre huse og indretter dem med modemøbler og kommer således til at hænge i en økonomisk strikke resten af vores liv.

Iscenesættere

Blog Image

To menneskehoveder, British Museum.

Vi er blevet en nation af iscenesættere. Slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. er i vores lille velhavende del af verden karakteriseret ved materiel overflod, relativ tryghed, mobilitet, dvs. opbrud fra familie, klan og hjemstavn, og frigjorthed fra traditionelle værdisæt, etik, religion og ganske almindelig velopdragenhed, som medfører en sejlende rodløshed. Hos mange mennesker har egoisme, grådighed, grænseløshed og selviscenesættelse tilsyneladende taget pladsen i stedet.

Hvis man ikke kan VÆRE noget, kan man i det mindste SYNES. Det er lettere at betale for dyre designermøbler, som alle af en eller anden grund for tiden er enige om, er værd at have, og således købe sin billet til det gode selskab, i stedet for at skulle foretage et selvstændigt valg, der passer til en selv, kassekredittens reelle størrelse og familiens behov.

Vi iscenesætter vores liv ned i mindste detalje. Alle elementer i påklædning, frisure, boligindretning, køb af forbrugsvarer, såsom bil, rejser, fødevarer, sofapuder, er forbundet med en overordnet plan, som skal fremstille os som f.eks. økologiske, kunstneriske, velhavende, afslappede … Selv vore børn bliver en del af scenariet; de peppes op med dyrt tøj og fikse tørklæder, så de passer til min hjemmelavede fortælling om MIT liv. Og så bliver de i øvrigt stuvet af vejen, så jeg kan dyrke mit job, mine venner, mine fritidsinteresser, kvalitetstid med min kæreste og lidt wellness — alt dette betragtes som forældrenes indlysende menneskerettigheder. At få børn er også en menneskeret, og det indebærer på ingen måde fravalg af behageligheder, for børn har godt af at få et forhold til andre voksne og børn meget tidligt, og hvis mor og far er glade, bliver barnet jo også bedre tilpas …

I en tid, hvor medier og kameraer lurer overalt, er det vigtigt for den enkelte, at makeup, accessories, smil og kækhed er på plads hvert eneste sekund på dagen. Hvis vi ikke møder et tv-hold på gågaden, har både vi selv og alle vennerne kamera i mobiltelefonen, og få minutter efter kan vores foto være uploaded på diverse internetsites. Hvis vennerne ikke sørger for, at vi er på med vores friske livsstil, kan vi altid selv uploade det iscenesatte liv med alle dets trivielle detaljer på Facebook, Myspace o.lign.

— All the world’s a stage, skrev Shakespeare for 400 år siden. Jeg tror ikke, han kunne forestille sig den hulhed, der kendetegner et nutidigt menneske, der finder sit livs mål og mening på ugebladenes tøj- og boligindretningssider, der iscenesætter sit bryllup som et stort „prinsesse for en dag”-arrangement, der lejer en limousine til sin 40-års fødselsdag, så han og vennerne kan ankomme standsmæssigt til festen med champagne i glassene.

Af mangel på værdier efterligner vi film og ugebladsidoler, for hvis vi gør som dem, smitter følelsen af succes og synlighed nok lidt af på os selv. Lerfigurer er vi med al rigdommens tynde og falske forgyldning. Nede under det skinnende lag af materiel velfærd ligger der et forvirret menneske, der af mangel på kærlighed og tætte, menneskelige forhold forsøger at gøre sig til, at blive set og forhåbentligt værdsat. Men alle de andre har så travlt med at iscenesætte sig selv, at de ikke har overskud til at se dig som andet end et bekvemt vedhæng og publikum.

Så vi fortsætter i hamsterhjulet: — Vi kan lege amerikanske rappere, tibetanske buddister, filmstjerner på ferie, hjemmestrikkende uldmostre … Alle rollerne står til rådighed, du skal blot vælge, men du kan ikke være dig selv.

Hvis jeg er mig selv, har jeg ikke brug for rekvisitter. Hvis jeg ikke arbejder for at tjene en masse penge, så jeg kan købe rekvisitter til at iscenesætte mit liv, går væksten i samfundet, grundlaget for velfærden, i stå. Vi køber ikke et dyrt træpuslespil, fordi vi har behov for det, men fordi vi samtidigt køber idéen om os selv som forældre, der har overskud til at sidde og lege meningsfuldt med vore børn, og det får os til at føle os godt tilpas. Vi køber ikke en dyr fiskegryde, fordi vi koger mange fisk hjemme i det nye samtalekøkken, men fordi vi godt kan lide tanken om, at vi ofte laver god og sund mad hjemme. Vi køber ikke nyt tøj fire gange om året, fordi det gamle er slidt op, men fordi vi gerne vil fremstå som unge, moderne og smarte.

Hvis vi kunne skære ned på forbruget, ville det få stor betydning for forureningen og klodens sparsomme ressourcer. Måske ville der oven i købet blive noget til overs til verdens fattigste og mest trængende mennesker?

Nej. Sådan spiller klaveret ikke. Selv økologi, CO2-neutral adfærd og godgørenhed er blevet en del af selviscenesættelsen. Et fravalg af ting er ikke legitimt, for det er usynligt. Du skal tværtimod vælge engangsbleer af det pebrede mærke, som med kostbare og intimiderende tv-reklamer fortæller, at de skænker 50 øre af de hundreder af kroner, du betaler for en pakke, til små, syge, afrikanske børn. Du køber en ged til en fattig i et U-land, og juleaften forærer du mormor beviset på din godgørenhed i julegave, så alle kan se, hvor god du er. Mormor fatter ikke en bønne og ville inderligt ønske, at du havde blandet hende udenom.

Bag al usikkerheden, bag al iscenesættelsen, er et menneskes liv givet: fødsel, barndom, ungdom, uddannelse, job, kæreste, børn, sygdom, død. Rammen ligger fast og kan ikke ændres, selv om farven på interiøret skifter. Et menneske kan være rart, sjovt, begavet, sygt, ulækkert, ungt, gammelt, kedeligt … alt muligt, og ikke et eneste indkøb kan lave om på det.