Man får nogle gener, f.eks. i maven, gener, der af og til er smerter. Det er umuligt at komme igennem til det lokale lægehus pr. telefon. Via en kompliceret internetside forsøger man at bestille en tid hos den praktiserende læge, men det fremgår, at hun ingen tider har før om to måneder. Så tager man chancen, pakker avis og bøger og sætter sig i lægehusets venterum i den såkaldte akuttid.
Der sidder i forvejen knap 20 mennesker, mange med småbørn. Luften er indelukket og formentlig fuld af sygdomsfremkaldende mikrober. De små, hostende og nysende børn deler legetøj og kravler rundt på gulvet med snottet som et slimspor efter sig. Nogle forsøger at rejse sig med støtte på ens knæ, og mødrene smiler bredt og forstår ikke, at de øvrige ventende måske ikke er henrykte ved udsigten til at få en infektion oveni, mens de forsøger at få hjælp til det oprindelige problem.
Efter 1 ½ time bliver man omsider kaldt ind i de hellige haller. Lægen sender en videre til en specialist.
Her går så hen ved 6 uger, før man omsider får foretræde for en sådan. Specialisten beslutter efter en kort undersøgelse at udskrive nogle piller.
Der går 3 til 4 måneder, før effekten af pillerne viser sig, dvs. før generne aftager en smule. Er det pillerne, eller er det tilfældigt?
Efter et år er generne tilbage, endda værre end før. Det er umuligt at få kontakt med den praktiserende læge pr. telefon, men via mail svarer hun, at man blot skal sætte dosis op.
Efter yderligere ½ år beder man om endnu en henvisning til specialisten, for den forøgede dosis har intet betydet for generne, der nu har fyldt meget i ens liv i 2 år og har forårsaget et par resultatsløse henvendelser til vagtlæge og yderligere et par konsultationer i akuttiden.
For at få denne henvisning bliver man igen beordret til at møde op i akuttiden, hvor man sidder en times tid blandt andre syge og kraftigt inficerede mennesker.
Der er 2 måneders ventetid hos specialisten. Efter en kort og smertefuld undersøgelse henviser han en til yderligere undersøgelse på sygehuset.
Der er mange måneders ventetid på sygehuset, viser det sig. Men hvis man ringer til et specielt telefonnummer og beder om at komme til hurtigere, så bliver man henvist videre til et privathospital, hvor lægen er den samme som på sygehuset. Nu er der kun et par ugers ventetid.
Lægen på privathospitalet finder ikke noget og henviser videre til en kollega på det offentlige sygehus. Denne speciallæge har 3 måneders ventetid, og denne undersøgelse kan ikke laves i privat regi. Nu er der gået 3 samfulde år uden diagnose og relevant behandling… Tænk, hvis det er noget alvorligt?
Det er syge mennesker, vi jager rundt i systemet på denne måde! Jeg tør ikke tænke på, hvor lang ventetiden er, hvis der skulle blive tale om en operation. Man skal virkelig være stærk for at være syg i Danmark i år 2010, for der er arrogante telefondamer, forjagede, overfladiske og/eller desperate læger og andet sundhedspersonale, indviklede systemer, proforma opdeling mellem offentlig og privat med de samme penge og de samme personer.
Kunne man forestille sig et sygehus, hvor den syge, evt. efter henvisning fra egen læge, kom ind med sit problem, og hvor konsultationer, prøver, undersøgelser m.m. blev foretaget samme dag og med udgangspunkt i patienten og IKKE i et sygt systems tids- og ressourcekrævende papirnusseri, irrelevant skelnen mellem offentlig og privat, henvisninger, telefonopkald, mails og ventelister før hver eneste blodprøve, undersøgelse, konsultation? Jeg er overbevist om, at det ville spare os alle for meget, både økonomisk, samfundsmæssigt og bekymringsmæssigt.