sundhedssystemet – blog.loneandrup.dk

Småtterier XX

● Før i tiden var september kold og klar, nu er den lun og fugtig.

● Sommeren har stået i cyklisten, Jonas Vingegaards tegn. Den sympatiske unge mand har vist en forbløffende evne til at vinde lukrative cykelløb, og det gør man erfaringsmæssigt sjældent alene på en diæt af kærlighed og kildevand. Mon ikke han, som alle de andre, om nogle år bliver tvunget til at fortælle, hvordan han lod sig friste til at benytte præstationsfremmende midler? Og så vil vi alle sammen forstå og tilgive ham, fordi han gav os så meget livsmod og sejrsglæde. Vi tilgiver ham sikkert også, at han nu forlader den danske provins til fordel for et mellemeuropæisk land med lang tradition for at opkræve meget lidt i skat. – Hvorfor bidrage til fællesskabet, når man har sat sit eget helbred på spil for gevinsten? – Og så slipper han også for de ydmygende sommerfester arrangeret af en langskørtet præst i hans hjemby … Hvorfor synes folk, at en ung mands sejre tilkommer dem?

● Livet er for kort til politik!

● Vi troede, at naturen var en uudtømmelig ressource, og tog for os til eget brug. Nu er der kun få, sølle rester tilbage hist og pist, forarmet, ørken- og ødegjort, livløst, smattet og helt ude af balance, ikke noget for os og vores medskabninger at leve af og på. – Ikke længere …

● Vi er vanemennesker. Ude af stand til at ændre kurs. I vores følelser og instinkters vold. Og dybt, dybt ulogiske …

TV2 d. 11.9. 23

● ’Robusthedskommissionen’: – Okay, Søren Brostrøm, hvis du har et knæ, der knækker sammen under dig, så du ikke kan gå for smerter, eller en hofte, der uden nogen øjensynlig grund pludseligt begynder at gøre så ondt, at du hverken kan sidde, ligge, stå eller gå, men må ydmyge dig og tigge og bede en vagtlæge om noget morfin, så vil du sikkert også meget hellere have et fortravlet godtkøbsråd om ’øvelser’ og Panodil … i stedet for en scanning, så du kan se, hvad der er galt med dine knogler, og en samtale med en specialist, så han eller hun kan rådgive dig ud fra VIDEN, og ikke gætterier i blinde og gusten nærighed med ydelserne.

Og finansministeren kom for skade at tilkendegive, at han opfattede mennesker med handicap ikke så meget som mennesker, men som en økonomisk byrde i statens regnskab:

TV2 d. 2. 9. 23

Og udenrigsministeren sekunderet af økonomiministeren og statsministeren vil gerne starte en debat om, hvorvidt man må slå de meget udgiftskrævende syge og ældre, der er for længe om at dø, ihjel:

Politiken d. 15.9. 23

● Kan man sagsøge politikerne igennem de seneste 50 år, fordi de ikke har udvist rettidig omhu og styret bl.a. undervisning, skat, herunder ejendomsvurderinger, institutioner, klima, sikkerhed og sundhedssystemet ordentligt? Men har haft travlt med uvigtige, interne magtkampe, med at vise sig frem på sociale medier og i tv, med at lade sig fotografere med statschefer fra andre lande og uddele småpenge til Kattens værn og andre private kæpheste, i stedet for at inddrage alle midler og prioritere dem efter trang og behov fra start. – Det nytter ikke noget at lade være med at stemme på dem, det har vi forsøgt i årtier, men der står altid hundreder af andre, lige så selvoptagne middelmådigheder klar til at tage over … Hver gang!

● En enkelt lille gruppe bestående af seks kvinder? Er det en stor overskrift værd? Hvad med alle de år, hvor AL politik kun var forbeholdt mænd?

DR 7.9. 23

Politiken 14.9. 23

● Mænd føler sig i krig og konkurrence med kvinder – altid.

Der skal tælles op og fordeles, så mænd kan blive ved med at føle sig ovenpå i alt, hvad der foregår. Intet må tilgå kvinder, som ikke i forvejen tilflyder mænd i dobbelt mål. – Mænd tænker stadig som små brødre, der misundeligt ser til, at storesøster må være længere oppe om aftenen, scorer den største doughnut eller 12 i fysik. – For at føle sig mandige, skal mænd nyde særrettigheder og særbehandling.

Hvis mænd føler sig for små og truede, kan det hele gå så vidt som i Iran, hvor mændene dækker sig ind under religion og accepterer, at ’moralpolitiet’ slår en kvinde ihjel, fordi hun ikke bar sit tørklæde på den ’korrekte’ og ’foreskrevne’ måde. Eller i Afghanistan, hvor kvinder ikke må noget som helst. Punktum.

