Den lille havfrue

Arvingerne efter billedhugger Edvard Eriksen, som formgav en meget be­rømt bronzeskulptur af den lille havfrue, der blev opstillet på en sten i Kø­benhavns havn i 1913, er meget emsige med at forfølge alle, der beskæftiger sig med hav­fruer. De kræver afgifter, royalties, penge, hver eneste gang en avis trykker et foto eller en tegning af en havfrue, og nu er de ude efter den lille fiskerby, Asaa, i Nordjylland, hvor en lokal har formet en havfrue i gra­nit, som er sat op ved den lille havn.

Det forekommer mig, at arvingerne i deres galskab efter penge har glemt, at det var H. C. Andersen, der undfangede og skrev eventyret om den lille havfrue, og at det er digteren, der trækker turister til København – ikke den uanseelige statue ved Langelinie.

Og at H. C. Andersen var inspireret af gamle folkesagn om havfruer. At det var brygger Carl Jacobsen, der gav havfruen fysisk form, da han bestilte en statue af en havfrue af Edvard Eriksen, efter at han havde set en ballet byg­get på H. C. Andersens eventyr på Det Kongelige Teater, hvor den smukke danserinde, Ellen Price forestillede havfruen.

Bryggeren ville skænke byen København en statue af den lille havfrue som gave, og han havde igennem hele forløbet fra bestilling til opstilling et stort ord at skulle have sagt om udformningen. Endelig sad billedhuggerens egen hustru, Eline Eriksen, model til havfruen, da Ellen Price ikke ønskede at agere nøgen­model.

Så den lille havfrue har mange forfædre og -mødre: Folkedybet, digteren, kom­ponisten, koreografen, kostumieren, danserinden, den rige ølbrygger, skulptø­ren, der blot udførte en bestillingsopgave, og hans hustru, bronzestøberen … Dertil kommer alle dem, der skrev begejstret om statuen, der fotograferede og filmede den, der huggede dele af, så hendes berømmelse steg endnu mere, og alle turisterne, der endnu i dag flokkes for at tage selfies.

Så at forfølge alle, der bruger en havfrue som motiv, her 109 år efter opstil­lin­gen af den lille statue i København, er ikke rimeligt. Hun er skænket os i folke­gave af først og fremmest en digter og dernæst en brygger.

https://faktalink.dk/titelliste/havf/havfrlin

Havfruesmerter

― men hvert Skridt du gjør, er som du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde

I H. C. Andersens »Den lille havfrue« er der ingen tvivl: En i forvejen smuk, ung pige må lide for skønheden, hvis hun vil være med der, hvor prinserne færdes, på slottene, på de smukke kyster, på de festpyntede skibe.

― du bliver som Skum paa Vandet

Hvis hun ikke formår at vinde prinsen, taber hun sin udødelige sjæl og bliver til intet. Hendes liv mister al værdi.

― ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af i Betaling

Og hun mister tillige retten til at protestere, til at sige sin mening, til at synge eller fortælle om sit liv. Der er kun håbet om prinsen og trældommen i et smertefuldt hamsterhjul eller tilintetgørelsen forude.

Dette er heldigvis citater og opfattelser fra et eventyr. Fra et knap 200 år gammelt eventyr.

I dag er der naturligvis ingen kønne, unge piger, der kunne drømme om at skære i sig selv eller lade andre skære i sig. Som stabler sig op på sylespidse, højhælede sko, så hvert eneste skridt føles, som trådte de på en skarp kniv. Som pustende løber rundt på vejene eller slider i motionsmaskiner, mens de hellere burde lave noget sjovt sammen med deres børn. Eller som barberer sig her og der, og som derfor ikke har tid til at beskæftige sig med andre, mere seriøse dele af menneskelivet. Eller som drikker ildesmagende pulverblandinger eller ligefrem sulter sig til smertegrænsen for skønhedens skyld. Så de kan føle sig hjemme på diskotekerne og alle instederne.

Der er heller ikke længere kvinder, som ved vejs ende synes, at de har forspildt deres liv med pinefulde skønhedsøvelser og indgreb, så deres ellers så smukke sjæle forvitrede til tomt skum…

Eller kvinder, som har undladt at råbe op og protestere, når de selv, deres veninder, døtre eller andre kønsfæller er blevet behandlet nedladende, som varer, som objekter, man blot kan skære i eller klemme muslingeskaller fast i halen af.

Jeg har ingen personlig erfaring på området, men i følge H. C. Andersen gør det sidstnævnte temmelig ondt.