Lidt, men godt

Hvordan omlægning til en enkel kost stort set uden forarbejdede kulhydrater, dvs. korn, mel, stivelse og sukker, gav et stort vægttab og et endnu større velvære på få måneder.

Efter et rygestop og tilstødende sygdomme, for lavt stofskifte, gigtsmerter m.m., var jeg blevet alt for tyk og havde ondt i ryg, knæ og ankler, når jeg gik, så jeg lagde min kost om. Tre måneder senere havde jeg tabt 10 kg. Stille og roligt. Uden sult, prøvelser og tænders gnidsel. Jeg regnede ud, at hvis jeg fortsatte med at tabe mig i samme tempo, så ville jeg forsvinde fra jordens overflade i løbet af et par år. – Men det gjorde jeg nu ikke.

Efter de første 3 måneder gik vægttabet ned på mellem 1 – 3 kg pr. måned og efter et halvt års tid, da min nye måde at spise på var blevet hverdag, og jeg tillod mig at improvisere med en is, lidt dessert og en middag ude af og til, gik det mere eller mindre i stå. Men da jeg befinder mig godt med min nuværende overvægt, og da jeg nu ved, hvad jeg skal gøre, hvis jeg vil være tyndere, fortsætter jeg med at spise på den måde, som jeg har fundet ud af, er god for mig.

Jeg har aldrig været slank, og det bliver jeg heller ikke, men for første gang i årevis kan jeg nu igen gå langt uden knæsmerter, jeg har ikke længere ondt i muskler og led, jeg har ikke mere voldsomme to – tre dages hovedpiner, og jeg er blevet mere energisk og glad. Som bonusgevinst fik jeg en hel ny garderobe! – Alt det tøj, der lå allerinderst i skabet, og som jeg ikke har kunnet passe i næsten 10 år. – Min søn og min mand, der jo spiste det mad, jeg lavede, og som ikke længere fik hjemmebagte boller og kager, tabte sig også betrag­teligt, måske en 5 – 6 kg hver.

I virkeligheden har alle sunde og slanke mennesker jo allerede fundet en kost, der passer dem. Jeg var en af de få, der stadig troede, at man bare kunne slå sig løs og grådigt spise, som man altid havde gjort. Som da man var barn i 1950’erne og ikke altid syntes, at man fik nok.

Første gang, jeg oplevede, at mad uden brød og kage gjorde mig godt, var i en periode, hvor jeg pludselig havde fået øjenallergi og blev overbevist om, at det måske kunne skyldes gluten. Så jeg spiste glutenfrit i en måneds tid og fik det meget bedre (bare ikke i øjnene; det var noget helt andet, skulle det vise sig), men så begyndte jeg at bage glutenfrit brød og kager selv, hvilket fik vægten til at stige igen, og ledsmerterne til at vende tilbage. – Det var ikke gluten, der var skurken. Det var selve kornet, mel og kerner, og sukker.

Det er påvist, at indtag af stivelse, sukker og andre raffinerede kulhydrater, såsom fx mel, kan medvirke til, at man oplagrer unormalt meget væske i muskler og led. De første 3 – 5 kg, som man umiddelbart taber, når man går på diæt med lavt kulhydratindhold, kunne sagtens være væske. Men 1 kg vand vejer lige så meget som 1 kg fedt, og væskefyldte led og muskler er tungt for kroppen at bære, så at slippe af med overskydende væske er også en lettelse.

Jeg er fra en tid, hvor al mad var god mad, og hvor man spiste, røg og drak, til man segnede. Jeg har altid foragtet unge og ældre kvinder med alle deres indbildte ’spiseforstyrrelser’, når de ikke ville have fedt, sukker, gluten osv. – Og nu er jeg selv én af dem.

Men jeg prøver på ikke at lave en stor synge- og danseforestilling ud af det, når jeg er sammen med andre mennesker. Det ville være dårlig stil. At overholde en diæt er noget, jeg gør for mig selv, men jeg vil gerne fortælle, hvad jeg gjorde.

Det drejer sig i al korthed om at spise lidt, men godt.

Lidt, fordi man skal spise mindre og derved indskrænke mavens volumen. Som en fedmeoperation, men uden knive. Du klarer selv at formindske mavesækkens omfang gennem den mad, du (ikke) indtager.

Godt, fordi man ikke længere spiser hel- og halvfabrikata fra fastfoodbutikker og supermarkeder, men selv styrer indholdet i sin mad ved udelukkende at indtage rene og gode, økologiske råvarer, frugt, grønt, kød, fisk, ost, mælk, æg.

Og bedre, fordi man udelukker sukker, stivelse og andre raffinerede kulhydrater fra kosten. – Ikke helt. Men næsten. Der er kulhydrater i al mad. Det er de forarbejdede, de raffinerede kulhydrater, som findes i brød, kage, pasta og andre kornprodukter, sukker, og så den stivelse, der findes i korn, ris, majs, kartofler og andre rodfrugter, som jeg afholdt mig fra – på daglig basis. Men der er undtagelser: En skive groft, hjemmebagt rugbrød uden andet end rug i med smør og ost er OK et par gange om ugen. Det er et mål grove, økologiske havregryn med mælk som daglig morgenmad evt. med en spiseskefuld rosiner også.

Men man går helt uden om industrifremstillet mad, kiks, kager, sodavand, juice, slik, knækbrød, mysli­blandinger med sukker, boller og brød – også det grove! – færdigretter, marineret kød, alt på dåser, i plastic­beholdere og i glas, og spiser kun rene råvarer: gode, økologiske olier – olivenolie og koldpresset raps, økolo­gisk frugt og grønt, nødder, æg, rent, uforarbejdet kød, fisk og gode, økologiske mælkeprodukter, som fx let­mælk, youghurt, smør, ost, fløde, skyr, creme fraiche o.l. Vælg de enkleste ting uden tilsætningsstoffer, dvs. uden sukker, konserverings- og konsistensmidler, farve og aromaer. Sovse, dressinger og mayonnaise – i det omfang, der er brug for dem, laver man selv af økologisk smør, creme fraiche, æg, youghurt, olivenolie, citron­saft og fløde.

Alt dette henvender sig til ældre, måske stofskifteramte, overvægtige personer, der ikke bevæger sig meget. Børn, sportsfolk, spiseforstyrrede, syge, meget gamle og hårdtarbejdende skal ikke forsøge sig med kulhy­dratfattig kost. Det kunne være livsfarligt. – Unger, der løber og leger og vokser og udvikler sig tåler sagtens at spise en bolle og et stykke kage til fødselsdag, en lille skål slik fredag aften og en slikkepind hos farmor.