Og så skal Scavenius jo også lige have at vide, hvordan KVINDER skal opføre sig:

DR 14.9. 23

Har man forlangt det af Lars Løkke? Af Anders Fogh? Nej, for de er drenge med drengenavne og drengefrikort til at opføre sig afstumpet. Fx lukrere på offentlige midler til egen fordel eller sende danske soldater i krig mod folkeslag, som aldrig har gjort os noget. – Ja, som ikke engang lever i nærheden af os.

Det går altid ud over kvinder:

CNN 10.7. 23

Videnskab.dk 19.9.23

Videnskab.dk 18.1.22

Hvorimod mænd får meget omsorg af kvinder:

Videnskab.dk 8.9.23

Mænd kommer sig hurtigere og får bedre pleje og genoptræning efter fx hjerteoperationer o.a. end kvinder.

Jeg lå engang efter en operation på en hospitalsstue med kvinder, og vi fik ikke serveret mad på sengen, når de kom og stillede den skramlende madvogn ude på gangen. Vi på kvindestuen måtte hente til os selv og til hinanden, hvis vi ville spise, mens det kvindelige plejepersonale havde travlt med at servicere og tale kælent til mændene inde på stuen ved siden af.

Gifte mænd lever længere end ugifte mænd, og enlige kvinder lever længere end gifte kvinder. There you go …

● Dumhed i det offentlige rum:

Politiken d. 10.7. 23

Hvad har rødhårede og skaldede med rygning at gøre? Skal vi også involvere pelikaner?

Andre menneskers hårfarve eller mangel på hår producerer ikke røg, der kan genere andre. Den måde at argumentere på hedder på engelsk ’whataboutism’ og har aldrig været, og bliver forhåbentlig aldrig, gangbar i diskussioner. – Det er bare dumt og burde nok slet ikke gengives i en seriøs avis.

● Tunfiskene er omsider tilbage i danske farvande! – Og så tager vi omgående ud og fanger dem … der går sikkert en rum tid nu, før de vover at komme tilbage.

Nordjyske 5.9.23

Politiken d. 5.9.23

● Igen et drengeproblem … Tjah … Måske er kvinder bare klogere?

I de tusind år, hvor kvinder ikke havde adgang til universiteterne, var der ingen, der opfattede det som et problem.

Men vi kan jo også gøre som Taleban i Afghanistan og med magt holde alle kvinder hjemme og tildækkede, så man ikke risikerer konkurrerende køn ude i mandeverdenen.

‘Det er problematisk af flere årsager, at universiteterne er ved at udvikle sig til et sted mest for kvinder, mener Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

»Det er jo et ret stort problem, at mænd og kvinder ganske enkelt ikke har de samme muligheder for at få en universitetsuddannelse. Vi har et decideret drengeproblem i vores uddannelsessystem, som det bliver sværere og sværere for drenge og mænd at klare sig i, mens kvinderne stikker af«, siger han.

Ifølge Børne- og undervisningsministeriets Profilmodel, som er myndighedens fremskrivning af, hvordan uddannelsesniveauet ser ud om 25 år for en given ungdomsårgang, bliver forskellen mellem kønnene kun større i fremtiden, hvor knap hver tredje kvinde vil have en lang videregående uddannelse mod lige godt hver femte mand.

»Det er en ret markant forskel. Hvis vi antager, at mænd og kvinder er nogenlunde lige godt begavede, har vi en masse mænd, der ikke får nok ud af deres talent. Og hvis talent går til spilde, er det både et problem for den enkelte og for samfundet«, siger Mads Eriksen Storm.’

https://politiken.dk/indland/art9487917/%C2%BBVi-har-et-decideret-drengeproblem-i-vores-uddannelsessystem%C2%AB

● Positiv særbehandling betyder ikke, at man forfremmer ukvalificerede kvinder, men at man frasorterer inkompetente mænd.

Fra bogen ’Usynlige kvinder’, hvor C. C. Perez citerer en undersøgelse fra London School of Economics.

Jeg læste Simone de Beauvoirs fremragende bog ’Det andet køn’, som ung. Nu har jeg lige læst’Invisible Women’ – ’Usynlige kvinder’ – af Caroline Criado Perez, og det går op for mig, at der er en grund til, at mange kvinder enten holder sig meget hjemme eller holder lav profil på arbejdsmarkedet – Vi vil ikke defineres ned som ’kvinder’, men ønsker at bevare en form for selvrespekt ved at opholde os i begrænsede omgivelser, hvor vi nyder en smule respekt. – Hjemme, eller i en krog på biblioteket, bliver vi ikke vurderet på vores tøj, sko, øjenbryn, vægt, moderskab, vi skal ikke please, yde omsorg til alle, vi møder, men kan tænke frit og læse Proust, Kierkegaard, Dostojevskij, Anders And eller Mit Livs Novelle, hvis vi skulle have lyst, uden at føle os tvunget til at forsvare det.

