Rotteopdræt i sundhedssystemet

Engang stødte jeg på denne historie:

Rotter var en stor plage på Filippinerne (eller var det Indonesien?), og de åd en stor del af landbrugets dyrebare afgrøder. For at begrænse skaderne udsatte regeringen en dusør pr. død rotte. Det førte til omfattende rottejagt i hele landet.

For de fattige, filippinske bønder blev det hurtigt mere lønsomt at bruge tiden på at fange rot­ter end på møjsommeligt at dyrke jorden. Bønderne kunne sammen med deres familier tjene godt ved rottejagt, og der gik jo ikke lang tid, før de satte rotter i bure, lod dem yngle og ind­kasserede dusøren for de mange døde rotter, de således kunne skaffe sig.

Efter kort tid havde regeringen sponsoreret en omfattende rotteavl i hele landet, og mange landmænd havde opgivet at dyrke afgrøder, fordi de uden at få sved på panden blot kunne lade rotterne formere sig som … ja, hvad rotter nu gør.

Regeringen havde ønsket at øge udbyttet af landets fødevareavl, men belønnede rottefangst og fik således flere rotter og færre fødevarer i stedet.

Det er det samme med det danske sundhedssystem, som jeg netop har haft en del erfaringer med:

Landets regering ville fremme sundheden, men i stedet for at betale for sund­hed, dvs. for tilfredse og optimalt behandlede patienter, belønner man læger og sygehuse pr. konsultation, pr. e-mail, pr. telefonsamtale, pr. kontrol, pr. operation, pr. blodprøve m.m., og man har pålagt alle an­satte at arbejde 2 % hurtigere hvert eneste år, hvis de vil oppebære de samme midler.

Dvs. at fælleskassen nu skal honorere en masse rotter i form af fem-minutters ’konsultationer’, kontrolbesøg, et hav af tests, prøver, overflødige recepter udskrevet i al hast og sjusket besvarede e-mails. I stedet for at læse journalen og tage en grundig snak med patienten, så alle symptomer bliver erkendt, og alle spørgsmål besvaret på stedet, så genereres der usikkerhed, angst, yderligere konsultationer, spørgsmål pr. telefon og mail, som blot spilder alles tid, og efterlader de svageste patienter mere rådvilde og angste end før, så de går endnu længere i usikkerhed med smerter og an­dre gener, der afholder dem fra at deltage i samfundet. Når de ikke længere kan passe deres børn, børnebørn, gamle eller syge pårørende eller deres job, og hvis de efter en lang periodes usikkerhed om deres helbred går ned med stress, depression, arbejdsløshed, fattigdom og almindelig ulykkelighed, får de brug for endnu mere hjælp og påfører fælleskassen yderligere udgifter.

Ulykkelighed og udgifter, som kunne have været begrænset ved en smule tid og omhu i første instans.

Vore politikere ønskede mere sundhed, men da de belønner mange korte og utilstrækkelige kontakter, får de blot flere kontakter, som tilsammen øger den oplevede og den reelle sygelighed i befolkningen. Samtidig fører de mange utilstrækkelige kontakter til dårligere trivsel og dårligere arbejdsglæde og til flere stressede og udbrændte medar­bejdere i sundhedssektoren, som efterhånden knap kan tage vare på sig selv. Dygtige medarbejdere og erfarne læger forlader i stort tal den synkende skude, som vores supertanker af et kostbart sundhedsvæsen er blevet.

Det mest grelle, jeg har oplevet – udover at skulle igennem 2 – 3 konsultationer plus en del e-mails for at få afklaret rimeligt almindelige problemer plus henvendelser til patientrådgivere og privatlæger – var en sur og umeddelsom, offentligt ansat endokrinolog, der knap kunne holde ud at sidde med en patient i fem minutter. – Efter flere år, hvor hun intet gjorde, men blot vrissede ad mig, når jeg dukkede op til de konsultationer, jeg havde ventet halve og hele år på at opnå, blev hun åbenlyst rasende på mig, da jeg fortalte, at jeg havde opsøgt en privat læge og ville koordinere hans anvisninger med hende. – Hun underkendte vredt privatlægens kvalifikationer og begyndte at google ham for at bevise sine påstande, mens jeg sad ved siden af og egentlig troede, at vi skulle tale om mit helbred og den bedste måde at medicinere mig på. – Hun erklærede mig ’færdigbehandlet’, før jeg nåede at sige mere …

En sådan ’læge’, der ikke bruger sin lange uddannelse på hverken at lytte eller forsøge at hjælpe, men blot spilder sin egen og navnlig patientens tid, gør mere skade end gavn og burde sendes hjem med en syge­melding pga. udbrændthed. Hun har helt åbenlyst glemt, hvorfor hun får en exorbitant hyre for at sidde i en hvid kittel på et sygehus og snakke med folk, som tillidsfuldt og efter lang ventetid bliver sendt til hende med måske alvorlige helbredsproblemer.

