At passe børn

er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Når man for 25. gang har samlet sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange, mens man skif­ter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan vælte dem – igen.  – Så er ens hoved ved at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder, Netflix …

Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefo­nerne i og forsvinde i snak, mu­sik, radio, lydbog eller podcast.

Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.

Mødre har altid, hvis de havde mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.

I mange førmoderne kulturer var det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte rundt på velnæ­rede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.

I vor egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra foræl­drenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imel­lem, når hun havde lyst.

I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i prin­cippet skal fungerer som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres mad­pakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.

Mindre privilegerede mødre sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af de lange, lange dage.

Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vore mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppe­bære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?

Ingen mor synes, at det er sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.

At passe børn er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Sådan har alle mødre altid haft det til alle tider.

MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆD­VANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og sav­ler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det …  hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, krops­beherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede un­dervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.

Sønnike er stadig et af de mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.

Og det mest besynderlige er, at sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.

Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og for­søge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles om­råde, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de vold­somme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, æld­repleje og politi­arbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynke­liggør sig og jamrer of­fent­ligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi for­søge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for al­vor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvan­ligt, at kvinder tog almindeligt ar­bejde uden for hjemmet for en løn svarende til man­dens og på lige fod med ham. Kvinder pas­sede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstil­ling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvin­der vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det nor­male ar­bejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliserings­gevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sund­heds­systemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som hel­hed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unød­vendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun gan­ske få profes­sionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indle­velse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en insti­tution eller en profes­sionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at bør­nene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stak­kels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kur­sus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selv­opgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den stør­ste bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at bør­nene får en time eller to også med far om afte­nen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle foræl­dre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det sene­ste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende prin­cipper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgif­ter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af menne­sker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkom­mende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assi­stenter, læ­ger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sy­geplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres fag­lige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og over­dynges og bureaukrati­seres i alle ender og kanter, så de forhin­dres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincip­per:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlems­gebyr. Det bety­der bl.a., at man i peri­oder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gen­tagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer bor­gerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel obser­vans, intelligenskvo­tient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænke­lighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenligne­lige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore be­tjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tje­ner til un­derholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de ef­terhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bli­ver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og re­præsentere os her og i udlan­det.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, ud­dannelse eller en form for un­derstøttelse og hjælp i til­fælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster plane­ten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløs­hed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medi­cinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi ga­ranterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymna­sie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − be­taler en fast pro­centdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end per­sonfradraget. Vi til­deler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et person­fradrag på måske omkring 75.000 nu­tidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmebo­ende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et æl­dre familie­medlem i sin husstand, og de tje­ner mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig for­sørgerpligten og få det overskydende person­fradrag som et fradrag i ens indtægt før skat­ten be­regnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automa­tisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en æg­tefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre per­soner i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit ar­bejde, skal man sam­men underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradra­get.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, så­ledes at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til time­lang, daglig pasning hos vildt­fremmede, som natur­ligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlig­hed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og der­med yderst ska­deligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagple­jere på privat basis efter foræl­drenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et ri­meligt tilskud til vel­byggede, velnormerede og velfun­gerende børnehaver for de to til seks­årige. Et toårigt barn tilde­les dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet til­byder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse an­skuelser − andre individuelle hen­syn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutio­ner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi ind­retter skolen, såle­des at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmåne­derne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klok­ken 14 eller 15 for de større klas­ser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksen­opsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktivi­teter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi ta­ger med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at sam­arbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mel­lem forskellige lav­prispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og sko­len, så forældrenes arbejds­dag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage bar­net hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehaver­nes sommerferie bli­ver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med læ­rerne og pæ­dagogernes arbejdstid og synkroni­sering med det øvrige ar­bejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle uregle­menterede så­kaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommer­ferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvan­lige ferieuger i løbet af året, plus en eks­tra uge, som kan an­vendes efter behov som omsorgs­dage, bar­nets sygedage el. lign. Det gæl­der både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i en­køn­nede forhold. Sko­lerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinter­ferieugen ind­byrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flas­kehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgen­mad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Hvad koster det at underholde sine børn?