● Når almindelige mennesker ligesom en solkonge mener, at de har brug for et helt værelse til deres tøj – et såkaldt ’walk in-closet’ – så har de nok for meget.

● Man logger ind i E-boks for at se en formodet vigtig meddelelse fra ens kommune:

E-brev fra Aalborg Kommune til ældre medborgere, sept. 2023

Og så ser man sådan en gustenklam ’invitation’ … For jeg er bange for, at det ikke udelukkende er mit velbefindende, min kommune tænker på, men nok snarere evt. sparede sundhedsudgifter på os gamle.

At blive gammel er faktisk hverken traumatisk eller svært, hvis man da lever længe nok, men alle de emsige sagsbehandlere og kyniske sundhedsmedarbejdere, læger m.fl., gør det ofte til en ydmygende spidsrod … hvor man pludselig ser sig selv behandlet som et ubegavet fjols, der bare ALTID er til ulejlighed. – Hvis man da overhovedet kan få kontakt og hjælp …

Min mand, der højtuddannet, universitetsansat gennem 40 år inden for Computer Science, og som har forsket i og programmeret epokegørende AI-systemer, som nu bruges af NASA og mange andre, blev af sin ganske unge knægt af en læge nedladende spurgt, om han ’kunne finde ud af det der med e-mails?’

● Vi kan ikke længere stole på fællesskabet! – Mens politikerne vil sætte skatterne ned, kan vi ikke komme i kontakt med en læge, vi sidder i timevis med grædende børn på akutafdelinger, vi får ikke længere adækvat hjælp ved fødsler og almindelige kvindelidelser, vi skal vente år på nødvendige operationer, vores børn og gamle bliver ikke passet ordentligt, vi får ingen hjælp, når vi ikke længere kan selv, børnene lærer ikke meget i skolerne, alle skal på gymnasium og universitet, hvor de fortsætter med druk og mobiltelefoner for fællesskabets regning … alt imens politikerne deler ud af vores fælles penge til højre og venstre, fx støtte til et skadeligt landbrug med dyremishandling, 30.000 daglige dødsfald blandt smågrise, forgiftet jord, luft og vand og opformering af livsfarlige, resistente bakterier.

Vi burde stille alle de politikere, der har undladt at handle mht. klima og besparelser og nedslidning af de offentlige institutioner: Skat, sundhed, daginstitutioner, uddannelse, ældre- og handicapområdet … til ansvar og regnskab for manglende rettidig omhu – Vi stemte på dem, fordi vi stolede på dem.

DR d. 8. 9. 23

● Kvinder som dagens tilbud på sms og som konkurrerende pyntegenstande:

(…)

Hvorfor får man i øvrigt aldrig tilbudt mænd, som ville kunne gøre reel nytte fx ved at rense tagrender og give en hånd med i hus og have?

Og nedenstående er fra Danmark i år 2023:

TV2 28.8.23

● Min ven på over 90 år blev indlagt akut med lammelser i arme og ben.

Og den ganske unge damelæge på akutafdelingen, som kunne være hans barne- eller oldebarn, begynder at forhøre ham om hans alkohol- og motionsvaner og informerer den lammede og – for første gang i sit liv –hjælpeløse mand om, hvad sundhedsstyrelsen anbefaler. Derefter går hendes inkvisitoriske, bedrevidende og let bistre afhøring over til hans kostvaner, hvorefter hun også føler sig kaldet til at referere de officielle anbefalinger, bl.a. hvad angår kød. Før hun forlader den undervægtige, lammede og nu også perplekse mand, vil hun også gerne lige vide, om hun skal genoplive ham, hvis han ’falder væk’, mens han er på sygehuset? – Da han får sagt, at han har stærke smerter og gerne ville have noget smertestillende, tilbyder hun to Panodiler, for ’vi vil ikke risikere, at du bliver afhængig, vel?’

● Vi er blevet gamle her og er kommet i ’sundhedsalderen’ … dvs. at vi er blevet sygere og jævnligt har brug for ’sundhedspersoner’ – dvs. dem, der tager sig af de syge.

Det indebærer en absurd og kaotisk ‘walk of shame’ med besværlig og tidskrævende tidsbestilling, uger eller måneders ventetid, og når vi så omsider har fået en tid, fx kl. 10.50 eller 14.30, og til tiden når frem til de ombejlede herrer og damer, der skal hjælpe os med plagsomme lidelser, så har vi – min mand og jeg – inden for en uge hos en læge, en speciallæge og en tandlæge oplevet at skulle sidde og vente mere end en halv time, faktisk op mod 40 – 45 minutter yderligere i et kedsommeligt og smittefarligt venteværelse.

