Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!
Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.
For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.
For sådan et havde man jo.
Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.
Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.
At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.
At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.
Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:
– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.
Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.
Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.
