I ’Mit skatkammer’, som mine forældre læste højt for mig i slutningen af 50’erne, stod eventyret: ’En slædefart’ af Svend Grundtvig.
Det handlede om en dreng, Jesper, der fik en magisk slæde, hvorpå der sad en lille udskåret træfugl. Når folk rørte ved slæden, sagde fuglen ’Pip!’, og Jesper sagde ’Hold fast!’, og så kunne de ikke slippe fri igen.
Så kørte Jesper lystigt af sted med sin slæde, der efterhånden fik et langt følge af påhængte mennesker og dyr, lige op til kongeslottet, og det morede prinsessen så meget, at han vandt hende og det halve kongerige. – Det kunne man dengang.
I 50’erne havde vi ikke ret meget, der pippede, eller bippede, som ting jo gør i dag. Måske en stor, sort bakelittelefon, hvis dybe dingelingen på skrivebordet fik al snak til at forstumme, mens far højtideligt løftede røret og sagde koden, sit eget firecifrede telefonnummer, ned i den sorte tragt.
Men i min nutidige dagligdag føler jeg mig ofte som én af de ulykkelige, der løber efter Jespers slæde. Der er ret meget pippen/bippen omkring mig i dag.
Det begynder med det elektriske vækkeur, hvis lydeffekt virkelig er designet af en sadist.
Så bipper tandbørsten ad mig, når jeg har taget ¼ af munden, ½, ¾ og igen, når den synes, at jeg er færdig.
Så kaffemaskinen, når vandet er løbet igennem.
Så computeren, når den tændes.
Så sms’er og emails, efterhånden som de løber ind.
Så vaskemaskinen, når den råber, at den er færdig, eller komfuret, når kagen er bagt.
Så dørklokken, som er batteridrevet og kan sige som ’Big Ben’, hvis jeg ville have det.
Så er tevandet kogt, og min alarm siger, at det er tid at gå, hvis jeg vil nå bussen, så dingelinget i bussen, når jeg trykker, at jeg skal af, så dingelinget på dørtelefonen, så nogen kan lukke mig ind.
Jeg kunne indstille nogle af apparaterne til ikke at give lyd, men det giver ligesom ingen mening at have en telefon, der ikke kan ringe, et æggeur, der ikke fortæller, hvornår maden er færdig, eller en vaskemaskine, der bare ignorerer, at vasketøjet skal hænges ud nu, for ikke at ligge og blive krøllet. – Så man ligger vandret fra morgen til aften hver eneste dag, mens man lydigt følger tingenes kald.
Og idiot, det er man, når man finder sig i dette pippe-bippe-tyranni!
’Pip’, sagde fuglen.