Hvorfor overhovedet bestille en tid, så? Når det blot er et fiktivt spil for galleriet. For de har tilsyneladende ikke styr på en skid undtagen regningerne til os og til staten, som også er os, og sådanne sløsede og ligeglade personer, der ikke engang kan hanke op i deres egen arbejdssituation, overlader man sit eget og sine nærmestes liv og helbred!

● Hvorfor skal læger i det hele taget tjene en uforholdsmæssig høj løn? – De fleste af dem er forkælede hjemmefra, de har fået gratis uddannelse og SU m.m. undervejs, og de nye kuld forekommer ikke at være specielt bedre begavede eller bedre mennesker end alle andre unge, der tager en uddannelse.

Og lønnen er åbenbart ikke altid nok. De prøver stadig at rage mere til sig:

TV2 Nord 7.5. 23

Gamle damer i venteværelser

Hvad er der galt med alle de gamle damer, der sidder rundt omkring i lægernes venteværelser og blokerer vores sundhedssystem? Elsker de ventesale? Timelange telefonkøer? Hastigt og sjusket besvarede mails? Eller har de bare for god tid og ikke andet at lave?

– Naturligvis ikke. Ældre kvinder er lige så kloge, dumme, selvironiske, uvidende, uforstående, indskrænkede, fantasiløse, veluddannede og logisk tænkende, som alle andre mennesker.

Mange læger har svært ved at skjule, at de anser deres ældre, kvindelige patienter for småhysteriske. Men hvem tror i fuld alvor på, at en kvinde, der oplever smerter og andre gener fra sin krop, hellere vil løbe spidsrod gennem sundhedssystemets mange ydmygende forhindringer i håbet om en smule hjælp, forklaringer og lindring, når hun i stedet kunne gå en tur, sidde bekvemt derhjemme og sludre med en god ven eller læse en bog?

Nu, da jeg er nået over i den pensionsmodne del af befolkningen og har gjort mig mine egne erfaringer, er jeg klar til at dele mine tanker om ældre kvinder i sundhedssystemet:

Der sker det, når man passerer en vis alder, 40, 45, 50, senest 55, at ens ellers så velfungerende og lydefri krop ændrer sig. – Måske er vi ikke beregnet til at blive ret meget ældre end 35 – 40 år? I et stammeliv på savannen ville vi i den alder have fået de børn, vi skulle have, måske som 13 – 14-årige, og have nået at være en erfaren bedstemor i en årrække for vores børns børn. Vi ville have givet kultur, sprog og praktisk viden videre og kunne dø med fred i sindet.

Den lykke har vi sjældent i vores tid. Vi dør ikke. Vi lever videre og videre og bevidner vores egen krops forfald.

Det begynder med overgangsalderens velbeskrevne hormonelle forandringer og bliver kun værre og værre, efterhånden som årene går. Det er meget individuelt, hvad der rammer én. Det afhænger af genetisk disposition, livsførelse igennem det foregående halve århundrede og rent og skært held eller uheld. – I min familie har vi en ældre dame, der klarede sig selv og var frisk, nysgerrig og glad, til hun var midt i firserne, hvorefter hun blev ramt af en spritbilist i et gadekryds, brækkede en del knogler og de næste ti år måtte leve med indlæggelser, morfinpræparater og stort behov for hjælp.

For de fleste kommer lidelserne snigende og afskrives i begyndelsen som simple og forventelige aldersforandringer. Det kan være træthed, overvægt eller undervægt, søvnløshed, gigt og andre gener i bevægelsesapparatet, hovedpiner, hårtab, uforklarlige smerter, ubehag …

Men så bliver det alvorligere. Ødelægger ens livsrytme og livskvalitet. Mænd har færre nerver og receptorer i kroppen end kvinder. Mænd er mere funktionalistisk indrettet, enten virker det, eller også virker det ikke. Mænd har ikke i samme grad behov for vejledning fra en læge, bare fordi de har lidt ondt i hoften, når de går. Manden køber måske en knallert og forsøger at leve, som han plejer. Hans jævnaldrende kone har en langt større følsomhed, langt mere lydhørhed indad mod kroppen og dens signaler, så hun søger hjælp, når hun oplever nogle – måske diffuse – ændringer, fornemmelser, smerter i kroppen, for er det noget alvorligt? – Vi får altid at vide, at vi skal gå til læge i tide, så det ikke udvikler sig til noget værre. Og den leveregel overfører vi både på os selv og på de mænd, børn og dyr, vi føler ansvar for. Kvinder opfatter forandringer og interesserer sig for sundhed og helbred som en del af det ansvar for familiens trivsel, der traditionelt påhviler os.