Prisen for at underholde sine børn i vinterferien var emnet for en artikel på Politiken Netavis i februar måned. − En geskæftig, naturligvis kvindelig, journalist havde påtaget sig den væsentlige samfundsopgave at indhente priser fra Zoologisk Have, Eksperimentarium og lignende forlystelser for rådvilde voksne og deres børn. − Hvis man har tre fridage i træk gælder det jo om så hurtigt som muligt at få fragtet hele familien til et badeland, et sommerhus, et tivoli, et børnevenligt mu­seum eller med fly til et fattigt land, hvor opvartningen og all inclusive-priserne er fordelagtige, for man kan jo ikke hygge sig og slappe af hjemme i de veludstyrede og kostbart indrettede boliger, som det meste af profitten fra karriereræset er gået til.

Her under skolelockouten mødte jeg en sød farmor, der var på skovtur med sine børnebørn. Hun var glad for dem, men efter at have passet dem hver dag i næsten fire uger var hun ved at være træt. − I forvejen passer jeg dem en gang om ugen, men hvad skal vi ellers gøre?

Lockouten KUNNE være en himmelsendt mulighed for forældre og børn til at bryde og genover­veje de stramme skemaer, de normalt er spærret inde i, og jeg spurgte høfligt farmoderen, hvor­dan pasningen var blevet hendes problem?

Da vi havde børn hjemme selv, blev vi to bedstemødre hurtigt enige om, havde vi masser af tid til dem. Vi var stort set hjemme og sammen med dem altid i deres tre første leveår, hvorefter først børnehaven, derefter skolen socialiserede dem fire – seks timer på hverdage, så vi kunne arbejde sporadisk eller på deltid med andre ting. Børnene var i deres eget hjem i hovedparten af deres vågne tid, og de var der på vores præmisser og deltog i oprydning, havearbejde, madlavning, indkøb og alle de andre, almindelige, daglige gøremål, hvis de da ikke selv fandt på lege, alene eller med kammerater. Hverken en kort vinterferie, eller en lang sommerferie for den sags skyld, og i hvert fald ikke en skolelockout, kunne vælte vores dage, som var bygget op omkring hjemmet, haven, skoven, hunden og de andre dyr, venner, naboer og familien, og kun yderst sjældent indbefattede rejser inden eller uden for landets grænser. − Vi kunne arrangere en skovtur med få minutters varsel, bage boller, besøge venner, sidde og tegne, gå og snakke, klippe og klistre, læse en bog, tænde et bål, lave snobrød, fodre høns, plukke jordbær, sætte et soppebassin op … Livet var ikke så indviklet, og børnene var ikke svære at underholde. Det er os selv, der sætter niveauet; børnene er jo kun børn, der har absolut krav på vores omsorg, respekt og tilstedeværelse, men ikke på computere, tv og tivoliture.

I dag er dagligdagen i de yngre børnefamilier dikteret af vækkeure, skemaer, aftaler, møder, transport, opbevaring af børn først her så der, to jobs, fritidsinteresser, elektroniske kommunika­tionsapparater, som tilsyneladende ikke er udstyret med en sluk-knap, og i de få timer, man har sammen om aftenen før puttetid, er alting indrettet på børnenes præmisser. Det er det naturligvis, fordi forældrene har dårlig samvittighed over at hente en slap og frustreret lille unge alt for sent i institutionen og derfor forsøger at kompensere for den manglende fællestid, for at barnet er ude­lukket fra de voksnes verden, og fordi de voksne hele tiden hemmeligt ønsker, at de kunne sidde i fred på jobbet, med vennerne, tjekke sms’er eller Facebook… Derfor taler de højlydt og teatralsk barne­sprog til hinanden, er uafbrudt opmærksomme på barnet, og maden plus alle gøremål er tilpasset barnets lyster − lige indtil den længe ventede sengetid gør det forsvarligt − hun skal jo have sine 12 timers søvn! − at putte ungen, så man selv kan få lidt fred. Unge forældre opfører sig i stigende grad, som det voksende antal skilsmissefædre var berygtede for at gøre det i 70’erne: Hver eneste dag skal helst være en tivolitur med lyserød candyfloss på. Dette er uhyre krævende og anstrengende for de voksne, som jo har været på job først, og de snyder så ofte som muligt og placerer ungerne foran en skærm med mere eller mindre gavnlige film og snacks, så de selv kan hvile ørerne og måske forberede et måltid, hvis de da ikke har frekventeret den lokale grillsnask på vejen hjem.

