Vores liv består af vaner. Vaner er det skelet, der holder dagligdagen sammen for os alle.
En klog zoologven sagde engang, at man ikke skulle lave om på sine vaner bare for at lave om. Der var en grund til, at bambierne hver morgen gik ad de samme stier ned til vandhullet. Så skulle de ikke hver eneste dag tænke over eller stå og diskutere, hvilken vej de nu skulle vælge, og de skulle ikke bruge energi på at forcere grene, træde højt græs ned og bane nye stier, måske havne et forkert sted; de gik den direkte rute ad allerede nedtrådte stier ned til søen og drak.
Da vi havde denne snak, var det blevet almindeligt, at man lavede om alle vegne i det offentlige og i det private. Man skulle hele tiden omstrukturere og være omstillingsparate, innovative, resiliente, robuste, kreative, tænke ud af boksen osv. Man ansatte folk til at gøre et stykke praktisk arbejde, fx sygepleje, kundebetjening eller undervisning, og så mente arbejdsgiverne, politikerne og deres håndlangere, de teoretisk uddannede kontornussere, som havde brug for at retfærdiggøre deres alt for høje lønninger, at man kunne rationalisere, at der kunne spares et minut her og et par håndører der ved at ændre på arbejdsgange, lønsystemer og indføre detaljerede dokumentationskrav. Men man smed barnet ud med badevandet. Ved at overvåge og tage tid på nogle opgaver overså man, at meget arbejde består af et selvstændigt skøn, erfaring og menneskelighed. Man forstyrrede med sine bedrevidende ændringer ordentlige menneskers gode arbejde så meget, at de ikke længere syntes, at de på anstændig vis kunne udføre det, de fik deres løn for.
Engang imellem skal man søge nye stier, engang imellem skal man prøve noget nyt. Og nogle er bedre til det end andre; de unge fx eller de opfindsomme, de rastløse og de nysgerrige. Disse vovehalse har skaffet os meget ny viden og smarte måder at gøre ting på. – Måske fandt bambierne en skønne dag en meget lettere sti? Eller et nyt vandhul uden mudder?
Jeg elsker selv at finde effektive måder at klare hverdagens trivielle opgaver på, nye rengøringsredskaber, maskiner eller metoder. Ja, selv når jeg går tur for at få naturoplevelser og motion, skyder jeg genveje, hvis jeg kan se, at den ene sti er kortere end den anden. – Det er formentlig sådan, vores hjerner fungerer, og sådan vores civilisation blev rationel og effektiv. Det er sådan, man bygger Toyotaer efter Lean-modellen. Men det fungerer kun indtil en vis grænse. For hvis vi sparer for meget tid og for mange ressourcer, begynder vi at fyre folk eller at stresse dem, indtil de ikke længere kan passe deres arbejde, og der resterer så opgaver af både praktisk og medmenneskelig art, som ikke bliver løst. Vi ender med et haltende og knapt fungerende sundheds- eller uddannelsessystem eller en PostNord- eller SAS-model, hvor vi forlanger af ganske få mennesker, at de skal udføre alle deres fyrede kollegaers job på samme tid med færre ressourcer og til en ringere løn end før ’omstruktureringerne’. – Det holder jo ikke i længden.
Vi kan også stresse os selv uden for jobbet fx med sociale medier, ved at være tilgængelige på mobil og mail døgnet rundt, ved at købe ind hver dag klokken fem minutter i spisetid, tage på mange kurser, wellnessophold, ferierejser eller ved at anskaffe os kæledyr, et stort hus plus et sommerhus og en omfattende social kreds, der skal passes. Ved at pakke vores dage så tæt, at der ikke bliver tid til ro og refleksion.
Det er som at pakke en kuffert: Hvis vi tager den lille kuffert, fylder vi den til randen, men det gør vi også med den store, den, som check in-damen kalder en ’etværelses lejlighed’. Det fungerer på samme måde, når det kommer til vores tid: Hvis vi kun har kort tid, fylder vi vores dage med opgaver, men hvis vi så pludselig får meget tid, så pakker vi også vores dage til bristepunktet med – som oftest selvpålagte – opgaver, folkedans, oliemaleri, onsdagskaffe med veninderne, gåtur med Gurli om fredagen … Og så har vi pludselig så travlt som aldrig før.
Eric Berne, grundlæggeren af transaktionsanalysen, sagde, at menneskets største problem var strukturering af den vågne tid. Jeg mener, at strukturen består af vaner. Det meste af tiden kører vi på vanernes autopilot.
Vaner er rationelt. Vaner giver tryghed. Både krop og psyke, voksne, børn og dyr trives godt med vaner, med faste ritualer. Det ved enhver bondemand med køer eller grise, at de begynder at blive urolige, når malke- eller spisetid nærmer sig, eller hvis nogen kommer ind i stalden på uventede tidspunkter.
Og mange ældre mennesker ynder at fortælle i kedsommelige detaljer, hvordan de begynder deres dag: Ja, jeg vågner jo tidligt, normalt ved fem halv seks-tiden, og så skal jeg jo have min kaffe. Så sidder jeg en times tid med kaffen og avisen her ved køkkenbordet, for så kan jeg se fuglene i hækken – jeg fodrer dem hver dag, og så gætter jeg altid lige den lille krydsogtværs, men den store gemmer jeg til eftermiddagskaffen … Når alle krav fra familie og samfund efter en vis alder bortfalder, skaber man selv sine egne krav, sin mening, sine vaner.
