Mountainbikere kan på forbløffende kort tid forvandle en idyllisk skovsti til en pløjemark.
Skoven er Hammer Bakker. Otte km nordøst for Danmarks tredjestørste by, Ålborg. Et omtrent 1800 ha stort naturområde, en bakkeø, gennemskåret af smukke smeltevandsdale, dannet i sidste istid og tilplantet omkring år 1900. Her er lyngbakker, gravhøje, langdysser, søer, moser, kilder, kirker, truede dyrearter og planter, fredsskov med gamle bøge, foruden træproduktionens monokulturer af altid grønne juletræer og højloftede, mørke granplantager. Bortset fra korte perioder, mens jeg som ungt menneske studerede og rejste, har jeg igennem næsten 50 år dagligt gået ture med hunden her.
Skoven er ikke længere en skov. Hvor man indtil for kort tid siden kunne gå i timevis på næsten ubetrådte, tilgroede mosstier mellem træer eller hen over bakker og bronzealderhøje uden at møde et menneske, ligger der i dag én stor befærdet og oppløjet motionsbane, der zigzagger mellem overproportionerede private og kommunale anlæg og byggerier og de dertil nødvendige, nu stærkt trafikerede, hullede og mudrede adgangsveje.
I dag skal hunden og jeg ustandseligt springe af vejen for kørende, cyklende, løbende og store flokke af vandrende, når vi vover os ind i bakkerne. Hvor vi førhen kunne gå i skovens ro, må vi nu vogte os for motionister på cykler eller løbeben, der med muzakpropper i ørerne, så de ikke kan høre hverken vinden i træerne eller fuglenes sang, og med begge øjne stift rettet mod uret, prustende og storsvedende, ikke formår at slå et sving uden om en ældre dame og en hund.
På få år er Hammer Bakker omdannet fra naturområde til byggeplads og træningsfacilitet.
I dag slides skoven intensivt, ikke kun af de mange private ejeres skovdrift og Ålborg kommunes ekspansive institutionsbyggerier og øvrige anlæg, personale, beboere og besøgende, men i høj grad også af almindelige mennesker i tusindvis, der parkerer deres biler langs skovvejene og danner snakkende, råbende, løbende, cyklende eller vandrende flokke, som maser rundt i krattet forsynet med kurve eller kikkerter. De seksuelt eksperimenterende, som i ugebladene har læst, at det sætter fut i forholdet at parre sig i det fri, er også blevet en betydelig og grænseoverskridende skare, som det kan være endog særdeles ubehageligt at støde ind i midt på ens sædvanlige skovtur.
Der er tilmed opstået interessegrupper med det ene formål at udnytte et i forvejen begrænset, nedslidt og overrendt skovareal til endnu flere ”aktiviteter” … Men hvis man ikke kan samle en flok på 20 eller 200 vandrere, løbere, mountainbikere, jægere, fuglekiggere eller svampeplukkere, kan man altid spæne en tur alene eller pløje de små skovveje op med sin smarte 10.000 kr.’s cykels pigdæk og råbe utålmodigt ad de andre skovgæster og skovejerne, når man er ved at køre dem ned.
Og så mødte vi den lille, vrede skovfoged, som intimiderende kunne fortælle, at han skam godt vidste, hvor jeg boede, og at han ville sende mig politiet på nakken, fordi min hund, som fredsommeligt fulgte mig i hælene, gik uden snor. − Så kommer politiet og afliver den, truede han. − Det nytter ikke at forklare en regelrytter, at hunden er specielt trænet igennem mange år til at færdes i skoven. At den selv går på plads, når vi møder andre, mennesker eller dyr.
Selv sad han på en larmende og pruttende ATV med anhænger. Men det er den gamle hund og mig, der er problemet, ikke skovens egne folk med larmende motorsave, pruttende køretøjer, enorme robotagtige træfældningsmaskiner, der stamper jordbunden til en kompakt masse, hvor intet kan gro de næste 100 år, de store jagtselskaber, de kørende juletræskunder og alle dem, der skræller skovbunden for mos til dekorationer … Det er heller ikke børnehaverne, motionsklubberne, løberne, svampeplukkerne, drengene på motocrossere, de uvidende amatørhundeejere, der lukker to-tre uopdragne storbyhunde ud af bagagerummet, og derefter må rende rundt i timevis for at fange dem, eller krybskytterne… som hunden og jeg alle møder på vores vej.
Lige nu, mens vi er på vej hjem fra skovturen, må vi springe til side, op ad skråninger, ned ad skrænter, for ikke at blive ramt af de mange biler og minibusser, der fragter skoven og institutionernes brugere og borgere til og fra i al for høj fart, og for de damer, der netop har fået fri fra institutionsarbejdet, og som i deres små biler speeder hjem ad den smalle, hullede, regnvåde asfaltvej med en smøg i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden, totalt blinde for, at de oversprøjter, og risikerer at ramme, spadserende damer, hunde, cykler, barnevogne, børn …
Det er naturligvis dejligt, at så mange mennesker har lyst til og fornøjelse af at færdes i skoven. Undersøgelser viser, at danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelse er en skovtur, og vi giver i stort omfang denne glæde videre til vores børn.
Problemet består i, at vi efterhånden er blevet så mange — Danmark og verdens befolkning er næsten tredoblet i min levetid — at de få træklædte oaser, som vi alle sammen holder forfærdeligt meget af at færdes i, bliver overrendt af entusiastiske naturelskere med al deres kostbare legetøj i form af firhjulstrækkere, minitraktorer, rideheste, sportscykler, ski, knallerter, ATV’ere osv.
Alle elsker naturen, men ved at overudnytte de få tilbageværende, naturlignende steder til institutions-, underholdnings- og motionsformål ødelægger vi netop det, vi holder af. Vi tramper det ned som molboer med alt for store fødder. Spolerer det, vi alle sammen gerne vil i skoven for at opleve. Det skrøbelige, dyrelivet, det naturlige, roen …
Det er ikke den lille, gamle dame med den velopdragne hund, der skræmmer vildtet. Tværtimod gider de små rådyrflokke knap flytte sig, når vi kommer. Men dyrene vælter skrigende og brægende af skræk og nød ud fra skovbrynet, når der er Nytårsmarch, Limfjordsløb, jagter, skovfældning, mountainbikere, orienteringsløb, ”naturvandringer” eller store byggeprojekter.
I stedet for at bygge, anlægge, køre og motionere i et lille, sårbart naturområde, burde man måske have opretholdt fredningen af Hammer Bakker og bygget institutioner og motionsbaner ude på de enge og marker, der omgiver de skovklædte bakker?
Måske er det tid at tage hele skovbegrebet op til overvejelse endnu en gang? Skal skoven være til for træproduktionen og jægernes skyld? For det vilde dyre- og planteliv? For de spadserende? De løbende, cyklende, kørende? De kopulerende? Hundelufterne? Børnelufterne? Fuglekiggerne? Blomster- og bærplukkerne? Mosskraberne? Svampesamlerne? Motionisterne? − Eller skulle vi opføre specielle baner til de mest larmende, slidende og hensynsløse sportsfolk? Ligesom vi har indhegnede områder til de utrænede og ustyrlige hunde?
Vore få tilbageværende skov- og naturområders skæbne er alt for betydningsfuld for de kommende generationer til at blive overladt til private lodsejere, kortsigtede kommunale beslutninger og tilfældige sammenrend af pensionister, motionister og sportsfolk.