En del af den kompensatoriske adfærd indbefatter forsøg på fjernkontrol af barnets liv, som fx krav om særbehandling til de pædagoger og lærere, som har med barnet at gøre, og alle mulige tænkelige og utænkelige spiseforstyrrelser på barnets vegne: Da man ikke selv magter at tage an­svar for sine børn på det psykologiske plan, veksler man sin omsorg til stramme, selvopfundne regler omkring fødeindtagelsen, som man strengt håndhæver og pålægger alle i barnets omgivel­ser, bedsteforældre og pædagoger, at håndhæve. Somme tider så indædt, at man får mistanke om, at det er selve den ekstra opmærksomhed, den unge mor pådrager sig, når hun fremstår som “Den gode mor” og forlanger an­dres hensyntagen til barnets påståede, udiagnosticerede fødevareallergier, der er hovedformålet med hele projektet. I virkeligheden hører jeg den unge mor råbe: Hjælp! Jeg kan ikke både passe et krævende job, et eller flere børn, mit forhold til en mand, mit hus, mine venner og mig selv på en gang. Hjælp mig! − I stedet siger hun strengt: ”Husk nu, at lille Anna ikke må få gluten”, eller ”Det er bedsteforældrene, der fylder Lucas med sukker, så han ikke er til at styre, når han kommer hjem”.

For at det ikke skal være løgn, protesterer disse fortravlede forældre med voldsom inderlighed, når skoler og andre børneinstitutioner tilbyder at forsyne barnet med et sundt måltid i løbet af den lange dag borte fra hjemmet i stedet for en i al hast sammenklasket og langtidsopbevaret mad­pakke.

Eller de protesterer mod heldagsskolen, som alle med en vis indsigt i børn og pædagogik vist er enige om, er bedst for barnet. At tage udgangspunkt i barnets hverdag og sikre, at det kun skal pendle mellem hjem og skole, og at skolen er indrettet lidt hyggeligt, og at man her sørger for op­bevaring, undervisning, lektiehjælp og koordination af fritidsinteresser, mens forældrene passer deres arbejde, kan vel kun være godt? − Men de forvirrede pseudoskilsmisseforældre bliver lammet af skræk, lige som de gjorde med madpakkerne, og modarbejder det eneste rigtige, fordi de er bange for, at de så ikke kan hente lille Victor eller Emilie tidligt, hvis de en gang, i deres ønskedrømme, skulle få lyst til det.

De henter i forvejen kun børnene tidligt yderst sjældent, for al denne kompensatoriske adfærd, dette kun­stige samvær med børnene på børnenes barnlige præmisser, er nemlig uhyre anstrengende. Så de unge forældre vil hellere løbe en tur alene, have en kop latte med vennerne, liiiige tjekke sms’er og Facebook og mail… De glemmer, at heldagsskolen er udtænkt for barnets skyld, ikke for at begrænse forældrenes mulighed for at være sammen med deres egne børn i det omfang, de ønsker det.

Hvad koster det så at underholde sine børn? − Svaret er i al sin uhørte og brutale enkelhed: Det koster din tid! − Hvis man bruger tid på sine børn, plages man ikke af dårlig samvittighed og deraf følgende kompensatorisk adfærd.

