Gibellina og ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’ i Berlin

Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte bus­te havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.

Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og at­traktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.

Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.

Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter teg­ninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under ho­locaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.

Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et vold­somt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejfor­løb.

Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.

For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og na­turreservatet Lo Zingaro.

I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.

En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.

Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.

Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjer­ner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:

Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne op­søge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hin­anden.

Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.

Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.

Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?

Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova

Gibellinas kirkegård

Kilder:

Wikipedia

https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html

Kunsten at rette ind

– Tænk, hvilket ramaskrig, der ville rejse sig, hvis en ny ejer i Nyhavn fik den fikse idé at om­give sin ejendom med en rød murstensskalmur i et forsøg på at virke ’moderne’, eller hvis han rev den ned og byggede et tårn af glas og stål midt i rækken af de berømte, kulørte huse?

Trangen til at skille sig ud og råbe højt om, hvor ’unik’ man er, og hvor god og moderne en smag, man selv har, er gået for vidt. Små og store parcelhusklovne opslår hovedkvarter i el­lers æste­tisk velfunge­rende områder og formår i løbet af ganske kort tid at ødelægge ind­trykket for andre.

Hvis man indgår i en helhed, som del af et korps, et kor, et firma eller andet, møder man ikke op i afvi­gende, hjemmehæklet dragt som en anden Jacob Haugaard-entertainer. Og hvis man er brudepige for sin veninde og har fået udleveret en silke­kjole og matchende hårbånd, som er farvekoordineret med de andre brude­pigers kjoler og hårbånd og hele arrangementet i øv­rigt, så møder man ikke op med kulørt narre­hat og bjælder og ødelægger dagen for alle med sin dårlige dømmekraft.

På samme måde hvis man bor smukt op ad fx en bøgeskov, som man gør mange steder i Nordsjæl­land eller omkring Dyrehaven nord for København, og alle naboerne forlænger na­turen ind i deres haver med græsplæner, bøgetræer og/eller bøgehække, så er det decide­ret dumt at forsøge sig med sit eget, pri­vate valg og plante fx rækker af fyrretræer, spiræa, kirsebær­laur­bær eller liguster som hæk ud mod vejen. – Det kommer aldrig til at se ’unikt’ ud. – Det trækker blot hele området ned.

At sætte et blomstrende træ i forhaven er derimod helt i orden, for på det neutrale, ensar­tede bagtæppe af bøg og græs kan enhver tilføje noget særligt: et japansk kirsebærtræ, en hibiscus, æbletræer, en stor rosenbusk, en skulptur eller et bed med dagliljer og iris. – Hvis det gøres med smag, kan man sagtens sætte sit eget præg på matriklen, samtidig med at man retter ind, så områdets egenart bevares til alles fordel. Men hvis man blot planter til­fældigt, rodet, billigt og uden omtanke, så går det ud over hele kvarterets æstetiske værdi, og alle kan så let som ingenting udpege klovnen.

Man kan heller ikke flytte ind fra landet og lade opføre en prangende, fake funkis-villa i be­ton komplet med plasticstakit og træterrasse med havesofaer og alt det nyeste i We­ber-grilludstyr midt på en gammel bys hovedgade. Trukket tilbage fra de an­dre byhuses bygge­linje, så der bliver god plads til både terrasse, staudebede, perle­grus og plaskende “Manne­ken Pis” – for at det ikke skal være løgn. Og skære alle de gamle, høje træer, der stod på grunden, midt over, som man plejede at gøre hjemme, når man trim­mede sine læhegn. Halve træer og nyopslået villa­kvarter midt på hovedgaden er en ve­der­styggelighed.

Rækkehuse og villakvarterer fungerer på samme måde. Nogle af vores største arkitekter, P. V. Jen­sen-Klint og C. F. Møller, tegnede henholdsvis Grundtvigskirken i 1920’erne og Århus Universitet i 1930’erne. Og de demonstrerede overbevisende, at dansk tegl og gule mur­sten kunne bruges på et internationalt meget højt, arkitektonisk plan.

