 |
 |
 |
 |
For omkring ti år siden udskrev dagbladet Politiken en konkurrence blandt læserne om, hvem der kunne lave den bedste koldskål.
Min koldskål havde da i mange år været noget, familie og venner snakkede om, og de opfordrede mig til at sende opskriften ind. Men det gik op for mig, at den ikke kunne vinde noget som helst, for det var jo bare den traditionelle med æg, sukker, kærnemælk, vanilje og citron. − Og ganske rigtigt: De indsendte læseropskrifter på koldskål, der kom i betragtning til præmier og offentliggørelse i avisen, var alle tilføjet finesser som ymer, flødeskum, tyttebær, lakrids, kanel, årgangssherry eller muskat og et ødselt drys kandiserede violer på toppen.
Mens jeg overvejede begrebet ’koldskål’, gik det op for mig, at man, uanset de eksotiske tilføjelser, ikke kan lave god og velsmagende − og sund − koldskål med æg fra høns, der er udpinte, stressede og sygdomsplagede og lever af unaturligt foder i sammenstuvede flokke eller i små bure. Af kærnemælk fra ulykkelige køer, der går i deres eget lort på tremmegulve og i malkekarruseller, og som aldrig ser skyggen af et grønt græsstrå. Af forgiftede citroner og kunstig vaniljearoma.
Opskriften på verdens bedste koldskål ville være ubrugelig for de fleste, for den ville se sådan ud:
● Man anskaffer sig en indhegnet, veltilplantet have. Der skal være græsplæne, frugthave, grønkål, salatbede og vildere områder med buskadser, støvbadesand og masser af frisk vand.
● Man bygger et lille hønsehus og installerer fire- fem sunde høns og en stolt hanemand, som efter et par dage færdes hjemmevant over det hele, og som herefter selv finder vej til redekasser og sovepind, når de skal lægge æg eller i ly for natten.
● Man forkæler dem, beskytter dem og holder rent omkring dem. Hele foråret og sommeren kan man så dagligt hente nylagte æg med fast hvide og mørkegule blommer.
● To- tre af disse æg piskes grundigt med sukker. Vaniljekorn tilsættes sammen med revet skal og saft af en økologisk citron. En liter gammeldags, økologisk kærnemælk piskes i. Spises med det samme med gode, gerne hjemmebagte, kammerjunkere til.
Sådan. − Det er ikke selve fænomenet, i dette tilfælde koldskål, det drejer sig om at pimpe op; det er de helt basale forudsætninger, der skal være i orden, inden man overhovedet går i gang.
Det er det samme, når folk komplimenterer mine roser eller rabarber og spørger, hvordan jeg får dem til at stå så flot? − Så får de en sludder for en sladder, for jeg orker ikke at forsøge at gøre naturfremmede mennesker begribeligt, at flotte roser eller rabarber begynder med en stor kompostbunke og årtiers langsommelig, men meningsfuld, jordforbedring og gødskning.
Eller når folk beundrer min ’velopdragne’ og ’lydige’ hund … De lever selv med skruphysteriske og umulige hunde og katte, men det er som oftest ikke dyret, der er noget galt med. Det reagerer bare normalt på nogle unormale forhold, som det er tvunget til at leve under. Fx indespærrede katte. Eller ditto hunde, der luftes ti minutter morgen og aften, er alene hele dagen og skiftevis bliver skældt ud eller ignoreret resten af tiden. Man kan ikke bare læse en bog om hunde eller tage en vantrivelig hund med på hundeskole og så forvente, at træneren skal opdrage den, så den bedre kan tilpasse sig de helt umulige leveforhold, den er underlagt.
Opskriften på en trivelig, veltilpasset, opmærksom og lydhør hund må − analogt med koldskålsopskriften − lyde nogenlunde sådan:
● Man tager et kritisk blik på sit liv og sit hjem: Passer det til en hund?
● Efter realistiske overvejelser om tidsforbrug, pelspleje, motionsbehov, psyke m.m. opgiver man hundeprojektet, eller man anskaffer sig en hvalp af en passende og overkommelig race.
● Fra første sekund opfører man sig roligt og omsorgsfuldt, så den lille hvalp fatter tillid til én.
● Hvalpens behov bliver altid tilgodeset! Også klokken fem om morgenen, hvis den har dårlig mave, og når man har travlt med andet. Den får en rolig og struktureret hverdag med masser af kontakt, leg, luft, stilfærdig og respektfuld opdragelse, god kost og adgang til frisk vand døgnet rundt.
● Man overbeviser den om, at man altid har dens bedste for øje: Beskytter den, fjerner splinter og tæger, ordner dens pels og poter, bader den, fodrer den, leger med den, roser den rigeligt.
● Man viser mange gange om dagen sin hund, at man er glad for den.
Hvis man følger denne opskrift, får man efter nogle måneder og år verdens bedste hund. En hund, der hele tiden kigger på dig og forsøger at aflæse dine ord og kropssprog; en hund, som glemmer, hvad den selv hedder, fordi den som oftest kommer, uden at du har kaldt på den, og som i tillid til dig ville flække sig selv på langs, hvis den kunne, for at være dig tilpas. Og al denne tillid må aldrig, aldrig underløbes eller misbruges. Ikke så meget som et sekund i løbet af hundens ti- femtenårige liv.
