Som skolepige, ca. 1966
Da jeg gik i skole, navnlig i tiden fra 3. klasse til 1. real – som ville svare til 8. klasse for de boglige – startede hver dag med morgensang, omgivet af grønne planter og store vinduer i skolens hyggelige indgangsparti.
Vi sang først en salme, så bad den rare, gamle skoleinspektør Jeppesen ’Fadervor’, afgav dagens meddelelser, og så sluttede vi med en af årstidens sange. Lærerne skiftedes til at spille klaver til.
Timerne med vores klasselærer Tranholm indledtes ofte med en sang, der havde tilknytning til dagens pensum, fx Aakjær, høst, fest, sorg, jul, landbruget e.l., og han sørgede for, at vi forstod selv de mest gammeldags ord.
I musiktimerne sang vi af hjertens lyst, to- eller trestemmigt og spillede på instrumenter til.
Og derudover var jeg medlem af skolens pigekor, hvor vi havde en ung, entusiastisk dirigent Danstrup og et meget bredt repertoire, jazz, spirituals, salmer, tyske, latinske, franske, engelske og danske sange og korværker. – Det lyder af noget, når man er mange.
Specielt husker jeg julekoncerterne, hvor vi piger ankom til den lille kirke langt inde i skoven i pæne hvide blondebluser, blå nederdele, hvide strømpebukser og med frostsneen funklende og knirkende under de sorte ballerinasko. Mapper med nodeblade under armen og hektisk opstemte, røde kinder pga. det store publikum af fortrinsvist lærere, forældre og søskende. Vores stemmer klang så smukt tilbage til os i det gamle kirkerum og forlenede højtiden med noget … højtideligt.
De fem – seks år med intensiv sangundervisning klædte os godt på til livet og navnlig til livet med børn, som vi voksne har en forpligtelse til at være livsguider for. Jeg har en fornemmelse af musikhistorien her og i andre lande, fik lidt rytme og musikforståelse banket ind, og der er ikke en årstid, et emne, en følelse eller en mærkedag, uden at jeg straks får en linje fra sang i hovedet:
● Vågn op og slå på dine strenge
● Juletræet med sin pynt
● I sne står urt og busk i skjul
● Jeg har fanget mig en myg
● Hvad var det dog der skete
● Hvem kan sejle foruden vind
● Blæsten går frisk
● Hvem sidder der bag skærmen
● Jeg ved en lærkerede
● Fred hviler over land og by
● Nu falmer skoven
● Det var en lørdag aften
● Udi Ringsted hviler dronning Dagmar
● Marken er mejet og høet er høstet
● Spurven sidder stum bag kvist
● Solen er så rød mor
● Poul sine høns i haven lod flyve
● Morgenstund har guld i mund
● Grøn er vårens hæk
● Kimer I klokker
● Det er i dag et vejr et solskinsvejr
● Sneflokke kommer vrimlende
● I skovens dybe stille ro
● Et barn er født
● Den yndigste rose er fundet
● På Sjølunds fagre sletter
● For nu er skoven grøn grøn
● Der er ingenting i verden så stille som sne
● Lille Poul ser ud på solen mens den synker over eng
● Den kedsom vinter gik sin gang
og mange, mange flere.
Mine absolut yndlinge, en til foråret, når dagen nu er fuld af sang, og en i efterårsmånederne, når jeg trasker langs markskel på vej til skoven:
Jeg gik mig ud en sommerdag at høre – Folkevise/Grundtvig
Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet monne røre,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den allermindste Fugl af dem, der vare,
Sang fra Træet ned i Toner klare,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den sang: »Mens Ungersvenden gaaer saa ene,
»Længes En imellem Løv og Grene,
»I de dybe Dale,
»Blandt de Nattergale,
»Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
»Hen under Løvet gaae de lune Vinde.
»Der du skal din Hjertenskjære finde,
»I de dybe Dale,
»Blandt de Nattergale,
»Blandt de andre Fugle smaa, som tale.«
Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget!
Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære,
Stillede min Længsel og Begjære,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Af større Vee kan Verden ikke trænges,
End at skilles, naar man saare længes,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
En større Fryd kan Verden ikke bære,
End at samles med sin Hjertenskjære,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
– Da nu min Hjertenskjæreste var funden,
Sang og blomstrede det rundt i Lunden,
Baade dybe Dale,
Og de Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.
Det lysner over agres felt – Balslev/Holsten
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.
Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.
Og det er al den jord, jeg har,
og alt hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta´r,
hvad mine såler bærer.