Andre arkitekter videreførte med deres egne fortolkninger denne fornemme arkitektur i vil­laer, skoler, institutioner, boligejendomme og rækkehuse op igennem 50’erne og 60’erne, og mange af deres bygninger be­sidder endnu i dag de bedste kvaliteter fra den tid.

Hvis fx en rækkehusbebyggelse er tegnet af en god arkitekt, grundmuret i kulbrændte, håndstrøgne, gule mursten uden sokler og sålbænk og med råt og bredt, sort brædde­træværk på hoveddør, omgivende hegn og ga­rage, så falder det langt uden for god bygge­skik at be­gynde at pudse facaderne, at opføre plastic­carporte, opsætte udhæng eller marki­ser, lukke huller med moderne, smalle træinddæk­ninger i hvidmalet træ og indsætte små­spros­sede, måske endda kulørte, vinduer med udra­gende sålbænke. – Hele rækken taber i arkitektonisk værdi, hvis blot en enkelt beboer glemmer at rådføre sig med en bygnings­kyndig før renovering.

Romerhusene i Helsingør, en stor og smuk gårdhavebebyggelse i gule mursten i et natur­skønt, ku­peret område, blev i årene lige inden 1960 tegnet af Jørn Utzon. Husene er i dag under Real Danias beskyttelse efter en fredning af hele området i 1987. – Det er muligvis det smukkeste boligbyggeri i Danmark, og husene er eftertragtede og handles til pæne pri­ser.

I andre byer har man opført lignende byggerier inspireret af Romerhusene og anden god, dansk arki­tektur, men mange steder har man undladt at indskærpe ejerne, at de bør for­søge at holde en ensartet stil udadtil for hele områdets pengemæssige og æste­tiske værdi­ers skyld.

På billedet kan man se, at en beboer i en nyere atriumbebyggelse et sted i Nordjylland har plastret de gule mur­sten til med gråt ce­mentpuds, en anden har brugt hvid, en tredje har tilsyne­ladende opført en rød skalmur, og trailerparke­ring, stilladsopbevaring, faldefærdige plan­ke­værker og skæve gyngestativer er med til at under­strege det sølle og slidte i hele be­byggelsens nuvæ­rende udseende.

Hvad man gør i sin egen baghave, rager ikke nogen, men ud mod gaden bør man som hus­ejer rette ind efter fællesskabet, hvis man bor i et område med særlige værdier.

Huse i Nyhavn og på Burano bør være farvestrålende inden for den fastlagte skala.

I Skagen, Sæby og Fåborg har byhusene deres eget, attraktive præg, og de fleste indordner sig under helheden. For det er helhedspræget, der giver hele området værdi.

I vores mange år som husejere har vi af kloge mennesker lært én ting: At kigge på omgivel­serne og at rådføre os med eks­perter før større forandringer. – Hvis man gerne vil have op­lagsplads, halve træer og pølsevogns­arkitektur omkring sig, skal man længere ud på landet.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kulturhistorie/dette-er-en-historie-om-mursten

https://www.arkitekturbilleder.dk/bygning/aarhus-universitet/

https://realdania.dk/projekter/romerhuset

Lille torv på øen Burano i Adriaterhavet nord for Venedig.

Minggravens feng shui

Kejser Yongle, 1360 – 1424, Mingdynastiet.

Nord for Beijing ligger Mingkejser Yongles imposante gravanlæg smukt i en dal mellem bjergenes udløbere. Det var en diset formiddag i det tidlige forår, da vi ankom med vores søde guide, Candi. Kun ganske få andre turister havde fundet herop, og vi havde al tid i verden.

Mageligt slentrede vi op ad hovedaksen med mindre afstikkere til begge sider for at beundre de små vanddrager og det store haveanlæg.