Artikel på Politikens Netavis d. 12. feb. 2013. Læg mærke til forlystelsernes navne, for manges vedkommende et besynderligt Karl-Frisk-misk-mask af engelsk og latin:

Så meget koster det at underholde børnene i vinterferien

Uge 7 er vinterferietid, og vinterferie er lig med masser af fritimer for børnene, der hungrer efter underholdning. Men det kræver en dyb tur ned i lommeulden efter håndører til et besøg i landets forlystelser, hvis hele familien skal med. En prissammenligning på en lang række forlystelser foretaget af prissammenligningssitet Pricerunner.dk viser, hvor meget du skal hive ud af bankkontoen for at holde ungerne i skak i nogle timer. Prisen er for 2 voksne og 2 børn:

Randers Regnskov 520 kr.

Aqua Akvarium og Dyrepark, Silkeborg 430 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Billund 740 kr.

Nordsøen Oceanarium, Hirtshals 480 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Rødby 620 kr.

Fregatten Jylland, Ebeltoft 225 kr.

Vikingemuseet, Roskilde 160 kr.

Planetarium, København 306 kr.

Fun City, København 276 kr.

Den Gamle By, Århus 120 kr.

Odense Zoo 420 kr.

Kattegatcentret, Grenaa 500 kr.

Zoo København 480 kr.

Fjord & Bælt, Kerteminde 320 kr.

Baboon City, Herning 420 kr.

Geocenter Møens Klint 380 kr.

Småbørnsforældre og ligestilling

Ligestilling − mellem mennesker med forskelligt udseende, evner, etnisk herkomst, uddannelse, religion, køn, seksuel observans, indkomst, bopæl m.m. − er et ubetinget gode. Og så har det tilmed vist sig, at det også er godt for samfundet som helhed og for samfundsøkonomien i særdeleshed, at alle mennesker har lige rettigheder og muligheder. Det er således ikke bare moralsk ønskeligt, men også hensigtsmæssigt for fællesskab og udvikling at alle mennesker oppebærer lige rettigheder. − Undtaget fra denne ideale fordring om ligestilling, er dog de, der vanemæssigt og med vilje sætter sig ud over det menneskelige fællesskab ved at lyve, genere, snyde eller skade andre og de, der forsøger at rage til sig på andres bekostning.

− Og så har jeg et forbehold mere, når det drejer sig om småbørnsforældre. Det er ikke til småbørnenes fordel, at unge forældre bruger tid og kræfter på at føre nøjagtigt regnskab med, hvem der tager sig af lille Isabella eller lille Emil − hvor meget, hvor længe og hvornår.

Det er velkendt, at én person påtager sig 100 % af et givet ansvar, mens to mennesker fordeler halvdelen af ansvaret imellem sig og dermed kun får 25 % hver. Jo flere til at dele, jo mindre ansvarsfølelse.

Når den unge mor regner med, at den ligeledes ganske unge far påtager sig et ansvar, som han ikke magter og ikke kan fornemme, så føler hun sig helt fri til at kaste otte-ni timer dagligt efter karrieren og derudover dyrke motion, wellness, veninder, kærestetid med faderen, kulturelle fornøjelser og rejser, samtidig med at hun har et lille barn.

Faderen har det naturligvis på akkurat samme måde: Hvem skulle forhindre ham i at arbejde 5o timer ugentligt, spille poker med vennerne, tage svæveflyvercertifikat og køre på MTB i sin fritid, når moderen insisterer på at have samme grad af frihed, som hun havde før barnets ankomst?

I sådanne forhold kommer forældrene til at agere som jaloux søskende, der nidkært overvåger, at den ene ikke får flere fordele − dvs. fritid UDEN barn, end man selv får.

