● Før i tiden var september kold og klar, nu er den lun og fugtig.
● Sommeren har stået i cyklisten, Jonas Vingegaards tegn. Den sympatiske unge mand har vist en forbløffende evne til at vinde lukrative cykelløb, og det gør man erfaringsmæssigt sjældent alene på en diæt af kærlighed og kildevand. Mon ikke han, som alle de andre, om nogle år bliver tvunget til at fortælle, hvordan han lod sig friste til at benytte præstationsfremmende midler? Og så vil vi alle sammen forstå og tilgive ham, fordi han gav os så meget livsmod og sejrsglæde. Vi tilgiver ham sikkert også, at han nu forlader den danske provins til fordel for et mellemeuropæisk land med lang tradition for at opkræve meget lidt i skat. – Hvorfor bidrage til fællesskabet, når man har sat sit eget helbred på spil for gevinsten? – Og så slipper han også for de ydmygende sommerfester arrangeret af en langskørtet præst i hans hjemby … Hvorfor synes folk, at en ung mands sejre tilkommer dem?
● Livet er for kort til politik!
● Vi troede, at naturen var en uudtømmelig ressource, og tog for os til eget brug. Nu er der kun få, sølle rester tilbage hist og pist, forarmet, ørken- og ødegjort, livløst, smattet og helt ude af balance, ikke noget for os og vores medskabninger at leve af og på. – Ikke længere …
● Vi er vanemennesker. Ude af stand til at ændre kurs. I vores følelser og instinkters vold. Og dybt, dybt ulogiske …
TV2 d. 11.9. 23
● ’Robusthedskommissionen’: – Okay, Søren Brostrøm, hvis du har et knæ, der knækker sammen under dig, så du ikke kan gå for smerter, eller en hofte, der uden nogen øjensynlig grund pludseligt begynder at gøre så ondt, at du hverken kan sidde, ligge, stå eller gå, men må ydmyge dig og tigge og bede en vagtlæge om noget morfin, så vil du sikkert også meget hellere have et fortravlet godtkøbsråd om ’øvelser’ og Panodil … i stedet for en scanning, så du kan se, hvad der er galt med dine knogler, og en samtale med en specialist, så han eller hun kan rådgive dig ud fra VIDEN, og ikke gætterier i blinde og gusten nærighed med ydelserne.
Og finansministeren kom for skade at tilkendegive, at han opfattede mennesker med handicap ikke så meget som mennesker, men som en økonomisk byrde i statens regnskab:
TV2 d. 2. 9. 23
Og udenrigsministeren sekunderet af økonomiministeren og statsministeren vil gerne starte en debat om, hvorvidt man må slå de meget udgiftskrævende syge og ældre, der er for længe om at dø, ihjel:
Politiken d. 15.9. 23
● Kan man sagsøge politikerne igennem de seneste 50 år, fordi de ikke har udvist rettidig omhu og styret bl.a. undervisning, skat, herunder ejendomsvurderinger, institutioner, klima, sikkerhed og sundhedssystemet ordentligt? Men har haft travlt med uvigtige, interne magtkampe, med at vise sig frem på sociale medier og i tv, med at lade sig fotografere med statschefer fra andre lande og uddele småpenge til Kattens værn og andre private kæpheste, i stedet for at inddrage alle midler og prioritere dem efter trang og behov fra start. – Det nytter ikke noget at lade være med at stemme på dem, det har vi forsøgt i årtier, men der står altid hundreder af andre, lige så selvoptagne middelmådigheder klar til at tage over … Hver gang!
● En enkelt lille gruppe bestående af seks kvinder? Er det en stor overskrift værd? Hvad med alle de år, hvor AL politik kun var forbeholdt mænd?
DR 7.9. 23
Politiken 14.9. 23
● Mænd føler sig i krig og konkurrence med kvinder – altid.
Der skal tælles op og fordeles, så mænd kan blive ved med at føle sig ovenpå i alt, hvad der foregår. Intet må tilgå kvinder, som ikke i forvejen tilflyder mænd i dobbelt mål. – Mænd tænker stadig som små brødre, der misundeligt ser til, at storesøster må være længere oppe om aftenen, scorer den største doughnut eller 12 i fysik. – For at føle sig mandige, skal mænd nyde særrettigheder og særbehandling.
Hvis mænd føler sig for små og truede, kan det hele gå så vidt som i Iran, hvor mændene dækker sig ind under religion og accepterer, at ’moralpolitiet’ slår en kvinde ihjel, fordi hun ikke bar sit tørklæde på den ’korrekte’ og ’foreskrevne’ måde. Eller i Afghanistan, hvor kvinder ikke må noget som helst. Punktum.
Og så skal Scavenius jo også lige have at vide, hvordan KVINDER skal opføre sig:
DR 14.9. 23
Har man forlangt det af Lars Løkke? Af Anders Fogh? Nej, for de er drenge med drengenavne og drengefrikort til at opføre sig afstumpet. Fx lukrere på offentlige midler til egen fordel eller sende danske soldater i krig mod folkeslag, som aldrig har gjort os noget. – Ja, som ikke engang lever i nærheden af os.
