Kvinderollen er (igen) til forhandling

Om Lise Rønne/Bo Tao Michaëlis:

Tv-værten, Lise Rønne, skrev d. 14. 12. 2019 en glimrende og tankevækkende kronik i Politiken*, hvor hun reagerede på en nedsættende tv-anmeldelse skrevet af Politikens tv-anmelder, Bo Tao Michaëlis**, som i sit vildtblomstrende sprog bl.a. fik kaldt hende ’småneurotisk’:

‘Den i andre sammenhæng ferme værtinde Lise Rønne vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil på energi af velvillighedens intentioner bestrøet med søde superlativer. ’

Lise Rønne sætter i sin kronik projektøren præcist på et meget ømt sted i den offentlige debat. Hun skriver bl.a.:

’Jeg er ellers vant til lidt af hvert. Jeg har ofte kun lige sagt ’tak for i aften’ i Aftenshowet, inden det er trillet ind med beskeder i min indbakke, typisk fra ældre kvinder i bedstemoralderen i øvrigt.

Et hurtigt greb i posen: Jeg har lignet ’en dreng’ og ’en kræftsyg’ pga. mit ’gyselige korte hår’. Der har også været den med, at min mand da måtte finde mig virkelig grim.

Eller de ufattelig mange, der har oplevet mig som værende et mix – kombiner selv – af en medieliderlig, hysterisk, selviscenesættende, skinger (selvfølgelig), tomhjernet gås med en grim krop i noget grimt tøj, der har gjort, at de med det samme har været nødsaget til at skifte kanal. Småneurotisk er ny for mig.’

Lise Rønne – og mange andre, fortrinsvist kvinder – har fået ondsindet, personlig kritik fra tilfældige mennesker efter tv-optræ­dener, og det hører ingen steder hjemme. Heller ikke Bo Tao Michaëlis’ vrantne og nedladende kommen­tarer om hendes person burde have været trykt. Det ligger langt ud over alle grænser offentligt at nedgøre en sagesløs person på denne måde og med dette ordvalg.  – Så hvad sker der?

Bortset fra almindelig forråelse og dedikerede internettrolde er nogle mennesker bare vrisne, uopdragne og uempatiske, og de nye medier lader dem uhindret komme til orde på alle platforme.  Selv Politikens ellers seriøse debatredaktion lader i disse år i klikfiskeriets navn usaglige og pointeløse, personlige tilsvininger passere som ’læserbreve’ eller ’debatindlæg’, og deres tv-anmeldelser er nu også ufølsomt og grundløst personlige.

 –  Men måske er der også andet end empati og velopdragenhed på spil? Noget, som også tænksomme, velopdragne og empatiske mærker? Som måske er et resultat af en kultur- og generationskløft?  – Som kvinde i bedstemoralderen vil jeg forsøge at forklare, hvorfor ældre mænd og kvinder i nogle tilfælde lader sig provokere af yngre værtinder i radio og tv.

Vi havde Ghita Nørby, som fortvivlet og pinligt aggressiv måtte opgive et interview med en kvindelig ud­sendt fra Radio 24/7.

Vi havde Rasmus Bech, efter min mening den bedst begavede skribent Politiken har, der kom for skade at kommentere, at kvindelige nyhedsværter stolprede rundt i tårnhøje stiletter. Hvilket de jo gør.

Og så har vi Bo Tao Michaëlis, hvis bedagede onkelkommentarer om kvinder i samme avis længe har været anstødelige, også for mig, der er hans jævnaldrende.

Først og fremmest har tv en stor gennemslagskraft, og alle mennesker kan frit projicere alle deres egne problematikker over på tv-personaerne, fordi de ikke kender dem.  Og der kommenteres lystigt i de mange medier.  Mange gange følelsesdrevet og formålsløst på en måde, der ikke fremmer debatten. – Offentlige personer, navnlig kvinder, udsættes i dag for så mange personlige angreb, at der skal endog me­get hård hud på sjælen for at stille sig frem. – Mænd er mere beskyttet bag neutrale jakkesæt og en afdæmpet, seriøs manderolle. De fremhæver ikke deres seksuelle tilgængelighed med overflødig pynt, mens de refere­rer fra verdens brændpunkter, og påkalder sig dermed ikke i samme grad forstyrrende opmærksomhed på deres egen person.

Dernæst er tv ikke længere et lille 25 tommers billedrørs-tv, som er gemt af vejen i en krog og kun tændt et par timer om aftenen. I dag har de fleste 60 tommer fladskærm klasket op mod stuens bedste væg, hvilket betyder, at værterne smækkes lige op i synet på os i storskærmsformat, hvilket kan føles overvældende og  intimiderende.

Og så kan vi konstatere, at kvinderollen, herunder moderrollen, til stadighed diskuteres heftigt i disse år, navnlig i Politiken. Vrede følelser sparkes frem og tilbage. Det er, som om den ene kvinde ikke kan tillade, at den anden kvinde lever anderledes, end hun selv gør. – Og det er ikke noget nyt. – I midten af 70’erne blev jeg tjekket og voldsomt kritiseret af min storesøster, fordi jeg havde smurt vaseline omkring mine tørre øjne, før jeg en morgen skulle af sted til mit sommerferiejob på en planteskole. Hun troede, at jeg havde brugt mascara og var ude på at fremhæve mine kvindelige træk og gøre mig lækker. – Det gjorde man ikke ustraffet på den tid! – Én af mine gamle veninder betroede mig, at hun stadig havde dårlig samvittighed over at lakere sine tånegle. – I 70’erne, da vi, der nu er i bedstemoralderen, var unge, var makeup og andre seksualiserede signaler ikke socialt acceptabelt, og vores verden var fuld af vrede storesøstre, der sanktio­nerede os, hvis vi prøvede at score billige kønspoint.

