Rationelle skabninger?

Hvis nogen stadig skulle lide under den vildfarelse, at mennesket, selv efter 300 års såkaldt oplys­ningstid og rationalisme, skulle være en logisk tænkende, rationel skabning, så behøver man blot læse denne notits i Politiken 6.5.2014:

Danske mænd, der har tilbragt et par timer med at se en fodboldkamp, farer i totterne på hinanden bagefter … tsk, tsk, tsk …

Fodbold er i sig selv irrationelt, i hvert fald for tilskuerne. En ting er, at nogle gutter mødes for at spille lidt bold og få motion på en hyggelig måde, noget andet er, at der er et publikum, der går helt vildt højt op i, hvem der vinder eller taber. Så højt, faktisk, at der er en uophørlig strøm af fodbold og andre sportsbegivenheder i de store nyhedsudsendelser i tv, radio og side op og side ned af resultater og kommentarer i vore ellers seriøse aviser.

Vi sportsligt mere klarhjernede kvinder ved, at der spilles kampe hver weekend, og at mester­skaber med jævne mellemrum afgøres både nationalt og internationalt i alle sportsgrene. Der er ingen grund til at følge med, for i næste uge/måned/år spilles en ny kamp. Og udover sejrens øjeblikkelige sødme, hvor man nyder synet af sine udvalgte sportshelte, der i simuleret orgasme sprøjter champagne fra en stor, fallosformet flaske ud over omgivelserne, så har kampen ingen som helst konsekvenser for én selv. Med mindre man da kan gå og gasse nogle venner eller kollegaer i et par dage.

Fodbold er en ritualiseret form for krig mellem forskellige stammer, der kæmper om de samme res­sourcer. I vore dage er adfærden overflødig, redundant, for ressourcerne fordeles på andre måder og er i øvrigt mere end rigelige i vor del af verden, men mænd elsker disse ritualer og fort­sætter dem indædt, selv hundreder af år efter at de mistede enhver berettigelse.

Irrationalitet findes dog til overflod også blandt kvinder, men her tager det en anden form:

− Husk nu at drikke en masse vand, gik vi og sagde til hinanden, og vi drak, og vi drak, til vi skvulpede over. Det har senere vist sig, at kroppen ikke kan optage mere vand, end den har brug for, og da slet ikke de ’anbefalede’ 3 – 4 – 5 liter hver dag, som vi troede ville fjerne vore rynker, give os blanke øjne og pæn hud og rense kroppen for ’affaldsstoffer’ − et selvopfundet begreb, som rent lægefagligt vist ikke giver megen mening. Det overskydende vandindtag tisses ud og gør ingen gavn, men hvis man tvinger for meget vand i sig, kan det belaste kroppen på forskellige må­der.

− Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger vi trøstende, når katastrofen har ramt en veninde. Men det er jo noget ufølsomt pladder. Måske har hendes krop eller psyke virkelig taget skade, så hun ikke længere magter livet, som hun gjorde før?

− Han har sikkert mælkeallergi, diagnosticerer den unge mor sin lille søn uden at konsultere en uddannet læge eller sundhedsplejerske, og hun fjerner derefter pludseligt alle mælkeprodukter − og dermed kalk og mange andre, livsvigtige stoffer − fra hans kost i halve og hele år, vel at mærke uden anelse om, hvilken skade hun gør på sit barns vækst og triv­sel, og uden at erstatte de mistede stoffer med andre, fx vitaminer eller kalktabletter.

Mange moderne mennesker tror en smule på skæbnen, på hybenpulver, på hajfinnebrusk, på reinkarnation, på kobberarmbånd, på helende krystaller, på ånder fra de afdøde, på telepati … fortsæt selv listen. Alt sammen i én stor pærevælling. Og religion og religionskrige mellem ’dem’og ’os’ er langt fra afskaffet, nærmere tværtimod. Læs fx, hvad Lars Hedegaard skriver om musli­mer … nej, lad hellere være: Det er ubehageligt at blive mindet om, at selv veluddannede med­borgere stadig rummer så primitive menneskeopfattelser. (Min ringe mening er, at hvis muslimer har brug for et opgør, en tilpasning eller en kritik af deres religion, så klarer de det nok uden hjælp fra Lars Hedegaard og hans ’Trykkefrihedsselskab’.)

