Ligestilling − mellem mennesker med forskelligt udseende, evner, etnisk herkomst, uddannelse, religion, køn, seksuel observans, indkomst, bopæl m.m. − er et ubetinget gode. Og så har det tilmed vist sig, at det også er godt for samfundet som helhed og for samfundsøkonomien i særdeleshed, at alle mennesker har lige rettigheder og muligheder. Det er således ikke bare moralsk ønskeligt, men også hensigtsmæssigt for fællesskab og udvikling at alle mennesker oppebærer lige rettigheder. − Undtaget fra denne ideale fordring om ligestilling, er dog de, der vanemæssigt og med vilje sætter sig ud over det menneskelige fællesskab ved at lyve, genere, snyde eller skade andre og de, der forsøger at rage til sig på andres bekostning.
− Og så har jeg et forbehold mere, når det drejer sig om småbørnsforældre. Det er ikke til småbørnenes fordel, at unge forældre bruger tid og kræfter på at føre nøjagtigt regnskab med, hvem der tager sig af lille Isabella eller lille Emil − hvor meget, hvor længe og hvornår.
Det er velkendt, at én person påtager sig 100 % af et givet ansvar, mens to mennesker fordeler halvdelen af ansvaret imellem sig og dermed kun får 25 % hver. Jo flere til at dele, jo mindre ansvarsfølelse.
Når den unge mor regner med, at den ligeledes ganske unge far påtager sig et ansvar, som han ikke magter og ikke kan fornemme, så føler hun sig helt fri til at kaste otte-ni timer dagligt efter karrieren og derudover dyrke motion, wellness, veninder, kærestetid med faderen, kulturelle fornøjelser og rejser, samtidig med at hun har et lille barn.
Faderen har det naturligvis på akkurat samme måde: Hvem skulle forhindre ham i at arbejde 5o timer ugentligt, spille poker med vennerne, tage svæveflyvercertifikat og køre på MTB i sin fritid, når moderen insisterer på at have samme grad af frihed, som hun havde før barnets ankomst?
I sådanne forhold kommer forældrene til at agere som jaloux søskende, der nidkært overvåger, at den ene ikke får flere fordele − dvs. fritid UDEN barn, end man selv får.
Barnet falder således ned i en grøft, hvor det i størsteparten af sin vågne tid er overladt til fremmede, der har mange andre børn at tage sig af, og når de første års ulykkelighed over at føle sig uønsket har lagt sig, vil et sådant barn sætte alt ind på at blive stort og selvberoende så hurtigt som muligt. Småbørn, der falder ned i mellemrummet mellem mor og fars mange andre og meget mere spændende gøremål, bliver skadet for livet, selv om alt ser pænt ud på ydersiden, og mor og far indkøber det rigtige udstyr, bager en bolle i weekenden, sørger for at undgå for meget sukker i kosten og stolt promenerer omkring i bybilledet med kostbar barnevogn og en unge i dyrt mærkevaretøj.
Jeg har hørt unge forældre diskutere højlydt, hvis tur det er til at skifte ble, til at give overtøj på, til at bade, til at putte eller til at læse historie, mens barnet stod lige ved siden af og hørte på det! − Hvor gavnligt er det for den lilles fornemmelse af at være tryg og velkommen og høre til i verden? Hvad betyder det for barnets evne til at udvikle selvværd, til at lære og til at få og vedligeholde en omgangskreds, hvis de første erfaringer med andre mennesker er en klar besked om, at det er til ulejlighed for mor og far?
At tage sig af et barn er IKKE et job, man som forældre kan forsøge at skulke fra, men et privilegium, som man bør påtage sig 100 % i de første leveår, i hvert fald indtil barnet er parat til børnehave en del af dagen. Der er − uden for dette lands grænser − konsensus om, at barnet først, når det er tre år gammelt, er modent til nye omgivelser, nye sociale situationer, legekammerater og fremmede voksne, og dermed kan tilbringe tre-fire timer dagligt i en børnehave uden at tage skade på sjæl og tryghedsfølelse. Om det er faderen eller moderen, der tager sig af det lille barn i de første leveår, er i og for sig ligegyldigt, bare ansvaret er klart fordelt med 100 % til den ene part. Så kan den anden bruge sine kræfter på at skaffe pengene til huse. − Til forhandling UDEN for barnets hørevidde er så, hvem der skal have fri til hvad hvornår, men selve ansvaret står ikke til diskussion.
At det − udover at være meningsfuldt og udviklende og sjovt − også kan være en både opslidende og utaknemmelig opgave at rumme og passe et lille barn i døgndrift igennem de første tre år, skal ikke holdes hemmeligt. Lige så hårdt kan det være at sørge for det større barn i måske yderligere 15-20 år, at holde øje med dets velbefindende, at påtage sig ansvar for døgnrytme, hygiejne, motion, frisk luft, kost, sundhed, sprog, læring, passende og alderssvarende oplevelser, tryghed, sociale relationer, jul, fødselsdag, påske og pinse, hverdag, ferie og fest … at indse, at det koster i karriere, indkomst, status, respekt, og at den eneste belønning, man kan håbe på at få til gengæld for de mange års hårde arbejde og tilsidesættelse af sig selv, er, at barnet falder godt ind i verden og klarer sig godt.
Men sådan er vilkårene for formering i pattedyrsslægten. Man må under ingen omstændigheder lade nye småbørn sejle i deres egen uønskede sø, som almindelig praksis er blevet det i dag.