Medier – Side 4 – blog.loneandrup.dk

Misbrug af Eboks

Eboks er formentlig en god idé, omend en smule omstændelig:

Man får en mail og/eller en sms om, at der er ny post i Eboks, og at man skal huske at tjekke. Hvis man glemmer det, får man flere beskeder.

Så finder man sit nøglekort frem, går ind på Ebokssiden, taster og taster og taster … venter lidt, og ser så fx ovenstående meddelelse fra ens pensionsselskab, der beordrer en til at gå ind på DERES side, taste sine data og koder ( – hvor var det lige, man havde dem?) og logge ind for at se deres meddelelse …

Det gør man så efter nogen søgen og overvindelse og må derefter sidde i kø og vente, fordi tusinder af andre netop er ved det samme. Da man omsider når frem til MEDDELELSEN, er det ikke noget vigtigt …

– Snydt! De har berøvet mig et kvarters tid af mit liv. Bare fordi de ikke forstår de nye måder at kommunikere på.

Det samme med kreditforeningsselskabet. De sender alle deres tåbelige og intetsigende ’informationsbreve’ via Eboks, også selv om de i samme brev eksplicit skriver, at de nye regler IKKE berører mig og mit lån! – Hvorfor bruger de så min tid?

Hvorfor råber disse selskaber ’Ulven kommer!’, når de ikke har noget relevant at meddele mig? De kan jo bare sende en almindelig mail, så kan jeg skimme den til morgenkaffen og slette uden at skulle igennem alle de besværlige procedurer.

Gæt, om jeg gider at tjekke min Eboks igen i nærmeste fremtid?

Netflix var kede af at sige farvel

– skrev de, men Netflix-teamet bad ikke om årsagen til, at vi afmeldte vores abonnement; i så fald kunne de måske have lært noget.

Begrundelsen kommer i stedet her:

Der er så meget slam på Netflix, så mange dårlige film, dårlige dokumentarer og dårlige hjemmelavede serier, at man føler sig snavset, hvis man selv eller ens børn har været på Netflix en time eller to.

De gode film er få og gamle, normalt har man allerede set dem, når de kommer på Netflix, og hvis man aldrig har hørt om dem, er de efter vores erfaring ikke værd at se.

På Netflix kunne vi se ’Downton Abbey’ i sin helhed, når det passede os, og ’House of Cards’, men den første er næsten lige så kulørt, som den sidste. – Ikke noget man får det godt af at se, og vi venter os ikke nye filmiske oplevelser af evt. yderligere sæsoner med Kevin Spacey og hans iskolde filmkone.

Børnetegnefilmene er affekterede og skingrende. Et rent ud sagt uhyggeligt artificielt univers at udsætte børn for.

Det er ikke så anstrengende at se en film eller en serie, som at læse en bog. Og vi holder meget af at se store episke serier sammen, ’Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’Breaking Bad’ har givet os mange gode timer og en fælles referenceramme. Men hvis man skal sidde og spænde af forargelse over dårlig kvalitet, over tåkrummende pinligheder, over amerikansk pubertær antihumor, over dårligt skuespil og manglende tankeindhold, så er det til sammenligning langt mere afslappende at hygge sig med en ordentlig murstensudgave af fx ’Krig og fred’ i skødet.

Netflix har udviklet sig fra at være en god idé til at blive en mørk kriblekrablende krypt, hvori man nedstyrter én- eller tostjernede, allerede døde eller døende, underlødige film og egenproducerede serier.