Blomstrende buske, velformede træer, templer og bjerge fik os til at tro, at vi var havnet i et old­gammelt kinesisk maleri. Der var kvidrende fugle alle vegne, og som efter fælles aftale sænkede vi stemmerne, når vi talte.

Efter ganske kort tid følte vi os grebne af stedets ro. Velvære, mild søvnighed og slaphed bredte sig mærkbart, trods spændingen ved alt det nye, ud i alle dele af kroppen. Hjerteslag og puls faldt til et niveau mellem komatøs og skindød. Småsaligt smilende gik vi og sludrede om drager, om fuglelivet, om altrene, om kejser Yongle og om de små dyr på tagrygningernes svaj … Også Candi havde sluppet sin omsorgsfulde årvågenhed og virkede tilfreds med tingene, som de var.

Candi

Da nævnte hun feng shui. Feng shui har altid stået for mig som et tåget begreb på linie med auralæsning, krystalhealing eller en slags voodoo, men ifølge Candi var det oprindeligt ikke andet end en måde at orientere grave på.

Traditionel kinesisk grav fotograferet i New Territories på fastlandet over for Hong Kong i december 1980.

Feng shui, fortalte hun, betyder ‘vind vand’. Allerede for knap 2000 år siden, hvor vi har skriftlige kilder til feng shui, men formentlig i hundreder af år før, var det vigtigt for kine­serne at begrave deres forfædre rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, bjerge og søer eller floder for at bevare deres energi bedst muligt til gavn for de levende efterkommere. God feng shui opnås ved at lægge sin grav eller sit hus på en akse med et bjerg eller en bakke i ryggen mod nord, ved høj beliggen­hed, ved at være beskyttet mod vinden på begge flanker og ved at have udsigt mod syd, helst ud over vand, som inddæmmer og bevarer energien. − Mere indviklet er det ikke, påstod hun. − For at finde verdenshjørnerne kunne man anvende et kompas, som kineserne var de første til at opfinde, men el­lers havde man ikke brug for udstyr. − At der ud over vand, bjerge og udsigt også skulle være natur i form af træer, buske, blomster, afgrøder, fugle og andre dyr, gav sig selv. Teorierne om feng shui blev dannet og nedskrevet på tidspunkter i historien, da natur stadig var naturgiven og ikke et restprodukt i periferien af de utallige, massive byer og vejanlæg, vi efterhånden omgiver os med, både i Kina og herhjemme.

Minggraven er anlagt som endepunktet på en akse, der fører begravelsesoptoget fra kejserpaladset i Beijing via Åndealléen med de smukke statuepar til gravhøjen foran bjergsiden.

Også i europæisk og dansk kultur ynder vi en præsentabel allé op til slottet, herregården eller blot til en jævn landejendom.

Kinesiske filosoffer skrev om og videreudviklede feng shui, og som med næsten al kinesisk kunst og kultur endte det i en uhyre kunstfærdigt opstillet og luftig teori, som kunne omfatte simpelthen alt: fi­losofi, religion, overtro, geografi, astrologi, lægekunst, legender osv., foruden, naturligvis, de allesteds­nærværende, charmerende drager. Efterhånden kunne ingen hitte rede i det, og der blev skabt plads til de sædvanlige, udspekulerede og kyniske, charlataner, som aldrig har været for fintfølende til at slå plat på enfoldige og prisgivne menneskers ønsker om at sikre sig held og lykke i livet. Helt skørt blev det, da vest­lige indretningsarkitekter overtog begrebet og solgte lykkedyr og farveblandinger og konsulentbistand til godtroende fjolser.

Efter en saliggørende og instruktiv spadseretur med Candi rundt i Mingkejserens gravanlæg, begyndte vi at forstå de basale principper i traditionel, kinesisk feng shui. Og pludselig kunne vi se paralleller.

