Giftige tørklæder

Så gjorde jeg det igen! – Købte et tørklæde, bare fordi det var pænt, og fordi jeg trængte til lidt nyt, lidt farve om min hals. Jeg har gjort det før og er blevet voldsomt syg af det.

Engang måtte jeg flå et mange gange vasket og luftet tørklæde af min hals midt under en skovtur, fordi mine øjne begyndte at svide af de kemiske dampe, og huden på hals og kinder brændte.

Denne gang var tørklædet fra Salling i Aalborg, og det var ikke billigt. Det var af mærket ’Pieces’, sort og grønt, lavet i Indien.

Klog af skade vaskede jeg det to gange og lod det hænge ude på tørresnoren et par døgn, før jeg turde tage det om halsen.

Alligevel følte jeg efter ganske få sekunder den velkendte, metalliske smag i munden og en let prikken på tungen. Så begynder øjnene at klø og svide, og hvis jeg ikke tager tørklædet af i en vis fart, får jeg allergisk øjenbetændelse og diarré.

Jeg lagde det fine, nye tørklæde i blød i eddike, i vaskepulver, og til sidst i Ajax-salmiakvand i flere døgn, vaskede det igen og igen ved 40 grader i maskinen, selv om det angiveligt kun kunne tåle håndvask. Lod det hænge ude i dagevis. Lige meget hjalp det. – Jeg kan ikke have det på.

Sidste år gjorde jeg det samme med et billigt tørklæde fra Kvickly, Nørresundby. Jeg havde en begyndende halsbetændelse og købte tørklædet, et gråt, blødt ét, som jeg tog på med det samme. Efter kort tid begyndte mine øjne at blive røde, og maven blev dårlig, men da jeg troede, at det skyldtes infektionen, beholdt jeg tørklædet på og gik i seng.

Næste morgen var jeg nødt til at tage til læge. Jeg vågnede med hævede, røde øjne, øjenhuler, der var ømme, som om de var betændte, kinder, der brændte og flammede rødt, og kvalme og dårlig mave. Læger har jo ikke tid til syge mennesker, så jeg talte med en sygeplejerske eller en laborant i lægeklinikken, og hun stillede diagnosen ’øjenbetændelse’ og gav mig øjendråber med antibiotika.

Jeg dryppede øjnene som foreskrevet, og det sved, men intet skete. Tværtimod. Op ad dagen blev det være og værre …

Om aftenen, da jeg igen, syg og udmattet, ville gå tidligt i seng, tog jeg tørklædet af, og så mærkede jeg efter kort tid, at øjensymptomerne aftog … Da kom jeg i tanke om, at jeg før har reageret på nye stoffer: Fx måtte jeg smide en plaid fra IKEA ud pga. fysisk ubehag: kløen, rødme, prikkende metalsmag på tungen, når jeg brugte den. Det samme skete med en morgenkåbe, jeg fik syet af stof fra STOF2000 – Kunne det være tørklædet?

Efter en nat uden det giftige tørklæde var min ’infektion’, mine maveproblemer og min øjenbetændelse helbredt!

Dette tørklæde fra Coop var lavet i Kina, og i de dage, efteråret 2017, mens jeg var syg af de allergifremkaldende stoffer, lancerede Coop deres store økologikampagne …

Som en god samfundsborger udfyldte og indsendte jeg en blanket om øjenallergien på et anmeldelsesskema til Miljø- og Fødevareministeriet. Det var et langsommeligt og omstændeligt arbejde, som medførte en del skriverier frem og tilbage med medarbejderne, men jeg følte mig forpligtet til at anmelde, hvad jeg opfattede som en forgiftning, så andre ikke skulle havne i samme situation. Og så Coop ikke upåtalt skulle belaste folkesundheden og sundhedssystemet.

Men Miljø- og Fødevareministeriet bad mig om at sende tørklædet til Coop, så Coop selv kunne undersøge det i deres eget laboratorium! – Jeg troede ikke, det kunne være rigtigt! Men det var det.

Så jeg klippede det giftige tørklæde midt over og sendte den ene halvdel til Coop. Den anden ligger stadig i en lufttæt pose i mit udhus.