Barnet falder således ned i en grøft, hvor det i størsteparten af sin vågne tid er overladt til fremmede, der har mange andre børn at tage sig af, og når de første års ulykkelighed over at føle sig uønsket har lagt sig, vil et sådant barn sætte alt ind på at blive stort og selvberoende så hurtigt som muligt. Småbørn, der falder ned i mellemrummet mellem mor og fars mange andre og meget mere spændende gøremål, bliver skadet for livet, selv om alt ser pænt ud på ydersiden, og mor og far indkøber det rigtige udstyr, bager en bolle i weekenden, sørger for at undgå for meget sukker i kosten og stolt promenerer omkring i bybilledet med kostbar barnevogn og en unge i dyrt mærkevaretøj.

Jeg har hørt unge forældre diskutere højlydt, hvis tur det er til at skifte ble, til at give overtøj på, til at bade, til at putte eller til at læse historie, mens barnet stod lige ved siden af og hørte på det! − Hvor gavnligt er det for den lilles fornemmelse af at være tryg og velkommen og høre til i verden? Hvad betyder det for barnets evne til at udvikle selvværd, til at lære og til at få og vedligeholde en omgangskreds, hvis de første erfaringer med andre mennesker er en klar besked om, at det er til ulejlighed for mor og far?

At tage sig af et barn er IKKE et job, man som forældre kan forsøge at skulke fra, men et privilegium, som man bør påtage sig 100 % i de første leveår, i hvert fald indtil barnet er parat til børnehave en del af dagen. Der er − uden for dette lands grænser − konsensus om, at barnet først, når det er tre år gammelt, er modent til nye omgivelser, nye sociale situationer, legekammerater og fremmede voksne, og dermed kan tilbringe tre-fire timer dagligt i en børnehave uden at tage skade på sjæl og tryghedsfølelse. Om det er faderen eller moderen, der tager sig af det lille barn i de første leveår, er i og for sig ligegyldigt, bare ansvaret er klart fordelt med 100 % til den ene part. Så kan den anden bruge sine kræfter på at skaffe pengene til huse. − Til forhandling UDEN for barnets hørevidde er så, hvem der skal have fri til hvad hvornår, men selve ansvaret står ikke til diskussion.

At det − udover at være meningsfuldt og udviklende og sjovt − også kan være en både opslidende og utaknemmelig opgave at rumme og passe et lille barn i døgndrift igennem de første tre år, skal ikke holdes hemmeligt. Lige så hårdt kan det være at sørge for det større barn i måske yderligere 15-20 år, at holde øje med dets velbefindende, at påtage sig ansvar for døgnrytme, hygiejne, motion, frisk luft, kost, sundhed, sprog, læring, passende og alderssvarende oplevelser, tryghed, sociale relationer, jul, fødselsdag, påske og pinse, hverdag, ferie og fest … at indse, at det koster i karriere, indkomst, status, respekt, og at den eneste belønning, man kan håbe på at få til gengæld for de mange års hårde arbejde og tilsidesættelse af sig selv, er, at barnet falder godt ind i verden og klarer sig godt.

Men sådan er vilkårene for formering i pattedyrsslægten. Man må under ingen omstændigheder lade nye småbørn sejle i deres egen uønskede sø, som almindelig praksis er blevet det i dag.

Putning og pasning

Lige nu er der megen snak om, hvordan man putter børn. Der er alle mulige teorier og forslag, og der er endda skrevet bøger om putteteknikker.

Men små børn skal da ikke puttes!

Børn burde være højt skattede familiemedlemmer, som man tager sig af, og som man giver tryghed. At lægge nye, små, bange individer til at sove alene i et rum uden flokken om sig er ren og skær mishandling, selv om det efterhånden er blevet en social konvention. Enhver abemor er klogere end som så.

Der er ingen af os, der ville anskaffe en hundehvalp for så, når klokken bliver syv om aftenen, at lukke den inde alene i et rum, fordi vi gerne vil have stuen for os selv, så vi kan ”slappe af” og sidde og se tv i fred. Hvalpen får naturligvis lov at ligge og sove i en krog, så den kan hente tryghed i flokken, og så vi kan holde øje med den direkte uden elektroniske dingenoter.