Der var en dansk folkekirkepræst, der gjorde opmærksom på, at vores nuværende samfund rummede langt mere af alskens overtro end selv den mørkeste middelalder, fordi de færreste respekterer, end­sige kender, den officielle, kirkelige holdning til disse fænomener. Da kristendommen endnu var enerådende og stærk i samfundet, fordømte præsterne overtro, troen på spøgelser og reinkarna­tion og brugen af helende planter eller sten som Satans forsøg på at fordreje hovedet på folk og kapre deres sjæle fra den evige frelse. Og folk mødte op til gudstjenesten hver søndag og hørte og forstod, hvad præsten sagde. − Flere af mine nærmeste veninder ville blive brændt på bålet som hekse, hvis de havde udtrykt deres almindelige tanker og leveregler for nogle få århundreder si­den!

Religion og overtro, stammetænkning, sort og hvid-tænkning, dem og os-begreber er formentlig alt sammen blot udtryk for den måde, vores hjerne blev indrettet på, da vi for et par millioner år siden stadig var mere aber end mennesker. Ved at forenkle fænomener og årsag-virkningsrelationer kunne vi handle hurtigere og skaffe os flere ressour­cer og overlevelseschancer end konkurrerende arter. Og det virkede jo! − Vi er her stadig. Samtidig fungerer disse mekanismer som social lim, der holder grupper, stammer og nationer sammen indbyrdes. Hvilket er smart, hvis man lever i små, isolerede flokke med langt til naboen, men hvis man, som vi har gjort i hen ved 10.000 år, lever i samfund, der profiterer af samkvem, udveksling og handel med andre samfund, så er det ærligt talt temmelig tåbeligt.

Der er ingen, der forbyder os at bruge de senest tilkomne hjernedele, fx pandelapperne, og genoverveje visse tanke- og adfærdsmønstre i lyset af de sidste årtusinders opdagelser, velfærd og viden. Og det ville være dejligt, hvis vores uddannelsessystem ville ud­danne folk til overvejende at følge rationelle principper.

Som Gandhi efter sigende svarede, da en selvtilfreds, vestlig journalist spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: − Jeg synes, at det ville være en vældig god idé!

Hjallerup Marked

På årets marked blandt boder med overdimensionerede hotdogs og herresokker i kæmpeposer stødte vi på dette skilt, herunder er teksten gengivet i sin helhed inkl. stavefejl:

SMYKKER MED VELVÆRE

MERE ENERGI – MINDRE SMERTE

Kundernes tilbagemeldinger lyder, at magnet-smykker kan lindre på bl.a.:

· Allergier

· Astma

· Blærebetændelsessmerter

· Bronkitis

· Depression

· Diabetes 2

· Dårlig blodomløb

· Fibromyalgi

· Fordøjelsesbesvær

· For højt eller lavt blodtryk

· Følelsesløshed

· Gigtsmerter

· Hjerte/kar sygdomme

· Hudproblemer

· Hyperaktivitet (f.eks. ADHD og lign.)

· Inkontinens

· KOL

· Køresyge/Søsyge

· Ledsmerter

· Uro

· Menstruationssmerter

· Migræne og hovedpine

· Nervøsitet og stress

· Ondt i skulderne

· Overanstrengelse i muskler

· Overgangsalder

· Piskesmæld

· Psoriasis

· Rygsmerter

· Sclerose

· Seneskedehindebetændelse

· Sengevæder

· Smerter generelt

· Stive skuldre

· Søvnløshed

· Tennisalbue

· Træthed

ENERGETIX

MAGNETIC JEWELLERY

Så er vi vist dækket ind.

Man kan undre sig over, at de magiske, magnetiske smykker ikke deles gratis ud i lægekonsultationerne lan­det over, eller over at mængden af overtro i vor tid ikke er faldet, men tilsyneladende ser ud til at stige. Snart er det hybenpulver, Aloe Vera eller kobberarmbånd, snart Sun Beach-kuren, spis efter din-blod­type eller stenalder­kost − for man blev jo virkelig gammel og sund i stenalde­ren, ikke sandt?

