Den dødbringende kiksekage

Jeg hørte engang om baggrunden for sagen om den ulyksalige kiksekage, der i julen 1999 kostede to mænd livet, og jeg viderebringer det her. Som et lærestykke i, hvordan man IKKE skal gøre, når det drejer sig om dyrehold og fødevaresikkerhed:

Manden i familien arbejdede på en æggefabrik, dvs. et sted hvor titusindvis af høner gik seks sammen i små bure med ståltrådsbund i 26 graders fugtig varme i et år og lagde deres 300-350 æg, som blev opsamlet på transportbånd, pakket og kørt ud i butikkerne, hvor du og jeg købte dem under besynderlige handelsnavne såsom ”12 friske morgenæg” eller lignende.

Før de kom på æggefabrikken, var hønerne udklækket på et rugeri, hvor de blev kønsundersøgt i rumpen, fik næbbet brændt af, blev stuvet sammen i overfyldte kasser og sendt til æggeriet, hvor de fik medicinholdigt foder, så de kunne vokse i rekordfart og begynde at producere æg.

Efter at have ydet på højtryk i ca. et år blev hønerne taget ud af burene igen og gasset i store containere, så nye, højtydende høner kunne få pladsen. De opbrugte høns var udmagrede, svage i knoglerne, fyldt med sår på krop og fødder, og de havde mistet næsten alle deres fjer pga. vantrivsel og hakning fra de andre høns, som også led under de snævre, unaturlige forhold.

Denne mand tog en femten-tyve af disse høns med hjem i stedet for at lade dem aflive i gascontaineren, da deres tid var inde. Han havde en åben carport ved sit hus, der lå et forblæst sted ude i Midtjylland, hvor han satte noget hønsenet op. Så kunne den lille forhutlede flok gå der − Det var november måned, de var svækkede i forvejen, halvnøgne og havde aldrig oplevet kulde, frisk luft og blæst før. Manden og konen udnyttede æggene fra disse høns i husholdningen.

Da det blev jul, må disse stakkels høns have været dødssyge. De stammede fra storproduktionen, fra et rugeri og var blevet opfostret med antibiotika, så de havde med stor sandsynlighed salmonella. Alligevel rørte konen en kiksekage sammen − af lun palmin, kakaopulver, masser af sukker og en håndfuld rå æg − og stillede den på bordet i sit varme køkken i to-tre dage.

Hvis man skulle opformere bakterier i et laboratorium, kunne man ikke have gjort det mere effektivt!

Manden og børnene i huset spiste i de følgende dage af kagen, og det kostede ham og den ældste søn livet, de andre blev alvorligt syge. Det viste sig, at fire af de sytten høns havde den særdeles ondartede salmonellaform, Salmonella enteritidis.

Som jeg har skrevet i det foregående indlæg, ”Høner og kyllinger”, bliver sunde havehøns, der lever naturligt og går sammen med hønemoderen de første uger af livet på områder med god plads, sjældent bærere af smittefarlige bakterier. Deres naturlige tarmflora bliver ikke udryddet med antibiotika, og når de går i haven, optager de store mængder af stærkere, konkurrerende bakterier, så salmonella o.l. ikke kan trives i noget skadeligt omfang.

Vi ved, at salmonellabakterier findes næsten overalt i naturen, men de kan ikke formere sig og blive mange og sygdomsfremkaldende ved temperaturer under 5°. − Derfor er det smart at bruge sit køleskab.

Bakterierne kan også udryddes ved opvarmning til 72° i 15 sekunder, eller til 60° i 30 minutter. − Derfor skal man varmebehandle potentielle smittekilder kortvarigt og vaske sine hænder, køkkenklude og køkkengrej omhyggeligt.

Med sunde æg fra trivelige høns og med god køkkenhygiejne og hurtig nedkøling kan man sagtens lave kiksekager og andet, der indeholder rå æg.

Men hvis der er den mindste tvivl om æggenes oprindelse eller alder, ville jeg bruge pasteuriserede æg …

(Som i parentes bemærket oftest er æg fra syge høns, hvor der i forvejen er konstateret smitte. Disse potentielt farlige æg omdirigeres til varmebehandling og sælges til industri og private som det sikre, men ofte ugegamle og ikke synderligt appetitlige, produkt: pasteuriserede æg.)

Hønen og kyllingerne

I mange lykkelige år − indtil fugleinfluenzaen fik myndighederne til at forbyde fritgående høns − havde jeg høns i haven. Smukke, håndtamme, geskæftige, robuste, fritgående høns. Når jeg lugede, havde jeg en hale af høns efter mig, og gåsebiller og lignende kryb og kravl havde ikke en chance hos mig.

