Forslået
Mørbanket
med kanylernes skudhuller i kroppen
Blålige, vatlige, slangelige
Gummilugtende
Træt til døden
Hvis jeg nogensinde kommer ud herfra
ved jeg
at det kun bliver på midlertidig udgang
For jeg skal
dø − ikke strådøden, men døden i syntetiske, hygiejniske, forvaskede
sygehuslagner
Når man har passeret de 50, er der altså ting i tiden, der kalder på overbærende hovedryst:
Urban farming: Landbruget har sikret vores overlevelse igennem de seneste 10.000 år, men alligevel går unge kvinder i hysterisk selvsving over, at de kan dyrke lidt purløg − eller ramsløg, hvis det skal være fint − i en potte.
Street fishing: Fiskeriet er endnu ældre, men nu har unge mænd fundet ud af at kalde det noget smart, og så smider de snøren i vandet fra byernes havnekajer, ganske som deres forfædre altid har gjort det, og som folk i provinsen stadig gør rutinemæssigt, navnlig i silde- og hornfiskesæsonen.
Attached parenting: Fra tidernes morgen har mødre ammet deres børn, båret dem på kroppen og sovet sammen med dem, men først, når man finder på nogle amerikanske ord at hæfte på begrebet, bliver det salonfæhigt og anvendeligt for de unge mødre.
Hvordan forestiller unge sig, at menneskeheden kunne eksistere, hvis ikke deres forfædre op igennem tiderne havde skaffet sig mad på disse indlysende måder, og hvis de ikke havde været i stand til at tage sig af deres afkom?
Verden har faktisk eksisteret før i dag.
Jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af laaaaangsom tid.
Som den tid der går, mens tøjet tørrer ude i sol og blæst.
Mens solsorten synger en forårsaften.
Mens en gryderet snurrer i den store, sorte gryde.
Mens rugbrødsdejen over tre dage udvikler sig til det velduftende, syrlige hjemmebagte.
Mens et stykke håndarbejde eller en fortælling tager form.
Mens planter og træer blomstrer, giver frugt og efterhånden udfylder havens rum.
Mens jeg går med hunden gennem skoven.
Mens jeg er fordybet i samtale med en god, gammel ven eller leger med et begejstret barn.
Mens tiden går langsommere, fordi jeg bliver ældre.
Står i kassekøen i Netto. Den buttede kassepige med det kunstigt farvede, kulsorte hår er ved at ekspedere en dame, der venter på et gavekort, og af lutter venlighed mod mig siger hun højt og bestemt til damen:
― Jeg tager lige hiiin der først!
»Hiiin der«, det er mig. Jeg står 20 cm fra den unge pige, og jeg er tre gange så gammel, som hun er, og har derfor lært, at man ikke omtaler personer, der er til stede, i tredje person med han, ham, hun, hende, for det er en kraftig nedgørelse således at tale hen over hovedet på nogen. Det ville man gøre, hvis det drejede sig om dyr, meget små børn eller slaver. Eller man ville gøre det, hvis man virkelig var ude på at genere.
Den søde unge pige i Netto er ikke på nogen måde ude efter mig, og jeg siger ikke et ord, for det er et upassende sted at agere høflighedspoliti.
Hun ved simpelthen ikke bedre.
Prinsens Port, Fredericia. Min fars foto fra ca. 1960.
En annonce på forsiden af avisen fanger min opmærksomhed: Sølv købes, gode priser, fra 100-150 kr. pr. stk. for tretårnet sølvbestik.
Hmmm … Spændende … Jeg har netop pudset arvesølvet. Vi bruger det ikke. Det er for tungt og klodset og må ikke komme i opvaskemaskinen, men da det er højt skattet arvegods, tager jeg det frem cirka en gang om året og pudser det og mindes. Hurtigt finder jeg hele bestikket frem og tæller: Med 100 kr. pr. stk. er der en mindre formue! Til store julegaver eller en vinterrejse ned i solen!
Der er jo ikke grænser for, hvor fint og kostbart vores sølv er. Mor talte ofte om det. Om hvordan det kom ind i familien, og om hvor meget det mon kunne være værd.