Og så sidder hun der over for læger, der, enten fordi de ikke er kvinder eller ikke er gamle eller i værste fald ikke er nogen af delene, ikke forstår en fis af, hvad hun siger. Som de facto er komplet uvidende om, hvad der sker i kvindekroppen, og som slår det hele hen. – Og den almindelige reaktion, når der er noget, man ikke forstår, navnlig når man opfatter sig selv som både veluddannet og næsten alvidende, er at afskrive det hele som skørt. – De er skøre, alle disse jamrende kvindemennesker i konsultationerne.

Jeg tror, at vi er mange, der savner kvindelige forbilleder. Der efterspørger forståelse for og beskrivelser af de specielt kvindelige besværligheder, der opstår hen over årene, specielt dem, der ikke er direkte relateret til reproduktionsapparatet og hormonale udsving.

Kvinders reproduktion og de dertil beregnede organer har et speciale, gynækologi, som har tiltrukket både mænd og kvinder i mange år. Også overgangsalderen og dens hormonelle forandringer er velbeskrevne, bl.a. af medicinalfirmaer, der hjertens gerne sælger erstatningshormoner til kvinderne, så de kan fungere, som om de stadig var 40 år, selv om de er dobbelt så gamle.

Men den naturlige aldring. Livet efter overgangsalderen. De forventelige glæder og gener er ikke så godt undersøgt og beskrevet. Hjælpen er nærmest, hvis kvindens lidelser minder om mænds, dvs. hjerte-kar, kræft eller et dårligt knæ, men der er udsigt til en lang, ensom og smerteplaget ørkenvandring, hvis kvinden formaster sig til at lide af fx pludseligt opståede allergier, immundefekter, stofskiftesygdomme, uforklarlige smerter i de indre organer, i fødderne, hovedpiner …

De rådvilde læger i almindelig praksis, som er blevet bedt om at afskære disse horder af jamrende kvinder fra at træde længere ind i vores bekostelige sundhedsvæsen, forsøger sig i blinde med forskellige medikamenter, hormontilskud, antihistaminer, mavesyrehæmmende, smertestillende, lykkepiller, migrænepiller, kolesterol- og blodtrykssænkende piller – alt sammen til stor fordel for medicinalindustrien, men til stor skade for kvinderne, som oven i deres oprindelige lidelser nu må døje med ubehagelige bivirkninger af lægernes piller …

Som lærer- og præstegerningen er blevet kvindefag, således står også lægefaget over for en omfattende feminisering. Lad os gribe denne historiske chance til at udrydde den overlegne og ufølsomme, maskuline kultur i en branche, som igennem årtusinder har talt nedsættende om ’hysteri’, stammende fra kvindens livmoder, og lad os starte forskning i almindelig, forventelig aldring, så vi kan trøste og berolige de aldersramte og lindre gener, der med længere levealder ufravigeligt vil ramme større og større dele af befolkningen.

Så slipper vi måske for de utallige, frugtesløse besøg i kedsommelige venteværelser, timelange telefonkøer, virkningsløse, ofte oven i købet skadelige, medikamenter, fantasifulde og totalt ufunderede, eksperimenter med kost og motionsformer, timers jagt på nettet efter ’gode råd’ fra andre kvinder, der heller ikke ved noget, såkaldte naturlægemidler af forskellig art, fra de nyttesløse kalktabletter, solhatekstrakt, over ingefær, ioniseret sølv og tea tree-oil til hørfrø, zink, D-vitaminer og alt muligt andet, i heldigste fald uskadelige, i værste fald både bekostelige og helbredstruende, overtro.

Lad os bringe forskningen – også i kvinders normale aldring – ind i det tredje årtusind!

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er meget alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende akkrediteringer, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg sansede at bede min læge om et tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæssige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange sommermåneder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at niveauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som ingen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprøverne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsvaret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt forhøjet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at henvise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstilsløsninger’, dvs. banale og intimiderende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage naturlægemidler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofaen med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der trænede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over manglende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen underbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mineraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i baghånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykkepiller, kraftige smertestillende piller, fem forskellige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæsen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børnebørn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uopretteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have forhindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portugal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge mennesker om at vente i et halvt år på adækvat behandling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på under en halv time af en veluddannet speciallæge på baggrund af en blodprøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitetsbåren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for megen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymptomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blodprøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, telefonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagnoserne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbagevendende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens telefontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fedtede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddannet læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGELIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsforsikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyldighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsultation her fem år efter, at sygdommen blev konstateret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af borgere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukratisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patienten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kompetente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog forældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdomssvækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?

