Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt udvikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.
Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?
For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tresserne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden dengang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.
Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fitness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.
Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilometer væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brugsen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kalder stadig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af motorvejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede penselstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.
Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådyrene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.
Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århundrede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.
Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke efter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.
Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.
Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gammel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.
Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etableret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tyskerne.
Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstandsbevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klokken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og passede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.
Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vores juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.
Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, anbragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i grimen, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de solide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og franskbrødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.
De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksisterer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.
Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer. – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som folkene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.
Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.
For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.