Drengemænd

Bonderøven, Rigtige mænd, De unge fiskere … Tre serier om mænd, der prøver at være mænd, på DR i bedste sendetid. Har danske mænd et problem med manderollen? Eller er det kun de mandlige DR-medarbejdere i hovedstaden, der af mangel på naturlig maskulinitet har brug for at udforske det mandlige, sådan som de forestiller sig, det må være? Men det er jo endt i en parodi, hvor disse usikre mænd og smådrenge griber helt tilbage til jægerstenalderen tilsat en masse røv, lort, lokum, porno og det særdeles upassende, engelsk-amerikanske ord ’fucking’:

Nak & æd

So fucking special

Ultra fucking flink

Drengerøv

Shit happens

Live og liderlig

Go’ lorte weekend

Pornoquizzen

Lokummet brænder

Hvor seriøst, underholdende og lærerigt er det for den del af offentligheden, der er af anden afstamning end dansk drengerøv? Der er af et andet køn? Og ældre end 8 – 9 år? – Skal disse drengemænd virkelig have lov til at forvandle landets licenspenge til flov WC-snak?

1864 − Amatørernes paradis igen, igen

Så de første ca. tyve minutter af det første afsnit af DR’s kostbare dramaserie, 1864, og slukkede derefter.

Ikke fordi det historiske billede var forvrænget; det ville jeg kunne overse, hvis værket var professionelt skruet sammen og ville mig, seeren, noget. Hvis jeg blev draget ind.

Det blev jeg ikke. Der var ikke noget, der henvendte sig til mig. Tværtimod følte jeg mig grænseoverskredet som tilskuer til ét stort, indadvendt og selvtilfredsstillende projekt. Et projekt, som skaberen tydeligt ikke helt kunne overskue.

Så megen falsk patos, selvsmagen, skolekommedie, overpædagogisk pegepind og påklistrede småpinlige drengerøvsprovokationer − demonstrativ onanering i syltetøjsglas − Se, hvad jeg tør! I bedste sendetid! − kan man ikke holde ud.

Virkelig kunst er kendetegnet ved, at man ikke kan ændre en scene, et komma, en replik, en linje, et penselstrøg, en tone − ikke et eneste element, uden at ødelægge værket.

Når man ser Ole Bornedals 1864, kunne man, hvis man gad, sidde og føre lange lister over, hvor værket vakler og vælter: strukturen, banal handling, dårligt integrerede provokationer af voldelig og seksuel karakter, replikkerne, manierne, detaljerne …

Vi lærer det aldrig i dette lille land med vores stærkt begrænsede talentmasse. Vi tror stadig, som DR og Ingolf Gabold åbenbart gjorde, at man kan overlade så stort et projekt til et enkelt, lysende geni. Det kunne man helt åbenlyst ikke, selv ikke hvis man virkelig havde haft et sådan geni inden for sit lands grænser.

Selv i de mest ydmyge amerikanske tv-serier har man mindst to, sommetider fem, seks eller flere forfattere på. Og flere aktive producere. Og prøvevisninger. Og mangfoldige kvalitetskontroller, før man udsætter et sagesløst publikum for synet.

Ikke her. Her forærer vi gladelig knap 200 millioner til en enkelt mand, der har lavet et par tju-bangfilm før, og så koncentrerer vi kræfterne om at forsvare den tumpede beslutning og det sørgelige værk bagefter, i stedet for at give manden en chance og forsyne ham med en håndfuld begavede sparringspartnere. Med hver deres ekspertise, pondus og vetoret.

Så store produktioner kan ikke bæres af en enkelt mand, men kræver erfarne teams. − Hvornår lærer vi det og bliver professionelle?

Se evt.: http://blog.loneandrup.dk/#post143

Se, mor! Helt uden bøger!

Mit barnebarn viser stolt sin skoletaske frem, men den kostbare taske er tom på nær et par krøllede mapper og naturligvis det overmåde veludstyrede penalhus. I mapperne ligger løse ark, gråligt slørede, skæve prints af tekstbidder og sange, som hun selv kan farvelægge, hvis hun gider.

Min niece har italiensk i gymnasiet, og som gammel italiensklærer beder jeg hende tage lærebogen med, så jeg kan se, hvad man bruger nu om dage. − Jeg har ingen bog, faster. Vi får sådan nogle papirer af læreren, men det meste foregår på computer, siger hun.

