Politiken.dk 18.11. 2020:
Gymnasieelev: Jeg begrænser min ungdom for utaknemmelige generationer
Hvorfor skal vi spilde vores bedste år på at beskytte mennesker, der ikke engang vil ofre deres kød, rejser og store biler for miljøet i de fremtidige generationer?
https://politiken.dk/debat/art8002704/Jeg-begr%C3%A6nser-min-ungdom-for-utaknemmelige-generationer
Der er en tendens i tiden til at iscenesætte alt som en bitter krig mellem generationer, og min avis, Politiken, er ikke sen til at kolportere vrøvlet. Anklager, konflikter og følelser sælger aviser og genererer klik.
– De ældre foragter de yngre, som er kommet alt for let til tingene, er uvidende, ikke har lært sproget, opførsel og respekt. – Har det ikke altid været sådan?
– Og de yngre foragter de ældre, som har raget for meget til sig, er for stive, gammeldags, belærende og fordømmende. – Har det ikke altid været sådan?
De unge har ikke levet længe nok til at erhverve sig ret mange materielle goder, viden, indsigt og erfaring.
Og de ældre har arbejdet i mange år og har fået hus og pensionsordning, de har levet længe, har fået vaner og har lært noget, måske en ny ting hver eneste dag i 50, 60, 70 eller flere år, og de har levet i tider, hvor meget var anderledes.
Lige for tiden har de yngre generationer travlt med at hævne, at de følte sig overset i barndommen, bl.a. ved at bebrejde deres forældre, at de har ødelagt jorden med forurening. Men de stakkels forældre forstår ingenting, for det begyndte for flere hundrede, måske tusinde, år siden med overbefolkning, overudnyttelse af jordens ressourcer, fossile brændstoffer, industrialisering og det intensivt usunde, giftspredende landbrug. Også de ældre generationer fik overgivet et samfund på godt og ondt. Og mange organiserede sig og kæmpede på alle måder for forbedringer. – De virkeligt ansvarlige er ikke mor, far, bedstemor eller oldefar, som bare har levet deres liv og gjort, hvad de kunne, mens de har sørget (godt) for de opvoksende generationer. Miseren skyldes snarere nogle i mennesket iboende kræfter, heriblandt grådighed.
Disse kræfter besidder vi for at sikre vores overlevelse bedst muligt og ved anvendelse af alle midler, fysiske, psykologiske og politiske. – Og det er uden for enhver tvivl gået for vidt. Vi er blevet for mange, og vi forbruger for meget. Derfor deltager mange i forældre- og bedsteforældregenerationen i bevægelser, politiske, for ligestilling eller som græsrødder, hvor de kæmper mod ulige fordeling af goderne, mod forurening og overudnyttelse af ressourcerne. Hvis man forsøger at gøre problemerne mindre og mere overskuelige ved at gøre dem til en binær generationskamp, løser man ikke noget.
Enhver generation har brug for sit eget oprør, det forstår jeg. Ville bare ønske, at oprøret ikke tankeløst manifesterede sig som en personlig krig, hvor enhver kan tiltage sig retten til at diktere, hvordan naboen helt ned i meningsløse detaljer bør leve, for virkeligheden er uhyre meget mere kompliceret. Der findes ikke så enkle svar på så store udfordringer. Det ville være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi engagerede os i en fælles kamp.
Hvorfor tror de unge vrede, at der er en aldersgrænse, hvorefter man pludselig holder op med at bekymre sig om klodens tilstand og menneskeheden, børn og børnebørns overlevelse? Og er det ikke en smule ved siden af målet at beskylde de ældre for at være dem, der går rundt i supermarkeder og spreder coronasmitten? – Hvad med skiturister, der overvejende var yngre mænd? Og minkfarme, der fik smitten til at eksplodere i ellers sparsomt befolkede landsdele? Fester, rejser, slagterier, alt for trange boligforhold?
Vi oplever lige nu en pandemi, en verdensomspændende, smitsom sygdom, der både dræber og handikapper millioner af mennesker over hele kloden. I Italien har de nu igen ikke midler til at behandle alle de syge, der i Napoli holder i kø til overfyldte sygehuse. Vi har ikke oplevet noget lignende siden Den Spanske Syge under 1. Verdenskrig for hundrede år siden.
Det er ikke muligt at decimere en pandemi til en konflikt med kun to sider, unge og ældre. Coronavirussen er nu et verdensomspændende problem, og ligesom vi alle skal bekæmpe forurening, skal vi alle hjælpes ad med at stoppe smitten. Alt andet ville være umenneskeligt.
Ja, det er overvejende bedsteforældrene, der dør, og det er muligt, at unge gymnasieelever mener, at slægtens ældre sagtens kan undværes, men vi har unge og yngre mennesker, der endnu et halvt år efter smitten lider af senfølger, og ingen ved endnu, hvor ødelæggende det kan være for individer, eventuelle børn og familier.
Så skal vi ikke bare alle sammen gøre vores bedste? – Hvordan man forholder sig under en epidemi, og hvem, der ved sin opførsel har ‘fortjent’ at overleve, er nok ikke en sag for 17-årige …
https://politiken.dk/tag/main/Syg_i_m%C3%A5neder_efter_covid-19