At dræbe dyr for sjov

Denne guldfisk døde helt af sig selv i havebassinet en smuk forårsmorgen og måtte til familiens sorg fiskes op og smides væk.

Så har vi balladen igen. En radiovært bankede for åben mikrofon en nuttet kanin ihjel med en cykelpumpe, angiveligt for ’at skabe refleksion og debat omkring dyrevelfærd’. (BT 25.5.2015)

Det lyder skørt at slå nogen ihjel som protest imod, at andre bliver behandlet dårligt. Det ville være som at sejle ud og skyde bådflygtninge for at gøre verden opmærksom på deres situation.

Og folk blev forudsigeligt rasende. Også i udlandet. Selv om den unge gut forklarer og for­klarer sit påståede formål med den brutale aflivning. For det er de gode til, de unge mænd uden virkelige udfordringer: at forklare. De har svævet igennem deres vatindpakkede, små liv og er nødt til at aflive dyr for at få lidt opmærksomhed og en følelse af, at de lever.

I 1970 aflivede og syltede Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen en stakkels udtjent hest på en mark i Hornsherred.

I 1994 anbragte Christian Lemmerz døde, rådnende grise i montrer på Esbjerg Kunstmuseum.

Michael Brammer var hurtig til at følge op på succesen, også i 1994, da han købte, aflivede og udstoppede hundehvalpe til sin skulptur: ‘Tro, håb og kærlighed med venner’.

I 2000 anbragte Marco Evaristti levende akvariefisk i blendere, som folk kunne aktivere, på sin udstilling på Trapholt i Kolding.

Og i 2014 aflivede Københavns Zoologiske Have en giraf ved navn ’Marius’ og lod den sprætte op som un­derholdning på den første søndag i vinterferien.

Hver eneste gang har selve handlingen, den brutale, overlagte, offentliggjorte aflivning af dyr, uagtet alle postulerede gode formål, skabt stor opmærksomhed om drabsmanden, dvs. radioværten, kunstneren eller en forlystelses­have med dyr, og genereret forudsigeligt meget PR og indtjening, mens næsten ingen har hørt og forstået ophavsmandens meget tynde (bort)forklaringer.

Hvorfor nu det?

Fordi mange mennesker stadig har deres naturlige instinkter i behold. Fordi de fleste ved, at vi hver dag slagter masser af dyr for at spise dem og godt kan forestille sig, hvordan det er, selv om de måske ikke har prøvet det selv.

De fornemmer, at liv trods alt er værdifuldt. Alle liv. De tænker intuitivt som indianerne, der bad dyrets sjæl om tilgivelse, fordi de var nødt til at dræbe det for at skaffe mad til deres familier. Som plantede et agern, hver gang de fældede et træ.

Dyr er underlagt menneskers forgodtbefindende, ganske som små børn. De unge, mandlige dyreslagtere har magten over dyret, og netop derfor burde de passe på det og ikke misbruge deres overlegenhed til gustne formål, såsom penge og selvpromovering.

Alle levende væsener har krav på respekt. Man slår ikke ihjel for sjov, og man udstiller ikke lig for egen vindings skyld. I et sundt samfund behandler man afdøde med taknemmelighed og værdighed.

Det har de forstået i udlandet, men i dette lille velfærdsland er det generationer siden, vore unge mænd oplevede virkelige udfordringer, så nu er de nødt til at skabe dem selv.

Instinkter

Vi plejer at sige, at det, der adskiller mennesker og dyr, bl.a. er menneskets evne til logisk tænkning, til medfølelse og godhed, til at tænke på både fortid, nutid og fremtid, hvorimod dyr blot er instinkt­drevne og lever i nuet, og vi tilkender dem endda sjældent evnen til at nære følelser, til at være triste eller glade eller til at nære forventninger til fremtiden.

Det er alt sammen løgn. Mennesker er i nær familie med dyr, naturligvis nærmest de større pattedyr. Vi er selv uhyre instinktdrevne; det meste af vores vågne tid går med at efterstræbe mad og materi­elle goder, vi tænker på magt, indflydelse, sex, afkom og personlig vinding før alt andet, men vi er gode til at pakke det ind i sprogets tågeslør: − Det er for hans egen skyld. − Jeg fortjener en ferie. − Børn har godt af at være sammen med andre voksne og børn. − Han kan bedre tilfredsstille mine be­hov, siger vi, når vi handler i uskøn egeninteresse.