Også en kat vil omfatte dig med umiddelbar tillid på sin egen kattemåde, hvis du er en god og omsorgsfuld forælder for den. Mine katte havde egen kattelem og hoppede af og til op på min dyne om natten og vækkede mig ved at trampe på mig og pibe, hvis de havde revet sig eller på anden måde havde brug for min hjælp.
Selv mine høns kunne påkalde sig min opmærksomhed ved at stille sig foran terrassedøren og skvadre op, hvis der var noget galt, fx sygdom, rovdyr eller bare et nyt element i haven, som de var utrygge ved.
Hvis grundlaget for jeres samliv er godt, og hvis dit dyr er overbevist om, at du altid har dets bedste for øje, så kan du sagtens bade det, tvinge en pille ned i halsen på det eller sprøjte det mod lopper, selv om dyret hader det, og det vil også straks tilgive dig, hvis du ved et uheld kommer til at træde det over poten eller halen, hvis du umiddelbart efter beder pænt om forladelse. Dyr fornemmer, lige som børn, venner, ægtefæller og andre mennesker gør det, at du grundlæggende er god, at du er ked af uheldet, og de vil ikke lade småting komme imellem jer, hvis forudsætningerne i øvrigt er i orden.
Og nu er vi fremme ved det vigtige. Ved alle de børn, der i dag får alle mulige fejlkoder påstemplet, ADHD, autisme, natteangst, sengevæderi, aggression, udviklingsforstyrrelse, udadreagerende, misbrugende, opmærksomhedskrævende, sukkerfølsomme, laktoseintolerante … o.m.a.
Hvis jeg møder en kvinde med et barn i skoven klokken elleve en almindelig tirsdag formiddag, så er der 99,9 procents sandsynlighed for, at hun er pædagog og får penge for at være sammen med barnet. Derfor går nogle af de pædagoger, jeg ser, hyppigt med en smøg i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, langt foran eller bagved det barn, de er sat til at passe. At gå en tur med sit eget barn i hånden, at have al tid i verden, og at sludre afslappet om livet og alt muligt andet, mens barnet langsomt vokser op, er et gode, som er de allerfærreste forundt.
Kunne man forestille sig, at de traumer, man helt rutinemæssigt påfører førsproglige småbørn i vores kulturkreds ved brat at aflevere dem til fremmede i institutioner eller dagplejer, før de er store nok til at forstå, at de bliver hentet igen, og før de kan gøre sig forståelige over for andre end de nærmeste omsorgspersoner, kan spille en rolle i evt. uhensigtsmæssige symptomer og adfærd? At den moderne eksistens’ mangel på personligt ansvar og tilknytning og overflod af tingsgrådighed, fart, stress, krav og samlebåndsaktiviteter − her tænker jeg på fx karriere, ferierejser, caféer, institutioner for både børn, syge og gamle, transport, indkøb, behovet for betalte venner i form af coach’er eller terapeuter, himmelråbende naive ’selvhjælpsbøger’, badelande og andre legepladser for børn og voksne, såsom fx Tivoli- eller museumsbesøg − er uforenligt med et godt barneliv på samme måde, som roser ikke kan vokse i tør sandjord, de udpinte æg fra burhøns ikke giver grundlag for en velsmagende koldskål, eller at en utryg og overset hund eller kat kun giver problemer og ikke meget glæde for sin ejer?
Kunne man udskrive reglerne for godt forældreskab på samme måde som reglerne for anskaffelse af hunde eller opskriften på verdens bedste koldskål?
Fx sådan:
● Tag et grundigt kig på dig selv! Egner du dig, og har du tid, energi, interesse og lyst til at være forælder? Til at interessere dig for andet end dig selv? Eller er det blot hormoner, konvention og tankeløshed, der får dig til at ønske dig et barn?
● Har du al tid og kærlighed i verden, så du kan byde dit barn de betingelser, det har krav på?
Det hjælper ikke det mindste, at vi slæber vore børn til læge, psykolog eller pædagog og forventer, at de skal ’reparere’ på de skader, vi og vores livsstil har påført dem. For så er vi ikke gode og omsorgsfulde forældre, der fortjener vores børns tillid og respekt. Så er vi blot og bart domptører, der dresserer børn, dyr og omgivelser ind i vore egne, begrænsede og uhensigtsmæssige rammer.
Så er forudsætningerne ikke i orden.
Måske er realiteten så banal, at den virkelige livsfylde ikke er fotograférbar og ikke kan fremvises på Facebook eller andre, såkaldt sociale, netværk. At meningen med det hele ikke findes uden for én selv i form af endnu en brun designerstol, ferie på Thailands palmebevoksede kyster eller et ødselt drys kandiserede violer, men i den rolige, daglige forpligtelse over for omgivelser, fødevarer, dyr, børn, ægtefæller og vore andre medbeboere på denne smukke planet.