Vi har før besøgt Sydeuropas forhistoriske huler, hvor neandertalere og andre af vore forfædre for 50 – 10.000 år siden sad højt oppe ved indgangen og kunne overskue hele dale og gøre sig parate til jagt, når rensdyr eller andre byttedyr i store flokke kom vandrende nordpå. De boede i de sydvendte grotter, hvor de med solid rygdækning fra bjerget kunne føle sig trygge og godt tilpas, når de i god tid og på lang afstand kunne opdage det, hvis evt. fjender nærmede sig.

Fx Grotta di Fumane i Nordita­lien, som ligger højt oppe på et alpeforbjerg, hvor man kan sidde foran huleåbningen og kigge langt ud over grønne dale med rislende bjergfloder, som på begge sider er beskyttet af alpernes lange udløbere.

Udsigten fra Grotta di Fumane, Norditalien.

Eller Cueva de la Pileta i Andalusien, som ligeledes var beboet i forhistorisk tid, og som er fyldt med smukke og bevægende vægmalerier af bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe.

Indgangen til Cueva de la Pileta ved Ronda, Andalusien.

God feng shui er også vigtig for vore almindelige huse. Hvem drømmer ikke om et velproportioneret hus på en grøn bakke med vid udsigt ned over en sø eller havet? Om at bo i læ for vinden og med grøn frodighed og et springvand omkring sig? Eller i det mindste en altan på højhusets bjergmassiv, hvor man kan gå ud og overskue verden?

Haven, Den Forbudte By, Beijing.

Pagode, Sommerpaladset, Beijing.

Man behøver ikke at være kinesisk kejser eller at gå så vidt som at lave huller til forbiflyvende drager, som man gjorde med et højhus i Hong Kong, for at skaffe sig god feng shui i sin bolig. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om sund fornuft og en fornemmelse for elementer, der erfaringsmæssigt for­højer menneskets velvære.

Lindarajahaven og Palacio del Partal, Alhambra, Granada.

Gode arkitekter og husbyggere har altid, med eller uden kompas, vidst at anbringe køkkenet mod nord, så fødevarerne kunne holde sig kølige og friskere længere, soverummene ligeledes i en kølig og rolig afdeling, og opholdsrum og veranda vendt mod udsigten, køligt eller lunt alt efter de klimatiske forhold. Havearkitekter, både kinesiske, arabiske og europæiske ved, at man får det godt i sjælen af at kigge på noget frodigt grønt, blomster, frugter og lytte til rislende vand. Hvis alt går op i en højere en­hed, tiltrækkes fugle og andre dyr, og hvor de har lyst til at være, er det også godt at være menneske.

Kinesiske violer i en sprække mellem fliserne ved Mingkejser Yongles grav.

Londons huse og inventar

Blog Image

Der er sket meget i London, siden vi var der sidst. Alt virker forbløffende rent og nyspulet. Der ligger ingen hjemløse på papkasser hverken på gaden eller i undergrunden. Hvor er alle tiggerne blevet af? Trafikken er mindre intens og osende. Og mange af de ældre bygninger er erstattet af bjerge af stål, beton og glas. Overalt ses enorme, arbejdende kraner højt over byggepladser.

Blog Image

Londons gadeinventar må aftvinge respekt: Der er en tilstræbt enhed i farver og former, som giver hele den store by en beundringsværdig visuel identitet. Tag et foto af en rød telefonboks, og alle ved, at det er fra London.

Blog Image

Efter sigende begyndte man at plante plataner i London i det 19. årh., fordi det var det eneste træ, der kunne tåle udslippet fra industrialiseringen. Også det 21. årh.’s bil- og dieselos kan træet tilsyneladende tåle, for mange af dem står der endnu. De, der ikke har stået i vejen for en nybygning.

Blog Image

London er fornemme hvide huse, sort støbejern, røde busser og postkasser. Med undergrundens let genkendelige mærke, hvidt og rødt med en blå stribe, har vi det britiske flag som tema i hele byens grafiske fremtræden. Det er flot gjort!