Tag: dansk landbrug

Gylleramt

Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!

Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.

Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.

Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.

En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.

Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?

Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.

At strejfe


Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyg­gede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som of­test fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfe­egnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uen­delige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og vær­dier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpe­mæssige skov­maskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mos­begroede, duf­tende skov­vej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fast­trampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ube­trådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halv­tag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indret­tede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminu­tive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ deci­me­res selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt vel­opdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, na­turlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en to­værelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlys­ninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vin­dueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også by­ens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse ve­jene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestina­tionerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginalise­rede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børne­børn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige små­børn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvin­der − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Fo­restil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilba­geværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespær­rede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproduce­rende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Hønen og kyllingerne

I mange lykkelige år − indtil fugleinfluenzaen fik myndighederne til at forbyde fritgående høns − havde jeg høns i haven. Smukke, håndtamme, geskæftige, robuste, fritgående høns. Når jeg lugede, havde jeg en hale af høns efter mig, og gåsebiller og lignende kryb og kravl havde ikke en chance hos mig.

Vi fik de skønneste æg i de år: Store, velformede med mørkorange blommer pga. græs og andet grøntfoder, som hønerne selv fandt i haven, og med spændstige hvider, der lå som en fast vold omkring blommen i stedet for at løbe ud som vandhanevand, når man slog ægget ud. Jeg bagte et utal af gode kager og lavede uforfærdet både is og koldskål af mine flotte, rå æg, eller jeg nød en tatarmad eller en røget sild med solgul æggeblomme midt i løgringen. Som i min barndom turde jeg røre mig en æggesnaps i en kop med sukker og nyde den langsomt af teskeen.

De fyldige hønemadammer rugede selv et kuld kyllinger ud hvert forår, og det var altid et stort øjeblik at se de små pirke sig ud af ægget og med bittesmå, sprællevende knappenålsøjne betragte verden fra under mors skærmende skørter.

En dag, jeg sådan sad og kiggede på en hønemor med et par dage gamle kyllinger om sig gogle rundt i hønsegårdens sand, så jeg hende lære de små at drikke vand. Hun virrede kælent med hovedet, mens hun nærmest overdrevent trak vand op i næbbet, lagde hovedet tilbage og sank. De små efterabede hende omgående. Så hakkede hun i skålen med kyllingefoder, havregryn, hirsefrø, knust hvede, og småknurrede inviterende, indtil de små samledes om hende og gjorde ligeså.

Da pikkede en af de små prøvende i en stor, sort-hvid hønselort, som lå i sandet imellem dem, og hønsemor fór frem, pegede næbbet direkte mod lorten og hvæsede højlydt og advarende, mens hun slog med hovedet. Dette gjorde hun et par gange, og kyllingerne sprang tilbage fra den ”farlige” lort. Selv jeg, der jo tilhører en helt anden art, havde omgående forstået meningen, som utvetydigt var: Hold jer fra lort!

Mine kyllinger glemte det aldrig. Ingen af mine hjemmeavlede havehøns drømte om at hakke i hønselort.

Se, nu ved vi jo, at afføring er en af de største smittekilder til bl.a. salmonella. Når jeg indsendte en bakke æg til undersøgelse, blev der aldrig fundet hverken salmonella eller andre bekymrende smittekim. Damen på laboratoriet fortalte mig engang i telefonen, at de næsten aldrig fandt smitte hos hobby-have-høns.

I de store produktioner, derimod, vrimler det med salmonella, kampylobakter og hvad de ellers hedder, alle de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som høns kan rage til sig. Her udklækkes æggene nemlig på rugeanlæg; de kyllinger, der har det rigtige køn og overlever kvasemaskiner, gasning og næbbrænding, rutsjeture og transportkasser, ser aldrig en voksen høne. Deres første foder indeholder antibiotika, fordi ”så vokser de hurtigere”, og medicinen rydder mave-tarmsystemet for naturlige bakterier, som kunne udkonkurrere den svagere salmonellatype. Derudover går kyllingerne så tæt i store flokke, mellem 2000 og 20.000 individer, at der simpelthen ikke kan findes en eneste kvadratcentimeter uden hønselort i selv de største stalde. Og naturligvis kommer de aldrig ud og ser en solstråle eller et grønt græsstrå.