Det går altid ud over kvinder:
CNN 10.7. 23
Videnskab.dk 19.9.23
Videnskab.dk 18.1.22
Hvorimod mænd får meget omsorg af kvinder:
Videnskab.dk 8.9.23
Mænd kommer sig hurtigere og får bedre pleje og genoptræning efter fx hjerteoperationer o.a. end kvinder.
Jeg lå engang efter en operation på en hospitalsstue med kvinder, og vi fik ikke serveret mad på sengen, når de kom og stillede den skramlende madvogn ude på gangen. Vi på kvindestuen måtte hente til os selv og til hinanden, hvis vi ville spise, mens det kvindelige plejepersonale havde travlt med at servicere og tale kælent til mændene inde på stuen ved siden af.
Gifte mænd lever længere end ugifte mænd, og enlige kvinder lever længere end gifte kvinder. There you go …
● Dumhed i det offentlige rum:
Politiken d. 10.7. 23
Hvad har rødhårede og skaldede med rygning at gøre? Skal vi også involvere pelikaner?
Andre menneskers hårfarve eller mangel på hår producerer ikke røg, der kan genere andre. Den måde at argumentere på hedder på engelsk ’whataboutism’ og har aldrig været, og bliver forhåbentlig aldrig, gangbar i diskussioner. – Det er bare dumt og burde nok slet ikke gengives i en seriøs avis.
● Tunfiskene er omsider tilbage i danske farvande! – Og så tager vi omgående ud og fanger dem … der går sikkert en rum tid nu, før de vover at komme tilbage.
Nordjyske 5.9.23
Politiken d. 5.9.23
● Igen et drengeproblem … Tjah … Måske er kvinder bare klogere?
I de tusind år, hvor kvinder ikke havde adgang til universiteterne, var der ingen, der opfattede det som et problem.
Men vi kan jo også gøre som Taleban i Afghanistan og med magt holde alle kvinder hjemme og tildækkede, så man ikke risikerer konkurrerende køn ude i mandeverdenen.
‘Det er problematisk af flere årsager, at universiteterne er ved at udvikle sig til et sted mest for kvinder, mener Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.
»Det er jo et ret stort problem, at mænd og kvinder ganske enkelt ikke har de samme muligheder for at få en universitetsuddannelse. Vi har et decideret drengeproblem i vores uddannelsessystem, som det bliver sværere og sværere for drenge og mænd at klare sig i, mens kvinderne stikker af«, siger han.
Ifølge Børne- og undervisningsministeriets Profilmodel, som er myndighedens fremskrivning af, hvordan uddannelsesniveauet ser ud om 25 år for en given ungdomsårgang, bliver forskellen mellem kønnene kun større i fremtiden, hvor knap hver tredje kvinde vil have en lang videregående uddannelse mod lige godt hver femte mand.
»Det er en ret markant forskel. Hvis vi antager, at mænd og kvinder er nogenlunde lige godt begavede, har vi en masse mænd, der ikke får nok ud af deres talent. Og hvis talent går til spilde, er det både et problem for den enkelte og for samfundet«, siger Mads Eriksen Storm.’
● Positiv særbehandling betyder ikke, at man forfremmer ukvalificerede kvinder, men at man frasorterer inkompetente mænd.
Fra bogen ’Usynlige kvinder’, hvor C. C. Perez citerer en undersøgelse fra London School of Economics.
Jeg læste Simone de Beauvoirs fremragende bog ’Det andet køn’, som ung. Nu har jeg lige læst’Invisible Women’ – ’Usynlige kvinder’ – af Caroline Criado Perez, og det går op for mig, at der er en grund til, at mange kvinder enten holder sig meget hjemme eller holder lav profil på arbejdsmarkedet – Vi vil ikke defineres ned som ’kvinder’, men ønsker at bevare en form for selvrespekt ved at opholde os i begrænsede omgivelser, hvor vi nyder en smule respekt. – Hjemme, eller i en krog på biblioteket, bliver vi ikke vurderet på vores tøj, sko, øjenbryn, vægt, moderskab, vi skal ikke please, yde omsorg til alle, vi møder, men kan tænke frit og læse Proust, Kierkegaard, Dostojevskij, Anders And eller Mit Livs Novelle, hvis vi skulle have lyst, uden at føle os tvunget til at forsvare det.
● Når almindelige mennesker ligesom en solkonge mener, at de har brug for et helt værelse til deres tøj – et såkaldt ’walk in-closet’ – så har de nok for meget.
● Man logger ind i E-boks for at se en formodet vigtig meddelelse fra ens kommune:
E-brev fra Aalborg Kommune til ældre medborgere, sept. 2023
Og så ser man sådan en gustenklam ’invitation’ … For jeg er bange for, at det ikke udelukkende er mit velbefindende, min kommune tænker på, men nok snarere evt. sparede sundhedsudgifter på os gamle.