Jeg er endvidere blevet opmærksom på, at vi genetisk er forskellige, således at nogle tåler kartofler, brød og kage meget bedre end andre. – Den bedste måde at afgøre, om en kulhydratfattig kost vil være god for dig, er måske at se på dig selv i spejlet: Vejer du mere end 10 kg for meget? Er du tyk? Har du tyk mave? Æbleform? – Prøv evt. mine kostforslag i en uge eller to og se. Hvis kiloene rasler af dig, og du pludselig føler dig let og energisk, så har din krop formentlig et problem med omsætningen af raffinerede kulhydrater.

Hvis du spiser mange kartofler, brød, boller, kiks, knækbrød, chips og kager til daglig og stadig er tynd og fit som en mynde, så tåler du raffinerede kulhydrater og stivelse godt. – Vi, der ikke tåler det så godt, kan på forholdsvis kort tid tage toppen af overvægten ved at udelukke raffinerede kulhydrater fra vores kost, og i øv­rigt passe lidt på med hvad og hvor meget vi spiser.

Derudover er en gå- eller cykeltur altid godt, hvis man ikke løber eller vil gå til fitnes, gymnastik, svømning eller dans.

Tro mig, det er som en rygeafvænning, bare meget nemmere. Man grundlægger hurtigt nogle nye vaner. Alle­rede efter 2 – 3 dage er sulten væk. Det handler om at holde sit blodsukker stabilt med naturlig og grov mad. Hvis man spiser sukker, hvedemel, som i kager, kiks, knækbrød, slik, saft, sodavand, juice, boller, morgen­madsprodukter eller fast food, så stiger blodsukkeret meget hurtigt, fordi de raffinerede kulhydrater i mel og sukker – også honning og kunstige sødemidler! – hurtigt omdannes til letoptagelig glykose. Kroppen slår over på glykose- eller sukkerforbrænding, frigiver en masse insulin i blodbanen og går i gang med at oplagre al denne overflod af lette kalorier som fedt. Men så snart blodsukkeret efter en lille halv time begynder at falde igen, får man en stærk trang til mere, og helst mere sødt og kulhydratholdigt, så kroppen kan fortsætte suk­kerforbrændingen og lagre mere fedt i depoterne på og i maven og alle de andre steder, hvor vi ikke så gerne vil have det. Vi kender alle trangen til lidt sødt efter et stort, kulhydratrigt måltid. Vi bliver simpelthen hurtigt sultne igen, når blodsukkeret falder.

Men hvis vi spiser en skål blomkål, et hårdkogt æg, måske med en ansjos, lidt revet ost, en smule hjemmerørt mayonnaise og et drys purløg, og tager et æble til dessert, så vil dette simple måltid mætte os i lang tid, for det starter fedtforbrændingen i stedet for insulin/sukkerforbrændingen, og når måltidet er bearbejdet, går kroppen af sig selv videre med at forbrænde mavefedtet.

Vi kan speede denne proces op ved at dyrke motion, eller bare gå eller cykle en frisk tur. Men selv for ældre, dårligt gående ville det hjælpe betragteligt blot at udelukke sukker og mel fra kosten. – Men pas på! – Når man begynder at læse indholdsdeklarationerne på købemad, opdager man, at der er masser af sukker og stivelse og usunde tilsætningsstoffer i alt! Også hvor man ikke ville vente det: i frugtyoughurt, i økologisk saft, i smoothies, i rugbrød, i grovboller, i frugtsalater m.m. – Lær dig selv at læse deklarationer, køb rene råvarer, og lav det meste af din mad selv.

– Når man skal ændre spisevaner, er det vigtigste at ændre sine indkøbsvaner. Hvad man ikke har i huset, kan man ikke spise. – Man skal lære at tage skyklapper på og gå forbi alle tilbuddene om slik, juice, sodavand, saft, tørret frugt, sukker, kager, kiks, knækbrød, hvidt brød, rugbrød i skiver med solsikkefrø og tilsat sukker … Forbi alle de forarbejdede, langtidsholdbare kulhydrater. – Gå direkte til den økologiske frugt og grøntafdeling, til æggene, fiskene, mælkemontren og til køddisken.

Hvis det er for svært, så bestil dine basisvarer over nettet. Så bliver du ikke fristet. Og start gerne med at rydde dine køkkenskabe for kiks, tvebakker, knækbrød, guldkorn, mysli og andet sukkerholdigt morgenmad, sukker, sodavand, saft, juice, mel, slik, dåsemad, pulversupper og sovse, købt syltetøj af alle slags med til­sætningsstoffer i osv. …

Hvis man bor alene, er det jo nemt. Så bestemmer man alting selv. Kvinder, der lever alene, lever gennem­snitligt ca. 10 år længere end kvinder, der er gift med mænd. Hvorimod gifte mænd lever længere end enlige. – Det forstår man jo godt. – I de ældre generationer sker det uhyre sjældent, at en kage-, flæsk- og pølse­spisende, sovs og kartofler-mand beder sin kone om at skære ned på hjemmebag, chips og kalorierige mål­tider. – Eller ligefrem tager ansvaret for indkøb og tilberedning af gode råvarer. Er der hjemmeboende børn, er der andre hensyn at tage. Men uanset hvad, har alle godt af at spise efter nogle simple principper:

· Spis rene, friske, lokale, økologiske råvarer, hvor det er muligt

· Frosne, økologiske råvarer er det næstbedste

· Spis frugt, grønt, fisk, æg og kød, der ikke er bearbejdet i industrien, og gode mælkeprodukter

· Pas på med sukker, stivelse og kornprodukter

· Spis mindre

· Drik rent vand, gerne en liter pr. dag eller mere, hvis du er tørstig

Røræg, bacon, røget sild, ost, broccoli, spidskål, hjemmelavet mayonnaise, purløg og vand.

Industrifremstillet mad er ikke længere egnet til menneskeføde. Fødevarefabrikkerne har smidt al anstændig­hed væk i jagten på billige råvarer. Marie Raes kalder supermarkedernes forarbejdede fødevarer for ’non-food’ i sit glimrende debatindlæg om danskernes kost i Politiken d. 7. 2. 2018. Det, man sælger som ’mad’, er fyldt med billige, sygdomsfremkaldende og jordødelæggende ingredienser, fx palmeolie – som koster regnskove, og som transporteres den halve klode rundt, sukker, kunstige sødemidler, hærdet fedt, fortykningsmidler, kon­serveringsmidler, nitrit og nitrat, konsistensmidler, aromastoffer, farve osv. Selv om der står ’naturlig aroma’ er den jo kunstigt fremstillet, konserveret, justeret og transporteret.