Så hvis der blot findes et par salmonellabakterier i deres omgivelser, og det gør der alle vegne, så får de små skadevoldere optimale muligheder for at sprede sig til alle 2000 eller 20.000 lortespisende kyllinger i løbet af meget kort tid. Hvad det betyder for de kyllinger og æg, vi spiser få uger efter, kan enhver regne ud.

Primitiv grusomhed har i produktionen erstattet hensyn til velfærd og velbefindende, og derudover bliver både mennesker og dyr syge af de forhold, vi byder vore dyr i dag. Kyllingerne har selvfølgelig brug for naturligt foder og en naturlig opvækst med en mor, som kan lære dem at være ordentlige høns, men sådanne hensyn kan man ikke forvente af et menneskesamfund, der altid går efter de billigste fødevarer, og som ikke undser sig for at sende sine egne unger hen i opbevaringsanlæg, hvor de kan gå og vantrives i stadigt større flokke.

Dette var bare et lille pip om høns, dyre- og menneskevelfærd, velsmag, sundhed for alle parter, yngelpleje og havelykke. Vi er kommet så langt væk fra det gode liv, både for mennesker og dyr i produktionen − 25.000 smågrise dør HVER DAG i de danske svinestalde! − bare for at nævne et eksempel, at vi har glemt, hvordan det kunne være.

Mens vi gumler færdigmad med skamløst billige, salmonellabefængte, varmebehandlede æg, sidder vi og ser på nogle få naturromantiske bønder i tv, eller vi styrter ud for at se de økologiske køer komme på græs, mens fx Arlas ganske almindelige køer, som der jo er flest af, angiveligt, ifølge formanden for de danske mælkeproducenter, ikke har set en mark siden 1978:

Jeg får mine æg hos en lille hobbyavler i nærheden, og de er smukke og velformede med mørkorange blommer og spændstige hvider, og de udgør naturligvis ingen sundhedsrisiko for hverken høner eller damer.

Kald eller kold ligegyldighed?

Når den nærmeste vennekreds omfatter et menneske, der går i halvandet år med ødelagt skulder og et brækket kraveben uden at få anden hjælp af det danske sundhedsvæsen end en henvisning til en psykia­ter, der straks udskriver lykkepiller. ― Når denne hårdt prøvede mand efter nævnte arbejdsskade bliver fyret fra sit job og sendt på jobtræning ― på lykkepiller med ødelagt skulder og et brækket kraveben — og truet på sit økonomiske liv, hvis han ikke søger fire jobs pr. uge og ulejliger lige så mange travle ar­bejdsgivere, for han kan naturligvis ikke påtage sig noget job.

Når andre venner har oplevet en operation, hvor et implantat åbenbart blev indsat uvasket og gav en alvorlig infektion, der bevirkede, at manden i familien måtte ligge trekvart år på et sygehus 100 km væk fra sine tre børn og en fuldtidsarbejdende kone, som ikke havde mulighed for at køre så langt for at be­søge ham særlig ofte. ― Det bør man tage med i betragtning, når man sammenlægger sygehuse og ren­dyrker specialer: At de pårørende ikke regelmæssigt kan besøge slægtninge, hvis de er indlagt alt for langt væk, og at den syge dermed mister kontakt til familie og venner og risikerer en depression, som næppe fremmer helbredelsen.

Når folk kan gå i årevis uden diagnoser eller venter i mange måneder med livstruende sygdomme trods alle mulige garantier.

Når folk samler hundredtusinder af kroner sammen på Facebook og drager til fx Kina med deres syge børn for at få adækvat behandling.

— Så er der noget rivende ravende galt med vores såkaldte velfærdssystem!

I de seneste hundrede år så det ud til, at danskerne havde held med at kæmpe for at opnå en værdig levevis for alle borgere: Vi fik folkepension, alderdomshjem, hjemmehjælp, gratis uddannelse, offentlig sundhedsordning, pædagogisk forsvarlig børnepasning, naturligvis finansieret via skatter. Alt dette er nu blevet gennemhullet og nedbrudt, især og hurtigst igennem de seneste ti års borgerligt styrede skatte­stop.