Det er dette tankemønster, Lise Rønne og andre kvinder, der viser sig offentligt i fuld krigsmaling og måske ovenikøbet højhælede sko, er oppe imod. De kvinder, der i 70’erne læste Marx og Habermas og kritiserede de herskende kønsroller og gik med spaltet hængehår, overalls og træsko, opfatter de yngre kvinders frem­toning som dullet og trutmundet indyndende. Mændene fanger måske mere de seksuelle signaler, som i vores ungdom var forbeholdt sexarbejdere og billederne i ’Weekendsex’ og ’Ugens rapport’, og reagerer på dem.

Jeg bliver personligt pikeret, når jeg støder på journalister, der burde være neutrale i dragt og adfærd, på skærmen stille sig an i stiletter og andet udstyr, der for mig er forbundet med en udvendig seksualitet og et ønske om at opildne husarerne.

Og navnlig reagerer jeg, når en kvindelig journalist i et nyhedsprogram øjenflirter med seerne, herun­der mig, anstiller sig lillepiget ubehjælpsomt med indadvendte tæer i stiletter og taler tuttenuttet læspende som en fireårig, der vil opnå noget af farmand. – Der er ikke meget tryghed og troværdighed at hente der, hvis no­get alvorligt skulle indtræffe i vores fælles samfund.

Jeg kan meget nemt undgå tv-udsendelser med disse værter, og de to tv-anmeldere på Politiken får penge for at mene noget og må tage de storme, deres meninger rejser, mens fx Ghita Nørby var havnet i en låst situation, hvor hun skulle tilbringe timer i sit eget hjem med en lillepiget, åndløs person, der ikke kunne fatte bare en flig af det lange og intense liv, skuespilleren havde gennemlevet, og de tusind forskellige og hver især udfordrende roller, hun havde levet sig ind i, men alligevel naivt insisterede på at stille idiotiske poesibogsspørgsmål som fx ’Hvad er din yndlingsreplik?’  – eller måske ligefrem var blevet coachet til på denne måde at fremprovokere en reaktion for lyttertallets skyld, hvad ved man.

Den seksualiserede, lillepigede ubehjælpsomme, smålæspende, indyndende opførsel, som nogle kvinder viser i medierne, var bestemt ikke det, vi bedstemødre og bedstefædre havde ønsket for vore døtre og deres veninder, da vi arbejdede for, og troede på, en ny og bedre verden med ligestilling, værdighed for individet og nogenlunde ens krav, vilkår og løn til mænd og kvinder.

Efterskrift: Men det ser ud til, at tv-stationerne tager os ved næsen og udvælger og udstyrer de kvindelige værter, så de fremstår så sexede, som muligt … Ikke underligt, at seere, anmeldere OG bedstemødre reagerer, når de kvindelige værter trækker sexkilling-kortet!

Se:

https://politiken.dk/kultur/medier/art7571509/Grimme-kvinder-finder-aldrig-vej-til-sk%C3%A6rmen

https://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/det-siger-kvindens-valg-af-hoeje-haele-om-hendes-sexlyst/7936646

* https://politiken.dk/debat/art7544230/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal-holde-op-med-at-tale-forned­rende-til-kvinder

** https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art7508703/Hvorfor-laver-DR-et-lyrikprogram-som-ikke-tager-emnet-alvorligt

Facebookificering

Kort læserbrev i Politiken lørdag d. 3.2.2018 fra en Frank Juncker, hvis relation til forfatter Carsten Jensen forbliver uoplyst. Men debatredaktionen på Politiken fandt det nødvendigt at bringe dette primitivt hadefulde og uargumenterede udfald mod en navngiven dansk forfatter. Hvorfor skulle det trykkes? Hvordan bringer Frank Junckers pubertære og uhørt grove udfald mod en respekteret intellektuel samtalen i det offentlige rum videre?

Internettet, og adgangen til at sidde i hjemmets trygge ro og hælde uforklarlig galde ud over andre mennesker, har ødelagt vores muligheder for at diskutere væsentlige samfundsproblemer på en ordentlig måde.

Det begyndte med Facebook, hvor mange, der ikke vidste noget om noget som helst, følte sig kaldet til at mene noget om stort set alting. Og uvæsenet kører videre på alverdens sider og kommentarspor, Ekstrabladets læsere er nok det fremmeste eksempel på, hvor lavt diskussioner kan synke, men velanskrevne dagblade, som fx Politiken, følger skam godt med efterhånden.

Også i Politikens netkommentarer skydes der med skarpt efter manden eller kvinden uden hensyn til sagen og facts i øvrigt, og avisens trykte læserbreve er nu ofte nede på Ekstrabladsniveau, som her vist: Et uforklarligt, uunderbygget, uargumenteret privat udfald mod en højt estimeret, dansk forfatter og kritiker.

Jeg har tidligere forsøgt at gøre indsigelser over for Politikens debatredaktør, når et læserindlæg udelukkende svinede en mand eller kvinde til med grove ord uden at tilføje debatten noget nyt eller bare et argument. Og jeg fik som tak et flabet, ungdommeligt svar med reference til en kendt tv-serie, hvor jeg, klageren, blev sammenlignet med oberst Hackel, en forstokket figur fra serien.

Jeg er stadig ikke overbevist om, at Politiken tager sit samfundsansvar alvorligt, og de perfide læserbreve trykkes stadig.

Hvad er vi? Syttenårige, der sidder og ser ‘Matador’ fra morgen til aften? Eller voksne mennesker, der diskuterer vores fælles samfund og dets indretning?

Ubegrundede, personlige tilsvininger kan vi godt undvære.