Kategori: Forbrug

Havebordet

Blog Image

Så brast det omsider, det gamle, pilrådne havebord af kostbart, importeret, oliebehandlet, miljøcertificeret teak. Ulykken var forudsigelig; det havde stået ude på terrassen i hen ved ti år, året rundt, men vi havde ikke anskaffet et nyt, for vi kunne ikke finde et bord, vi brød os om. Nu var vi nødt til det.

Vi vil ikke have plastic, fletværk, forkromet stål eller glas. Vi vil bare have et helt enkelt havebord af træ med et ben i hvert hjørne, så det er nemt at sidde en seks-otte stykker omkring det til sommerens forhåbentlig mange grillaftner med gode venner, men sådan et bord findes ikke. Hvis der endelig var et, der lignede drømmebordet en smule, var det fra Trip Trap og kostede 24.000 kr. – Hvem giver 24.000 kr. for et havebord, som skal stå udenfor i al slags vejr?

Ikke jeg. Jeg var barn i halvtredserne og begyndelsen af tresserne, hvor min far selv lavede alle sine havemøbler af planker og stolper fra små træer, han havde fældet. Der var borde og bænke i alle havens kroge, og jeg husker vaniljekransene og mit glas sødmælk, der smagte varmt og godt af sol, når vi holdt kaffepause fra havearbejdet, og mor kom ned med en bakke til os.

Min mand måtte jo så til det. Fire stolper, en æske skruer og lidt brædder fra nærmeste byggemarked, 350 kr. Dertil en bøtte sort maling til 150 kr. En eftermiddags arbejde. Han saver og skruer, jeg maler. Og så fik vi omsider et brugbart havebord.

Åh, ja, forresten: Mit spisebord er et havebord, som jeg fik særdeles billigt i september måned …

Blog Image

Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.

Om lyskæders rette ophæng

Det begyndte, så vidt jeg husker, så småt i tresserne og tog rigtig fart op gennem halvfjerdserne og firserne. Et enkelt kommunalt træ på en central plads kunne ikke længere gøre det. Enhver nybygger i parcelhuskvarteret med blot en minimal forhave og en babygran til sin rådighed ville bidrage til byens lysende juleskov. Man indkøbte kostbare lyskæder med elektriske plasticstearinlys og en lysende stjerne i toppen og placerede lysene omhyggeligt, ganske som når man pyntede sit indendørs juletræ, til glæde for alle forbipasserende. Disse lyskæder blev – jeg ved, det lyder besynderligt i unges øren – omhyggeligt pakket ned og gemt fra år til år, og man købte nye pærer til erstatning for dem, der sprang.

Som så meget andet er også denne skik gået grassat med rigeligere fripenge og et globalt marked, der forsyner os med ufattelige mængder af billige, importerede lyskæder af alle slags. Så snart dagene mørkner, springer de ud over alt. Alle vil vi bidrage til oplysningen i denne skumle, sjappede vintertid. Nogle hengiver sig endda til lysorgier i 50.000 kr.’s-klassen og plastrer taget, facaden og hele haven til med uskønt lysende plasticfigurer, så den lille villavej kan påkalde sig opmærksomhed som et skamløst sommertivoli. Energikrisen er længst lagt bag os, og fred være med lysexcentrikerne, så længe de ikke udfolder sig i mit nabolag.

Mit ærinde her er den almindelige, fortravlede familiemor eller far, der, overmandet af trang til at bidrage til lysfesten, omslynger, ikke kun graner, men mere eller mindre egnede vækster af alle slags med en sørgeligt forpjusket lyskæde, som hænger der for vind og vejr i sin meget lyskædeagtige spiralform i hele december måned. Måske er den oven i købet rød, blå, grøn eller blinkende.

Som en konsekvens af dette udbredte misbrug af deres produkter begyndte lyskædefabrikanterne at falbyde færdige net af lys, som man skal være et usædvanligt stort fjols for at hænge sjusket op, idet lysene i forvejen er placeret med lige stor indbyrdes afstand. Man slynger bare nettet over en rundbarberet, gerne opstammet, kristtorn eller buksbom, tilslutter strøm og får et perfekt resultat. Dog, enkelte lysende net er set på plankeværk, i et udefinerligt buskads eller skævt anbragt over et ellers pænt formet træ.

Så vi opsummerer lige: Hvis man ikke kan dy sig, men absolut vil berige sin egen forhave og andres nærmiljø med en lyskæde, og hvis man ikke køber et net, og ulejliger sig med at finde den rette placering til det, så husk, at julelys på et træ skal hænge smukt og ligeligt distribueret ned over træet.

Reglen for lyskædeophæng blev faktisk formuleret allerede i 1839 af salmedigteren Ingemann: „Grenen fra livets træ står skønt med LYS SOM FUGLE PÅ KVISTE”, skriver han i „Julen har bragt velsignet bud”. Så når du står der og fumler med din lyskæde, så prøv poetisk at forestille dig, at lysene er en fugleflok, der lige har slået sig ned på dit træ. De ville sgu’ aldrig sætte sig i halvt udfoldet spiralform!