Min udenlandske ven går på universitetet sammen med studiekammerater, der ikke møder op og ofte ikke laver deres ting, ja, ikke engang gider undskylde for det. De har to lektioner om ugen med en uddannet lærer i det første semester, der strækker sig fra 1. september til ca. 1. december. Han har heller ingen bøger, og ingen aner, hvad faget, studiet, forløbet egentlig drejer sig om og skal munde ud i.

Uden at ville påstå, at alting var bedre i stenalderen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man kan få overblik over og tilegne sig et nyt stof uden et velgennemtænkt lærebogssystem. Et system, der ikke bare eksisterer inde i hovedet på læreren, men som har en fysisk form, så alle straks kan se, hvor man har været, hvor man er, og hvor man skal hen.

Vi andre fik en duftende og stoflig bog udleveret, og vi vidste, at når vi var igennem den, så havde vi lært, hvad vi skulle, på den dertil afsatte tid. Bøgerne strukturerede stoffet for os. Kravene var ikke diffuse eller uendelige. Der var en håndgribelig bog med en begyndelse, en midte og en slutning.

Også læreren havde et godt hjælpemiddel. Bogen eller lærebogssystemet var den røde snor igennem undervisningsforløbet, som han/hun kunne holde sig til og med det som målestok sikre sig, at ingen sakkede hjælpeløst agterud.

I dag har både forældre, lærere, børn og unge svært ved at strukturere et forløb, holde koncentrationen, forstå kravene, sætte sig et mål og bestræbe sig på at leve op til det.

Når man alligevel sidder med computeren og plukker vilkårligt fra internettets bundløse, flimrende, flakkende dyb, tjekker man selvfølgelig mail og Facebook også. Kammeraterne sender en filmbid med en syngende kat rundt, og Natascha inviterer til fest i weekenden, for hendes forældre er ikke hjemme.

Når man ikke aner, hvad, hvordan og hvor meget, man skal lære, og der ingen ende eller åbenbar struktur er på stoffet, kan det hele nemt blive lige meget, for man føler sig utilstrækkelig under alle omstændigheder.

Når man ikke har et tydeligt forløb, kan man aldrig billedligt talt smække bogen i med en tilfredsstillende fornemmelse af at have været igennem noget. At have udrettet noget. At have nået et mål.

Det begyndte med lilla, spritduftende stencils og kopimaskiner og er åbenbart fortsat ud i det absurde.

Foregår al undervisning i dag på denne sjuskede, fragmenterede måde? Har ’ansvar for egen læring’, ’det kompetente barn’, ’differentieret undervisning’, dårlig uddannelse, urimelige sparekrav og falden på halen for ny teknologi indgået en uhellig alliance om at undergrave vore børn og unges sjælsro og indlæringsstruktur?

Det er nok ikke en frugtbar vej …

E-bøger og kulturarven

Den lille ny blev en tablet. En android, som af veneration for min yndlingssciencefiction i daglig tale benævnes »el-fåret«. Straks bliver man inviteret indenfor i en verden af app’er, og de lurer jo én af med det samme.

Jeg skal først og fremmest bruge dimsen til at læse på, og knap er den ladet op, før jeg får tilbudt hundreder, måske tusinder, af gratis e-bøger: Homer, Dante, Dumas, Goethe, Hugo, Shakespeare, Austen, Mann, Twain, Poe, Joyce og mange, mange flere. Til min store glæde, og jeg downloader taknemmeligt. − Nu kan sommeren begynde i godt selskab …

Men hov! − Hvorfor skal jeg læse på engelsk? − Hvorfor ikke dyrke mine egne kulturelle rødder og forbedre mit danske ordforråd og sprog? − Hvor er Holberg? Kierkegaard? Andersen? Ibsen? Blicher? Bang? Pontoppidan? Jensen? − Hvorfor får jeg ikke dem tilbudt gratis? Så kunne det være, vi kunne tale sammen, også med de yngre generationer, om fx Jean de France, Johannes Climacus, Grantræet, Nora, Hosekræmmeren, Tine, Lykke Per eller Mikkel Thøgersen, og have en fælles referenceramme at være danskere i.

