Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte buste havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.
Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og attraktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.
Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.
Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter tegninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under holocaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.
Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et voldsomt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejforløb.
Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.
For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og naturreservatet Lo Zingaro.
I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.
En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.
Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.
Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjerner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:
Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne opsøge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hinanden.
Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.
Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.
Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?
Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova
Gibellinas kirkegård
Kilder:
Wikipedia
https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html