Der er dog en vis fortrøstning i at vide, at Hjallerup Marked har bestået stort set uforandret, med fusen­taster, gøglere, markedsudråbere og det hele, i knap 300 år.

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestina­tionerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginalise­rede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børne­børn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige små­børn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvin­der − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Fo­restil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilba­geværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespær­rede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproduce­rende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.

Freakshows, heksejagter og det evige liv

Turen hen i motionscentret eller op og ned ad villavejene kan sammenlignes med tidligere tiders bodsgang som her på Den Hellige Trappe i Rom. Sindrigt udtænkte diæter erstatter i dag fasten, hvor man kun måtte spise fisk. Vi køber gedegavekort eller har børn i Afrika som almisser og aflad. – Nu som før drejer det sig om det evige liv.

Middelklassekvinder har i dag, som altid førhen, travlt med at opdrage på de mindre heldigt stillede klasser. Før i tiden stak de en kurv sparsomme madvarer tilsat opbyggelige skrifter om det rette, moralske levned ud til omegnens fattigste; så havde de gjort dagens gode gerning og kunne have det godt med sig selv, mens de broderede sofapuder og gnaskede småkager.

I dag er det nikotintyggegummi, slankepulvere og kondomer, der følger med gardinprædiken, så de selvusikre middelklassekvinder kan give aben videre og som de sidste dages hellige have det godt med deres egen families sukkerfrie diæt, timerne i motionscentre og på villavejene med rumlende maver, og ― ikke mindst ―med alle de små synder og skammen, der uvægerligt følger med. Synd og skam, som netop de veldædige gerninger skulle opveje.

Mænd var som oftest hævet over sådanne små tidsfordriv. Det har aldrig været anset for specielt maskulint at gå op i, hvordan andre spiser, drikker, ryger eller horer. I dag kan de feminiserede middelklassemænd, i særdeleshed de, der arbejder i sundhedssystemerne eller bor og arbejder i kraftigt kvindestyrede miljøer, pædagoger, skolelærere o.l., sagtens give deres besyv med. ― Men altid nedad, bemærk venligst det: Man sparker og opdrager udelukkende nedad.

Der er ingen, der forsøger at korrigere de herskende klassers vellevned. Tværtimod. Den næsegruse og totale beundring for de rige og magtfulde er uforandret og enorm op gennem historien: Tunge guldure, store cigarer, gamle rødvine, udsøgt mad, dyrt tøj og luksusrejser til fx Dubai bliver stadig anset for misundelsesværdigt. Vi har en dronning, der kan tillade sig at skide på det hele og ryge som en skorsten sammen med sin gemal og indtil for kort tid siden også sammen med sine to verdensfjerne sønner.

Når vi er færdige med at grine og godte os over freakshows i tv med luksusfælder, som kun de fattigste falder i ― underforstået at de, udover manglen på likvider også er dummere end vi andre, ha, ha ― og de for lækre til love-tumper, de unge mødre osv., så stikker vi dem et salathoved og et nikotinplaster og genoptager med desto større sindsro vores egen sakrosankte, ikke mådeholdne, slet ikke, men totalt skemalagte, og i vores middelklassesegment konsensusbelagte og korrekte levevis.

Og måske intensiveres det bedrevidende opdrageri, heksejagterne på de ligeglade og udstillingen af de tykke, de dumme og rygerne i januar, hvor middelklassens dårlige samvittighed over vellevned i julemåneden hvert år topper?

Skæbnen M/K

Da hun omsider tog sig sammen til at bryde med ham pga. hans voldelige, og i det hele taget uberegnelige, adfærd, og da hun efter præcis fem-et-halvt år mødte Allan, sagde hun til sig selv og til alle veninderne, at det var skæbnen, der havde villet det sådan. Skæbnen, imidlertid, sad og holdt en kort frokostpause på en skrænt og tænkte på, at de mennesker, der lagde alt i hans hånd, i grunden, ud over at lide af almindelig dovenskab og frygt for at tage ansvar, samtidigt var uhyre selvcentrede og krævende, fordi de ikke ville indse, at selv ikke han kunne være alle vegne på en gang.

Gud, konge og fædreland

Mange har ikke opdaget det endnu, men i vor del af verden er det ved at være endegyldigt slut med begreberne gud, konge og fædreland.

