Selv på en flot, solrig dag i april er sigtbarheden over Huangpu-floden, der løber gennem Shanghai, kraftigt nedsat af forurening. Mange unge kinesere har aldrig set en blå himmel, vandet er udrikkeligt, jorden er giftig, og de har ikke længere tillid til deres fødevarer.
’Klimaet er en alvorlig trussel for menneskene’, stod der i min avis. Men ethvert tænkende væsen må erklære sig uenigt: − Det er i udpræget grad menneskene, der er den store trussel for klimaet.
De seneste to-trehundrede år har vi i indbildt kløgt spredt os som en kræftsygdom med et grimt, alvorligt udslæt ud over det meste af jordens overflade: Tænk på de afbrændte skove i Asien, Afrika og Sydamerika, på de træløse og eroderede bjerge i USA, Europa og alle mulige andre steder, på de opdyrkede sletter og savanner, overfiskede og affaldsbefængte have, møgbeskidte floder, forgiftet luft … Som metastaser breder byer, havne- og vejanlæg, skinner, broer, industrier, institutioner og landbrug sig ødelæggende længere og længere ud i den tilbageværende natur, så dyr, planter og menneskene selv er i overhængende fare for udryddelse. I løbet af de seneste godt 60 år er jordens befolkning tredoblet. Krige behersker en stor del af kloden. Flygtninge i millionvis strømmer ud i ørkner eller går til bunds i havene. Ødelæggende storme, oversvømmelser og andre klimaskabte naturkatastrofer sender yderligere 22 mio. på flugt.
Alligevel skriges der alle vegne på vækst, og danske politikere overvejer i fuldt alvor, hvordan de kan gøre det mere attraktivt for unge at få flere børn. − For det er OK, at kinesere og indere og afrikanere forsøger at begrænse sig, men danskere kan vi ikke få nok af eller hvad? Måske er pest, kolera, dysenteri, ebola, fugleinfluenza, salmonella, resistente svinebakterier m.m. ikke sygdomme, der truer mennesker, men jordens immunforsvar, der forsøger at slå tilbage og redde denne førhen så frodige, grønne og blå planet.
Se evt.:
http://aqicn.org/map/world/, der viser forureningen i realtid over det meste af verden
og
http://politiken.dk/viden/ECE2410140/halvdelen-af-verdens-vilde-dyr-er-forsvundet-paa-40-aar/
og