Fx:

· Mysliblandinger, morgenmadsprodukter med sukker og fedt, youghurt med frugt, som i virkeligheden er sødt syltetøj, og mange tilsætningsstoffer, de små ’Danoner’ og mælkesnitter beregnet til børn er værst

· Slik, chips og kager

· Saft, sodavand, juice – også de kunstigt sødede!

· Kiks, knækbrød, wienerbrød, boller, rundstykker, toastbrød, franskbrød og rugbrød med dårlig olie, ko­kosolie og mange, fede kerner, fx solsikkefrø, nudler, ris, majs, pasta o.l.

· Dåsemad, færdigretter, forarbejdede frostvarer, færdigblandede salater

· Blandet fars – som fx i medisterpølser og andre pølser, konserveret kød, fastfood og snacks

· ’Marineret’ kød, som er pumpet op med vand og tilsætningsstoffer

Man skal lære at vælge de rene råvarer, og økologisk, fordi sprøjtegifte og andre miljøgifte – udover at skade miljøet – er mistænkt for at være fedende og sygdomsfremkaldende, fx giver de bevisligt hjertesygdomme, kræft og diabetes, og de skader børns hjerner. – Uanset hvad ’Landbrug & Fødevarer’ siger!

Og hvem har bildt os ind, at ’drikkevarer’ betyder sukker- og farveholdige, kostbare flasker, som man skal slæbe hjem fra supermarkedet og ikke det normalt rene, friske og velsmagende vand, de fleste af os er så heldige at have i hanerne? Evt. ved festlige lejligheder hjemmelavet saft med et minimum af tilsat sukker af solbær, ribs, hyldebær, jordbær, hindbær fra haven eller af den overmodne frugt i frugtskålen.

Min nye måde at spise på er en blanding af forskellige kure:

1. Atkins-kuren, som udelukker stivelse og raffinerede kulhydrater, dvs. sukker, korn, ris, pasta, majs, kartofler og brød.

2. LCHF-kuren, dvs. Low Carb High Fat, lavt indtag af kulhydrater, højt fedtindtag, men uden det grotesk høje fedtindtag. – Smeltet smør eller lidt fløde er dejligt og helt OK som sovs en gang imellem, men det strider imod al sund fornuft at spise store skefulde smør eller kokosolie, og alt for meget fedt bacon, fede oste og ovenikøbet putte fedt i kaffen om morgenen.

3. Antiinflammatorisk kost, hvor det hævdes, at konventionelt fremstillet mad – altså u-økologisk mad – fyldt med nitrit og pesticider m.m. og de raffinerede kulhydrater i korn og sukker skader kroppen, er sygdoms­fremkaldende og giver autoimmune infektioner i kroppens led, muskler og blodkar.

Udover at jeg tabte 10 kg på tre måneder uden at sulte, så forsvandt også mine væskeansamlinger, ømme knæ, dårlige skuldre og hofter, min træthed og mangel på energi. Jeg fandt noget, der virkede, og som virkede hurtigt. Måske kan de samme principper hjælpe dig?

En normal madhverdag for mig indeholder:

· Kaffe eller te, gerne med mælk

· En lille skål havregryn med mælk og rosiner, kunne også være youghurt naturel med havregryn og rosi­ner på

· 2 stk. frugt + grønt og bær i løbet af dagen

· Kød, ost, æg el. fisk

· Kål el. andet grønt, fx ærter, bønner – ikke majs eller rodfrugter!

· Olivenolie, koldpresset rapsolie

· Lidt ingefær, nødder, rosiner eller mandler

Sjældnere, fx 1 – 2 gange pr. uge efter et par ugers indkøringsperiode:

· 1 skive rugbrød med smør og ost

· Flæskesvær

· Sovs

· Hjemmerørt mayonnaise af gode olier

· Makrel i tomat, tun eller torskelever/rogn fra dåse eller ansjoser fra glas

· 1 glas øl, sodavand, juice, saft, vin eller drink

· Avokado, 1 lille kartoffel, 1 lille gulerod, 1 lille pastinak, 1 majs eller persillerod

· Dadler, figner, peanuts, mørk chokolade eller syltetøj, må aldrig overstige 3 – 5 tsk. sukker på en dag

· Fløde, lille portion hjemmelavet is, hjemmelavet creme brûlée eller hjemmelavet pannacotta med riste­de mandler og lidt hjemmelavet syltetøj, evt. en lille bid kransekage eller frugter med smuldredej, som er uden mel eller andre tilsætningsstoffer udover æg, mandler, marcipan og lidt sukker

· Et lille stykke kage, pizza eller ½ bolle eller rundstykke, bare for at smage, hvis man er inviteret ud – men pas på! Sukker og andre kulhydrater starter hele blodsukker/sult-processen forfra

Forbudt, forbudt (til daglig, smagsprøver fx i weekenden, til fest, jul o.l. er tilladt, men pas på!):

· Sukker, stivelse og forarbejdede kulhydrater i det hele taget dvs.:

· Hvidt brød og købebrød, boller, knækbrød o. lign.

· Ris, pasta, majs, kartofler og andre rodfrugter

· Slik, kage, dessert

· Sodavand, juice, saft, øl, vin

· Chips, saltstænger, popcorn

· Meget fede ting

· Dårlige olier som fx solsikkeolie, vindruekerneolie, kokosolie, palmeolie

· Soya, nitrit, nitrat, kunstige sødemidler og alle mulige andre tilsætningsstoffer og aromastoffer – også de såkaldt ’naturlige’ – der ikke har noget at gøre i mad

· STORE portioner

· Hyggespisning

· Mange sofatimer

Det gælder om at være forberedt og fast besluttet! – Når de første kilo ryger i løbet af den første uge, energi­niveauet stiger, og ledsmerterne aftager mærkbart, så er det med til at bevare gejsten, så man kan holde diæten. Alle de vaner vi har nu, har vi grundlagt engang af årsager, vi ikke længere kan huske. Nu skal vi grundlægge nye vaner, og det tager nogle uger, måneder, før det sidder på rygraden, men det fysiske velbe­findende, som sådan en kostomlægning giver, er det hele værd. – Så skal man bare huske på, hvorfor man har det så godt og kan passe sit tøj, så man ikke falder i igen. Det er ikke en kortvarig diæt, det er en ny måde at tænke og spise mad på, som skal følge dig livet ud.