Hun fangede rotter – gennemførte et stort antal resultatløse og irriterede ‘konsultationer’ – i stedet for at hjælpe syge mennesker.

Sundhed

Da jeg ville være sund og slank og gik på diæt og tabte 8 kg, fik jeg en stor galdesten, der gjorde mig syg i trekvart år. To gange måtte jeg indlægges, den ene gang akut med gulsot, og begge gange blev jeg opereret på. Det viste sig, at stoffer ophobet i fedtvævet udfældes i galdeblæren, når man taber sig. – Det står der ikke noget om i damebladene eller i de foldere, man får udleveret hos lægen …

Da jeg holdt op med at ryge, selvdestruerede min skjoldbruskkirtel, så jeg efter nogle måneder fik for lavt stofskifte. Nu er jeg sløv og træt, på livslang medicin og kan ikke komme af med den overvægt, rygestoppet bevirkede. – At et rygestop kan give stofskifteproblemer, er forholdsvis ny viden, som der ikke står noget om i alle de bedrevidende rygestopbrochurer …

Da jeg ville leve sundt og sendte bud efter en saftpresser og begyndte med at presse økologiske gulerødder til saft, reagerede min krop ved at udvikle en kraftig gulerodsallergi, som viste sig ved kløende, sviende, rindende, røde øjne. I årevis troede vi, at jeg var blevet pollenallergiker lige pludseligt midt om vinteren. Eller at jeg var overfølsom over for skimmel, min hund, gylle i luften, hvad ved jeg. – Nu kan jeg ikke tåle gulerødder, rødbeder, radisser, avocado og gurkemeje … Ting, jeg ellers har spist hele mit liv uden problemer. – Man bliver ikke advaret mod overindtag af gulerødder i de officielle sundhedskampagner, så som ’Spis 6 om dagen’ …

Jeg har aldrig i hele mit liv været så syg og dårligt tilpas, som siden jeg besluttede, at jeg ville følge de gængse råd og leve sundere.

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er me­get alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende ak­krediterin­ger, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg san­sede at bede min læge om et ­tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæs­sige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange som­mermå­neder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at ni­veauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som in­gen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprø­verne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsva­ret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt for­højet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at hen­vise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstils­løsninger’, dvs. banale og intimide­rende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage na­turlæge­midler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofa­en med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der træ­nede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over mang­lende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen un­derbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mi­neraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i bag­hånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykke­piller, kraftige smertestillende piller, fem forskel­lige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæ­sen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børne­børn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uop­retteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have for­hindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portu­gal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge men­nesker om at vente i et halvt år på adækvat be­handling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på un­der en halv time af en veluddannet speciallæge på bag­grund af en blod­prøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitets­båren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for me­gen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymp­tomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blod­prøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, tele­fonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagno­serne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbageven­dende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens tele­fontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fed­tede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddan­net læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGE­LIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsfor­sikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyl­dighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsulta­tion her fem år efter, at sygdommen blev konsta­teret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af bor­gere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukra­tisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patien­ten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kom­petente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog for­ældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdoms­svækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?

Daniel og hans beundrende skarer

Sygehusene er stadig overvejende kvindearbejdspladser.

Jeg skulle gennemgå en mindre operation og mødte renskuret og fastende op på det lokale sygehus klokken 7 om mor­genen. Her blev jeg lagt i en seng, hvor jeg skulle vente pænt, til det blev min tur.

Efter tre-fire timer kom et par sygeplejersker og en sygehjælper pludselig vimsende ind på stuen, hvor de begyndte at rette på gardiner og sengetøj, mens de oprømt kvidrende fortalte mig, at om et øjeblik kom − vi kan jo kalde ham − Daniel, og jeg måtte forstå, at Daniel var Guds svar på alverdens bønner, og jeg burde anse mig selv for lyk­kens udvalgte, at jeg skulle opere­res og tilses af selve Daniel

Efter en tid dukkede Daniel i egen person op på min stue med en hale af bekitlede kvinder efter sig. Han viste sig at være en almindeligt udseende, opvakt ung mand med et smørret grin om munden. − Og grinet forstod man jo godt, når man så, hvordan det kvindelige sygehuspersonale uden ophør smiskede og smaskede for ham.