Familielæge eller pølsefabrik?

Sådan et stykke papir kan man risikere at få stukket i hånden hos sin praktiserende læge i dag: Uvenligt, kommanderende og ikke engang forsynet med de gængse høflighedsfraser. − Hvad stiller gamle fru Larsen, som ikke ser så godt, eller hr. Hansen, som gik ud af skolen i syvende klasse lige før krigen, op med det? Forfatterne er de samme læger, som lige for tiden råber højt op om “familielægens” betydning for de danske patienter… Som jeg erindrer familielægerne før i tiden, kunne de ALDRIG finde på at bede syge mennesker, der søgte deres hjælp, om at tage hensyn til deres interne arbejdstids- og honoreringsregler.

Regionerne har opsagt overenskomsten med landets privatpraktiserende læger, fordi de er for dyre og for stejle, når det kommer til ledelsesretten. Lægerne ønsker ikke, at regionerne skal være med til at bestemme, hvor der skal oprettes lægehuse, selv om det er regionerne − dvs. os alle sammen − der betaler gildet og gerne vil sikre ensartet mulighed for lægehjælp − også til de knap så attraktive yderområder. Lægernes argument er, at lægerne selv er de bedste til at bestemme, ellers vil den klassiske familielæge være i fare for at uddø.

Mon ikke den klassiske familielæge uddøde for mange år siden? Der er stadig her i landet mange søde, dygtige og velmenende læger, der opfatter deres gerning som et kald, og som yder en god indsats i konsultationerne, men nogle læger kommer ud med en ny og langt mere selvretfærdigt krævende indstilling til, at patienterne skal nøjes med at blive syge, når det passer med deres arbejdstidsregler, og det kan desværre ikke altid lade sig gøre. Vi lidt ældre og bedre vante finder dem pressede, grådige, ubetænksomme og næsten umulige at få kontakt med. De er muligvis heller ikke uddannet til at lede og fordele opgaver, ikke engang i deres egne små lægehuse. Jeg vil gerne bidrage med en håndfuld eksempler fra de senere år, oplevet af mig og min nærmeste familie og venner.

Hvis vi bliver syge fx om natten og gerne vil have fat i ”familielægen” næste morgen, mødes vi af en telefonsvarer med en alenlang besked, der omfatter sekretærenes træffetider, laboranter, sygeplejersker m.m., som vi mere og mere hektisk lytter til. Så opgiver vi og går på nettet, hvor vi finder følgende letlæselige besked:

“Telefonisk

Mellem kl. 8.00-10.00:
Sundhedsfaglig rådgivning ved sygeplejerske (tast 1).
Recept-fornyelse via telefonsvarer (tast 3).

Mellem kl. 13.00.14.00:
Tidsbestilling ved sekretærer, onsdage undtaget.

Middagslukket alle hverdage kl. 12.00-13.00. Onsdag dog fra kl. 12.00-14.30.

KONSULTATION I LÆGEHUSET

Åben konsultation
Der er åben konsultation på alle hverdage kl. 8.30-9.30, primært for akut opståede helbredsproblemer. Dette kræver ingen tidsbestilling. Se nærmere under ”Praksisinformation”.

Planlagt konsultation
Forudgående tidsbestilling er nødvendig. Der kan bestilles tid til konsultation hos vores læger, sygeplejersker og vores klinikpersonale. Se nærmere under ”Praksisinformation”.”

Somme tider ønsker man jo, at man selv eller ens børn var så syge, at man helt ukompliceret blot kunne ringe efter en vagtlæge eller en ambulance.

Efter at have ventet, måske med smerter, i hvert fald med uro, indtil det er muligt telefonisk at bestille en tid, mødes man igennem en stiv klokketime af optagetsignalets enerverende dutten eller den forhåndsindtalte telefonbesked om, at alle linjer desværre er optagede, prøv igen senere.

Så forsøger man at bestille en tid via det komplicerede mailsystem og logger sig ind, for senere at opdage, at beskeden om tidsbestillingen til sekretæren klassificeres − og honoreres som? − en mailkonsultation.

Hvis man får kæmpet sig igennem alle gå-væk-telefonsvarerne og den labyrintiske hjemmeside − som man i øvrigt skal betale abonnement til et privat firma for, hvis man vil gemme de beskeder, man modtager fra sin egen læge − og finder den relevante information, tager man chancen og befordrer sig hen til lægehuset i den såkaldte ”akuttid”, hvis man da kan nå det, og hvor man sidder 2 – 3 timer i et fyldt venteværelse sammen med andre syge og måske smitsomme mennesker, inden man får foretræde for en læge, sjældent ens egen, hyppigere en praktikant eller en vikar.

