Amning

Med baby på en kinesisk grav i det Sydkinesiske Øhav, april 1981. Paraplyen er pga. solen.

At amme sit barn er det bedste og det mest naturlige en mor kan gøre. Hvorfor taler man så for tiden i fuldt alvor om at lovgive om amning i det offentlige rum?

Efter min mening er der ikke mere brug for love om amning, end der er brug for en lov, der for­byder folk at afbryde, mens andre taler. Eller en lov mod at pille næse eller tæer, når man er på restaurant.

Når nogle gerne vil have amning forbudt i det offentlige rum, og andre gerne vil sikre, at et barn kan blive ammet når som helst og hvor som helst, er det ikke et spørgsmål om at være for eller imod amning eller om specielt nypuritanske strømninger. Sagen drejer sig helt enkelt om god opførsel i modsætning til provoke­rende privathed i offentligheden.

Hele diskussionen opstår kun, fordi nogle unge mødre − måske specielt i de større byer? − ikke har forstået, at det offentlige rum netop er offentligt, dvs. at der visse steder også færdes an­dre end nyfødte med deres mødre, der er belastet af søvnmangel, ammehjerne og mælke­struttende, blåsprængte bryster.

I Ålborg har det førende stormagasin, Salling, indrettet både lege-, skifte- og ammerum til de mødre med småbørn, der før samlede sig i forretningens bistro. Et arrangement, der nu er til glæde for alle, både mødrene, børnene og de øvrige kunder. Som en af de unge mødre sagde i lokal-tv: − Det er rart at kunne sidde lidt i fred, når man er inde byen.

Ingen ville føle sig provokeret af en ung mor, der satte sig på en offentlig bænk for at amme sit sultne barn. Det er sammenblandingen af babypleje − med alt, hvad det erfaringsmæssigt indebærer − og andre menneskers dyrekøbte mad, der kan være et problem.

At nogle af de smartere caféer gerne vil have del i barselspengene og i de ellers sløve formiddagstimer villigt skænker kaffelatter og lægger lokaler til hele mødregruppen med alt hvad det indebærer af snavsebleer, prut, bøvs og blottede bryster, bør ikke forlede mødregrupperne til at tro, at de på bekostning af andre grupper ejer hele det offentlige rum.

Nogle mennesker kan godt blive en smule pikerede, når en højgravid kvinde, som for at under­strege de lykkelige omstændigheder har svøbt et pangfarvet tørklæde om den svulmende mave, sidder i fuld offent­lighed på en pæn restaurant og stønner, mens hun tankeløst indad­vendt masserer sin vom og lænd.

Eller når et optog af selvcentrerede mødre med deres enorme og kostbare babypramme verfer alle andre, børn og gamle inklusive, ud i rendestenen, når de kommer brusende hen ad forto­vet i samlet triumf med deres små kronprinser og prinsesser i karet.

Eller når de kører lige op i hælene på én i supermarkedets snævre gange og i stedet for at und­skylde, nid­stirrer én vredt med det der »Flyt dig så for helvede, her kommer jeg med min BABY!«-blik.

Eller når de fylder hele cykelstien og sænker alles fart betragteligt med deres »Vi er en lykkelig familie«-ladcykler og ikke tillader nogen at smutte forbi.

Eller når de uden blusel skifter den lilles ble med både det ene og det andet i på cafébordet, for det er jo bare så naturligt, netop som dem ved nabobordet skulle til at sætte tænderne i en dressingdryppende sandwich.

Eller når de trækker de fyldte bryster frem på restauranten og bagefter lader baby bøvse lige ind i nakken på det modne par, der i måneder har glædet sig til at nyde en god mid­dag med hinanden på deres egen, helt specielle mærkedag.

Når man har småbørn, lever man i en verden af lunken mælk, bøvs, gylp, lort og tis. Mens man er i det, og det vel at mærke er ens eget barn eller barnebarn, føles det både rigtigt og naturligt. Jeg har selv været der, og jeg nød det overmåde. Gik rundt i årevis i et forvasket, lilla bomuldsjoggingsæt med mælkepletter foran og babygylp ned ad ryggen. Men jeg ville aldrig drømme om at tage det for givet, at fremmede mennesker ville bryde sig om at have alle disse syns-, lyd- og lugtindtryk, mens de fx nød deres mad på en god og dyr restaurant. Man bør altid give plads til og respektere hinanden.