Han hilste med et skævt smil, skrev kækt og til kvindefølgets hvinende morskab en besked til sig selv med sort tusch på min venstre arm og gled så bort igen med hele sit hof som en lang, feminin, småtiskende, hvidklædt slange efter sig.

Hele seancen, dog uden tuschtegninger, men med to-tre emsige, kvindelige forløbere og lige så mange medløbere og efterløbere, gentog sig efter indgrebet, da Daniel igen dukkede op for lige at sikre sig, at jeg var OK.

Den unge læge, Daniel, var, så vidt jeg kunne vurdere, et rart menneske og en dygtig doktor, men det slog mig, trods bedøvelsens tåger, at ingen yngre, kvindelig læge − eller nogen kvinde over­hovedet for den sags skyld − nogensinde ville opleve at blive så flirtende beundret og feteret blot for at gøre sit daglige arbejde. − Med mindre hun var stripper, selvfølgelig.

Familielæge eller pølsefabrik?

Sådan et stykke papir kan man risikere at få stukket i hånden hos sin praktiserende læge i dag: Uvenligt, kommanderende og ikke engang forsynet med de gængse høflighedsfraser. − Hvad stiller gamle fru Larsen, som ikke ser så godt, eller hr. Hansen, som gik ud af skolen i syvende klasse lige før krigen, op med det? Forfatterne er de samme læger, som lige for tiden råber højt op om “familielægens” betydning for de danske patienter… Som jeg erindrer familielægerne før i tiden, kunne de ALDRIG finde på at bede syge mennesker, der søgte deres hjælp, om at tage hensyn til deres interne arbejdstids- og honoreringsregler.

Regionerne har opsagt overenskomsten med landets privatpraktiserende læger, fordi de er for dyre og for stejle, når det kom­mer til ledelsesretten. Lægerne ønsker ikke, at regionerne skal være med til at bestemme, hvor der skal oprettes lægehuse, selv om det er regionerne − dvs. os alle sammen − der betaler gildet og gerne vil sikre ensartet mulighed for lægehjælp − også til de knap så attraktive yderområder. Lægernes argument er, at lægerne selv er de bedste til at bestemme, ellers vil den klassiske familielæge være i fare for at uddø.

Mon ikke den klassiske familielæge uddøde for mange år siden? Der er stadig her i landet mange søde, dygtige og velmenende læger, der opfatter deres gerning som et kald, og som yder en god indsats i konsultationerne, men nogle læger kommer ud med en ny og langt mere selvretfærdigt krævende indstilling til, at patienterne skal nøjes med at blive syge, når det passer med deres arbejdstidsregler, og det kan desværre ikke altid lade sig gøre. Vi lidt ældre og bedre vante finder dem pressede, grådige, ubetænksomme og næsten umulige at få kontakt med. De er muligvis heller ikke uddannet til at lede og fordele opgaver, ikke engang i deres egne små lægehuse. Jeg vil gerne bidrage med en håndfuld eksempler fra de senere år, oplevet af mig og min nærmeste familie og venner.

Hvis vi bliver syge fx om natten og gerne vil have fat i ”familielægen” næste morgen, mødes vi af en tele­fonsvarer med en alenlang besked, der omfatter sekretærenes træffetider, laboranter, sygeplejersker m.m., som vi mere og mere hektisk lytter til. Så opgiver vi og går på nettet, hvor vi finder følgende letlæselige besked:

“Telefonisk

Mellem kl. 8.00-10.00:
Sundhedsfaglig rådgivning ved sygeplejerske (tast 1).
Recept-fornyelse via telefonsvarer (tast 3).

Mellem kl. 13.00.14.00:
Tidsbestilling ved sekretærer, onsdage undtaget.

Middagslukket alle hverdage kl. 12.00-13.00. Onsdag dog fra kl. 12.00-14.30.

KONSULTATION I LÆGEHUSET

Åben konsultation
Der er åben konsultation på alle hverdage kl. 8.30-9.30, primært for akut opståede helbredsproble­mer. Dette kræver ingen tidsbestilling. Se nærmere under ”Praksisinformation”.