Hvorfor tilbyder man ikke Kierkegaards samlede værker som gratis download her i 200-året for vores betydningsfulde landsmands fødsel? Som en gave til alle i hele verden, der interesserer sig for dansk sprog og kultur? − Se, det ville der have været format over! − Og vi kan allerede nu begynde at gøre os klar til at forære H. C. Andersens værker til alverdens læsemaskiner på hans 210-års fødselsdag i 2015, så vi slipper for småpinlige optrin á la Tina Turner i Parken og et pengespild i omegnen af 25 mio., som kun ganske få kendisser fik glæde af, og ingen andre fattede idéen med.

Der er så kvalmende megen snak om danskere, danskhed og Danmark i disse år, så man skulle tro, vi var under belejring og trussel om udslettelse − i hvert fald i umiddelbar fare for at blive slettet af samtlige kort over verden − men at tage det helt naturlige skridt at digitalisere og kolportere det bedste af vores litterære kulturarv, den del, der også interesserer andre end os selv, er vist endnu ikke faldet nogen ind. − Viel geschei…

Går man på biblioteket nu om dage, opdager man, at, hvad der før var en stor og spændende bogsamling, man kunne gå på opdagelse i, nu er degraderet til varmestue og ekspeditionskontor med et par selvbetjeningsmaskiner, en sofa og to reoler proppet med populære krimier, plus et enkelt hæfte om at designe sine egne påskeæg.

Kunne man ikke bede bibliotekarerne om at digitalisere og stille den litterære nationalskat til rådighed som gratis e-bøger? − Så ville de igen få en meningsfuld opgave at bruge deres gode hoveder og uddannelser til, og vi andre ville læse lidt mere på, og forhåbentlig blive lidt bedre til, vores eget sprog.

Uforståelig vrede

En ganske uskyldig klumme om rådyr i nogle stikkelsbærbuske affødte nedladende og ligefrem hadske kommentarer på Politikens Netavis.

Nogle få gange har jeg prøvet at bidrage til den offentlige debat ved at kommentere artikler på min netavis, og hver gang får jeg et chok. Det er ikke Ekstrabladet, BT eller decideret lumre hjemmesider eller netfora, jeg opholder mig ved, men Politikens ellers sobre netudgave, hvor fx en pæn biskop fra København skriver en lille causerende ting om den altdominerende kokosduft i byrummet.

Hjælpsomt forsøger jeg at udvide den gode biskops erfaringsverden ved at oplyse ham om, at der herude i provinsen i alle de smukke forårsmåneder ikke ligefrem lugter af kokos, men af griselort fra de store gyllefabrikker … men så er det, jeg begynder at læse de andres kommentarer:

En kvindelig kommentator lader associationerne løbe frit:

”En hjemmelavet kokosmakron smager dejligt. Faktisk — er jeg meget glad for kokos, men grunden hertil skal findes i det faktum, at jeg ikke kan tåle gluten. Menneskeskabt parfume-holdige produkter lugter ikke godt. Prøv en god økologisk lavendel, lime eller citron blandet i lidt økologisk mandelolie – det dufter skønt og er fortrinligt til en vinter-tør hud. Har ikke følt mig just tiltrukket af kokos oile eller andre kokos produkter. Hvorfor lugte som en kokosmakron? ”

og får af en eller anden uforklarlig grund blandet sin egen glutenallergi ind i biskoppens oplæg, hvorefter hun samvittighedsfuldt forsøger at leve op til alle stupide fordomme og forvilder sig ud i en ufrivillig parodi på den snakkevorne, selvoptagede kvinde, der ukaldet begynder at give skønheds- og hudplejeråd midt i en forholdsvis saglig diskussion om dufte i det offentlige rum.

Værre er de mandlige kommentatorer, som uden ydre anledning straks bliver perfide og helt ubeskriveligt grove:

”Jeg tænker tit på, at en fis under en præstekjole stiger op, og siver ud lige under næsen på præsten. Ingen flugt er mulig!”

bidrager én, mens en anden hælder sine egne smudsige forestillinger ud over biskoppens tanker om kokosdufte:

”et godt tip – kokosolie er kanon til analsex”

Enhver amatørpsykolog kunne med fordel græsse her i kommentarsporet, hvor alt hæmningsløst lægges ud under eget navn.

