Cirkus Miehes gamle vinterkvarter i Rold.
Der findes tre slags mennesker. Dybt nede er vi alle bønder, fiskere eller nomader.
Jeg er bonde. Genetisk og psykisk er jeg jordbruger. Jeg foretrækker grøn frodighed og ferskvand. Jeg bruger det meste af min tid på at holde ’familien’ og ’dyrene’ og ‘gården’ og ’staldene’ og ’markerne’ og ’kålhaven’ i fin stand. Jeg vander potteplanter, luger jordbærbedet, slår græsset, maler vinduerne, laver mad og holder rent, og jeg går ikke i seng, før jeg har gået en runde og set, at alle er mætte og glade, hunden er gået til ro, lågerne er lukkede, og haven ligger velpasset hen i skumringen. – Af og til tager jeg en tur til ’købstaden’, gør mine indkøb, ser noget nyt og møder andre mennesker. Men så gælder det om at komme hurtigt hjem til bedriften igen, for man er jo uundværlig derhjemme i hus og have, ikke?
Min veninde er fisker. Trangen til at se hav ligger dybt i hende. Og det er mærkeligt, for hun er et overklassebarn fra det indre af landet og har aldrig hverken sejlet eller fisket i virkeligheden. Der skal bare være hav i nærheden af hende. Hun skal mærke vinden, sandet, saltet, skumsprøjtet, lyset over bølgerne og det skiftende vejr. Det er ikke nok for hende med et par uger i sommerhus. Hun skal bo, så hun kan se og mærke havet hver eneste dag. Så hun kan følge med vind og vejr og årstiderne på den store, ofte oprørte flade, og hun tager gerne på langtur. Så længe det involverer noget saltvand, føler hun sig hjemme og godt tilpas overalt.
Og så er der mine venner nomaderne. De har et vinterkvarter i parcelhuset, hvor de hytter sig fra oktober til maj, og et sommerhus, hvor de bor i sommerhalvåret. Som en omrejsende cirkus- eller tivoli-familie, der flytter i vognene og drager landet rundt i de lyse og varme måneder. Nogle mennesker har teltet, autocamperen, hytten, kolonihaven, sommerhuset i Norge, Sverige, Spanien, Sydfrankrig eller andre steder, hvor de engang kom og følte sig hjemme. De følger formentlig imaginære dyreflokke fra boplads til boplads. Om sommeren bor vi her, hvor der er fri adgang til østers, fisk og fede svømmefugle. Om vinteren bor vi mere beskyttet her, hvor vildsvin og rådyr fouragerer. Nomader passer kun nødtørftigt haverne omkring deres skiftende bosteder. Havebrug har ikke deres interesse. Det er selve den årstidsbestemte flytning og de nye, gammelkendte omgivelser begge steder, der er formålet.
Til sidst skal jeg lige nævne flokmenneskene. De kan være alle slags, men mest er de udadvendte, der altid snarere orienterer sig efter fællesskaberne i storbyerne, end de lytter til deres egen, indre stemme. Som en del af store flokke trives de i bevidstheden om, at de ikke går glip af rørelser, som mange andre også deltager i, og de føler sig bekræftede der ved, at de ligner alle andre og indretter sig på samme, ’unikke’ måde, som alle andre, og derfor ikke kan være helt galt på den.
Alle slags mennesker har en masse efterrationaliseringer parat, hvis man skulle spørge dem om deres livsvalg. Men min erfaring er, at ingen af valgene er valg; det er dispositioner, en forkærlighed, der ligger dem dybt i blodet, nedarvet fra de tusindvis af generationer, der er gået forud.