Som en eksryger eller forhenværende alkoholiker skal man hele tiden sige til sig selv: Ja, jeg elsker brød, kage, chips, sodavand og slik, men jeg spiser det ikke.

Kyllingelår, rosenkål og kålmos med mælk, smør og nødder.

For at bevare de gode vaner er det vigtigt:

Altid at have kaloriefattige mellemmåltider parat: frugt, fx et æble, rosiner, nødder, mandler, grønt, fx en agurk, et hårdkogt æg, koldt kød fra i går. Spis endelig ikke langtidsholdbart kødpålæg og pølser, som er fuldt af E-numre, nitrit, nitrat og konserveringsmidler. Heller ikke fx salater, som er blandet med dårlig mayonæse, buræg og masser af stoffer, som ikke egner sig til menneskeføde. Spis rene råvarer, kog eller steg dem selv. Og ingen fastfood! Som i INGEN! – Det er ikke ren mad, og du aner ikke, hvad der er i.

Øv dig i det hele taget i at ignorere supermarkedernes kilometerlange reoler med pasta, nudler, kiks, slik, so­davand, småkager, sovseblandinger, ris, mel, mysli med sukker og chokolade, frugtstænger, knækbrød, oste, salater, færdigretter, halvfabrikata o.lign. – Det fylder to tredjedele af et gennemsnitligt supermarked (– og producenter og butiksejeres bankkonti), men det er alt sammen dårligt for dig! – Det klistrer dine blodårer sammen. Skaber betændelseslignende tilstande i din krop. Kort sagt: Det lænker dig til sofaen og slår dig ihjel mange år før din tid! – Også selv om reklamerne lover dig velsmag, sundhed, hygge og konfliktfrit socialt sam­vær, hvis du spiser chokoladebarer, flødeboller, Merci, Werthers Ægte, Kinderæg, Danone, kager, slikposer, youghurt med sukker o.m.m. – Det er lodret løgn! Og meget, meget skadeligt, men desværre ikke forbudt.

Engang troede man, at det var fedt, der gjorde os fede, men så enkelt er det ikke, når stofferne kommer ind i kroppen. Der er godt fedt, som i fede fisk og olivenolie, og der er dårligt fedt, som i plantemargariner, billige planteolier, frituremad, kiks o. lign. Men de vigtigste årsager til overvægt og livsstilssygdomme, mener man i dag, er: rygning, alkohol, mangel på motion og et overmål af sukker og andre raffinerede kulhydrater (=mel) i kosten. – Sådan.

Find en god butik, fx en velassorteret Netto, med billige og friske økologiske frugter og grøntsager. Økologisk kød og fisk. Økologiske æg og mælkeprodukter. Og andet behøver du ikke købe eller have i dine køkken­skabe.

Gå ikke efter opskrifter og bestemte ingredienser, men køb det, der ser friskt og godt ud, og lav mad af det. Som med alt andet bliver man bedre og bedre, jo mere man øver sig. Gem og del gode opskrifter med andre.

Det drejer sig om vaner. Maven skal indstilles på, at det er dette, den får. Færdig! – Så må man finde på noget andet at lave, når man keder sig i munden. Gå en tur. Få en hobby. Nye venner. Eller hav agurkestænger klar. Eller en rest kold kål eller ærter fra i går. Et kogt æg. Et sødt æble. Mærk, hvor dejligt det hele smager, når man ikke har bedøvet sig med alt for meget junkfood.

Du vil hurtigt opdage, at alting smager meget, meget bedre, fx er rosiner lige pludselig meget søde. Saltmad meget salt. Vand kan smage fuldkommen fortryllende. Nøddesmagen i broccoli træder frem, ærter smager som slik. Selv ½ agurk kan blive et fyrsteligt mellemåltid med megen smag i. Ens smagsløg er blevet kalibreret til en ny slags mad.

Mens fx et stykke fyldt chokolade eller kage af dårlig kvalitet bare smager fedt og klistrer ulækkert i munden. Det er ALT for meget, når man har levet sundt i nogle uger og indskrænket sin mavevolumen.

Lad være med at udvide maven igen. Nu er den lige skrumpet ind til en god, passende størrelse, så du hurti­gere bliver mæt.

Ved festlige lejligheder er almindelig deltagelse i måltider og moderat spisning naturligvis tilladt. Men lad fx skorper ligge, tag pålæg uden brød, tag flere gange af grøntsager og salat, spis det rene kød, drik ½ glas vin og en masse vand, sid og nyd maden, selskabet og snakken uden at lave en stor forestilling ud af dine private spisevaner. – Du vil blive forbavset over, hvor få der lægger mærke til, hvad du spiser og drikker; for alle de andre er travlt optaget af sig selv.

Det sværeste er, efter min erfaring, at finde god og spiselig mad, når man er ude. På bilturen hjem fra Frank­rig, når man er overladt til servicestationernes udvalg af sandwichs og kager. På kontoret, når det igen er ka­gedag. Til fest hos moster Gerda, som udelukkende serverer fed og sød mad. På færgen, på banegården, i kantinen, på restaurant …

En is på stranden med ungerne er OK. Man kan evt. vælge en iskugle eller soft ice i bæger eller en køben­havnerstang af god kvalitet.

Et ’stjerneskud’ på havnen er også OK. Spis fisk og rejer og salat og lad brødet ligge.

Ellers har cafeteriaer ofte frisk frugt og nogenlunde spiselige salater og måske en omelet, et kyllingelår eller en fiskefilet uden alt for meget brødpanering.

Jeg tager vand, bananer og æbler med på rejse og udflugter, så kan det ikke gå helt galt.

Gode ting at spise:

· Kål og grøntsager, drys evt. lidt ost på

· Kød, fisk, skaldyr, fjerkræ, æg

· Mælk og mælkeprodukter, fx ost og youghurt naturel

· 2 stk. frugt pr. dag + lidt bær, rosiner, nødder eller mandler

· Rug og havre, men ikke så meget

Forsøg ofte at spise:

· kål, navnlig bitre kålsorter som broccoli og rosenkål

· sild og andre fede fisk

· løg

· olivenolie

· ingefær

· solbær

· avokado

· valnødder

· mandler

· mynte

Og så lader jeg i kortere perioder være med at spise, fx overholder jeg en mild faste kun med vand, mælk og et par æbler eller en banan, når jeg synes, jeg trænger til at nulstille min krop. Eller jeg faster fra klokken otte om aftenen til frokosttid næste dag for at give maven ro.

