Ved et tilfælde faldt jeg over Thomas Eriksons tankevækkende bog: ‘Omgivet af idioter’. – Hvem kan ikke identificere sig med den titel?
Hans pointe er, at vi er forskellige på et dybtgående og personligt plan, hvilket bevirker, at vi har mere end svært ved at forstå og tolerere hinanden.
Man kan inddele mennesker efter mange kriterier, højde, hårfarve, evner i et køkken fx, men Erikson gør det efter udvalgte, personlige karakteristika, som han giver forskellige farver.
I al korthed:
· De blå er stilfærdige, pedantiske tekniker- og ingeniørtyper
· De røde er hurtige i opfattelsen, selvstændige og dominerende
· De grønne er traditionelle familiemennesker med enkle værdier
· De gule er udadvendte, festglade og publikumsorienterede
De blå og røde hviler overvejende i sig selv, de grønne og gule er fællesskabsorienterede.
Det er naturligvis en grov forenkling af Eriksons glimrende bog og pointer. Læs den selv, hvis du vil vide mere.
I måneder havde vi herhjemme megen sjov af at gå og inddele alle, vi kendte, efter farve. – De gule var de mest iøjnefaldende og samtidig de mest uforståelige.
Sønnike kunne hurtigt udpege en gul blæksprutte, en decideret linselus, som i en tv-udsendelse om livet i havet ustandseligt søgte lige hen foran kameraet, hvor, man ville sværge på, den stillede sig an og vinkede til seerne.
Gule mennesker kan være både gode kammerater, sjove og underholdende, men kun hvis deres evner og indsigt rækker til at give samværet et indhold, der når længere end blot til at handle om, at den gule skal stå og stråle i centrum af alles opmærksomhed. For så bliver det hurtigt anstrengende.
Man kommer til at tænke på alle de skriggule mennesker, man har kendt. Som ville springe op på skødet af én, som ville larme op, gøre sig ud-til-bens og virkelig anstrenge sig for at være til så megen opmærksomhedspåkaldende ulejlighed, som overhovedet muligt, for at påtvinge én rollen som publikum til deres i øvrigt trivielle liv.
Tænk på den endeløse strøm af selfies på Facebook o.a.
På udvendig fejring af fødselsdage og bryllupper med højt knaldende champagnepropper og limousiner, så andre mennesker i det offentlige rum ikke kan undgå at lægge mærke til dem.
På ting, som slet ikke ville give mening uden en gul personlighed og et andægtigt publikum, fx store fester, smykker, opsigtsvækkende frisurer, flashy påklædning, mærkevarer, mode, små degenererede hunderacer, store og skinnende biler, aparte navne og boligindretning …
Vi har haft naboer, der foranstaltede en masse larm og talte højt og kunstigt lige uden for vore vinduer, og som sørgede for, at vi var tvangsindlagt til at bevidne en stor del af deres liv. Men som gik ind til sig selv igen, hvis vi tog hjemmefra. Som om det var tanken om et publikum, der ansporede dem. De samme mennesker satte sig demonstrativt lige uden for vores dør i timevis, mens de ventede på, at vi skulle bemærke dem. Hvis de da ikke ligefrem kom rendende tre, fire eller flere gange pr. dag, under forskellige påskud, fx ved midnatstid, hvor vi var gået i seng, fordi deres kanin var blevet væk, eller juleaften midt i gåsestegen for at låne noget. Ting, de aldrig leverede tilbage, og som måske ikke var så vigtige som selve forstyrrelsen, deres fremvisning af egne aktiviteter og travlhed. De fejede eller ryddede sne med megen larm og store falbelader, men kun ca. 20 cm ud foran egen dør, de slog græs og pyntede op med flag, blomster, æblekasser og flagermuselygter umiddelbart før, deres gæster ankom. I dagene efter rodede alt, som før. – Disse naboer var uhyre anstrengende, fordi de var så udvendige i alt, hvad de foretog sig, og fordi vi ustandseligt blev forstyrret og indlagt til forestillinger, vi ikke brød os om at overvære.
Det må være sådanne mennesker, der flytter ind i moderne lejligheder med glas fra gulv til loft, så alle kan se alt, hvad de foretager sig.
Gule – og til dels grønne – mennesker bevæger sig fortrinsvist omkring i store flokke, fx i naturen, i nattelivet, i kulturlivet, til arrangementer, events, på rejser, og de kan høres på lang afstand.
Vi har besøgt mennesker, der ikke indrettede sig praktisk med henblik på egen komfort, men som opførte veritable scenografier i deres eget hjem med pladskrævende, unyttige opstillinger og hjælpeløs ’kunst’, som de forventede, at gæster i lang tid skulle gå rundt og beundre.
Mennesker, som ustandseligt gør sig til og ikke synes at kunne få nok af ros og opmærksomhed. Mennesker, som suger opmærksomhed og tjenester til sig, men som sjældent overvejer muligheden af at gøre gengæld.
Og så kom jeg til at tænke på, at vi jo ser flest gule mennesker på teatret, i film, på tv, i klasseværelser, til foredrag og på guidede ture på rejser og i naturen. – Hvem ville ellers stille sig op foran alle og udstille sine, i visse tilfælde begrænsede, evner?
I ’Hammerslag’ på DR ser man ejendomsmæglere, der tilsyneladende ikke er i besiddelse af nævneværdig viden om fx ejendomspriser, men som gladeligt lufter bizarre skæg, ternede klovnejakker, alt for korte bukser eller minkpelse og andet gejl i september måned på en flad villavej i Randers.
Gule mennesker interesserer sig sjældent for emnet, ejendomspriserne, landet, historien, kunsten, osv., men er udelukkende optaget af deres egen rolle, af at de er i tv, af at vinde, af at de er formidlere, bedrevidende præster, lærere, pædagoger, guider, foredragsholdere eller kunstnere, hvilket godt kan forvirre andre mennesker. Hvis man selv går op i selve tingen, og måske formaster sig til at forsøge at bidrage, så kan man godt blive temmelig brutalt afvist, for det var jo slet ikke det, der var meningen. Meningen var, at den gule skulle brillere i centrum for alles opmærksomhed. – Ikke, at vi alle skulle blive klogere.
Skuespillere, sangere, komikere, tv-værter, foredragsholdere, præster, pædagoger og lærere er selvskrevne gule individer. Men et stort skvæt gult i personligheden er også en fordel for ledere og, som vi har set, sælgere, som fx ejendomsmæglere.
I det hele taget favoriserer tiden og de nye medier den gule personlighedstype, og man kan godt føle sig belejret af lutter gule, udadvendte mennesker og måske komme til at opfatte sig selv som en slags særling, hvis man sommetider foretrækker ro, privatliv og fordybelse.
Men der findes mange andre slags mennesker end de iøjnefaldende gule. Vi ville intet få udrettet, hvis der ikke var blå til at udføre det lange, seje træk, grønne til at lave kaffe, tage telefonen, gøre rent og passe på de andre, og røde til at skaffe sig overblikket, lede og fordele det hele og sørge for fremdrift.