På et bjerg øst for Kairo besøgte jeg engang en ubeskriveligt fattig landsby, der levede kummerligt af storbyens affald. Indbyggerne var koptere, oprindelige egyptiske kristne, og der skete af og til mirakler i de nærliggende kirkegrotter, fortalte de mig (Se note 1), hvilket fik mig til at konkludere, at mirakler opstår der, hvor der er størst behov for dem. I et moderne velfærdssamfund, som det danske, beder vi ikke længere en gud om at udvirke mirakler, hvis vi kommer ud i problemer, men henvender os til den praktiserende læge, til en kommunal sagsbehandler, eller vi skriver et klagebrev til en relevant, offentlig myndighed. Kirken står tilbage som ritualiseret pynt, som vi benytter os af, når vi føler behov for en større ramme omkring iscenesættelsen af de menneskelige overgangsriter: fødsel, indtrædelse i de voksnes række, giftemål og død, men ritualerne er indholdstomme floskler. Kun få etniske danskere har i dag en oprigtig tro. Vi sammensætter hver især en personlig tro med en smule barnlig kristendom, lidt damebladsastrologi, lidt reinkarnation, et drys skæbnetro og måske en smule buddhisme. En lokal, forhenværende præst beskrev for nylig Folkekirken som et „oppegående dødsleje”.

Kongehuset har længe været en farce, om end underholdende, med medlemmernes fusken med kunst, deres bryllupper, selvmedlidenhed, arrogance, børneavl, skilsmisser og hjernedøde omgangskreds, og det sælger jo ugeblade, formiddagsaviser og tv-reklamer. Farcen stod senest i fuldt flor her ved EU-valget, hvor folkevalgte politikere, der mente, de var kloge, narrede knap 60 % af de stemmeberettigede til valglokalerne, fordi det lykkedes dem at piske en stemning op omkring et irrelevant spørgsmål om tronfølgerloven. Et værdigt demokrati og reel ligestilling udelukker eksistensen af et kongehus, og som en kommentator fra Politiken udtrykte det: „Vi har valgt stadig at være undersåtter.”

Fædrelandet er nok en af de største myter, som vi, på linje med julemanden, præsenterer vore børn for. Det tager flere minutter at finde lille Danmark på en globus, vi er kun 5,5 mio. mennesker, talentmassen er åbenlyst begrænset, landet er blot en flad tap ud for Nordtyskland, et naborige, som de seneste par hundrede år har bestemt vores udenrigspolitik. Vikingernes erobringer, som vi er så stolte af, blev hovedsageligt udført af nordmænd og svenskere. Danmark var IKKE det første land til at afskaffe handlen med slaver, som jeg lærte i skolen, men blandt de allersidste, og nogle af de mest markante, ældre bygninger i København og herregårde på Sjælland er finansieret af penge tjent på slavernes sukkerproduktion. Siden 1973 har vi — uomgængeligt, landets størrelse, indflydelse og økonomi taget i betragtning — været medlem af EU, hvor de væsentligste politiske beslutninger tages, alligevel er der dagligt medieskvalder fra lokale, indskrænkede politikere, der prøver at tage sig ud, som om deres mening betød noget som helst.

Mange af os hopper på det gang på gang. Vi tager stilling, forarges, skriver læserbreve, møder op til valg … Og det er alt sammen sikkert depressionsforebyggende foranstaltninger i et lille, betydningsløst land med otte måneders mørke.

Men hvorledes man forestiller sig, at en jysk avis, bakket op af både regering og et bagstræberisk, nationalromantiserende folkeparti, har adkomst til at udfordre og kritisere troen hos vore 1,2 mia. muslimske naboer og medborgere, går endnu over min forstand, og jeg er flov. Det har i min levetid altid været regnet for klædeligt at feje for egen dør, før man går over og kritiserer naboen, som måske ikke har de samme privilegier, forsyningssikkerhed og frie valg, som vi har vænnet os til at have. — Lad os derfor tage diskussionerne om gud, konge og fædreland herhjemme, før vi opkaster os til dommere over alverden.

1) Jeg fik endda lov at fotografere et mirakel. Foto og beskrivelser i bogen: Rejse i Egypten — en klassisk rejsebeskrivelse fra det moderne Egypten, forlaget ANKH 2005.