Planlagt konsultation
Forudgående tidsbestilling er nødvendig. Der kan bestilles tid til konsultation hos vores læger, sy­geplejersker og vores klinikpersonale. Se nærmere under ”Praksisinformation”.”

Somme tider ønsker man jo, at man selv eller ens børn var så syge, at man helt ukompliceret blot kunne ringe efter en vagtlæge eller en ambulance.

Efter at have ventet, måske med smerter, i hvert fald med uro, indtil det er muligt telefonisk at bestille en tid, mødes man igennem en stiv klokketime af optagetsignalets enerverende dutten eller den forhåndsind­talte telefonbesked om, at alle linjer desværre er optagede, prøv igen senere.

Så forsøger man at bestille en tid via det komplicerede mailsystem og logger sig ind, for senere at opdage, at beskeden om tidsbestillingen til sekretæren klassificeres − og honoreres som? − en mailkonsultation.

Hvis man får kæmpet sig igennem alle gå-væk-telefonsvarerne og den labyrintiske hjemmeside − som man i øvrigt skal betale abonnement til et privat firma for, hvis man vil gemme de beskeder, man modtager fra sin egen læge − og finder den relevante information, tager man chancen og befordrer sig hen til lægehuset i den såkaldte ”akuttid”, hvis man da kan nå det, og hvor man sidder 2 – 3 timer i et fyldt venteværelse sammen med andre syge og måske smitsomme mennesker, inden man får foretræde for en læge, sjældent ens egen, hyppigere en praktikant eller en vikar.

Eller man bestiller en tid hos sin egen læge via hjemmesiden − den første ledige tid ligger sædvanligvis tre-fire må­neder ude i fremtiden, så det gælder om at planlægge sine lidelser med omhu − og når man så, med en tre måneder gammel tidsbestilling i lommen, møder op i venteværelset, kommer man alligevel til at vente både hele og halve timer, før man bliver kaldt ind til sine afmålte otte minutters fortravlede konsultation. Og det er ikke pga. akutte henvendelser, som andre jo tager sig af i ”akuttiden” om formiddagen. De sidste tre gange, jeg i løbet af de seneste to år har haft en forudbe­stilt tid hos min læge, har jeg hver eneste gang siddet og ventet i 40 minutter efter den aftalte tid.

I løbet af en forhastet konsultation, som man således har ventet tre måneder og 40 minutter på, og hvor lægen sidder og kigger på sin computerskærm det meste af tiden, må man ikke søge råd om to forskellige ting på en gang, fx både ondt i ryggen og en mystisk vorte på den ene kind. Hvis man vil tale om andet end det, man har bestilt tiden til, får man besked på at reservere en ny tid. Efter yderligere tre måneders vente­tid. Mange mennesker skal tage fri fra arbejde for at møde op gang på gang, så lægen kan hæve flere honorarer.

Det er således ikke underligt, at vagtlæger og skadestuer overrendes af syge mennesker, der bare gerne vil tale med en læge.

En gang, jeg sad i venteværelset i de obligatoriske 40 minutter efter min i god tid i forvejen reserverede konsultation ang. svar på nogle prøver, blev jeg højt og med fulde navns nævnelse kaldt op af sekretæren og afkrævet svar på, om resultatet af lungefunktionstesten eller hjerteundersøgelsen var vigtigst for mig? For lægen havde desværre ikke tid til at snakke med ”kronikere” om flere prøver i samme konsultation … Det var første gang, jeg hørte betegnelsen ”kroniker” anvendt om mig selv … Fra en lægesekretær med et urimeligt spørgsmål i et fyldt venteværelse, fordi et nyligt rygestop havde sænket mit stofskifte til et be­handlingskrævende niveau … Jeg insisterede naturligvis på, inde hos lægen, at få svar på alle de prøver, der var blevet taget, før jeg gik derfra igen.

En anden sekretær havde for vane at sende mails ud til alle, der var tilknyttet hendes praksis, når hun og de andre sekretærer ændrede deres arbejdstider, eller når fordøren skulle repareres. Det var en speciel ople­velse at modtage en mail fra sit lægehus, at logge ind på den besværlige internetside med bankende hjerte og alle mulige tanker om alvorlige fund i blodprøver og deslige og omsider kæmpe sig frem til en besked om, at man pga. tømrerbesøg venligst skulle benytte en sidedør, hvis man påtænkte at aflægge besøg i lægehuset den dag …

Da min ven nogen tid efter alligevel sad inde hos sin egen læge, bad han hende snakke med sekretærerne om deres ligegyldige og forstyrrende massemails, men blev bedt, om han ikke selv ville snakke med sekretæ­rerne om det, for det kunne lægen ikke tage sig af.