Og stor var overraskelsen jo, da Coop efter ganske kort tid kunne melde tilbage, både til mig og til Miljø- og Fødevareministeriet, at der ikke var fundet allergifremkaldende stoffer i tørklædet …

For at føje spot til skade fik jeg i en mail fra Miljø- og Fødevareministeriet tilbuddet om, at de ville oplyse mit navn og adresse til Coop, som så ville sende mig en lille erkendtlighed … Det svarede jeg ikke på.

Pas på Gurli


Nej, Gurli er ikke din mors barndomsveninde. Gurli er en tilsyneladende uskyldig plaid fra IKEA: 120 x 180 cm, gråsort, fremstillet i Indien af lutter kunststoffer og til salg i Danmark for beskedne 79 kr.

Forleden lod jeg mig friste i forbifarten og hjembragte en Gurli til min sofahyggekrog. Da jeg senere på da­gen satte mig op ad Gurlitæppet, fik jeg efter få minutter en grim, prikkende metalsmag på tungen, sviende øjne og en tør, irriteret hoste.

– Nå, ja. Vask altid tekstiler, før du tager dem i brug, sagde min mor. – Så jeg vaskede Gurli i den gode gamle Miele.

Næste aften var problemet det samme. I stedet for at putte mig med et varmende tæppe, begyndte øjne, tunge og svælg at prikke, som havde jeg indhaleret ti tusind bittesmå jernsplinter. Jeg vaskede tæppet igen, men problemet bestod. – Efter to vaske.

Nu har Gurli hængt ude i den kolde forårsluft i en uges tid, dag og nat, og jeg tror ikke, hun kommer ind i sofaen igen. – Hvad var der sket, hvis jeg havde svøbt Gurli om mit lille barnebarn? Jeg kunne sagtens have fundet på at bruge det som barnevognstæppe.

Jeg er følsom for kemi. Fx måtte jeg kassere nogle sko og tilbagelevere de fine silkedyner, fordi de fik hele huset til at lugte modbydeligt af kinesiske mugmidler. Hvad gør andre mennesker? De, som ikke bemærker dunstene? Lader de sig blot forgifte af de kraftige stoffer, producenter i fjerne lande overhælder deres produkter med, så de ikke rådner op under den månedlange transport i fugtige skibscontainere? Eller har andre mennesker råd til udelukkende at købe økologisk fair-trade-bomuld? Hvordan finder de det? Og hvordan kan de være sikre på indholdsstofferne?

Tilsyneladende har det glimrende foretagende, ’Forbrugerkemi’, opgivet ævred i november 2013. De ville ellers have kunnet fortælle mig, hvad mit tæppe indeholder.

Jeg måtte forlade mig på IKEA selv, så jeg ringede til deres kundeservice, trykkede mig igennem alle gå-væk-maskinstemmerne og fandt en rigtig dame, som lovede at notere problemet og se, om andre ville henven­de sig i samme anledning. Allerhelst ville hun have, at jeg kørte de 25 km ud til nærmeste IKEA og afleve­rede tæppet, så de kunne undersøge netop mit. Men jeg er så gammel nu, at jeg ikke lader tilfældige IKEA-damer koste rundt med mig, så jeg foreslog hende at lade en medarbejder futte ned på lageret og finde et af de tusindvis af identiske Gurlitæpper, der ligger der, helt friske, kemisk stinkende og pølseformede i de­res tætsluttende plasticposer.

IKEA er et professionelt og succesrigt foretagende; de ved udmærket, hvad der er i deres egne produkter. – Det behøver de ikke mig til at fortælle dem. De noterer blot henvendelsen op og afventer, om det bliver en generel tendens, før de overvejer at ændre deres forretningsmetoder. Naturligvis. Det handler jo om penge. Og vi er alle til fals for et billigt tilbud. Også selv om hver fjerde dansker ifølge Sundhedsstyrelsen lider af en form for allergi, også selv om man ikke kan se den blå himmel i Kina, og havet omkring Indien er omdannet til en kemisk kloak …

Gurli havner nok i skraldespanden, og så har vi spildt råstoffer til fremstillingen, giftstoffer til imprægnerin­gen, skibs- og lastbiltransport fra den ene ende af kloden til den anden, to vaske, min tid og en masse ulej­lighed blot for at forurene dette land med indiske gifte.

Ting kan blive FOR billige, og det er derfor, vi har problemer med kloden og dens klima. Hvornår lærer jeg det?