I modsætning til os er dyr langt mere ærlige og hensigtsmæssige i deres opførsel. Min hund kan regne den hurtigste vej mellem to punkter ud langt hurtigere, end jeg kan. Også hvis ruten kræver overblik over sko­ven, haven eller husets grundplan. En kat går rundt og er aldeles glimrende til at være kat, hvis vi ikke hol­der den indespærret under kunstige forhold i en lille lejlighed, men sætter en lem i døren og accepterer, at den bruger natten på at holde nærområdet muse- og rottefrit. En naturligt træt kat vil hygge sig med dig i hvilestunderne og opfatte dig som en omsorgsfuld forældre­skikkelse. Høns går rundt og hønser, hvis de får chancen og ikke bliver stuvet sammen 20.000 ad gan­gen, og de kan sagtens lære at lægge vejen forbi have­døren ved sekstiden hver aften, hvis man på det tidspunkt plejer at håndfodre dem med rester fra aftens­maden. Skulle man have glemt det en enkelt aften, sidder der pludselig høns i havemøblerne og kagler spørgende ind til os gennem stue­vinduet. Hunde, der er flokdyr ligesom os, kan udvise både glæde, stolthed, ivrighed, arbejdsglæde, forventning, tilfredshed, omsorg, angst, savn og meget, meget mere, hvis vi bare har sans for at aflæ­se det og lytte til dem. − Min ven fik en ’brugt’ hund, en 3-årig tæve, og han påstår, at ’hun eeeeel­sker at køre i bil’. Men hun reagerer på alle biler i nærheden. Hun har en historie med mange omflyt­ninger, og hver gang hun hører en bil, prøver hun at komme ind i den, for den vil sikkert køre hende hjem, hvor hun hørte til i første omgang. Er den hund ulykkelig? − Hvor lang tid går der, før hun fal­der til og indser, at dette er hendes blivende sted? Har vi lov at omplacere hunde på den måde? Børn? − Jeg havde en stor og kluntet Newfoundlænder, som knap kunne se ud under pandehåret, men en gang havde vi havde besøg af en tante, der netop havde mistet sin mand, og som sad og græd i vores sofa, mens ingen af os anede, hvordan vi skulle reagere. Så gik dyret bare hen og lagde sit store hoved i hendes skød og kiggede op på hendes tårefyldte ansigt med sine blide, brune øjne. Hun begyndte at grine og græde på samme tid og krammede dyret længe.

Vi, der har naturlige instinkter i behold, bryder os fx ikke så meget om at flyve, om at omgås slanger og ed­derkopper, om at aflevere vore hjælpeløse småbørn til fremmede, om at hænge i en klokke­streng dag ud og dag ind, om at bo på betonhylder og færdes i gåsegang på asfalt, når vi går ud. Vi bryder os heller ikke om død, ligdele, fækalier og sygdom. − Vi kan håndtere de fleste forekomster i et menneskeliv ved hjælp af forstanden, men vi opsøger ikke disse ting, hvis vi kan undgå dem. Det lader vi fagfolk om. Dyrlæger, læger, bedemænd, sygeplejersker, forældre, landmænd, slagtere, hjemmehjælpere, Falckfolk, politimænd, brandmænd, soldater m.fl. lærer at omgå instinkterne og udføre ubehagelige opgaver, og det er vi dem yderst taknemmelige for.

Tag giraffen Marius: En zoologisk havemand, som er tilvænnet døde dyr og deres indvolde, program­sætter skydning og offentlig dissekering af en rask, sød og uskyldig giraf til den første søndag i vin­terferien, idet han forestiller sig, at det er godt for en masse børn og voksne at lære noget om giraf­fers indre. Hvis han selv og haven kunne få en smule opmærksomhed i den anledning, ville han sik­kert også være tilfreds.

Fik han så den eftertragtede opmærksomhed?

Drengerøvskulturen, som er opstået i et trygt og sikkert samfund, hvor raske unge mænd får alting serveret uden de store, sjælsrørende udfordringer, tilsiger mange af dem at opsøge disse grænse­overskridende oplevelser, og de tager gladeligt deres børn med. Børnene vender sig væk med afsky, for de har stadig visse instinkter i behold.

Først er vi ved at falde over hinanden for at fordømme ufølsomheden i at gøre obduktionen af en gi­raf til underholdning, men da vi pludselig ser, at UDLANDET angriber zoo for akkurat det, så adlyder vi nogle an­dre instinkter og begynder at forsvare vore landsmænd, stammefrænder, mod de frem­mede … Ork, hvor forudsigeligt og dyrisk.

Grænsen mellem dyr og mennesker går helt åbenlyst ikke ved medfølelse, ved værdighed, anstændig om­gang med lig, tidsfornemmelse, logisk tænkning eller ved andet af det, vi plejer at hævde. Den går heller ikke ved sproget, for ethvert dyr kan meddele sig. Ingen er i tvivl om det, hvis en gris er bange, ked af det eller glad. Eller hvis et barn væmmes over at blive udsat for indvolde i overstørrelse på sin første feriedag. Grænsen mellem dyr og mennesker går, for mig at se, ved evnen til at lyve for sig selv.

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angi­veligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.