For ganske nylig skrev Politikens velestimerede litterat, Bjørn Bredal, en lille klumme om rådyr, der invaderede hans elskede sommerhushave og åd hans frugt og grønt. Et undseeligt, men velskrevet, nødråb fra en plaget haveejer, der ikke mente at kunne erindre, at antallet af rådyr havde været så stort før i tiden. Her følte jeg mig kaldet til at bidrage med mine egne erindringer om antallet af rådyr, der svarede til hans, og jeg foreslog, at en mulig årsag kunne være vandmiljøplanernes krav om efterafgrøder og vintergrønne marker. Jeg påpegede også, at forekomsten af de irriterende, og sommetider inficerede og sygdomsfremkaldende, skovflåter steg med antallet af rådyr, fordi de sidste fungerer som mellemværter i flåternes livscyklus.

Så gav jeg mig igen til at kigge nærmere på de andre kommentarer:

”Sommerhuse ér unødig luksus for rige egoister − Der er over 10.000 hjemløse i Danmark der meget gene vil have et lille sommerhus at overnatte i. Måske kan de oven i købet få lov at holde varmen om natten!? Dådyrene er nærmest udryddet i dette land, og hvis du eller andre er uenige så tag et kig på gnu-flokkene i central-Afrika og tænk igen….. Forær dit sommerhus til en trængende, eller byg en mur efter Israelsk forbillede…….”

(Dådyr har siden sidste istid for 15.000 år siden ikke været naturligt hjemmehørende i Danmark, men blev, ligesom fasanen, indført af jagtglade herremænd i middelalderen.)

Og:

”Bytosse eller realist ? − Du vil gerne en have, men ikke andre dyr i bedet end dig selv !!! Så bliv inde i byen ! Få dig en have eller et højbed inde i byen og plant stikkelsbærbuskene der. Det vil løse problemet for dig, rådyrene, sneglene – og sikkert også alle de andre dyr.”

Og:

”Det tegner sig et billede − Først var det cyklister og nu er det dådyr. Alt hvad der kommer i vejen for Bjørn Bredals naturgivne ret til at herske, fylde og fræse uhindret rundt i landskabet skal væk. Charmerende.”

Min kommentar, som ikke benytter sig af udråbstegn o.l., og som tager udgangspunkt i Bredals klumme og forsøger at bidrage med yderligere informationer, får en enkelt anbefaling fra Politikens læsere, hvorimod de fuldkommen uforståeligt vrede, grundløst insinuerende og direkte fornærmende, beskidte, småsyge og heldumme kommentarer får 10 – 15 stykker.

Her i landet magter man helt åbenlyst ikke at føre en civiliseret samtale og skelne imellem begrebet ytringsfrihed og retten til at skrige op i det offentlige fællesrum og fornærme andre helt uden grund.

Hvad er der sket? Hvornår blev det i orden at svine andre mennesker til på denne måde, bare fordi de skriver i en avis? Hvor kommer al den vrede fra? Er de alle psykiatriske tilfælde? Kunne man ikke tage tastaturerne fra dem, før de anretter skade på sig selv eller andre?

Eller er jeg blot en forarget spidsborger, der alt for sent har opdaget, at proletarerne har indtaget det rum, der førhen var forbeholdt mig og mine veluddannede ligemænd og -kvinder? At bærmen på samfundets åndelige bund, omend nødtørftigt, har lært sig både at læse og skrive, og i stedet for at sidde hjemme og gokke den af i ensomhed, eller sidde henne på knejpen og kæfte op, også benytter internettets mere kulturelle fora til at pladre deres uskønne indre ud over?