I begyndelse brugte jeg afholdenheden, fasten, meget, for at kickstarte velvære og vægttab. Men i min nye hverdag bliver det ikke til så meget. Jeg har fundet en ligevægt, der føles godt for mig.

Kilder:

https://www.atkins.com/how-it-works/atkins-20

http://annikadahlqvist.com/om-lchf/

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6329581/Vi-n%C3%A6rmer-os-point-of-no-return-for-danskernes-sundhed MARIE RAES Kostvejleder i Politiken DEBATINDLÆG 7. FEB. 2018

https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvorfor-er-dit-blodsukker-saa-vigtigt

https://politiken.dk/debat/art6408057/Vi-bliver-tykkere-og-tykkere-og-det-er-ikke-bare-fordi-vi-mangler-vilje­styrke.-Politikerne-b%C3%B8r-tage-kampen-mod-fedmeepidemien-op

https://videnskab.dk/krop-sundhed/nyt-studie-spis-lidt-mindre-lev-laengere

https://www.sygeforsikring.dk/nyt-sundt/saadan-spiser-du-antiinflammatorisk

https://politiken.dk/mad/tema/art5503137/LCHF-kuren-Det-nye-hit-blandt-folk-der-gerne-vil-tabe-sig

https://videnskab.dk/krop-sundhed/usund-mad-smadrer-muligvis-stamcellernes-hukommelse

https://politiken.dk/debat/kroniken/art6422962/Den-s%C3%B8de-tand-koster-masser-af-liv-hvert-eneste-%C3%A5r.-Det-er-p%C3%A5-tide-politikerne-v%C3%A5gner-op-og-g%C3%B8r-noget :

https://dr.dk/tv/se/sandheden-om-kulhydrater/-/sandheden-om-kulhydrater

Spis ingenting! http://blog.loneandrup.dk/#post311

https://videnskab.dk/en/node/28335 Hverken mange eller få kulhydrater er sundt, antyder studie

https://videnskab.dk/krop-sundhed/harvard-professor-advarer-mod-kokosolie

https://videnskab.dk/krop-sundhed/forsker-du-behoever-ikke-at-kvitte-sukker-for-at-blive-sundere

Spis ingenting!

I 70’erne begyndte det så småt med joggingsko og posede, røde, blå eller grønne joggingsæt med brede, hvide fartstriber, joggingstier, ananaskuren, portvinskuren og hvad ved jeg. – Vi havde fået for mange penge, for mange muligheder, og vi spiste og drak for meget, hvilket kunne ses på figuren.

Nu er der som bekendt ingen ende på kure og kostråd, hverken de professionelles – i fuldt alvor anbefales motion og slankekure mere eller mindre velunderbygget mod alverdens sygdomme, og en ung og sund, tyk gravid bliver udskældt og ydmyget af sin jordemoder, der faktisk får sine penge for at berolige og hjælpe. Men der er også alle rådene fra de velmenende amatører: Sund og lykkelig og fedtfri og sukkerfri familie, der senere bliver skilt, glutenfri, kulhydratfri, stenalderkost, raw food, ingefærshots, blåbær, solhat, multivitaminer, ginseng, fiskeolie og andre kosttilskud af alle slags, teblandinger, enhver kan forlænge her med deres egne lister, der oftest fungerer som et ’Ave Maria’, der skal gentages dagligt som forsikring imod sygdom, død og andre ulykker.

Men sundhedsbestræbelserne er, som jeg har forstået det, helt forfejlede. I vores velnærede og velforsynede lille smørhul af et land drejer det sig ikke så meget om, hvad vi skal indtage mere af, men i høj grad om, at vi skal lade være med at spise. Og det er jo, som vi er mange, der har erfaret, det aller- allersværeste …

For vi har så let adgang til alle mulige fødevarer, slik, kager, fastfood, drikkevarer, at de fylder vores dag. Og navnlig fylder de, hvis vi prøver at holde igen.

Man mødes med rundstykker og kage til morgenkaffen på arbejdet, til mødet eller hos vennerne.

Med et stort og billigt udvalg af brød, boller, kager, chokoladebars, snacks og andre hurtige mellemmåltider og drikkevarer i kantinen eller på gaden.

Med store og gode middage med to – tre retter og vine plus avec hos familie og venner og når vi går i byen for at forkæle os selv.

Og vi skal gå spidsrod mellem utallige hyldekilometer langtidsholdbare kulhydrater, mayonnaise, flødeoste, småkager, popcorn, chips, slik, tørret frugt, salater, pølser og pølsepålæg, når vi køber ind. Det skal man være helgen for at kunne lukke øjnene for, mens varerne i frugt og grøntafdelingen på vore breddegrader ofte er uøkologiske, slatne, maskinskadede, tvangsmodnede og smagløse størstedelen af året.

Derfor det store fokus på mad og hvad vi ellers putter i munden og alle de gode råd.

Det bedste råd til os tyksakker er dog at lade være med at spise – ret meget. De mennesker, der lever i underkanten af deres kaloriebehov i lange perioder, lever normalt længere og sundere liv. De er adrætte og energiske langt op i alderen og får færre sygdomme. En smule fylde på hofter og lår giver modstandskraft, men for meget oplagret fedt er en alvorlig belastning for hele kroppen.

En fastedag eller to om ugen gør det ikke, for kroppen vil forsøge at udligne kalorietabet på de dage, hvor det er tilladt at spise. Kroppen opfatter enhver slankekur som en trussel mod selve livet og vil kæmpe voldsomt imod. – For et normalt og sundt menneske udstyret med en normal viljestyrke betyder det, at man blot bliver tykkere og tykkere, jo mere man prøver på at tabe sig.

Naturen har ikke forudset overflod, så vi er ikke udstyret med en stopklods, men med en medfødt trang til at proppe i os, når der er kalorier at få. For man ved jo aldrig, om der bliver knaphed på mad lige om lidt, og mave, lår og hofter fungerer, ganske som kamelens pukler, som lagerplads, så vi har noget at stå imod med.

Det kræver et strengt regime at sætte sig op imod kroppens krav, et regime, der nemt tangerer gammeldags, religiøs askese eller ligefrem anoreksi.

