Spis ingenting!

I 70’erne begyndte det så småt med joggingsko og posede, røde, blå eller grønne joggingsæt med brede, hvide fartstriber, joggingstier, ananaskuren, portvinskuren og hvad ved jeg. – Vi havde fået for mange penge, for mange muligheder, og vi spiste og drak for meget, hvilket kunne ses på figuren.

Nu er der som bekendt ingen ende på kure og kostråd, hverken de professionelles – i fuldt alvor anbefales motion og slankekure mere eller mindre velunderbygget mod alverdens sygdomme, og en ung og sund, tyk gravid bliver udskældt og ydmyget af sin jordemoder, der faktisk får sine penge for at berolige og hjælpe. Men der er også alle rådene fra de velmenende amatører: Sund og lykkelig og fedtfri og sukkerfri familie, der senere bliver skilt, glutenfri, kulhydratfri, stenalderkost, raw food, ingefærshots, blåbær, solhat, multivitaminer, ginseng, fiskeolie og andre kosttilskud af alle slags, teblandinger, enhver kan forlænge her med deres egne lister, der oftest fungerer som et ’Ave Maria’, der skal gentages dagligt som forsikring imod sygdom, død og andre ulykker.

Men sundhedsbestræbelserne er, som jeg har forstået det, helt forfejlede. I vores velnærede og velforsynede lille smørhul af et land drejer det sig ikke så meget om, hvad vi skal indtage mere af, men i høj grad om, at vi skal lade være med at spise. Og det er jo, som vi er mange, der har erfaret, det aller- allersværeste …

For vi har så let adgang til alle mulige fødevarer, slik, kager, fastfood, drikkevarer, at de fylder vores dag. Og navnlig fylder de, hvis vi prøver at holde igen.

Man mødes med rundstykker og kage til morgenkaffen på arbejdet, til mødet eller hos vennerne.

Med et stort og billigt udvalg af brød, boller, kager, chokoladebars, snacks og andre hurtige mellemmåltider og drikkevarer i kantinen eller på gaden.

Med store og gode middage med to – tre retter og vine plus avec hos familie og venner og når vi går i byen for at forkæle os selv.

Og vi skal gå spidsrod mellem utallige hyldekilometer langtidsholdbare kulhydrater, mayonnaise, flødeoste, småkager, popcorn, chips, slik, tørret frugt, salater, pølser og pølsepålæg, når vi køber ind. Det skal man være helgen for at kunne lukke øjnene for, mens varerne i frugt og grøntafdelingen på vore breddegrader ofte er uøkologiske, slatne, maskinskadede, tvangsmodnede og smagløse størstedelen af året.

Derfor det store fokus på mad og hvad vi ellers putter i munden og alle de gode råd.

Det bedste råd til os tyksakker er dog at lade være med at spise – ret meget. De mennesker, der lever i underkanten af deres kaloriebehov i lange perioder, lever normalt længere og sundere liv. De er adrætte og energiske langt op i alderen og får færre sygdomme. En smule fylde på hofter og lår giver modstandskraft, men for meget oplagret fedt er en alvorlig belastning for hele kroppen.

En fastedag eller to om ugen gør det ikke, for kroppen vil forsøge at udligne kalorietabet på de dage, hvor det er tilladt at spise. Kroppen opfatter enhver slankekur som en trussel mod selve livet og vil kæmpe voldsomt imod. – For et normalt og sundt menneske udstyret med en normal viljestyrke betyder det, at man blot bliver tykkere og tykkere, jo mere man prøver på at tabe sig.

Naturen har ikke forudset overflod, så vi er ikke udstyret med en stopklods, men med en medfødt trang til at proppe i os, når der er kalorier at få. For man ved jo aldrig, om der bliver knaphed på mad lige om lidt, og mave, lår og hofter fungerer, ganske som kamelens pukler, som lagerplads, så vi har noget at stå imod med.

Det kræver et strengt regime at sætte sig op imod kroppens krav, et regime, der nemt tangerer gammeldags, religiøs askese eller ligefrem anoreksi.

Og et kostråd som ’Spis ingenting’ – får meget svært ved at finde sponsorer, for der er intet at sælge udover afholdenhed. Og det kan let føles som en hån mod alle de millioner af mennesker på denne klode, som hver dag har store problemer med at skaffe kalorier nok til sig selv og deres børn.


http://politiken.dk/debat/kroniken/art5850644/%C2%BBDu-er-alt-for-tyk.-ALT-for-tyk.-Du-er-fyldt-med-fedt.-Det-er-derfor-jeg-ikke-kan-m%C3%A6rke-barnet%C2%AB

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

http://videnskab.dk/krop-sundhed/de-buttede-lever-laengere

De gængse og mest fornuftige kostråd kan vist for tiden koges ned til:

Spis grønt og groft og varieret og lokalt og sæsonbestemt, og spis ikke for meget og navnlig ikke for meget kød. Kom ud i haven, parken, skoven, stranden, løb eller gå en tur, svøm eller tag cyklen, så meget du kan.

Men det mest bekvemme er jo at ligge i sofaen med en skål chips og se en god film smiley