Kategori: Sprog

Kroniker – igen

Der var den igen: ’Kronikere’, siger sundhedsministeren, skal have tilbudt vaccinen først. Og ja, tak, det tager jeg gerne imod, men jeg vil ikke kaldes ’kroniker’.

Nede i lægehuset genner den unge pige i forkontoret mig ind i venteværelset og stikker mig på vejen et skema, mens hun højt siger, at alle ’kronikere’ skal udfylde det, før de kan se lægen.

Så blev man lige hængt ud der …

Det er mange år siden, man måtte referere til mennesker med et handicap, som en ’handicappet’. Det hedder ‘et MENNESKE med et handicap’. Man råber heller ikke længere højt om ’den blinde’, ’den døve’ eller ‘den etbenede’. – Eller ‘jøden’, ‘bonden’ eller ‘perkeren’, for den sags skyld. Vi prøver alle at være høflige mod hinanden og holde en omgængelig omgangstone.

Hvorfor skal en sygdom så bruges til at degradere mig? – Jeg føler mig ikke som ’kroniker’, jeg har en stofskiftelidelse, men jeg føler mig som så meget andet end det, hvilket familie og venner sikkert vil skrive under på.

Hvis sundhedsvæsnet har brug for at putte folk i kategorier, så de kan registrere den årlige blodprøvekontrol i den korrekte rubrik, så burde de holde deres interne, fornedrende betegnelser for sig selv! – De kan i deres egne systemer anvende alle de kasser og kategorier, de lyster, men jeg vil ikke udråbes med andet end en høflig nævnelse af mit navn, når jeg står i lægens venteværelse.

Man har overlevet sig selv, når man

– ikke forstår det dansk, der bliver talt (mumlet) i dansk fjernsyn og film

– ikke har tillid til nyhedsværter, der ligner og opfører sig som fjollet fnisende konfirmander

– sukker over nyhederne, for det var det samme sidste år, året før og mange, mange år før da igen

– bliver rost af en meget ung bibliotekar, fordi man kan ’finde ud af det med computere’ … Så smiler man bare venligt med sammenbidte tænder og undlader at fortælle årsungen, at man har arbejdet professionelt med mange slags computere i mange år, før han selv blev født

– bliver løbet over ende på stilfærdige spadsereture, også på førhen meget stille skovstier, af store barnevogne, enorme cykler med børnetrailere påhægtet, løbehjul, racercykler, knallerter, mountainbikere i hæsblæsende fart, og svedende løbere i alle aldre og køn

– endnu ikke har vænnet sig til, at folk spiser, drikker, ryger, hører musik, taler i telefon og i øvrigt forretter deres legemsøvelser, fx løber svedigt omkring, gør strækøvelser og anden gymnastik, cykler på MTB’ere, i det offentlige rum

– opdager, at ikke engang danske forfattere kan dansk, men ’lukker aftaler’ og ’har hinandens ryg’ – begge dele absurd vrøvl for dansktalende, og at der i øvrigt lyder en masse udansk ’fuck’ og ’shit’ alle vegne. Forhåbentlig hører de pæne englændere og de puritanske amerikanere os ikke …

– stadig opfatter sit land som venligt, gæstfrit, ikke-krigsførende og som opretholder af basal humanisme og forsvarer for de menneskerettigheder, der efter sidste verdenskrig blev aftalt i FN, netop for at undgå flere krige

– ikke forstår nye ord som fx ’madspild’ … Hvem smider mad ud? – Det gør man da ikke! – Man holder hus, tilpasser sine indkøb, har et repertoire af lækker restemad, evt. en hund, og man respekterer selvfølgelig – og har altid respekteret – verdens ressourcer, sparet på vandet, strømmen, varmen, tøjet. Repareret, genbrugt, og (næsten) ikke spildt penge og tid på frisør, accessories, indretningsdimser, mere end ét sæt møbler, mode, bagerbrød og andet pjank

– har det bedst med indvandrere og udlændinge, som stadig har bevaret en kultur, der indbefatter almindelig høflighed både i tiltale og i væremåde

– krummer alle ti tæer i flovhed over pinlige, danske tv-programmer og uvidende politikere

For rent

På udflugt i det vestjyske sommerland undrede min mand sig over, at mange følte det påkrævet at skilte med, at de havde det for rent.

På samme måde er der mange butikker, ikke bare i Vestjylland, der reklamerer med, at de har sale, og det undrer mig mere.