Og et kostråd som ’Spis ingenting’ – får meget svært ved at finde sponsorer, for der er intet at sælge udover afholdenhed. Og det kan let føles som en hån mod alle de millioner af mennesker på denne klode, som hver dag har store problemer med at skaffe kalorier nok til sig selv og deres børn.


http://politiken.dk/debat/kroniken/art5850644/%C2%BBDu-er-alt-for-tyk.-ALT-for-tyk.-Du-er-fyldt-med-fedt.-Det-er-derfor-jeg-ikke-kan-m%C3%A6rke-barnet%C2%AB

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

http://videnskab.dk/krop-sundhed/de-buttede-lever-laengere

De gængse og mest fornuftige kostråd kan vist for tiden koges ned til:

Spis grønt og groft og varieret og lokalt og sæsonbestemt, og spis ikke for meget og navnlig ikke for meget kød. Kom ud i haven, parken, skoven, stranden, løb eller gå en tur, svøm eller tag cyklen, så meget du kan.

Men det mest bekvemme er jo at ligge i sofaen med en skål chips og se en god film smiley

Sundhed

Da jeg ville være sund og slank og gik på diæt og tabte 8 kg, fik jeg en stor galdesten, der gjorde mig syg i trekvart år. To gange måtte jeg indlægges, den ene gang akut med gulsot, og begge gange blev jeg opereret på. Det viste sig, at stoffer ophobet i fedtvævet udfældes i galdeblæren, når man taber sig. – Det står der ikke noget om i damebladene eller i de foldere, man får udleveret hos lægen …

Da jeg holdt op med at ryge, selvdestruerede min skjoldbruskkirtel, så jeg efter nogle måneder fik for lavt stofskifte. Nu er jeg sløv og træt, på livslang medicin og kan ikke komme af med den overvægt, rygestoppet bevirkede. – At et rygestop kan give stofskifteproblemer, er forholdsvis ny viden, som der ikke står noget om i alle de bedrevidende rygestopbrochurer …

Da jeg ville leve sundt og sendte bud efter en saftpresser og begyndte med at presse økologiske gulerødder til saft, reagerede min krop ved at udvikle en kraftig gulerodsallergi, som viste sig ved kløende, sviende, rindende, røde øjne. I årevis troede vi, at jeg var blevet pollenallergiker lige pludseligt midt om vinteren. Eller at jeg var overfølsom over for skimmel, min hund, gylle i luften, hvad ved jeg. – Nu kan jeg ikke tåle gulerødder, rødbeder, radisser, avocado og gurkemeje … Ting, jeg ellers har spist hele mit liv uden problemer. – Man bliver ikke advaret mod overindtag af gulerødder i de officielle sundhedskampagner, så som ’Spis 6 om dagen’ …

Jeg har aldrig i hele mit liv været så syg og dårligt tilpas, som siden jeg besluttede, at jeg ville følge de gængse råd og leve sundere.

Spisevægring by Proxy

En besynderlig lidelse ser ud til at have bredt sig blandt navnlig yngre mødre. Man kunne følge det internationale diagnosesystem, ICD-10, og navngive fænomenet EDbP — Eating Disorder by Proxy. EDbP handler tilsyneladende om at kunne kontrollere sit fuldkommen raske barns føde­indtag ned til mindste bid og derved anbringe det i en ubekvem position uden for alle gængse, so­ciale sammenhænge, hvor spisning som regel indgår: institution, skole, børnefødselsdage og fæl­les måltider med familie og venner.

Der er ikke tale om almindelige forskrifter for sund levevis, som vi kender dem fra diverse kam­pagner, men om en bekenden sig til hjemmestrikkede, sekteriske spiseregler, ofte helt uden vi­denskabeligt belæg eller blot med et gran af opsnappet rationale, som bliver rodet sammen i for­virrede hoveder til letfattelige dogmer. Det kan være ”spis efter din blodtype”, stenalderdiæten, sukkerfri diæt, kødfri, mælkefri, fedtfri, kulhydratfri eller, som jeg så i tv, en hollandsk mor, der håndhævede en streng rå, vegetarisk diæt for sig selv og sin ti år gamle søn.

Lad os tage det hollandske eksempel: Moderen hævdede, at tilberedt mad var unaturligt, fedende og kræftfremkaldende. For en million år siden, sagde hun, havde mennesker ikke ild og kunne derfor hverken koge eller stege fødevarer. — Nej, hun har ret, men vore daværende, menneske­lignende forfædre levede formodentlig heller ikke særlig længe, og de brugte størstedelen af de­res vågne tid på at søge efter mad og gnaske, hvad de nu kunne finde, f.eks. hårde rødder, bark og blade. Moderen pressede appelsiner til sin søn og fodrede ham i øvrigt med bananer, æbler, nød­der, spiret hvede, salat og mangoer. For bare hundrede år siden ville ingen af hendes foretrukne fødevarer have været til at opdrive i Holland om vinteren. Hun og hendes stakkels forsøgskanin af en søn ville dø af sult i løbet af de første måneder på denne diæt.

Denne mor, og andre fødevarekorsriddere, mangler enhver form for historisk bevidsthed. Grun­den til, at vi overhovedet eksisterer i dag, er, at vore forfædre spiste varieret og som hovedregel ikke lod sig styre af kræsenhed og fikse idéer.

Problemet i vores lille, forkælede del af verden er nu, at der er en overproduktion og et overfor­brug af underlødige fødevarer, som gør os tykke og syge. Vores fødevarer er ganske rigtigt mis­handlede, alt for gamle og proppede med gift og kemikalier. Det er et reelt problem. Men vi bliver alligevel omkring firs år gamle i gennemsnit, hvilket er enestående i menneskehedens historie. I vores kulturkreds lever i disse år de første generationer i hele jordklodens beståen, som er sikre på, at de kan spise sig mætte hver dag! — Derfor er det mig en gåde, at nogle forholdsvis velud­dannede, yngre kvinder − og nogle få mænd − i et moderne, verdsligt samfund reagerer med spi­seforstyrrelser, som kunne minde om religiøst betingede fasteregler og forbud mod bestemte fø­devarer.

Hvilke kostregler, voksne mennesker pålægger sig selv, kommer ikke andre ved. Men at gøre det sociale liv besværligt for sine egne børn pga. uvidenskabeligt vrøvl er et alvorligt anliggende. Hvad er formålet? At opnå indirekte opmærksomhed? På en forkvaklet måde at demonstrere, at man er en god mor? At kompensere for sin egen manglende prioritering af barnet, der bliver overladt til fremmede voksne og store grupper af andre børn det meste af dagen? At kæmpe for at bevare en rest af personlig kontrol i et stressende og ukontrollérbart miljø med partikelforurening, usundt indeklima, dårlige madvarer og en truende miljøkatastrofe?