At blive gammel er faktisk hverken traumatisk eller svært, hvis man da lever længe nok, men alle de emsige sagsbehandlere og kyniske sundhedsmedarbejdere, læger m.fl., gør det ofte til en ydmygende spidsrod … hvor man pludselig ser sig selv behandlet som et ubegavet fjols, der bare ALTID er til ulejlighed. – Hvis man da overhovedet kan få kontakt og hjælp …
Min mand, der højtuddannet, universitetsansat gennem 40 år inden for Computer Science, og som har forsket i og programmeret epokegørende AI-systemer, som nu bruges af NASA og mange andre, blev af sin ganske unge knægt af en læge nedladende spurgt, om han ’kunne finde ud af det der med e-mails?’
● Vi kan ikke længere stole på fællesskabet! – Mens politikerne vil sætte skatterne ned, kan vi ikke komme i kontakt med en læge, vi sidder i timevis med grædende børn på akutafdelinger, vi får ikke længere adækvat hjælp ved fødsler og almindelige kvindelidelser, vi skal vente år på nødvendige operationer, vores børn og gamle bliver ikke passet ordentligt, vi får ingen hjælp, når vi ikke længere kan selv, børnene lærer ikke meget i skolerne, alle skal på gymnasium og universitet, hvor de fortsætter med druk og mobiltelefoner for fællesskabets regning … alt imens politikerne deler ud af vores fælles penge til højre og venstre, fx støtte til et skadeligt landbrug med dyremishandling, 30.000 daglige dødsfald blandt smågrise, forgiftet jord, luft og vand og opformering af livsfarlige, resistente bakterier.
Vi burde stille alle de politikere, der har undladt at handle mht. klima og besparelser og nedslidning af de offentlige institutioner: Skat, sundhed, daginstitutioner, uddannelse, ældre- og handicapområdet … til ansvar og regnskab for manglende rettidig omhu – Vi stemte på dem, fordi vi stolede på dem.
DR d. 8. 9. 23
● Kvinder som dagens tilbud på sms og som konkurrerende pyntegenstande:
(…)
Hvorfor får man i øvrigt aldrig tilbudt mænd, som ville kunne gøre reel nytte fx ved at rense tagrender og give en hånd med i hus og have?
Og nedenstående er fra Danmark i år 2023:
TV2 28.8.23
● Min ven på over 90 år blev indlagt akut med lammelser i arme og ben.
Og den ganske unge damelæge på akutafdelingen, som kunne være hans barne- eller oldebarn, begynder at forhøre ham om hans alkohol- og motionsvaner og informerer den lammede og – for første gang i sit liv –hjælpeløse mand om, hvad sundhedsstyrelsen anbefaler. Derefter går hendes inkvisitoriske, bedrevidende og let bistre afhøring over til hans kostvaner, hvorefter hun også føler sig kaldet til at referere de officielle anbefalinger, bl.a. hvad angår kød. Før hun forlader den undervægtige, lammede og nu også perplekse mand, vil hun også gerne lige vide, om hun skal genoplive ham, hvis han ’falder væk’, mens han er på sygehuset? – Da han får sagt, at han har stærke smerter og gerne ville have noget smertestillende, tilbyder hun to Panodiler, for ’vi vil ikke risikere, at du bliver afhængig, vel?’
● Vi er blevet gamle her og er kommet i ’sundhedsalderen’ … dvs. at vi er blevet sygere og jævnligt har brug for ’sundhedspersoner’ – dvs. dem, der tager sig af de syge.
Det indebærer en absurd og kaotisk ‘walk of shame’ med besværlig og tidskrævende tidsbestilling, uger eller måneders ventetid, og når vi så omsider har fået en tid, fx kl. 10.50 eller 14.30, og til tiden når frem til de ombejlede herrer og damer, der skal hjælpe os med plagsomme lidelser, så har vi – min mand og jeg – inden for en uge hos en læge, en speciallæge og en tandlæge oplevet at skulle sidde og vente mere end en halv time, faktisk op mod 40 – 45 minutter yderligere i et kedsommeligt og smittefarligt venteværelse.
Hvorfor overhovedet bestille en tid, så? Når det blot er et fiktivt spil for galleriet. For de har tilsyneladende ikke styr på en skid undtagen regningerne til os og til staten, som også er os, og sådanne sløsede og ligeglade personer, der ikke engang kan hanke op i deres egen arbejdssituation, overlader man sit eget og sine nærmestes liv og helbred!
● Hvorfor skal læger i det hele taget tjene en uforholdsmæssig høj løn? – De fleste af dem er forkælede hjemmefra, de har fået gratis uddannelse og SU m.m. undervejs, og de nye kuld forekommer ikke at være specielt bedre begavede eller bedre mennesker end alle andre unge, der tager en uddannelse.
Og lønnen er åbenbart ikke altid nok. De prøver stadig at rage mere til sig:
TV2 Nord 7.5. 23