Renlighed er en god ting, men sale? Hvad bruger de dem til? Forsamlinger? Loppemarkeder? Dansestævner? – Det kunne de ærligt talt godt tage at skrive også.

Fucking alting

En ung far bliver spurgt, om øremærket barsel er en god idé, og han svarer med et kraftigt engelsk bandeord, som avisen, Politiken, ungdommeligt kækt fremhæver i overskriften. (Pol. 14.6. 2018)

Var det nu nødvendigt? – Er vores sprogbrug nu så fattig, at vi ikke længere kan kommunikere uden importerede kraftudtryk?

Ordene er tankens byggesten. Uden et righoldigt ordforråd kan vi ikke tænke nuanceret, og vi kan ikke meddele os til andre med præcision.

Vi kan da kun opfatte og formidle verden i sort-hvide termer, i absolutter, som i ond-god, fuck eller jubiii.

En således begrænset omverdensforståelse resulterer i dumhed, uvidenhed, fake news, fremmedfrygt, generaliseret angst og skræmmende uvidende politikere og præsidenter.

Sproglig uklarhed

Unødvendigt og overraskende vulgært sprog i ‘Politiken’: H. C. Andersen ‘skrider’ fra en herregård … Næeh, det gjorde han ikke; han rejste bare hjem.

Hvis jeg skrev, at en mand stod og ventede på blåt lys, ville man ikke umiddelbart forstå, hvad jeg mente. – Blåt lys? – Hvor? – Hvad? – Der er ingen fælles viden om, hvad blåt lys mon kunne betyde.

Men hvis jeg skrev, at manden stod og ventede på grønt lys, så ville referencen være kendt af alle, og forståelsen ville være stor. – Nåeh, manden stod ved et trafiklys og ventede på signal til at krydse en trafikeret vej.

Når yngre skribenter i dag kløjes i ord, begreber og faste udtryk, skaber de forvirring hos deres læsere.

Vi har forsømt at uddanne vore børn og unge, vi har ikke taget os tid til at rette deres stile, fortælle dem om ord og talemåders oprindelse, i det hele taget har vi igennem et halvt århundrede på alle måder forsøgt at undgå at tilbringe tid med vore egne børn og unge mennesker. Derfor sker uddannelse nu overvejende horisontalt blandt jævnaldrende og lige uvidende, umodne individer, i stedet for at blive videregivet fra uddannede og vidende, ældre mennesker. Så vi har mistet meget i viden, kunnen, forståelse og i sproglig præcision. – Det er i dag muligt her i landet at tage en studentereksamen, at uddanne sig til journalist, at gå på universitetet, at skrive, redigere og udgive bøger uden at kunne sproget.

Og så går kommunikationen i stykker. Det går galt med de sammenskrevne navneord, med grammatikken, med omvendt ordstilling i bisætninger, med henførende sætningers logik, med tiderne, nutid er efterhånden den eneste tid, som yngre mennesker behersker. Ingen datid, fremtid eller betinget tid. Ingen ung sprogbruger ville kunne forme en sætning, hvor betingelsen var udtrykt alene i verberne.

Og i trykte, præmierede bøger, navnlig i de hastigt oversatte, er der fejl i sprog og begreber.

For nylig læste jeg i Kim Leines i øvrigt glimrende roman, Profeterne i Evighedsfjorden, om en kvie, der gav mælk. – En kvie er en ung ko, der endnu ikke har født en kalv. Hvorledes et sådant dyr kan give mælk, endda om bord på et skib på vej til Grønland i slutningen af 1700-tallet, gav mig mange besynderlige og forstyrrende tanker, før jeg måtte henregne det til uvidenhed og læse videre, nu med langt mindre tillid til forfatter og forlag.

Og i en nydeligt udstyret, lille bog om krager fra forlaget Vandkunsten, bliver – blandt en del andet oversættervrøvl og uvidenhed – kragefugle rubriceret som ’sangfugle’, en kategori, der ikke bruges i faglige sammenhænge på dansk, hvor krager hører til ordenen Passeriformes, dvs. ’spurvefugle’.

I dansk sammenhæng har man, som ovenstående klart viser, ofte sparet redaktøren og korrekturlæseren væk eller ansat ganske unge mennesker, der ikke ved ret meget, og værre: Ikke ved, at de ikke ved noget, og som derfor ikke tjekker sprog og fakta.

Når læsere tilstrækkeligt mange gange støder på fejl og dårligt sprog, mister de tilliden til sproget, og muligheden for præcis kommunikation på dansk forspildes.