Vi er alle bekymrede for verdens skæve gang, men ikke alle vælger uhensigtsmæssige individuelle løsninger, som f.eks. spisevægring pr. stedfortræder, i denne sammenhæng spisevægring på bør­nenes vegne, for mange af disse unge mødre undser sig ikke for selv at tage en kage til kaffen henne på kontoret. Den hollandske mor i tv-udsendelsen var tilsyneladende alene med sin søn, og vha. sine strikte regler for madindtag kunne hun effektivt isolere og kontrollere den unge mand, der var i hendes varetægt, og som var helt afhængig af hendes accept og — i dette tilfælde sær­deles betingede — kærlighed.

Hun fremstod som et grelt eksempel på en ulykkelig, individuel protest mod moderne mad. Før denne tendens breder sig yderligere, vil jeg gerne slå et slag for en mere rationel og nyttig, politisk og demokratisk kamp for bedre fødevarer, det være sig i institutioner såvel som i hjemmene, i Danmark, såvel som i verden ude omkring os.

(Bragt første gang i Politiken d. 2. 2. 2010)

Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.

Freakshows, heksejagter og det evige liv

Turen hen i motionscentret eller op og ned ad villavejene kan sammenlignes med tidligere tiders bodsgang som her på Den Hellige Trappe i Rom. Sindrigt udtænkte diæter erstatter i dag fasten, hvor man kun måtte spise fisk. Vi køber gedegavekort eller har børn i Afrika som almisser og aflad. – Nu som før drejer det sig om det evige liv.

Middelklassekvinder har i dag, som altid førhen, travlt med at opdrage på de mindre heldigt stillede klasser. Før i tiden stak de en kurv sparsomme madvarer tilsat opbyggelige skrifter om det rette, moralske levned ud til omegnens fattigste; så havde de gjort dagens gode gerning og kunne have det godt med sig selv, mens de broderede sofapuder og gnaskede småkager.

I dag er det nikotintyggegummi, slankepulvere og kondomer, der følger med gardinprædiken, så de selvusikre middelklassekvinder kan give aben videre og som de sidste dages hellige have det godt med deres egen families sukkerfrie diæt, timerne i motionscentre og på villavejene med rumlende maver, og ― ikke mindst ―med alle de små synder og skammen, der uvægerligt følger med. Synd og skam, som netop de veldædige gerninger skulle opveje.

Mænd var som oftest hævet over sådanne små tidsfordriv. Det har aldrig været anset for specielt maskulint at gå op i, hvordan andre spiser, drikker, ryger eller horer. I dag kan de feminiserede middelklassemænd, i særdeleshed de, der arbejder i sundhedssystemerne eller bor og arbejder i kraftigt kvindestyrede miljøer, pædagoger, skolelærere o.l., sagtens give deres besyv med. ― Men altid nedad, bemærk venligst det: Man sparker og opdrager udelukkende nedad.

Der er ingen, der forsøger at korrigere de herskende klassers vellevned. Tværtimod. Den næsegruse og totale beundring for de rige og magtfulde er uforandret og enorm op gennem historien: Tunge guldure, store cigarer, gamle rødvine, udsøgt mad, dyrt tøj og luksusrejser til fx Dubai bliver stadig anset for misundelsesværdigt. Vi har en dronning, der kan tillade sig at skide på det hele og ryge som en skorsten sammen med sin gemal og indtil for kort tid siden også sammen med sine to verdensfjerne sønner.

Når vi er færdige med at grine og godte os over freakshows i tv med luksusfælder, som kun de fattigste falder i ― underforstået at de, udover manglen på likvider også er dummere end vi andre, ha, ha ― og de for lækre til love-tumper, de unge mødre osv., så stikker vi dem et salathoved og et nikotinplaster og genoptager med desto større sindsro vores egen sakrosankte, ikke mådeholdne, slet ikke, men totalt skemalagte, og i vores middelklassesegment konsensusbelagte og korrekte levevis.

Og måske intensiveres det bedrevidende opdrageri, heksejagterne på de ligeglade og udstillingen af de tykke, de dumme og rygerne i januar, hvor middelklassens dårlige samvittighed over vellevned i julemåneden hvert år topper?

Ernæring og instinkter

Aldrig igennem hele verdenshistorien har nogen befolkning som helhed haft så gode kår som vi danskere, skandinaver, nordeuropæere, har det i disse år! Vi vælter os i mad og alskens forbrugsgoder.

Og aldrig har så mange bekymret sig så meget om den føde, de indtager! Det skyller ind over os med kostråd. Man er endda begyndt at advare mod sukkerindholdet i frugt…

Bekymringen antager sådanne former, at det viser sig næsten umuligt at give børn fælles frokost i daginstitutionerne, fordi lille Oliver ikke må få gluten, lille Emilie ikke sukker, lille Victor kun økologisk osv. Mange unge mødre finder det åbenbart lettere at kontrollere deres børns kost end deres egen.

Overflod og askese følges tilsyneladende ad, men kun i teorien. Askesen, afholdenheden, er et ideal, som folk ustandseligt holder sig for øje med dårlig samvittighed som det uundgåelige resultat. Ganske få kan abstrahere fra maven og følge rigide kost- og motionsplaner. Yderpunkterne er deciderede spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi. I middelalderen havde vi religiøse munke og nonner, som fastede for at opnå det evige liv. I dag er vore forbilleder forfængelige fotomodeller og filmstjerner, som forfølger samme ideal. Men det er nu som før de færreste, der kan overvinde instinkterne.

Jeg har altid levet tæt sammen med dyr. I en lang årrække havde jeg en lille hønseflok, der gik frit rundt i haven. Høns er traditionelt blevet fodret med byg, men de er altædende, og de vil til enhver tid foretrække det mest næringsholdige foder. Om morgenen strøede jeg en skål korn ud til dem på terrassen. Jeg blandede byg med hvede, som indeholder mere energi, og min lille hønseflok kunne gå hen over en kvadratmeter spredt korn og — Hak, hak, hak … pille hveden fra, så kun byggen lå tilbage. Et særdeles præcist og imponerende stykke sorteringsarbejde!