Vi stammer jo fra en interessant familie, må man forstå. Ikke rige, nej, bevar os vel, men manglen på verdsligt gods opvejes af utallige anekdoter om en perlerække af skuespillere, balletdansere o.lign. Da min mor en gang forsøgte at trænge længere ned i familiehistorien, viste det sig ganske vist, at skuespillerinden var en holdt kvinde, enlig mor til to brave sønner med en i forvejen godt gift direktør i ølbranchen. Og balletdanseren nåede aldrig længere end til en plads i baggrunden i korpset og døde alt for tidligt af et voldsomt misbrug af beroligende midler. Men alligevel.
Med så attraktive forfædre tilgiver man jo gerne hele bundtet, at de soldede alle formuer og eventuelle materielle værdier op. Jeg har aldrig arvet andet end en stak breve, nogle noteringskalendere og fotografier, som bestemt ikke kunne kapitaliseres. Andre mennesker arver huse, biler, sommerhuse, smykker, antikviteter, ikke mig, men jeg fik jo så sølvet.
Jeg har ikke mange sekunders betænkningstid. Hvad vil jeg helst have? Mange tusinde kroner i hånden eller gammelt, grimt bestik i en skuffe? HØ! ― Det valg er let!
For en sikkerheds skyld tjekker jeg mærket bag på skeerne. »Cohr Atla« og et besynderligt tegn, der ikke på nogen måde kan forveksles med tre tårne. Cohrs sølvfabrik kender jeg fra min barndom i Fredericia. Jeg googler mærket, og allerøverst kommer ordet »sølvplet« frem …
Ikke engang det var der at profitere og bryste os af. Hvis vi så i det mindste kunne have sagt, at vi var ordentlige og hårdtarbejdende mennesker.
Den jødiske kirkegård, Fredericia. Ikke langt fra Cohrs Sølvfabrik. Min fars foto, ca. 1960.
Når man har passeret de 50 år, mærker man den for alvor, alderen. Kroppen forfalder langsomt, man taber hår, tænder, sanser og sine velerhvervede færdigheder én efter én. Fra højdepunktet midt i trediverne går tingene kraftigt ned ad bakke, navnlig efter de 50, alt imens livvidden øges.
Vi er formentlig ikke bestemt til at leve længere end ca. 35 år. Med tidlig børneavl, i 12-14-års alderen for pigernes vedkommende i de oprindelige stammesamfund på Afrikas savanner, kunne man nå at følge et par børnebørn på vej med sin både overleverede og dyrekøbte erfaring, før man udåndede i god tid inden det fyldte fyrretyvende år.
Alderens fysiske ulemper kan man i dag blot forsøge at ignorere, evt. i samarbejde med det stedlige lægehus, som foreskriver dagligt pilleindtag for både det ene og det andet, opfølgende blodprøver, tests, kost-, ryge-, drikke- og motionsråd, som ingen alligevel kunne drømme om at følge ud over de, der er disponerede for at gøre deres egen krops bevarelse langt ud over alle rimelige grænser til et absurd og indholdsløst livsindhold.
Alderens psykiske element er derimod langt mere uerkendt. Det tomrum, der opstår, når det for et begavet menneske står lysende klart, at man ikke længere er på vej fremad, opad i sit liv, men er godt i gang med at lukke butikken ned. At man kort sagt har mistet sin fremdrift, fordi det forekommer meningsløst at stræbe længere. Man har opnået det personligt mulige. Man har prøvet de fleste ønskværdige ting af. Herefter synes hovedparten af livets tilskikkelser blot at være yderligere mere af den samme gamle, velkendte og allerede afprøvede surdej.
Som over 50-årig har man som oftest fundet den (eller de) ægtefælle(r), man skal have. Man har fået de børn, man skulle have, og har forhåbentlig sendt dem godt i vej. Man har haft sin karriere, sine afstikkere og sidespring, og i bedste fald har man nået sine egne, realistiske mål. Man bor godt efter eget ønske, hjemmet er veludstyret med alskens tingeltangel og bekvemmeligheder, og man har en velordnet og uanstrengt økonomi. De fleste af os er kort sagt nået i mål. … Og hvad så?
Det er her, tomrummet opstår, for hvad er der mere at stræbe efter? ― Blot at gå og håbe på at tingene vedbliver med at være, som de hidtil har været? At det ikke bliver værre? At man ikke bliver syg, arbejdsløs, ensom, fattig? Det er næppe muligt for et menneske at leve sådan. Når man har mistet sin fremdrift, kan man sagtens komme til at flyde lidt tilfældigt og rådvildt omkring. Det er naturligvis kun en overgang. Inden man ankommer til pensionsalderen, har de fleste resigneret og afviklet alle engagementer og burde herefter kunne sætte sig roligt ned i kakkelovnskrogen og nyde synet af legende børnebørn.