En dag mødte jeg forskrækket op i ”akuttiden” efter at have tisset blod en hel weekend. Jeg kom forholds­vis hurtigt til hos en yngre læge, jeg ikke havde mødt før. Da hun hørte om symptomet, udbrød hun: ”Det er nok kræft”. − Det var ikke den besked, jeg havde mest lyst til at høre i den si­tuation, men hendes mistanke, som heldigvis viste sig at være forkert, sørgede for, at jeg hurtigt kom videre til mere kompetente, og ikke mindst empatiske, læger og undersøgelser.

Læger er traditionelt omfattet af stor respekt, og vi bærer gerne over med deres småfejl og særheder, hvis de står klar til at hjælpe os og er i stand til at stille almindelige diagnoser, når vi er ramt af sygdom og virkelig har brug for deres hjælp. Men når ens erfaringer fra de senere år omfatter en mand, der i årevis blev behandlet for ma­vesår, selv om han havde en anfaldsvoldende og betændt galdesten, en kone, der igennem et halvt år fik mavesyredæmpende midler, selv om det også viste sig at være en galdesten, da hun blev hasteindlagt med akut gulsot, en mand, der tre gange tilbydes lykkepiller mod en arbejdsskade i skulderen, og en veninde, der fik stillet en fantasifuld diagnose, vulvodyni, som indledning til et langvarigt behandlingsforsøg med hormoner og lykkepiller med den praktiserende læge som tovholder, da hun sandsynligvis var plaget af endometriose, så kan ens respekt for standen formentlig ligge på et meget begrænset område.

Måske burde regionerne overtage HELE ansvaret for de praktiserende lægers arbejde og blot ansætte dem i 37 timer ugentligt? Så kunne man sørge for ordnede forhold, passende efteruddannelseskurser og et professionelt kommunikationsniveau i forkontorerne. I så fald behøvede de praktiserende læger ikke længere at jamre over arbejdspres, papirarbejde, prioriteringer, ledelsesansvar og diverse klinik­udgifter. Bemærk venligst, at denne jammer kommer fra læger, der har normale arbejdsuger, og som ifølge Ekstra Bladet, når alle udgifter til driften er betalt, tjener over en million kroner, mange over to millioner kroner, om året betalt af dig og mig over skatten.

Derudover kunne vi uddanne en masse nye læger, alle dem, der havde lyst og evner for faget, så der var mange at vælge og vrage imellem. Så kan de, der er utilfredse med forholdene, søge til mere lukrative steder og overlade “ydernumrene” til kollegaer, der både kan og vil yde en behjertet indsats til gengæld.

Det er tankevækkende, at jeg hos mit dygtige tandlæge-tandplejer-team, som jeg selv har valgt og selv betaler det meste til, altid bliver mødt med stor forståelse og omsorg og aldrig har måttet vente mere end højst fem minutter, heller ikke i telefonen, og da kun i nødssituationer og aldrig uden en høflig undskyldning og en forklaring.

(18. 5. 2013 ser jeg, at de privatpraktiserende læger samler underskrifter fra patienter i deres konsultationer. De har allerede ifølge Politiken.dk sikret sig 140.000. Dvs. at de læger, som p.t. ynder at kalde sig “familielæger”, udnytter prisgivne, syge menneskers behov for lægehjælp i deres bjergsomme arbejdskamp for deres egne, private virksomheder mod det offentlige, som i forvejen forgylder dem. Vore læger kaster i grådighed al etik og troværdighed over bord i disse år.)

Eftertanke:

Lærergerningen var førhen et kald. Læreren følte sig ansvarlig for sine elever, kunne lide børn, nød samfundets anerkendelse og oppebar gode arbejdstids- og lønforhold. Til gengæld lagde lærerne alle kræfter i jobbet, forberedte sig entusiastisk og uden vrøvl, tog eleverne med på udflugter, arrangerede skolekomedier, snakkede med børn og forældre, også i nødsituationer sent på aftenen, og de noterede det ingen steder; det var en helt naturlig del af faget. Så ødelagde man lærergerningen med bureaukratiske kontrolforsøg og inddelte lærernes arbejdstid i Ø-tid, U-tid og F-tid, således at ingen længere gad løfte en finger, selv om lille Ole tydeligt havde problemer, for al Ø-tiden var opbrugt. Man forvandlede læreren fra en begejstret ildsjæl til en tørt noterende bureaukrat.