Nogle nybagte forældre har det med at synes, at hele verden drejer sig om dem selv og deres spædbørn, og de føler sig i deres gode ret til at bruge babyerne som rambukke til at overskride grænser på provokerende måder, som de aldrig ville have turdet gøre det, hvis de kunne tænke klart og bare var lille Nanna, Sofie, Natasha eller Mette Marie uden spædbarn. − Men ude i det offentlige rum kan de risikere at støde frem­mede mennesker, der rent faktisk har an­det at tage sig til end at beundre disse nye projektforældre og deres afkom.

For næsten 40 år siden boede jeg med et spædbarn i Hong Kong. Der var skønt i den store by, som var fyldt med venlige og gæstfrie menne­sker, men den kinesiske kultur var temmelig puritansk og kropsfor­skrækket efter dansk halv­fjerdserstandard, og jeg var vist den eneste unge mor i hele Sydøst­asien, der insisterede på at amme mit barn selv, men alt i alt gik det overraskende godt. − Jeg kunne nu heller ikke drømme om at sætte mig og trække brysterne frem i fuld offentlighed, men afpassede mine udflugter − og mit liv i øvrigt − efter det faktum, at jeg var mor til et spædbarn. Når min lille søn fik trang til en tår, og vi var langt hjemmefra, spurgte jeg på den nærmeste restaurant eller butik, om de havde et baglokale, et kontor el. lign., som jeg måtte låne en kort stund? Eller jeg sad på bagsædet af vores bil eller i en taxa. Eller gemt af vejen bag en gravsten bevogtet af venner, den dag vi sejlede ud for at besøge familiens grave. Jeg kvitterede for folks hjælp­somhed med et smil, en undskyldning og taknemmelighed, og alle udviste stor ven­lighed og overbærenhed med den unge europæiske mors fikse ideer og var tilsyneladende kun glade for at hjælpe.

Min pointe her er − udover at fortælle en anekdote fra mit liv − at gøre opmærksom på, at når amning kan lykkes så godt i et forholdsvist snerpet samfund for en halv menneskealder siden, sønnike blev ammet til han fyldte to år, så må det også kunne foregå i vore dages frisindede, danske samfund, uden at nogen be­høver at føle sig generet.

Men i stedet for at anse reproduktion, herunder amning, som en naturlig ting, som man bare gør, så for­vandler nogle af de yngre forældre fra Facebookgenerationen forældreskabet til et udvendigt og demonstrativt projekt, som caster sagesløse medmennesker i det offentlige rum som vidner til deres stærkt iscenesatte »lykke«. − Det er for­mentlig det, offentligheden, dvs. restaurant- og caféejere, nu begynder at reagere imod.

At man gennem lovgivning vil tvinge ejere af spisesteder til at tillade unge mødre at amme, hvis de skulle få lyst, er udtryk for, at nogle få af disse mødre i deres selvoptagethed har glemt at opføre sig med pli, når de færdes ude. De har ikke indset, at det drejer sig om, at barnet får sin mad i al stilfærdighed − hvilken baby kan sutte ordentligt, hvis der er larm og postyr omkring den? − ikke om at deres mødre skal have en masse opmærksomhed ved at omdanne fælles rum til private barnekamre og degradere tilfældige med­mennesker med helt andre agendaer til publikum for deres nye forældreværdigheds mere intime øjeblikke.

At amme i kor

Nu udarter det til en ren ammestuehistorie: De unge mødre demonstrerer med fællesamning (!) på Rådhuspladsen i København. Hertil kan man sige tre ting:

1. Stakkels børn!

2. De unge mødre løber åbne døre ind. Ingen i dette land har noget imod amning i det offentlige rum. Den kamp tog deres mormødre i halvfjerdserne, og de sejrede stort, men det kostede dem dyrt i form af lede skældsord og offentlig udhængning. − I dag er det udstillingen af intime, kropslige funktioner, herunder risikoen for bøvs, gylp og lortebleer, hvor andre mennesker sidder og spiser, der er problemet, parret med nogle få mødres fuldkommen hjernedøde og selvhævdende invadering af fællesrummet.

3. Jeg ved ikke, om det er betryggende eller skræmmende, at unge mødre i dag, hvor halvdelen af jordens befolkning lever i sult og nød, hvor selv Danmark fører krig i de fattige, men olierige, lande, hvor dyrearter og habitater går til, klimaet går ad H til, og Mellemeuropa ligger under vand, ikke har andet at lave og andet at kæmpe for end retten til at flashe deres ammebryster i Tivoli og på dyre caféer og restauranter i hovedstadsområdet.