Skal vi ikke grundlægge en klub for kvinder over 50? For når man har tilhørt denne befolkningsgruppe i en årrække, går det op for én, at man bliver udfordret på det mest tankevækkende næsten dagligt, og at man somme tider har brug for andre erfarne kvinders opmuntring og medfølelse for at stå det hele igennem.
For det første er der naturligvis den fysiske fremtoning. Hver gang man ved et uheld kommer til at se sig i et spejl, konfronteres man med en totalt ukendt person. Indeni er vi mellem 35 og 40 år, friske og frejdige, men spejlet viser lidet flatterende folder alle vegne, som på mystisk vis er opstået siden sidst.
I tøjbutikkerne leder vi fortvivlet efter noget, der passer vore nye former, uden at det får os til at ligne nogen, som det er synd for. Oftest ender vi med at købe noget, ikke fordi vi kan lide det, men fordi det er det eneste, nogenlunde antagelige i hele byen.
Jeg så en gang i et S-tog en spinkel kvinde i lyserøde strømpebukser, små, smarte guldstøvler og en kort nylonpels i pastelfarver med Minnie Mouse-motiver. Bagfra lignede hun en skolepige på vej hjem, men da hun vendte sig om, blev det åbenlyst, at hun måtte være langt over 60. Ansigtet var furet og garvet brunt af for mange solariebesøg. Håret var gulerodsfarvet i præcis den nuance, henna giver gråt hår. Og kontrasten mellem påklædning og faktuel alder var gysende.
Udover den æstetiske side af alderen opstår der regelmæssigt andre gener, som gør os til fast inventar i lægen og tandlægens venteværelser. Mange af os har oplevet smerter, frygt og tab, som vi for få år siden ikke forestillede os, kunne forekomme i et moderne velfærdssamfund som det danske. Når vi så langsomt kommer til hægterne igen, opdager vi, at vi er mere forsigtige i omgangen med verden og sætter større pris på gode stunder og på de nærmeste og kæreste mennesker i vore liv.
Vi er længe om at komme i gang om morgenen, og om aftenen bliver vi faktisk trætte. Også psykisk. Måske er flertallet af kvinder over 50 omsorgssvigtede? Vi har taget os af vore forældre, søskende, børn, børnebørn, ægtefæller, venner, naboer og eventuelle dyr. Mange har omsorg for andre som en del af deres job. Da vi voksede op, levede kun de færreste af os i familier, hvor forældrenes behov ikke langt overskyggede børnenes. Når vi så synes, at turen måske er kommet til os, opdager vi forbløffet, at vore forældre stadig forveksler os med et stykke opvartende tyende, og at vore børn, ægtefæller og venner forventer de samme mængder af opmærksomheder, som vi igennem et halvt århundrede selv har vænnet dem til at få. Ethvert forsøg på at ændre på tingenes tilstand hen i retning af mere ligeværdige forhold giver overraskende reaktioner.
Men vi skal også passe på ikke at falde i den anden grøft. En af mine veninder, enlig mor til tre børn, brød sig ikke om det, men ofte havde hun ikke andre muligheder end at spørge sin mor, om hun ville passe det mindste barn, mens hun selv skulle f.eks. på kursus i forbindelse med jobbet. Jeg overværede en sådan scene en gang: Min veninde tøvede, men fik til sidst spurgt om moderen kunne passe datteren på seks år en onsdag aften. Moderen, der var en rørig pensionist, løftede næsen på dronningevis og hentede under stort ståhej sin kalender, hvorefter hun brugte 10 minutter på at opremse alle de aftaler, hun havde noteret for de næste to uger: foredrag i ældreklubben, stavgang med veninderne, rengøringshjælp om tirsdagen … osv. Det var en ynk at overvære, hvordan min veninde blev mindre og mindre — og mere og mere arrig — under denne demonstration. En naturlig reaktion ville havde været at sige: Glem det! Og aldrig bede moderen om en tjeneste igen. Men min veninde havde som sagt ikke andre muligheder.
At være bedstemor er nok den største og dybeste glæde, alderen har givet mig. At stå lige ved siden af når den lille gør en ny erfaring eller siger et nyt ord … at få lov at gøre alle tingene igen, men med bedre tid, flere ressourcer, mere erfaring og langt mindre ansvar, er en særdeles privilegeret position. Slægt skal følge slægters gang, siger vi jo, men når de så GØR det, får dette gamle, sentimentale fjols altid en klump i halsen.
Skal vi lave en liste over krav til kvinder, der vil være medlemmer af vores nye klub for kvinder over 50? Her er mine første, hurtige forslag, flere modtages gerne:
1. Vi vil så vidt muligt bevare værdigheden. Det gælder både opførsel og klædedragt.
2. Vi forventer samme respekt fra omgivelserne, som man viser alle andre.
3. Vi følger med i nyheder, kultur og teknologisk udvikling.
4. Vi ved godt, at verden har ændret sig betydeligt, siden vi var unge, og vi hverken jamrer, belærer eller koketterer opgivende.
5. Vi kan tale om andet end sygdom og katastrofer.
6. Vi anlægger hellere en alderssvarende spadserestok, end vi lader os se offentligt i stavgangsoptog.
7. Hvis vi bliver bedt om en tjeneste, siger vi klart ja eller nej. Vi bruger ikke andres afhængighed af os til at kompensere for vort livs eventuelle mistrøstige tomhed.
8. Vi vil gå umådeligt langt for børn og børnebørn, men vi prøver at finde en balance mellem praktisk hjælp og selvudslettelse.
