… tog selv telefonen om morgenen og var klar til at rådgive og hjælpe den lille bys borgere, hvis de havde behov for ham.
Han anvendte ikke ’gå væk’-telefonsvarere og sekretærerne i forkontoret, men foretog de nødvendige vurderinger selv.
Han lod sig ikke intimidere af tidsbegrænsninger eller andre krav, men hentede glad og gerne sine patienter i det hyggelige venteværelse – og kunne så samtidig observere gangart, humør og tempo på vejen tilbage til sin konsultation.
Han havde altid tid til at lytte og tøvede ikke med at foreslå andre årsager til lidelser end dem, man selv kunne komme i tanke om, baseret på sine mange års nysgerrighed og erfaring. Han tog gerne en ekstra blodprøve – egenhændigt – hvis han fik mistanke om fx for lavt stofskifte eller blodmangel. Han kunne også kigge nærmere på en brun plet i nakken, som man ikke selv havde set, og sende én videre til en specialist, hvis han havde den mindste grund til at tro, at noget alvorligt var under opsejling. Eller han indledte en snak om et nyligt dødsfald eller en skilsmisse, som han på en eller anden måde altid var orienteret om, og som måske kunne forklare trætheden og søvnproblemerne bedre end alvorlige sygdomme.
Han var uhyre praktisk anlagt og kunne skylle øregange, sy en flænge, fjerne en bums eller en nedgroet negl eller foretage en regulær udskrabning, hvis det var nødvendigt.
Men han kunne også redegøre for det videnskabelige grundlag for diagnoser og medicinske præparater på en seriøs, men alligevel let forståelig måde. Han lyttede, argumenterede og indgik i diskussioner om den bedste behandling. – Han talte aldrig ned til folk, men talte til dem, som om de kunne forstå hans overvejelser og gode hensigter. Og han var aldrig bleg for lige at ringe, hvis han havde prøvesvar, der krævede forklaringer, eller bare for at høre, om pillerne havde virket, eller om det gik bedre.
Man tog sig godt af os dengang for mere end 40 år siden …
Specielt tænker jeg tit på en morgen, da min søn, som en stiv, lille træmand kom stavrende ned ad trappen, mens jeg var ved at sætte morgenkaffen over, og sagde: – Mor, jeg kan ikke bøje nakken …
Man skal nok være født i 1950’erne, være opvokset med faren for polio og have hørt om meningitis for helt at forstå, hvor skræmmende et barns stive nakke kunne være.
Sønnike, der kun lige var fyldt tre, så forpint ud og satte sig med hovedet fastlåst i en skæv vinkel på tæppet midt i stuen.
Jeg var ganske ung og enlig mor og uden at tænke en eneste tanke ringede jeg til lægen, som tog telefonen med det samme, og som 10 minutter senere hurtigt, men roligt, trådte ind i min stue, hvor sønnike ikke havde rørt sig overhovedet, men blot sad med store tårer i øjnene.
Lægen hilste venligt på drengen, satte sig ned ved siden af ham og tændte sin lille lommelygte, som han altid bar i brystlommen som en kuglepen, og holdt den ned på min søns mave …
Min søn bøjede omgående hovedet for at se, hvad lægen foretog sig dernede på maven, og vi kunne jo straks se, at nakken ikke var stiv, sikkert blot øm. Efter grundige undersøgelser af ryg, nakke og skuldre kunne lægen konkludere, at sønnike nok bare havde sovet med hovedet i en uhensigtsmæssig stilling.
Men åhh, hvor blev jeg flov. Jeg undskyldte ulejligheden mange, mange gange og beklagede, at jeg havde ringet så hurtigt uden at undersøge sagen selv.
– Det skal du ikke tænke på, svarede lægen muntert. – Det er da godt, at det ikke var noget alvorligt, og du må altid hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. – Nu får vi alle tre en meget bedre dag.
– Hav det nu godt, sagde han med sin sædvanlige afskedsreplik, og kørte videre til andre, der havde brug for ham.
It takes a village …