Mit barnebarn viser stolt sin skoletaske frem, men den kostbare taske er tom på nær et par krøllede mapper og naturligvis det overmåde veludstyrede penalhus. I mapperne ligger løse ark, gråligt slørede, skæve prints af tekstbidder og sange, som hun selv kan farvelægge, hvis hun gider.
Min niece har italiensk i gymnasiet, og som gammel italiensklærer beder jeg hende tage lærebogen med, så jeg kan se, hvad man bruger nu om dage. − Jeg har ingen bog, faster. Vi får sådan nogle papirer af læreren, men det meste foregår på computer, siger hun.
Min udenlandske ven går på universitetet sammen med studiekammerater, der ikke møder op og ofte ikke laver deres ting, ja, ikke engang gider undskylde for det. De har to lektioner om ugen med en uddannet lærer i det første semester, der strækker sig fra 1. september til ca. 1. december. Han har heller ingen bøger, og ingen aner, hvad faget, studiet, forløbet egentlig drejer sig om og skal munde ud i.
Uden at ville påstå, at alting var bedre i stenalderen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man kan få overblik over og tilegne sig et nyt stof uden et velgennemtænkt lærebogssystem. Et system, der ikke bare eksisterer inde i hovedet på læreren, men som har en fysisk form, så alle straks kan se, hvor man har været, hvor man er, og hvor man skal hen.
Vi andre fik en duftende og stoflig bog udleveret, og vi vidste, at når vi var igennem den, så havde vi lært, hvad vi skulle, på den dertil afsatte tid. Bøgerne strukturerede stoffet for os. Kravene var ikke diffuse eller uendelige. Der var en håndgribelig bog med en begyndelse, en midte og en slutning.
Også læreren havde et godt hjælpemiddel. Bogen eller lærebogssystemet var den røde snor igennem undervisningsforløbet, som han/hun kunne holde sig til og med det som målestok sikre sig, at ingen sakkede hjælpeløst agterud.
I dag har både forældre, lærere, børn og unge svært ved at strukturere et forløb, holde koncentrationen, forstå kravene, sætte sig et mål og bestræbe sig på at leve op til det.
Når man alligevel sidder med computeren og plukker vilkårligt fra internettets bundløse, flimrende, flakkende dyb, tjekker man selvfølgelig mail og Facebook også. Kammeraterne sender en filmbid med en syngende kat rundt, og Natascha inviterer til fest i weekenden, for hendes forældre er ikke hjemme.
Når man ikke aner, hvad, hvordan og hvor meget, man skal lære, og der ingen ende eller åbenbar struktur er på stoffet, kan det hele nemt blive lige meget, for man føler sig utilstrækkelig under alle omstændigheder.
Når man ikke har et tydeligt forløb, kan man aldrig billedligt talt smække bogen i med en tilfredsstillende fornemmelse af at have været igennem noget. At have udrettet noget. At have nået et mål.
Det begyndte med lilla, spritduftende stencils og kopimaskiner og er åbenbart fortsat ud i det absurde.
Foregår al undervisning i dag på denne sjuskede, fragmenterede måde? Har ’ansvar for egen læring’, ’det kompetente barn’, ’differentieret undervisning’, dårlig uddannelse, urimelige sparekrav og falden på halen for ny teknologi indgået en uhellig alliance om at undergrave vore børn og unges sjælsro og indlæringsstruktur?
Det er nok ikke en frugtbar vej …