Lægen var førhen en højt respekteret familielæge, der dukkede op, når familien var i nød, og gjorde hvad han kunne for at lindre og trøste. Han fik sin betaling pr. år pr. patient, og han holdt ikke regnskab med sin tid eller forlangte, at alvorligt syge mennesker selv skulle fragte sig hen i hans klinik.

I min levetid har lærer-, gymnasielærer-, læge-, og præstegerningen skiftet karakter og er blevet overvejende kvindefag, hvor kun hjemmehjælpere, pædagoger og sygeplejere var det før, hvilket måske har været medvirkende til, at alle disse fag nu er forvandlet fra vellønnede og højtrespekterede til lavt rangerede og overkontrollerede pølsefabrikker. De dygtige ug-piger har alt for travlt med at overholde reglerne og tør ikke sætte sig imod selv urimelige og ødelæggende krav fra den offentlige arbejdsgiver. Samtidig er vi blevet alt for mange mennesker med helt urealistisk høje forventninger til, hvad samfundet skal gøre for os, så udgifterne til den offentlige sektor er steget eksplosivt. Forskellige regeringer har på forskellig måde forsøgt at holde snor i ydelserne, men måske har man smidt barnet ud med badevandet? Mens de måler og kontrollerer, fordamper kerneydelsen i både børnepasning, undervisning, sundhed og religion, nemlig det medmenneskelige forhold. Tilbage står underligt forvirrede børn og unge, syge og gamle, søgende og troende og råber på mere, for de fik ikke, hvad de havde brug for. De fik ingen menneskelig kontakt og omsorg, men blev afvist af automatiske telefonsvarere eller puttet i kasser mærket “fri leg”, “længst muligt i eget hjem” eller “Ø-tid” og såkaldte “E-konsultationer” …

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestina­tionerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginalise­rede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børne­børn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige små­børn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvin­der − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Fo­restil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilba­geværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespær­rede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproduce­rende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.

Kald eller kold ligegyldighed?

Når den nærmeste vennekreds omfatter et menneske, der går i halvandet år med ødelagt skulder og et brækket kraveben uden at få anden hjælp af det danske sundhedsvæsen end en henvisning til en psykia­ter, der straks udskriver lykkepiller. ― Når denne hårdt prøvede mand efter nævnte arbejdsskade bliver fyret fra sit job og sendt på jobtræning ― på lykkepiller med ødelagt skulder og et brækket kraveben — og truet på sit økonomiske liv, hvis han ikke søger fire jobs pr. uge og ulejliger lige så mange travle ar­bejdsgivere, for han kan naturligvis ikke påtage sig noget job.

Når andre venner har oplevet en operation, hvor et implantat åbenbart blev indsat uvasket og gav en alvorlig infektion, der bevirkede, at manden i familien måtte ligge trekvart år på et sygehus 100 km væk fra sine tre børn og en fuldtidsarbejdende kone, som ikke havde mulighed for at køre så langt for at be­søge ham særlig ofte. ― Det bør man tage med i betragtning, når man sammenlægger sygehuse og ren­dyrker specialer: At de pårørende ikke regelmæssigt kan besøge slægtninge, hvis de er indlagt alt for langt væk, og at den syge dermed mister kontakt til familie og venner og risikerer en depression, som næppe fremmer helbredelsen.

Når folk kan gå i årevis uden diagnoser eller venter i mange måneder med livstruende sygdomme trods alle mulige garantier.

Når folk samler hundredtusinder af kroner sammen på Facebook og drager til fx Kina med deres syge børn for at få adækvat behandling.

— Så er der noget rivende ravende galt med vores såkaldte velfærdssystem!

I de seneste hundrede år så det ud til, at danskerne havde held med at kæmpe for at opnå en værdig levevis for alle borgere: Vi fik folkepension, alderdomshjem, hjemmehjælp, gratis uddannelse, offentlig sundhedsordning, pædagogisk forsvarlig børnepasning, naturligvis finansieret via skatter. Alt dette er nu blevet gennemhullet og nedbrudt, især og hurtigst igennem de seneste ti års borgerligt styrede skatte­stop.