Køer skynder sig at æde kraftfoderet før høet. Hunden vil snuppe kødbidder før brød. Barnet vil spise chokoladestangen før æblet. Vi voksne mennesker ved godt, at vi skal begrænse os til grøntsager, men efter løbeturen snupper vi lige en is, en hotdog eller et marcipanbrød på vejen hjem.

Udviklingsmæssigt er vi ikke tilpasset overflod. Alle vore instinkter tilsiger os, at vi skal fylde maven med det mest næringsholdige, sukker, fedt, stivelse, protein, der er inden for rækkevidde. Som den nye religion er kostrådene, de officielle såvel som de hjemmelavede sekteriske, årsag til en vedvarende, indre dialog mellem fornuft og instinkt. Heraf opstår synden, overtrædelsen, og den derpå følgende aflad i form af strengere diæt og hyppigere og længere løbeture … Således er befolkningen til stadighed optaget af sig selv og orker ikke at tænke over de større udfordringer i et moderne samfund.

Den emsige klasse

Er netop færdig med at læse Kate Fox’ vidunderlige bog: Watching the English — The Hidden Rules of English Behavior. Hun er antropolog, og i stedet for at vende blikket mod nogle halenegre i de varme lande har hun grundigt studeret sine egne, engelske medmennesker.

Og de er i sandhed besynderlige, sådan som de ter sig, og på nogle få undtagelser nær, publivet og den skarpe klasseopdeling, meget, meget lig danskerne.

Hun har et underholdende kapitel om alle de forskellige former for spisevægring, der er blevet moderne, mest udtalt blandt kvinder i det, hun kalder The Chattering Class, dvs. den snakkevorne klasse, som hun definerer som intellektuelle fra den øvre middelklasse: Den ene vil ikke spise fedt, den anden ikke sukker, den tredje ikke kød, den fjerde ikke stivelse, den femte ikke uøkologisk, den sjette spiser efter sin blodtype, og alt i alt gør det det pløkumuligt at sammensætte et måltid og invitere veninderne. De er alle til hobe, hvad min mor ville have kaldt kostforagtere. Mest brugte min mor udtrykket negativt, når jeg kastede mig over aftensmaden, som i: Du er sandelig ikke nogen kostforagter!

Ikke nok med at disse kvinder har udviklet forskellige, modeprægede spiseforstyrrelser, de TALER også om det uden ophør. Bekender overtrædelser, foredrager lange lister over, hvad de har spist eller ikke spist, og belærer andre om deres sekteriske fødeindtags velsignelser. Sidst, jeg var inviteret til middag hos et vennepar, sad vi og stak i noget ovnbagt skimmelsvamp, dyrket i mørke kældre, fordi værtsparret ikke kunne få sig til at spise hverken kød eller fisk og knap nok grøntsager.

Nå, men selv om det er underholdende og tankevækkende, vil jeg ikke skrive mere om det moderne, vestlige menneskes aparte forhold til almindelig, god mad, for mit egentlige ærinde var at introducere Kate Fox’ begreb: The Interfering Class, dvs. den emsige klasse. Ifølge den engelske antropolog består den emsige klasse også fortrinsvist af kvinder, men denne gang fra middel- eller lavere middelklasse. De har en kortere uddannelse, hyppigt inden for sundhedssektoren, eller de er alternative terapeuter, og deres kendetegn er, at de ikke kan lade være med at blande sig. Når de blander sig, og dette er en vigtig pointe, fremhæver Kate Fox, er det aldrig vendt mod de højere klasser i samfundet; næh, den emsige klasses kvinder føler selv, at de er sat på jorden for at vejlede alle de stakkels mennesker, der er mindre privilegerede, end de selv er.

Hvem har ikke mødt en sådan emsig kvinde, der er ved at sprænges, fordi hun ikke kan lægge bånd på sin trang til at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv? Hun ringer til dig om aftenen for med klæbrig stemme at opfordre dig til at melde dig ind i Røde Kors, Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen el. lign. Hun står på gadehjørnerne og deler Vagttårnet ud, eller hun banker på din dør og insisterer på at dele glæden ved Jesus med dig. Hun findes på sygehuset med alle lommer struttende af antirygebrochurer, diæt- og motionsplaner, eller med blodtryksmåleapparater, kolesterolmåleapparater og andre gadgets, der alt sammen kan give hende en yderst tilfredsstillende form for magt over andre. — Til deres eget bedste, forstås.

Det værste eksempel så jeg i tv-nyhederne sidste år: På et sygehus i Trekantsområdet, jeg tror, det var i Kolding, havde en velmenende ansat på barselsgangen læst i en artikel (videnskabelig, må man formode), at ikke blot rygning, men også de skadelige partikler, der hang i røgen, var uhyre farlige, så hun havde overtalt en stakkels Brian, der lige var blevet far for første gang, og som var indlagt sammen med sin meget unge kæreste og nye baby, til at iføre sig en skriggrøn, plasticagtig klovnejakke, hver gang han gik ud på gaden for at få en smøg. Et mere ynkeligt syn har jeg sjældent set end denne unge, sårbare fader, der pænt og skamfuldt gjorde, hvad han fik besked på, og et mere ubehageligt syn har jeg sjældent set, end den triumferende, skingre kvinde, der havde fået ham så læsterligt ned med nakken.

Mon ikke vores dronning, som vel ubetinget tilhører den højeste socialklasse, kan få opereret sit knæ uden at vågne op til en sygestue invaderet af livsstilsprædikende kvinder, der med professionelle smil får hende overbevist om, at hendes skavanker og det faktum, at hun nu ligger vores fælles, kostbare sundhedsvæsen til last, alene skyldes hendes egen uhensigtsmæssige livsstil? Og mon hun sendes ud på gaden iklædt skriggrøn plasticregnfrakke, når hun får trang til at ryge? Eller endnu værre, som jeg har set det nogle steder, ud til sygehusets befærdede hovedindgang til spot og spe for alle tilfældige forbipassende, iført gangstativ med drop og for lille, forvasket sygehusskjorte, som ikke kan knappes?

Når vi er syge eller skal føde et nyt barn, burde vi vel omgives af empatiske mennesker, der formår at vise os alle respekt, og som kan huske, at for blot et årti siden lagde samfundet det forventningspres på en nybagt far, at han skulle fejre begivenheden med en stor, dampende cigar.

Hvis de emsige kvinder prædiker kost og motion, og måske udbreder deres egne, hjemmestrikkede kost- og motionsråd til alverden, kunne der være tale om en skrækindjagende overlapning mellem de to klasser: Den snakkevorne og den emsige, og så gælder det om at komme væk!