I børnefamilierne går det mere hæsblæsende: Op, få børnene op, tøj på, madpakker, morgenmad, husk gymnastiktøj, cykelhjelm, institution/skole, arbejde, indkøb, institution, aftensmad, putte, i seng … Weekender kan oven på sådan en tætpakket uge føles som et tomt hul i jorden … Hvad skal man lave? Rengøring, vasketøj, selvfølgelig, men man er ikke vant til at være sammen, tiden flagrer så mærkeligt løst af sted uden hverdagens vaner, så man må hellere tage på besøg eller på en tur, en struktureret beskæftigelse, så det hele ikke forsvinder op i den blå luft.
Vaner er godt, men det er også godt at bryde dem af og til: Så er der byfest i nabobyen, en fødselsdag eller guldbryllup i familien, en tur til Spanien … Vi bryder vaner på en vanemæssig måde, lige som årets gang og alderens fremadskriden kalder på nye, men gammelkendte vaner. Jul, sommerferie, farfars fødselsdag …
Det kan være endog meget svært at lave om på sine vaner. Det ved vi, der er holdt op med at ryge, der ikke længere har børn hjemme, vi, som har lært sproget på én måde og opdager, at de yngre pludselig giver sig til at tale og skrive på andre måder – Det er jo forkert! … Ikke?
Hver gang, nogen ændrer ved vores vaner, protesterer vi voldsomt. Hvis de laver om på avisens layout, bussens køretider, udtalen af et ord, farven på skiltet, emballagen på mælken … Man skal tænke sig grundigt om, før man ændrer noget, for der er en modstand, en umiddelbar modvilje, der skal overvindes hver eneste gang. Og denne naturlige træghed koster energi.
Hvor det er usigeligt let at vænne sig til forbedringer, bilen, radioen, telefonen, tv, vaskemaskine, internet, en højere indkomst, nye muligheder o.m.a., så er der andre vaner, som har været svære at bryde, og som krævede overtalelse, straf eller social udskamning:
- Vi må ikke længere slå børn – eller kvinder, for den sags skyld
- Vi skal køre med sikkerhedsseler i biler – også på bagsædet
- Vi må ikke længere ryge alle vegne
- Vi kan ikke længere køre med tog, som er blevet alt for dyre, alt for dårlige og upålidelige, men vi kan flyve eller køre med store dieselbiler i stedet
- Vi må pludselig ikke gå og gramse uopfordret på andre
- Vi må ikke længere tale nedsættende til og om kvinder eller folk af anden herkomst eller seksuel observans
- Vi kan ikke længere bare lukke børn, hunde og høns ud, så de stort set passer sig selv det meste af dagen
- Vi kan ikke længere bare sætte havevanderen til en hel lang solskinsdag
- Eller brænde vores affald på græsplænen
- Vi må ikke længere bruge giftsprøjte i haven (landmænd må dog stadig gerne sprøjte løs, og det gør de)
- Vi må ikke længere lade vandhanen løbe, mens vi børster tænder eller skræller kartofler
- Så må vi pludselig ikke længere flyve med fly eller køre i dieselbiler, men skal køre i elbil, der kun kan køre 200 km på en opladning
- Vi skal vænne os til at sortere vores affald i ti forskellige grupper, så det kan genanvendes
- Vi skal lære at bruge netbank og MitId
Specielt midaldrende, hvide mænd har det øjensynligt svært med omstillingerne, med at ændre vaner, for lige netop for den befolkningsgruppe føles det jo ikke altid som forbedringer, men som at blive tvunget til at opgive hævdvundne privilegier – først og fremmest forestillingen om at være verdens uantastede beherskere. Disse mænd sidder stadig 10 og 20 og 30 år senere på de brune værtshuse, til sammenkomsterne, i læserbrevsspalterne eller på internettets kommentarspor og brokker sig fornærmet.
– Måske kunne det hjælpe at tænke på alle de vaner, vi allerede HAR ændret? Selv om vi naturligvis havde mange sure og modvillige indvendinger imod dem først.
Det bliver nemlig ikke lettere fremover. Vi er blevet for mange, vi fylder, sviner, larmer og generer hinanden. Så i de næste mange år vil der komme utallige nye henstillinger til os om at ændre vaner, fx er det ikke længere smart at tale højt i sin mobil i det offentlige rum, at starte støjende, benzindrevne maskiner i områder, hvor folk bor, at køre rundt og larme på knallert eller med soundboks eller at kommentere andre menneskers udseende … men der kommer også flere nye og skrappere regler om brugen af den fælles jord, luft, vandet, om lige rettigheder og børn og dyrs velfærd, specielt hvad angår institutionsbørn og produktionsdyr.
Menneskelivet og samfundslivet består af sæt af vaner – Kultur er vaner, sagde Hartvig Frisch – en dansk, socialdemokratisk minister fra en tid, da man rekrutterede politikere blandt intelligentsiaen – og vaner skal naturligvis kunne ændres, men kun når det er nødvendigt.