Eller man bestiller en tid hos sin egen læge via hjemmesiden − den første ledige tid ligger sædvanligvis tre-fire måneder ude i fremtiden, så det gælder om at planlægge sine lidelser med omhu − og når man så, med en tre måneder gammel tidsbestilling i lommen, møder op i venteværelset, kommer man alligevel til at vente både hele og halve timer, før man bliver kaldt ind til sine afmålte otte minutters fortravlede konsultation. Og det er ikke pga. akutte henvendelser, som andre jo tager sig af i ”akuttiden” om formiddagen. De sidste tre gange, jeg i løbet af de seneste to år har haft en forudbestilt tid hos min læge, har jeg hver eneste gang siddet og ventet i 40 minutter efter den aftalte tid.

I løbet af en forhastet konsultation, som man således har ventet tre måneder og 40 minutter på, og hvor lægen sidder og kigger på sin computerskærm det meste af tiden, må man ikke søge råd om to forskellige ting på en gang, fx både ondt i ryggen og en mystisk vorte på den ene kind. Hvis man vil tale om andet end det, man har bestilt tiden til, får man besked på at reservere en ny tid. Efter yderligere tre måneders ventetid. Mange mennesker skal tage fri fra arbejde for at møde op gang på gang, så lægen kan hæve flere honorarer.

Det er således ikke underligt, at vagtlæger og skadestuer overrendes af syge mennesker, der bare gerne vil tale med en læge.

En gang, jeg sad i venteværelset i de obligatoriske 40 minutter efter min i god tid i forvejen reserverede konsultation ang. svar på nogle prøver, blev jeg højt og med fulde navns nævnelse kaldt op af sekretæren og afkrævet svar på, om resultatet af lungefunktionstesten eller hjerteundersøgelsen var vigtigst for mig? For lægen havde desværre ikke tid til at snakke med ”kronikere” om flere prøver i samme konsultation … Det var første gang, jeg hørte betegnelsen ”kroniker” anvendt om mig selv … Fra en lægesekretær med et urimeligt spørgsmål i et fyldt venteværelse, fordi et nyligt rygestop havde sænket mit stofskifte til et behandlingskrævende niveau … Jeg insisterede naturligvis på, inde hos lægen, at få svar på alle de prøver, der var blevet taget, før jeg gik derfra igen.

En anden sekretær havde for vane at sende mails ud til alle, der var tilknyttet hendes praksis, når hun og de andre sekretærer ændrede deres arbejdstider, eller når fordøren skulle repareres. Det var en speciel oplevelse at modtage en mail fra sit lægehus, at logge ind på den besværlige internetside med bankende hjerte og alle mulige tanker om alvorlige fund i blodprøver og deslige og omsider kæmpe sig frem til en besked om, at man pga. tømrerbesøg venligst skulle benytte en sidedør, hvis man påtænkte at aflægge besøg i lægehuset den dag …

Da min ven nogen tid efter alligevel sad inde hos sin egen læge, bad han hende snakke med sekretærerne om deres ligegyldige og forstyrrende massemails, men blev bedt, om han ikke selv ville snakke med sekretærerne om det, for det kunne lægen ikke tage sig af.

En dag mødte jeg forskrækket op i ”akuttiden” efter at have tisset blod en hel weekend. Jeg kom forholdsvis hurtigt til hos en yngre læge, jeg ikke havde mødt før. Da hun hørte om symptomet, udbrød hun: ”Det er nok kræft”. − Det var ikke den besked, jeg havde mest lyst til at høre i den situation, men hendes mistanke, som heldigvis viste sig at være forkert, sørgede for, at jeg hurtigt kom videre til mere kompetente, og ikke mindst empatiske, læger og undersøgelser.

Læger er traditionelt omfattet af stor respekt, og vi bærer gerne over med deres småfejl og særheder, hvis de står klar til at hjælpe os og er i stand til at stille almindelige diagnoser, når vi er ramt af sygdom og virkelig har brug for deres hjælp. Men når ens erfaringer fra de senere år omfatter en mand, der i årevis blev behandlet for mavesår, selv om han havde en anfaldsvoldende og betændt galdesten, en kone, der igennem et halvt år fik mavesyredæmpende midler, selv om det også viste sig at være en galdesten, da hun blev hasteindlagt med akut gulsot, en mand, der tre gange tilbydes lykkepiller mod en arbejdsskade i skulderen, og en veninde, der fik stillet en fantasifuld diagnose, vulvodyni, som indledning til et langvarigt behandlingsforsøg med hormoner og lykkepiller med den praktiserende læge som tovholder, da hun sandsynligvis var plaget af endometriose, så kan ens respekt for standen formentlig ligge på et meget begrænset område.

