Slut med breve

BBC 6.3.25

Det var en stor nyhed på BBC i går, at Danmarks postvæsen efter 400 år stopper om­delingen af breve og ved årsskiftet nedlægger alle landets 1500 postkasser.

PostNord har længe været afhængig af betydelige statstilskud. Fordi vi er et af ver­dens mest digitaliserede lande, er brevmængden i Danmark faldet drastisk, så det har været en under­skudsforretning at opfylde forpligtelsen til at omdele breve til alle husstande.

I århundreder var det en hellig pligt at sikre, at alle for rimelige penge kunne sende og mod­tage post – hvad enten det var officielle medde­lelser, lønsedler, lykønskninger, kondolencer, kæreste­breve, julekort eller nyt fra kusinen i Amerika. I alle sine former har brevet, frembåret af det røde postbud, været en iko­nisk genstand med stor betydning for de fleste menne­sker.

Men Danmark er et lille, velhavende og teknologisk fremmeligt land, og i dag bærer vi alle en avanceret kom­munikationscentral i lommen, så store livsæn­drende beskeder og små hver­dagsmeddelelser nu annonceres med et uromantisk pling. På få år har vi vænnet os til at betale vores regninger på netbank og modtage officielle beskeder i e-Boks.

Storbritannien er stadig et meget traditionelt land med stor veneration for pos­ten og post­kasserne og har ikke været lige så hurtige til at om­stille sig til ny teknologi. De­res postvæsen er historisk berømt for effek­tivitet og pålidelig­hed.

Det Kongelige Danske Postvæsen, Post Danmark, nu PostNord har, med en sørgelig mangel på ambition, vedlige­holdelse og service, i modsætning til de seriøse briter, egenhændigt og igennem årtier undermineret sin relevans for det offentlige, erhvervslivet og private kunder. Både når det gælder brevomdeling og pakkepost.

Breve kunne være uger undervejs – hvis de overhovedet dukkede op. Værdi­forsen­delser for­svandt, og det var praktisk taget umuligt at få fat i en an­svarlig post­medarbejder, når det skete. Pakkeposten gad ikke ringe på, men smed blot en sed­del i postkassen eller sendte en autogenereret sms om, at han var kørt igen med ens pakke, fordi der ”ikke var nogen hjemme” – selvom man stod i køkkenvinduet og vinkede og råbte efter ham.

Men nye og effektive pakkepostfirmaer har gjort det til en fornøjelse at sende og modtage pakker – hvis man vel at mærke kan transportere sig til nærmeste pakke­shop, hvor ejeren driver en velsmurt butik med lange åbningstider og hurtig, venlig betjening. – DAO fx befordrer også gerne breve.

Så kan de store, statslige it-systemer – fortjent – overtage rollen som syndebuk for elendig og dårligt vedligeholdt, offentlig kommunika­tion.

En postkasse vidste man dog, hvad var. Men ingen savner de uanstæn­digt høje pri­ser, de mange blanketter i flere eksemplarer, upålidelige postbude og ineffek­tive post­huse med sløve ansatte, lange køer og korte åbningstider.

Grønland og verdens nye despoter

ChatGPT-genereret kort over Grønland. – Vores forhold til Grønland er lige så skørt som dette AI-bud på et Grønlandskort. Det ses fx i dokumentaren, ‘Grønlands hvide guld’, fra DR om alle de fantasillioner, Danmark skulle have tjent på en kryolitmine i Grønland op igen­nem det 20. århundrede.

DR’s dokumentar, som blev sendt d. 9. 2. 2025, om kryolitminen i Grønland er stærkt omdiskuteret pga. påstået løs­agtig omgang med tal. – At forske i pengestrømmene mellem Grønland og Danmark er væsentligt både for grønlændernes selvrespekt og for synet på danskernes hæder­lighed. Det er naturligvis skammeligt, hvis Danmark har tjent næsten ufattelige milliard­beløb på grønlandsk minedrift uden at dele overskuddet med landets befolkning. Alt imens vo­res politikere har ladet grønlænderne vide, at de levede af nådsensbrød – hvilket de ikke gør, ikke mere end mange landmænd, mink­avlere, bornholmere og skolelærere fx – men selv om de gjorde, ville det være uanstæn­digt at stikke dem det i næsen. Vi er vel alle ordentlige mennesker, der burde kunne fungere sammen i et for­pligtende fællesskab uden at pege fingre ad hinanden.

Vi må lade fagfolk udrede spørgsmålet om pengetransaktionerne. Men udover vilde diskussioner om penge, har ingen endnu nævnt – eller måske overhovedet bemærket – at dokumen­taren forekommer rystende ringe og utroværdig. Den byder på smukke billeder fra Sydgrønland, men også trættende, private udgydelser, en ro­det og usaglig sagsfremstilling og –bare for at sætte en streg under amatørismen – en ung kvinde, der sidder og græder for åben skærm over nogle, måske fiktive, regnskaber, som hun og en veninde har spildt vores tid i evigheder med at famle sig frem til …

Danmark, Danmarks forsøg på at være en kolonimagt og de danske medier – selv dem vi allermest burde kunne stole på! – er en legeplads og et paradis for amatører.

Med Putins hær i Ukraine og hans kammerat Trumps klumsede forsøg på at købe Grøn­land, som om den store ø blot var et kasino eller en byggegrund med et ’Til salg’-skilt på, er det nu endnu vigtigere end nogensinde før, at vi kræver seriøs research, nagelfaste og dobbelttjekkede facts, og at vi tilstræber at formidle disse facts med neutral troværdighed.

Der er ingen grund til at smide benzin på de ulmende gløder i forholdet mellem Grønland og Danmark med kun halvt forståede påstande. – Den regelbaserede verden, som vi kendte den, er detoneret. Forholdene er nu så groteske, at der må voksne mennesker på banen. Vi er nødt til at kunne stole på DR om ikke andre. Der er ikke mere tid til fri leg med facts og virkelighed; verden er hoppet af hængslerne og er blevet farlig.

Globaliseringen og digitaliseringen udvidede verdensmarkedet så me­get, at der i lø­bet af de seneste 20 – 25 år er blevet skabt uhyre formuer, som nu forsøges omsat til magt. Rå magt. Stupid magt. Privat politisk magt til egen fordel. Og vi andre er henvist til blot at agere tilskue­re og stemmekvæg …

Mænd, der går så benhårdt efter penge og magt, at de tilsidesætter menne­ske­rettigheder, demokrati, internationale institutioner og den gældende verdensorden, må have indtil flere skruer løse. De arbejder målbevidst på at opløse den sunde fornuft, så der snart ingen regler er tilbage, alle siger og skriver hvadsomhelst, og det skal alt sammen tjene de herskende kæmpe­babyers tidligt sårede egoer.

Det eneste, vi kan gøre, mens det driver over, er at holde hovedet koldt, holde fast i facts og holde sammen.

Det er det russiske, det israelske o.a. – og nu også det amerikanske – folks pligt at tæmme og om nødvendigt uskadeliggøre deres egne mere eller min­dre utilregne­lige despoter.

Syrien gjorde det!