Man lavede i 60’erne og 70’erne den aftale med landets kvinder, at hvis de ville tage ud på arbejdsmar­kedet og give deres bidrag til bruttonationalproduktets vækst, så ville samfundet til gengæld tage hånd om deres syge, om deres børn og om deres gamle.

Kvinderne takkede ja. Ikke at de gik og danderede den før, kvinder har altid arbejdet hårdt, også ude på arbejdsmarkedet, men som oftest fungerede de i en usynlig økonomisk sammenhæng i hjemmene, egne eller andres, med vask, strygning, tekstilproduktion, ydmyge, men uundværlige sekretærfunktioner, rengøring, vedligehold, optænding, madlavning, indkøb, køkkenhave, dyrehold, børn, børnebørn, syge, unge, gamle…

Nu fik de chancen for at lave synligt arbejde og ikke mindst modtage anerkendelse og en regulær løn for det.

Kvinder blev alt muligt. Hvor de før passede deres egne børn, passer de nu en hel flok af andres. Eller gamle. Eller syge. Eller de gør rent på institutionerne. Eller de er lærere, professorer, fabriksarbejdere, direktører, læger, præs­ter, PR-medarbejdere, tv-værter, kontorarbejdere, sangere …

Men det er jo dyrt at passe børnene, de syge og de gamle forsvarligt. Man kan ikke både indføre lavere skatter og samtidig overholde løftet til kvinderne. Man skærer en hæl og klipper en tå … for at »yde en bedre service«, som det kaldes, når man afskaffer en service af økonomiske grunde.

Hvor det førhen var et kald at passe en ældre medborger i vedkommendes eget hjem, er det nu et spørgsmål om at få fru Hansen ud af sengen, iført en ren ble og anbragt med sin morgenmad foran tv’et på syvethalvt minut, så man kan komme videre til den næste, og den næste, og den næste … Det er ikke ansvarligt plejearbejde, men tids- og lønpresset samlebåndsslaveri.

Hvor husmoderafløseren, hjemmehjælperen, før kom nogle timer hver dag og passede fru Hansen og fru Hansens hjem og sørgede for fru Hansens indkøb og for fru Hansens mad, når hun ikke længere kunne selv, så er der nu afsat en halv time hver tredje uge til SOSU-assistentens overfladiske rengøring, således at ethvert besøg hos en ældre medborger i eget hjem gøres gennem bunker af skidt, skrald, nuller­mænd, fedtet snask og i stanken af snavsede bleer.

Har man brug for lægehjælp, møder man ikke længere en person med et dybfølt kald til at lindre og trøste i form af en praktiserende læge, men en tidspresset lønslave, som ikke orker at tage ansvar, men som kæmper for at holde telefonkonsultationer, mailbesvarelser, receptudskrivninger, tests, laborato­riesvar, fysiske konsultationer, der kun gør langsomme indhug i det proppede venteværelse, inden for normal 8 – 16 arbejdstid.

Når en ældre, arbejdsløs mand, der har passet sit arbejde upåklageligt i over 40 år, men som blev fyret pga. alder ved seneste sparerunde, bliver sendt på jobtræningskursus, hvor han, med min skønne venin­de Dortes ord, skal finde ud af, om han er en skumfidus eller en vingummibamse, så tager vi ærligt talt pis på folk i stedet for at hjælpe dem.

Når små børn stuves sammen i store institutioner med dårlig plads og ditto normeringer, så skader vi de kommende generationers psykiske velbefindende og opdrætter mennesker med alvorlige traumer, som ikke kan gå ind i samfundet og fungere som afbalancerede, ligeværdige borgere.

Når vi kun kan tilbyde en andenrangs folkeskole med så lidt undervisning, at de unge mangler års skole­gang i forhold til andre landes unge, når de kommer ud, og vi kun kan give dem få ugers universitets­undervisning pr. semester, så får vi nok ikke det uddannelsessystem i verdensklasse, som vore ― dårligt uddannede? ― unge politikere fabler om.