Måske burde regionerne overtage HELE ansvaret for de praktiserende lægers arbejde og blot ansætte dem i 37 timer ugentligt? Så kunne man sørge for ordnede forhold, passende efteruddannelseskurser og et professionelt kommunikationsniveau i forkontorerne. I så fald behøvede de praktiserende læger ikke længere at jamre over arbejdspres, papirarbejde, prioriteringer, ledelsesansvar og diverse klinikudgifter. Bemærk venligst, at denne jammer kommer fra læger, der har normale arbejdsuger, og som ifølge Ekstra Bladet, når alle udgifter til driften er betalt, tjener over en million kroner, mange over to millioner kroner, om året betalt af dig og mig over skatten.

Derudover kunne vi uddanne en masse nye læger, alle dem, der havde lyst og evner for faget, så der var mange at vælge og vrage imellem. Så kan de, der er utilfredse med forholdene, søge til mere lukrative steder og overlade “ydernumrene” til kollegaer, der både kan og vil yde en behjertet indsats til gengæld.

Det er tankevækkende, at jeg hos mit dygtige tandlæge-tandplejer-team, som jeg selv har valgt og selv betaler det meste til, altid bliver mødt med stor forståelse og omsorg og aldrig har måttet vente mere end højst fem minutter, heller ikke i telefonen, og da kun i nødssituationer og aldrig uden en høflig undskyldning og en forklaring.

(18. 5. 2013 ser jeg, at de privatpraktiserende læger samler underskrifter fra patienter i deres konsultationer. De har allerede ifølge Politiken.dk sikret sig 140.000. Dvs. at de læger, som p.t. ynder at kalde sig “familielæger”, udnytter prisgivne, syge menneskers behov for lægehjælp i deres bjergsomme arbejdskamp for deres egne, private virksomheder mod det offentlige, som i forvejen forgylder dem. Vore læger kaster i grådighed al etik og troværdighed over bord i disse år.)

Eftertanke:

Lærergerningen var førhen et kald. Læreren følte sig ansvarlig for sine elever, kunne lide børn, nød samfundets anerkendelse og oppebar gode arbejdstids- og lønforhold. Til gengæld lagde lærerne alle kræfter i jobbet, forberedte sig entusiastisk og uden vrøvl, tog eleverne med på udflugter, arrangerede skolekomedier, snakkede med børn og forældre, også i nødsituationer sent på aftenen, og de noterede det ingen steder; det var en helt naturlig del af faget. Så ødelagde man lærergerningen med bureaukratiske kontrolforsøg og inddelte lærernes arbejdstid i Ø-tid, U-tid og F-tid, således at ingen længere gad løfte en finger, selv om lille Ole tydeligt havde problemer, for al Ø-tiden var opbrugt. Man forvandlede læreren fra en begejstret ildsjæl til en tørt noterende bureaukrat.

Lægen var førhen en højt respekteret familielæge, der dukkede op, når familien var i nød, og gjorde hvad han kunne for at lindre og trøste. Han fik sin betaling pr. år pr. patient, og han holdt ikke regnskab med sin tid eller forlangte, at alvorligt syge mennesker selv skulle fragte sig hen i hans klinik.

I min levetid har lærer-, gymnasielærer-, læge-, og præstegerningen skiftet karakter og er blevet overvejende kvindefag, hvor kun hjemmehjælpere, pædagoger og sygeplejere var det før, hvilket måske har været medvirkende til, at alle disse fag nu er forvandlet fra vellønnede og højtrespekterede til lavt rangerede og overkontrollerede pølsefabrikker. De dygtige ug-piger har alt for travlt med at overholde reglerne og tør ikke sætte sig imod selv urimelige og ødelæggende krav fra den offentlige arbejdsgiver. Samtidig er vi blevet alt for mange mennesker med helt urealistisk høje forventninger til, hvad samfundet skal gøre for os, så udgifterne til den offentlige sektor er steget eksplosivt. Forskellige regeringer har på forskellig måde forsøgt at holde snor i ydelserne, men måske har man smidt barnet ud med badevandet? Mens de måler og kontrollerer, fordamper kerneydelsen i både børnepasning, undervisning, sundhed og religion, nemlig det medmenneskelige forhold. Tilbage står underligt forvirrede børn og unge, syge og gamle, søgende og troende og råber på mere, for de fik ikke, hvad de havde brug for. De fik ingen menneskelig kontakt og omsorg, men blev afvist af automatiske telefonsvarere eller puttet i kasser mærket “fri leg”, “længst muligt i eget hjem” eller “Ø-tid” og såkaldte “E-konsultationer” …