Det gør kun de færreste. Hvorfor?
Hvorfor går så mange i panik og melder sig til gymnastik, stavgang, læsegrupper, kunsthistorie, bibellæsning, blomsterbinding, foredrag, selskabsrejser? Hvordan kan tænkende væsner bilde sig selv ind, at fx en ugentlig spadseretur med andre, halvpaniske, helgamle stavgængere kan erstatte selve meningen med livet, eller at en grupperejse til Madeira kan, når meningen med livet helt klart er at være på vej fremad, at dygtiggøre sig, at finde og betrygge sit virke, sin bolig, sin by, sit folk, sin ægtefælle og at få og opfostre børn og børnebørn.
Problemet er ikke stavgang, oliemaling, Madeira, foredrag, museumsbesøg eller andet, problemet består i, at vi lever dobbelt så længe, som vi var forudbestemt til at gøre, og at alle vore pålagte opgaver bliver afviklet i løbet af første halvdel af livet.
Grækerne siges at have sagt, at man ikke skal hvile på sine laurbær, så længe de kan vindes. Nu siger jeg, at når vi HAR vundet vore laurbær, så burde vi også kunne lære os at hvile på dem!
Skal vi ikke grundlægge en klub for kvinder over 50? For når man har tilhørt denne befolkningsgruppe i en årrække, går det op for én, at man bliver udfordret på det mest tankevækkende næsten dagligt, og at man somme tider har brug for andre erfarne kvinders opmuntring og medfølelse for at stå det hele igennem.
For det første er der naturligvis den fysiske fremtoning. Hver gang man ved et uheld kommer til at se sig i et spejl, konfronteres man med en totalt ukendt person. Indeni er vi mellem 35 og 40 år, friske og frejdige, men spejlet viser lidet flatterende folder alle vegne, som på mystisk vis er opstået siden sidst.
I tøjbutikkerne leder vi fortvivlet efter noget, der passer vore nye former, uden at det får os til at ligne nogen, som det er synd for. Oftest ender vi med at købe noget, ikke fordi vi kan lide det, men fordi det er det eneste, nogenlunde antagelige i hele byen.
Jeg så en gang i et S-tog en spinkel kvinde i lyserøde strømpebukser, små, smarte guldstøvler og en kort nylonpels i pastelfarver med Minnie Mouse-motiver. Bagfra lignede hun en skolepige på vej hjem, men da hun vendte sig om, blev det åbenlyst, at hun måtte være langt over 60. Ansigtet var furet og garvet brunt af for mange solariebesøg. Håret var gulerodsfarvet i præcis den nuance, henna giver gråt hår. Og kontrasten mellem påklædning og faktuel alder var gysende.
Udover den æstetiske side af alderen opstår der regelmæssigt andre gener, som gør os til fast inventar i lægen og tandlægens venteværelser. Mange af os har oplevet smerter, frygt og tab, som vi for få år siden ikke forestillede os, kunne forekomme i et moderne velfærdssamfund som det danske. Når vi så langsomt kommer til hægterne igen, opdager vi, at vi er mere forsigtige i omgangen med verden og sætter større pris på gode stunder og på de nærmeste og kæreste mennesker i vore liv.
Vi er længe om at komme i gang om morgenen, og om aftenen bliver vi faktisk trætte. Også psykisk. Måske er flertallet af kvinder over 50 omsorgssvigtede? Vi har taget os af vore forældre, søskende, børn, børnebørn, ægtefæller, venner, naboer og eventuelle dyr. Mange har omsorg for andre som en del af deres job. Da vi voksede op, levede kun de færreste af os i familier, hvor forældrenes behov ikke langt overskyggede børnenes. Når vi så synes, at turen måske er kommet til os, opdager vi forbløffet, at vore forældre stadig forveksler os med et stykke opvartende tyende, og at vore børn, ægtefæller og venner forventer de samme mængder af opmærksomheder, som vi igennem et halvt århundrede selv har vænnet dem til at få. Ethvert forsøg på at ændre på tingenes tilstand hen i retning af mere ligeværdige forhold giver overraskende reaktioner.
