Midt i dette fredede område bygger Ålborg Kommune nu institutioner.
I 1841 skriver H. C. Andersen i sin rejsedagbog, at Athen i størrelse minder ham om Helsingør… Helsingør! Byen, som i 1850 havde under 10.000 indbyggere! ― Athen huser i dag, inklusiv forstæder, knap 4 mio. mennesker.
Fra Akropolis hævder han at kunne se over til det asiatiske fastland. ― Man kan næsten ikke forestille sig en tid, hvor luften var så ren, at man kunne se hundreder af kilometer væk. Eller en tid, hvor ruinerne på Akropolis ikke var tyndslidte af turister og på alle sider nedenfor omgivet af tæt, svinende, svirrende og larmende trafik.
Der er blevet trangt her på vor klode. Mere og mere jord og natur inddrages til intensivt, forurenende landbrug, veje, bygninger og andre anlæg, og menneskene klumper sig sammen i store byer. ― Et lille eksempel fra min umiddelbare nærhed er Ålborg Kommune, som trods protester insisterer på at ødelægge et fredet og smukt naturområde, levested for truede dyrearter, med store institutionsbyggerier, som lige så vel kunne anbringes i forbindelse med allerede anlagte små eller store byområder. Lokalt medfører Ålborg Kommunes manglende sans for reelle værdier uerstattelige tab for de kommende generationer, men globalt set overgås dette jo tusinde gange hver eneste dag i de store bysamfund, som fx Calcutta, Berlin, Moskva, Kairo, Shanghai og Mexico City, og så begynder det for alvor at influere på vores og klodens velbefindende.
I min levetid er antallet af mennesker på jorden mere end fordoblet. Fra 1950 til 2000 steg befolkningstallet fra 2.53 til 6.1 mia. I dag er vi 7 mia. Inden 2050 når vi 9 mia. Tallene stammer fra Danida. Samme kilde oplyser, at 165.000 mennesker dagligt flytter fra land til by, hvor de fleste kommer til at leve i uhygiejnisk slum.
I min barndom frygtede man overbefolkning. Nu ses dette problem alle vegne: Trængsel, krige, folkedrab. Massiv forurening af jord, vand og luft. Kamp om energi, mad og rent vand. Flygtninge, som ingen vil have. Mangel på fornuftigt arbejde og gode, menneskeværdige boliger.
Vi færdes i store flokke, hvor end vi går, og der sker noget i psyken, når vi klumper os sammen i mennesketuer og ustandseligt støder ind i tusindvis af ukendte individer. Vi bliver hensynsløse, egoistiske, selvoptagede og udprægede »Se-mig!« og »Jeg-vil-have!«-typer.
Høns er flokdyr, og de trives i småflokke på fra ca. seks til et par og tyve individer. Hvis flokmedlemmernes antal overstiger 26, bryder hakkeordenen, hierarkiet, sammen, og alle begynder at hakke på alle. ― Tænk over det, når du køber æg i supermarkedet, selv æg fra økologiske høns stammer fra flokke på over 2000, nervenedbrudte høner.
I dag er der kun få og små pletter i Europa, hvor det er muligt at se en himmel uden hvide flystriber, hvor man kan få øje på stjernerne om natten, hvor man kan trække vejret i forholdsvis ren luft, eller hvor man kan gå, cykle eller ride en tur hen over landskaber af grønne, udyrkede og bilfri områder måske med et fritløbende barn eller en ditto hund ved siden af sig. ― Alt dette er en betragtelig, men normalt uerkendt, indskrænkning af menneskets frie, naturlige tilværelse.
Mange asociale, kriminelle og psykiske fænomener og lidelser, som vi hyppigt ser omkring os i dag hos både børn, unge og voksne, kunne måske have sin årsag i dette enkle faktum? Familiernes opløsning? At vi ikke selv tager os af omsorgen for vore børn, men udliciterer dem til institutioner det meste af dagen? Tingsgrådigheden?
Måske er vi mennesker, lige som høns, konstruerede til at overskue og forholde os til et begrænset antal andre mennesker, som fx i en stamme eller en landsby? Måske bryder vore sociale mekanismer, vore hierarkier og interpersonelle relationer sammen, når vi færdes i alt for store mængder, og vore unge går psykisk ned, fordi de ikke blot sammenligner sig med naboens børn, men igennem de globale medier med alle de klogeste og kønneste unge fra hele verden, hvilket ikke kan være befordrende for velbefindendet.
Måske skal enhver bestræbelse på at skabe en bedre verden begynde med en begrænsning af befolkningstallet? Eller sker det helt af sig selv, fordi vi er blevet for mange? Historisk set har religiøse krige, epidemier, folkedrab og fordrivninger altid fulgt med kampen om ressourcer.