Så de første ca. tyve minutter af det første afsnit af DR’s kostbare dramaserie, 1864, og slukkede derefter.
Ikke fordi det historiske billede var forvrænget; det ville jeg kunne overse, hvis værket var professionelt skruet sammen og ville mig, seeren, noget. Hvis jeg blev draget ind.
Det blev jeg ikke. Der var ikke noget, der henvendte sig til mig. Tværtimod følte jeg mig grænseoverskredet som tilskuer til ét stort, indadvendt og selvtilfredsstillende projekt. Et projekt, som skaberen tydeligt ikke helt kunne overskue.
Så megen falsk patos, selvsmagen, skolekommedie, overpædagogisk pegepind og påklistrede småpinlige drengerøvsprovokationer − demonstrativ onanering i syltetøjsglas − Se, hvad jeg tør! I bedste sendetid! − kan man ikke holde ud.
Virkelig kunst er kendetegnet ved, at man ikke kan ændre en scene, et komma, en replik, en linje, et penselstrøg, en tone − ikke et eneste element, uden at ødelægge værket.
Når man ser Ole Bornedals 1864, kunne man, hvis man gad, sidde og føre lange lister over, hvor værket vakler og vælter: strukturen, banal handling, dårligt integrerede provokationer af voldelig og seksuel karakter, replikkerne, manierne, detaljerne …
Vi lærer det aldrig i dette lille land med vores stærkt begrænsede talentmasse. Vi tror stadig, som DR og Ingolf Gabold åbenbart gjorde, at man kan overlade så stort et projekt til et enkelt, lysende geni. Det kunne man helt åbenlyst ikke, selv ikke hvis man virkelig havde haft et sådan geni inden for sit lands grænser.
Selv i de mest ydmyge amerikanske tv-serier har man mindst to, sommetider fem, seks eller flere forfattere på. Og flere aktive producere. Og prøvevisninger. Og mangfoldige kvalitetskontroller, før man udsætter et sagesløst publikum for synet.
Ikke her. Her forærer vi gladelig knap 200 millioner til en enkelt mand, der har lavet et par tju-bangfilm før, og så koncentrerer vi kræfterne om at forsvare den tumpede beslutning og det sørgelige værk bagefter, i stedet for at give manden en chance og forsyne ham med en håndfuld begavede sparringspartnere. Med hver deres ekspertise, pondus og vetoret.
Så store produktioner kan ikke bæres af en enkelt mand, men kræver erfarne teams. − Hvornår lærer vi det og bliver professionelle?
Se evt.: http://blog.loneandrup.dk/#post143