Men vi skal også passe på ikke at falde i den anden grøft. En af mine veninder, enlig mor til tre børn, brød sig ikke om det, men ofte havde hun ikke andre muligheder end at spørge sin mor, om hun ville passe det mindste barn, mens hun selv skulle f.eks. på kursus i forbindelse med jobbet. Jeg overværede en sådan scene en gang: Min veninde tøvede, men fik til sidst spurgt om moderen kunne passe datteren på seks år en onsdag aften. Moderen, der var en rørig pensionist, løftede næsen på dronningevis og hentede under stort ståhej sin kalender, hvorefter hun brugte 10 minutter på at opremse alle de aftaler, hun havde noteret for de næste to uger: foredrag i ældreklubben, stavgang med veninderne, rengøringshjælp om tirsdagen … osv. Det var en ynk at overvære, hvordan min veninde blev mindre og mindre — og mere og mere arrig — under denne demonstration. En naturlig reaktion ville havde været at sige: Glem det! Og aldrig bede moderen om en tjeneste igen. Men min veninde havde som sagt ikke andre muligheder.
At være bedstemor er nok den største og dybeste glæde, alderen har givet mig. At stå lige ved siden af når den lille gør en ny erfaring eller siger et nyt ord … at få lov at gøre alle tingene igen, men med bedre tid, flere ressourcer, mere erfaring og langt mindre ansvar, er en særdeles privilegeret position. Slægt skal følge slægters gang, siger vi jo, men når de så GØR det, får dette gamle, sentimentale fjols altid en klump i halsen.
Skal vi lave en liste over krav til kvinder, der vil være medlemmer af vores nye klub for kvinder over 50? Her er mine første, hurtige forslag, flere modtages gerne:
1. Vi vil så vidt muligt bevare værdigheden. Det gælder både opførsel og klædedragt.
2. Vi forventer samme respekt fra omgivelserne, som man viser alle andre.
3. Vi følger med i nyheder, kultur og teknologisk udvikling.
4. Vi ved godt, at verden har ændret sig betydeligt, siden vi var unge, og vi hverken jamrer, belærer eller koketterer opgivende.
5. Vi kan tale om andet end sygdom og katastrofer.
6. Vi anlægger hellere en alderssvarende spadserestok, end vi lader os se offentligt i stavgangsoptog.
7. Hvis vi bliver bedt om en tjeneste, siger vi klart ja eller nej. Vi bruger ikke andres afhængighed af os til at kompensere for vort livs eventuelle mistrøstige tomhed.
8. Vi vil gå umådeligt langt for børn og børnebørn, men vi prøver at finde en balance mellem praktisk hjælp og selvudslettelse.
Alle kreerer børnetøj, og der er masser af det. Også de radmagre teenagere har oceaner af klude at vælge imellem. Hvorfor er der ikke nogen, der falbyder ordentligt og gennemtænkt tøj til voksne damer i stedet?
Vi har jo en tendens til at gå og blive tykke og tøndeformede på en aldeles ucharmerende måde, og stumpebluser og hængerøvsbukser med synlig G-streng gør ærligt talt ikke miseren bedre.
Der findes tøj til tykke damer str. XXXL, men det er grimt, klodset og af særdeles dårlig kvalitet, og det forstår jeg ikke, for vi ældre kvinder har masser af penge at bruge på godt design og en lækker stofkvalitet.
Navnlig stoffernes kvalitet er afgørende. Det skal være både blødt og kunne bære sig selv, så det kan hænge ned over maven. Elastik i bukser og nederdele, flotte jakker/bluser med brede skuldre og et snit, der – uden at blive til et villatelt – vider sig ud og giver plads til alderens pondus.
Vi ældre damer færdes meget ude, stavgang, hundetræning, vandreture, så praktisk og samtidig smart beklædning er ofte en mangelvare (Jeg køber fleecetrøjer og bukser med mange lommer ned ad benene i herreafdelingen). Men vi er jo også forfængelige, så fest- og ferietøj og en lun, lang natkjole står også på vore indkøbslister af og til.
I mange år har tendensen i moden været fræk og sexet, jo mere luderagtig, jo bedre. Mon ikke den bølge snart vender? Der er meget værdighed i anstændig påklædning. Nu er vi kvinder så dygtige og veluddannede, at vi ikke længere behøver at spille sex-kortet for at komme frem i verden. Jeg har en fornemmelse af, at vi begynder at tage ved lære af indvandrerne og gerne vil klæde os tækkeligt: høj hals, lange ærmer, lange gevandter, flere, lette lag, måske et stort pyntetørklæde …