At kæmpe imod småbørns naturlige trang til tryghed og kropskontakt giver timevis af gråd og kampe rundt om i danske hjem hver eneste aften ved sengetid.

På samme måde er det blevet en konvention, at man helt selvfølgeligt afleverer førsproglige småbørn til fremmede. Fremmede, som ”passer” dem for pengenes skyld, og som ingen interesse har i netop disse børn. Børnene er så små, at de ikke kan fortælle, hvordan de har haft det igennem de lange, psykisk hårde dage, så forældrene må stole på, at de fremmede voksne vil børnene det godt.

Det vil de fleste af dem, heldigvis, men selv blandt uddannede pædagoger findes der dovne, selviske og uinteresserede mennesker, som forråes i omgangen med andre menneskers krævende småbørn.

Det bevirker, at der med regelmæssige mellemrum dukker skrækhistorier op om vantrivsel og misbrug, som forældrene, oven i alt det andet, også er nødt til at fortrænge.

Senest en forsker, Ole Henrik Hansen, der har observeret ni vuggestuer i Storkøbenhavn og foretaget godt 8000 observationer, og som i følge DR, d. 29.4. 2012 konkluderer: − Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke. Han beskriver børnene som ”sanseløse pingviner”, fordi de lukker af for deres følelser, og fordi manglen på voksenkontakt hæmmer deres hjerner.

Hvilke mennesker skaber vi, når vi på denne måde gør vold på naturen dag ud og dag ind igennem barnets første, følsomme leveår? Hvilke diagnoser får vi, udover alle dem vi med rund hånd uddeler i forvejen, brug for fremover?

Måske er mange vuggestuer elendige, og det bør der gøres noget ved, men man kunne også til en forandring ganske enkelt påpege, at ansvaret for småbørns udvikling og trivsel ligger på de forældre, der har valgt at bringe dem til verden. I udlandet anerkender man stadig al den forskning, der viser, at børn under tre år har bedst af at være hjemme med de primære tryghedspersoner, dvs. far og/eller mor, til nød en bedstemor, om sig.

− Enhver so holder mest af sine egne grise, siger et gammelt ordsprog, og det kan nok så kostbare pædagoguddannelser, institutioner og forældres ønsketænkning om at få puttet og passet de kære små, så snart de har fået dem, ikke lave om på.

Når bare mor er glad…

Igen og igen hører jeg denne sætning sagt af yngre mødre for at legitimere, at de følger deres egne behov for »voksentid«, overarbejde, deltagelse i konferencer, en venindeweekend i Paris, en bytur eller et par timers wellness.

I sin helhed lyder sætningen: Når bare mor er glad, så bliver børnene også glade. Underforstået er vist, at en glad mor automatisk frembringer glade børn. — Det er jo naturligvis noget vrøvl.

Hvis man skulle tage udsagnet for pålydende, så kunne mor i teorien sidde og grine med en kulørt drink ved en pool på Mallorca, mens ungen hænger forladt og alene i en hoppegynge hjemme i lejligheden.

At være mor betyder ikke, at man skal gå storgrinende omkring dagen lang.

Efter min begrænsede erfaring, et stk. afkom, så gælder det omvendte derimod: Hvis ungen er glad, så kan mor være glad.

Hvis ungen er tryg, rolig, med god tilknytning og basal tillid til verden, når den vågner med et smil og med fornøjelse lader sig følge hen til en GOD institution, så kan mor slappe af og får mere tid til sig selv, end hvis ungen er utryg, skriger på opmærksomhed og hele tiden lurer på, om nu mor er ved at gå.

Børn skal ikke skrige på opmærksomhed — De skal have al den opmærksomhed, de kan rumme, helt gratis og helt frivilligt. For når de får nok, trækker de sig tilbage til deres egne lege og lader mor være i fred.

(De mødre og fædre, der skumler over, at jeg skriver »mor« og ikke »far«, får her ni »far« og et enkelt »fædre«: far fædre far far far far far far far far, som de, om ønsket, selv kan indsætte i teksten.)