Så mens vi står og venter på blåt lys, kan vi kigge på helt almindelig sprogbrug i velanskrevne, danske nyhedsmedier:

TV 2 net 8.1.18: (Rod i stedordene er almindeligt)

En undersøgelse fra Ikea viser nemlig, at de mennesker, som er gode til at skabe sit eget personlige space, også er meget gladere for dem, de bor med.

Politiken 6.1.18: (Vel at mærke)

Hoteller over hele landet oplever i stigende grad, at gæster truer med dårlige anmeldelser, hvis ikke de får et nedslag i prisen eller en gratis overnatning. Det sker vel og mærket ifølge hotellerne, selv om gæsten ikke har en reel grund til at klage.

TV2 net 2.12.17: (Bevidstløs?)

ambulancereddere indbragte en ubevidst 70-årig mand

DR net 24.11.17: (Omrejsende?)

En 200 kilo tung tiger fra et cirkus har vandret rundt i det centrale Paris ”noget tid” i dag. Den var sluppet fri fra et omvandrende cirkus.

TV2 net 20.11.17: (Kulturhistoriske?)

Selve pakkekalenderen er faktisk ikke så gammel. Ifølge det naturhistoriske museum Den Gamle By i Aarhus slog ideen om pakkekalenderen først an i tiden efter Anden Verdenskrig.

EB net 14.11.17: (Det engelske ’harm’ bør nok oversættes med ’skade’)

Jeg vil gerne undskylde for enhver harme, jeg har medført over for mandens familie.

Nordjyske net 3.11.17: (Ønsketænkning? Ekspederet? Eskorteret?)

Læs også: Støjbjerg blev eksporteret væk fra besøg

TV2 net 28.8.17: (Intelligente huse?)

Til sidst stopper Otis foran Salvador Segovias hjem, som har ledt efter sit barnebarns hund hele morgenen.

Videnskab.dk 26.8.17 (Meget lavt stilleje. Det er blevet almindeligt med voldsomt vulgære udtryk i ellers neutrale artikler)

Pompejis indbyggere var på skideren før vulkanudbruddet

Politiken 25.8.17: (Fri mig for … eller Bliv mig fra livet)

Fri mig fra livet med jeres newspeak og ulidelige krav om selvforbedring.

TV2 net 20.6.17: (Tidsangivelsen ’ for to år siden’ og nutidsformen ’tager’ kolliderer i læserens hjerne)

For to år siden tager Mads og hans far en DNA test.

DR net 14.6.17: (Møjsommeligt)

Nøjsommeligt stablede kranier pryder gangene i visse dele af de omfattende katakomber, som blev taget i brug, da Paris’ kirkegårde blev overfyldte i 1700-tallet.

Politiken 7.5.17: (Skranter)

Mange børn bliver sendt af sted af deres forældre om morgenen, selv om helbredet skrænter.

TV2 net 14.4.17: (Dobbeltkonfekt)

Tre efterlyst for drab – tævet svensker druknede ihjel

Politiken net 14.1.17 (Vugge, formoder jeg? Eller fodrer de heste på sygehuset?)

I juli 1998 tog en sygeplejerske et nyfødt spædbarn op af en krybbe på et sygehus i Florida.

Politiken net 25.8.16:

Måske fagter du lidt i luften i håb om at stoppe mailen på dens færd.

Krammer-Erik

Et hurtigt zap hen over kanalerne … Hov! Hørte jeg rigtigt? – Krammer-Erik? Lyder lummert. Tilbage igen. Lytter vantro: Krammer-Erik, krammere, krammermarked …

Nåeh. Det er bare nationalsporten. Igen. Køb og salg af mørke og kluntede 50’er og 60’er-møbler og lamper. På alle kanaler til alle tider. Nu udtalt uden Æ.

En kræmmer blev en krammer

Kræft blev til kraft

Træ blev til trah

Drøm bliver til drom

Vi er ved at afskaffe Æ, Ø og Å. Og godt det samme. De er jo i vejen i den globale, anglificerede verden. Og om et par årtier er der ikke flere tilbage, der husker udtalen af de gamle danske bogstaver, og så vil de, der er omkring 40 år i dag, begynde at brokke sig over andre forandringer i det sprog, DE omhyggeligt lærte sig, da de gik i skole.

1,1 milliard fejl

Jeg har nået en alder, hvor jeg sidder og råber ad nyhedsværterne, når de bruger for mange floskler og begår sprogfejl.