Når vi dertil opretholder et landbrug og en pelsproduktion med masser af giftstoffer og helt uden dyre­velfærd, så millioner af dyr dagligt lider i stalde og bure ― der dør 25.000 svin HVER DAG i Danmark pga. sygdom og mistrivsel! 25.000!

Så er der noget galt… Hvad kan vi gøre for at ændre på det?

Hadeliste

Hvorfor skal alting være så pænt og positivt? En gang imellem kan man trænge til at lufte ud i idiosynkrasierne og indrømme, at der er ting, man hader.

Eller måske ikke ligefrem hader; det er så stærkt et ord, og det implicerer et personligt engagement, der ikke altid er dækning for. Mange ting kan man jo blot sørge for at undgå, grine ad eller stilfærdigt påtale, hvis det optræder lige for øjnene af en. Andre ting kan man ikke gøre noget ved, og så tjener det en selv bedst at forsøge at ignorere dem.

En liste over ting, jeg hader, afskyr, foragter, misbilliger, ikke bryder mig om, der irriterer mig, ville se nogenlunde sådan ud:

· At undvære nogen/noget, jeg føler mig knyttet til.

· Krig, fysisk og psykisk vold.

· Mørkt og koldt vejr, som man ikke kan være ude i ret lang tid ad gangen.

· Den måde vi producerer fødevarer på i vor del af verden med giftsprøjte, burhøns, taberkøer og 25.000 svin, der dør HVER DAG!

· Byggeplaner, det være sig offentlige eller private, som ødelægger bevaringsværdige og/eller hidtil fredede naturområder.

· Højreorienterede politikere, der undergraver vore fælles uddannelser, sundhedsordninger, ældrepleje, pensioner, i det hele taget hele den offentlige sektor og forsorg, og som prøver på at kalde det noget andet, fx Verdens bedste folkeskole el.lign., der er helt hen i vejret, al den stund vore børn og unge mangler flere års uddannelse, når de forlader skolen, og hverken kan tale rent, læse, skrive eller regne.

· Dårlig mad.

· Venner, som dukker mig, så de selv kan føle sig bedre tilpas.

· Venner, som bliver fornærmede, uden at de vil sige hvorfor.

· Ældre kvinder, der gør sig til af, hvor friske de er. Unge mennesker er ligeglade, for dem er det en selvfølge, at man både kan gå, gøre øvelser og selv tygge sin mad, og jævnaldrende bliver bare irriterede, hvis de ikke selv kan.

· Mødre, der bruger deres børn som undskyldning for at gøre ting, de selv har lyst til. Fx: Lille Mille har brug for at lege med andre børn! (Lille Mille er et år gammel, hun KAN ikke lege med andre børn endnu, og nu bliver hun bragt til en undernormeret, fortravlet og forvirret vuggestue tidligt om morgenen og skal undvære sin mor hele dagen, alle hverdage i ugen.) Eller: Lille Mille elsker sin moster! (Der tilfældigvis har en lækker ferielejlighed med gode gæsteværelser i Spanien.)

· Mennesker, der opfører sig dårligt over for andre, der først og fremmest tænker på sig selv, møver sig frem og ikke tager hensyn eller udviser pli.

· Voksne kvinder fx i tv, der taler barnligt, sødladent og flirter med mig.

· Folk, jeg ikke kender, der ringer mig op for at sælge noget, eller som sender mig reklamer eller spammails.

· Folk, jeg ikke kender, der intimiderende og kælent bruger mit fornavn i hver eneste sætning.

· Folk, der bruger fx Facebook til hæmningsløst at promovere sig selv og deres mere eller mindre dubiøse projekter.

· I det hele taget kommercialiseringen af de mellemmenneskelige forhold.

· At vente i kø, det være sig i telefonen, hos lægen, ved kassebåndet i supermarkedet, ja, hvor som helst.

· Folk, der ringer og snakker om sig selv i lang tid.

· At optræde i flok.

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?