Vi fik de skønneste æg i de år: Store, velformede med mørkorange blommer pga. græs og andet grøntfoder, som hønerne selv fandt i haven, og med spændstige hvider, der lå som en fast vold omkring blommen i stedet for at løbe ud som vandhanevand, når man slog ægget ud. Jeg bagte et utal af gode kager og lavede uforfærdet både is og koldskål af mine flotte, rå æg, eller jeg nød en tatarmad eller en røget sild med solgul æggeblomme midt i løgringen. Som i min barndom turde jeg røre mig en æggesnaps i en kop med sukker og nyde den langsomt af teskeen.

De fyldige hønemadammer rugede selv et kuld kyllinger ud hvert forår, og det var altid et stort øjeblik at se de små pirke sig ud af ægget og med bittesmå, sprællevende knappenålsøjne betragte verden fra under mors skærmende skørter.

En dag, jeg sådan sad og kiggede på en hønemor med et par dage gamle kyllinger om sig gogle rundt i hønsegårdens sand, så jeg hende lære de små at drikke vand. Hun virrede kælent med hovedet, mens hun nærmest overdrevent trak vand op i næbbet, lagde hovedet tilbage og sank. De små efterabede hende omgående. Så hakkede hun i skålen med kyllingefoder, havregryn, hirsefrø, knust hvede, og småknurrede inviterende, indtil de små samledes om hende og gjorde ligeså.

Da pikkede en af de små prøvende i en stor, sort-hvid hønselort, som lå i sandet imellem dem, og hønsemor fór frem, pegede næbbet direkte mod lorten og hvæsede højlydt og advarende, mens hun slog med hovedet. Dette gjorde hun et par gange, og kyllingerne sprang tilbage fra den ”farlige” lort. Selv jeg, der jo tilhører en helt anden art, havde omgående forstået meningen, som utvetydigt var: Hold jer fra lort!

Mine kyllinger glemte det aldrig. Ingen af mine hjemmeavlede havehøns drømte om at hakke i hønselort.

Se, nu ved vi jo, at afføring er en af de største smittekilder til bl.a. salmonella. Når jeg indsendte en bakke æg til undersøgelse, blev der aldrig fundet hverken salmonella eller andre bekymrende smittekim. Damen på laboratoriet fortalte mig engang i telefonen, at de næsten aldrig fandt smitte hos hobby-have-høns.

I de store produktioner, derimod, vrimler det med salmonella, kampylobakter og hvad de ellers hedder, alle de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som høns kan rage til sig. Her udklækkes æggene nemlig på rugeanlæg; de kyllinger, der har det rigtige køn og overlever kvasemaskiner, gasning og næbbrænding, rutsjeture og transportkasser, ser aldrig en voksen høne. Deres første foder indeholder antibiotika, fordi ”så vokser de hurtigere”, og medicinen rydder mave-tarmsystemet for naturlige bakterier, som kunne udkonkurrere den svagere salmonellatype. Derudover går kyllingerne så tæt i store flokke, mellem 2000 og 20.000 individer, at der simpelthen ikke kan findes en eneste kvadratcentimeter uden hønselort i selv de største stalde. Og naturligvis kommer de aldrig ud og ser en solstråle eller et grønt græsstrå.

Så hvis der blot findes et par salmonellabakterier i deres omgivelser, og det gør der alle vegne, så får de små skadevoldere optimale muligheder for at sprede sig til alle 2000 eller 20.000 lortespisende kyllinger i løbet af meget kort tid. Hvad det betyder for de kyllinger og æg, vi spiser få uger efter, kan enhver regne ud.

Primitiv grusomhed har i produktionen erstattet hensyn til velfærd og velbefindende, og derudover bliver både mennesker og dyr syge af de forhold, vi byder vore dyr i dag. Kyllingerne har selvfølgelig brug for naturligt foder og en naturlig opvækst med en mor, som kan lære dem at være ordentlige høns, men sådanne hensyn kan man ikke forvente af et menneskesamfund, der altid går efter de billigste fødevarer, og som ikke undser sig for at sende sine egne unger hen i opbevaringsanlæg, hvor de kan gå og vantrives i stadigt større flokke.

Dette var bare et lille pip om høns, dyre- og menneskevelfærd, velsmag, sundhed for alle parter, yngelpleje og havelykke. Vi er kommet så langt væk fra det gode liv, både for mennesker og dyr i produktionen − 25.000 smågrise dør HVER DAG i de danske svinestalde! − bare for at nævne et eksempel, at vi har glemt, hvordan det kunne være.

Mens vi gumler færdigmad med skamløst billige, salmonellabefængte, varmebehandlede æg, sidder vi og ser på nogle få naturromantiske bønder i tv, eller vi styrter ud for at se de økologiske køer komme på græs, mens fx Arlas ganske almindelige køer, som der jo er flest af, angiveligt, ifølge formanden for de danske mælkeproducenter, ikke har set en mark siden 1978:

Jeg får mine æg hos en lille hobbyavler i nærheden, og de er smukke og velformede med mørkorange blommer og spændstige hvider, og de udgør naturligvis ingen sundhedsrisiko for hverken høner eller damer.