Man lavede i 60’erne og 70’erne den aftale med landets kvinder, at hvis de ville tage ud på arbejdsmar­kedet og give deres bidrag til bruttonationalproduktets vækst, så ville samfundet til gengæld tage hånd om deres syge, om deres børn og om deres gamle.

Kvinderne takkede ja. Ikke at de gik og danderede den før, kvinder har altid arbejdet hårdt, også ude på arbejdsmarkedet, men som oftest fungerede de i en usynlig økonomisk sammenhæng i hjemmene, egne eller andres, med vask, strygning, tekstilproduktion, ydmyge, men uundværlige sekretærfunktioner, rengøring, vedligehold, optænding, madlavning, indkøb, køkkenhave, dyrehold, børn, børnebørn, syge, unge, gamle…

Nu fik de chancen for at lave synligt arbejde og ikke mindst modtage anerkendelse og en regulær løn for det.

Kvinder blev alt muligt. Hvor de før passede deres egne børn, passer de nu en hel flok af andres. Eller gamle. Eller syge. Eller de gør rent på institutionerne. Eller de er lærere, professorer, fabriksarbejdere, direktører, læger, præs­ter, PR-medarbejdere, tv-værter, kontorarbejdere, sangere …

Men det er jo dyrt at passe børnene, de syge og de gamle forsvarligt. Man kan ikke både indføre lavere skatter og samtidig overholde løftet til kvinderne. Man skærer en hæl og klipper en tå … for at »yde en bedre service«, som det kaldes, når man afskaffer en service af økonomiske grunde.

Hvor det førhen var et kald at passe en ældre medborger i vedkommendes eget hjem, er det nu et spørgsmål om at få fru Hansen ud af sengen, iført en ren ble og anbragt med sin morgenmad foran tv’et på syvethalvt minut, så man kan komme videre til den næste, og den næste, og den næste … Det er ikke ansvarligt plejearbejde, men tids- og lønpresset samlebåndsslaveri.

Hvor husmoderafløseren, hjemmehjælperen, før kom nogle timer hver dag og passede fru Hansen og fru Hansens hjem og sørgede for fru Hansens indkøb og for fru Hansens mad, når hun ikke længere kunne selv, så er der nu afsat en halv time hver tredje uge til SOSU-assistentens overfladiske rengøring, således at ethvert besøg hos en ældre medborger i eget hjem gøres gennem bunker af skidt, skrald, nuller­mænd, fedtet snask og i stanken af snavsede bleer.

Har man brug for lægehjælp, møder man ikke længere en person med et dybfølt kald til at lindre og trøste i form af en praktiserende læge, men en tidspresset lønslave, som ikke orker at tage ansvar, men som kæmper for at holde telefonkonsultationer, mailbesvarelser, receptudskrivninger, tests, laborato­riesvar, fysiske konsultationer, der kun gør langsomme indhug i det proppede venteværelse, inden for normal 8 – 16 arbejdstid.

Når en ældre, arbejdsløs mand, der har passet sit arbejde upåklageligt i over 40 år, men som blev fyret pga. alder ved seneste sparerunde, bliver sendt på jobtræningskursus, hvor han, med min skønne venin­de Dortes ord, skal finde ud af, om han er en skumfidus eller en vingummibamse, så tager vi ærligt talt pis på folk i stedet for at hjælpe dem.

Når små børn stuves sammen i store institutioner med dårlig plads og ditto normeringer, så skader vi de kommende generationers psykiske velbefindende og opdrætter mennesker med alvorlige traumer, som ikke kan gå ind i samfundet og fungere som afbalancerede, ligeværdige borgere.

Når vi kun kan tilbyde en andenrangs folkeskole med så lidt undervisning, at de unge mangler års skole­gang i forhold til andre landes unge, når de kommer ud, og vi kun kan give dem få ugers universitets­undervisning pr. semester, så får vi nok ikke det uddannelsessystem i verdensklasse, som vore ― dårligt uddannede? ― unge politikere fabler om.

Når vi dertil opretholder et landbrug og en pelsproduktion med masser af giftstoffer og helt uden dyre­velfærd, så millioner af dyr dagligt lider i stalde og bure ― der dør 25.000 svin HVER DAG i Danmark pga. sygdom og mistrivsel! 25.000!

Så er der noget galt… Hvad kan vi gøre for at ændre på det?