Når de siger ’i forhold til’, ’danne ramme om’ og ’fokus på’, når de ikke kan skelne mellem ’sin’ og ’hans’, mellem ’ligge’ og ’lægge’, når de kun kan anvende nutidsformer af verberne, og når de bruger talemåder og biord i flæng uden hensyn til sprogets tradition. – Og så har jeg slet ikke nævnt alle de dårligt fordanskede, engelske udtryk, som florerer og gør dansk fattigere. – Jeg har tidligere skrevet om dette med mange eksempler og påpeget, hvordan vores uddannelsessystem er under sammenbrud pga. uvidenhed, sjusk og overbærenhed med sjusk.

I alle andre lande regnes sprogfejl for at være alvorlige. Man gør meget ud af undervisning og korrektur, før skrift kommer ud til andre. En hel virksomhed kan få et dårligt ry på grund af en stavefejl.

I Danmark er det i disse år ikke spor flovt at begå sprogfejl, det er nærmest lidt sejt, et tegn på afslappet stil, hvorimod det regnes for yderst pinligt at påpege dem. – Jeg er helt holdt op med at købe danske bøger, læser næsten alt på engelsk, for danske forlæggere kan ikke ofre en sprogkyndig korrekturlæser, men tager gerne mange hundrede kroner for en omgang amatøragtigt bavl. Og anmelderne i de store dagblade fanger ikke disse misfostre; som næsten alle andre har de resigneret. Man vænner sig til dårligt sprog, som man vænner sig til dårlig luft.

Ikke desto mindre vil jeg fremture:

Det nyeste skred i talesproget er talangivelsen million og milliard. I flertal millioner og milliarder. Det er blevet almindeligt ved angivelser af tal under to millioner eller to milliarder at sige fx 1, 2 millioner eller 1,6 milliarder, hvilket er unøjagtigt, for der er kun en enkelt. Vi skal op over to for at kunne bruge flertalsformen. Ligeledes har mængdeangivelsen normalt lagt sig til det sidste tal, således at fx 2 ½ million ikke blev til 2 ½ millioner, fordi en halv er ental. Sådan lærte vi det førhen, og det er naturligvis en petitesse, men hvis vi ikke kender sprogets faste former, ikke kan skelne mellem en hel og en halv, en eller to, så glider kommunikationen og skaber misforståelser, som i værste fald kan få alvorlige følger, fx i videnskabelig, juridisk eller teknisk sprogbrug, hvor nuancer er vigtige.

At man nu også skriver en-komma-et-eller-andet milliarder kroner i en stor avis, Politiken d. 5. 5. -17, er tegn på et større skred, uden tvivl en påvirkning fra engelsk, som alle danskere jo, i modsætning til dansk, er virkelig gode til.

Vi har forsømt at lære vore børn sproget. Vi har mistet to-tre generationer sprogligt ved at nedsætte kravene til både lærere og elever, plus til alle dem, der bruger sprog i det offentlige rum, herunder i høj grad journalister og forfattere.

Min veninde, læreren, fortæller, at hendes unge skoleleder sender sprogligt fejlbehæftede og ubehjælpsomme meddelelser ud til skolens forældre. Han kan hverken stave eller sætte komma, og som sine elever løber han sur i gængse talemåder, verbets bøjninger og alle biordene. En ældre lærer, der forsøgte at få lov til at rette meddelelserne, inden de kom uden for skolen, blev mobbet ud af lærerkollegiet.

– Ville du sætte dit barn i en folkeskole, hvor skolelederen ikke beherskede sproget? – Og hvor alle tilsyneladende var ligeglade? – Jeg ville ikke. Et godt sprog viser, at en person er kompetent. Sprogbeherskelse giver indtryk af dannelse og omhu og letter vejen til gode uddannelser og omgangen med andre mennesker.

Mens vi har travlt med at kanonisere ’danske værdier’, heriblandt sproget, så sælger vi – af uvidenhed, af udannethed, af dumhed – ud af arvesølvet i fuld offentlighed. Giver køb. Både på de danske tv-kanaler og i store aviser med – må man formode – uddannede journalister.

Vi er ved at miste evnen til at tale sammen, og til at forstå hinanden og de finere nuancer i sproget, hvilket hurtigt kunne vise sig at medføre større tab end de rent sproglige.

Sproget er grundlaget for tænkning; sprogfattige kan ikke tænke stringent.

Hvem har interesse i at skære ned på uddannelser og krav og fordumme lærere og elever, så befolkningen ikke engang kan skelne mellem ental og flertal?