Tv

Jeg elsker tv! − Det ville være løgn, hvis jeg påstod andet. Stuen er indrettet efter fladskærmen, der har fået hæderspladsen på endevæggen. Aldrig om dagen, aldrig før mørket falder på, og aftensmaden er vel overstået, men så sidder vi der som små søm i sofaen og glor næsten 300 aftner om året. Ud af de resterende aftner ville vi nok i halvdelen af tilfældene ØNSKE, at vi sad hjemme og så tv.

Mennesket er et visuelt dyr. At sidde lunt og bekvemt, evt. med en ostemad inden for rækkevidde, og få fortalt historier eller se verden paradere forbi i 42 tommer store, levende HD-farvebilleder med god lyd til er et højdepunkt i den menneskelige civilisation, som vi er så privilegerede at kunne opleve hjemme i vor egen stue, og som kun særdeles interessante og informative bøger eller samtaler kan overgå.

Så er det på plads.

Når det er sagt, så kunne man jo ønske sig, at dansk tv var af betydelig bedre kvalitet, end tilfældet er. Fladskærm betyder ikke nødvendigvis fladpande. Bortset fra nyheder ser vi næsten aldrig TV 2, for eksempel. Vi tåler ikke gerne Bubbers tåbeligheder og udholder kun nødigt laveste fællesnævner i prime time. − Men jeg indrømmer gerne en faible for de fornuftige midaldrende svarpersoner i TV Charlies ”Spørg Charlie”… Er det et alderstegn, at man ønsker sig et godt og varieret sprog og belevne omgangsformer tilbage både i tv og ude i virkeligheden?

Min eneste anke over en ofte fremragende, aktuel og vidende, nyhedsdækning på TV 2 og TV 2 NEWS er, at deres grafikere åbenlyst er på hidtil ukendte, exceptionelt psykedeliske, stoffer. Resultatet, der flimrer bag værten, bidrager ikke til at skabe klarhed, tværtimod modsiger de barnagtige forsøg på at illustrere nyhederne grafisk ofte det i øvrigt velforberedte og seriøse niveau.

DR 1’s nyheder, derimod, går vi langt uden om. De er for slentrende, for upræcise, for damebladsagtige, og så gentager de sig selv, så informationsmængden pr. minut ofte er nede omkring nul. DR kan finde på at udelade indlysende vigtige nyheder, eller også glemmer de at tjekke, om der er opdateringer i løbet af dagen. På nyheder vinder TV 2, men hvis der er valg i USA eller andre store begivenheder ude i verden, finder vi CNN.

På DR 1 kan vi finde på at se ”Hammerslag” eller ”Kender du typen” bare for at få et flovt smugkig ind i andre menneskers hjem og sidde og gætte med i sofaen. Men vi føler os som oftest lidt smudsige bagefter. Og en enkelt Søren Ryge eller den unge, charmerende bonderøv tager vi også gerne med, hvis vi er for udmattede til at skifte kanal. Men vi har udviklet allergiske reaktioner over for indforstået småvrøvlende brødrepar, det være sig de sympatiske Pricer eller de lige så sympatiske Madsener. Både Adam og James og Anders og Peter er sammen og hver for sig sådan nogle sjove fætre, som det ville være hyggeligt at få til bords til moster Annas 75-års fødselsdag, når man er tvunget til at henslæbe fem timer med kroens mad, billig hvidvin og hjemmelavede, omdelte sange, men de er ikke dybere og mere interessante, end at man godt kan vente med at se dem igen, til hun fylder 100.

Amatørkonkurrencer, der i virkeligheden handler om nogle bornerte, halvkendte dommere med fuldkommen ubegrundet tro på egne kvaliteter, får ikke adgang til min skærm. Hverken sang-, bage- eller dansekonkurrencer. Heller ikke melodigrandprix o. lign., hvis vi ikke har meget unge mennesker på besøg og kan læse avisen samtidigt.

Det største tv-forbrug ligger på DR K og DR 2’s dokumentarer, historiske, kunst- eller kulturhistoriske programmer, gerne de BBC-producerede, og så Discoverys faktuelle udsendelser, fx om hvordan ting bliver lavet eller fundet, købt og videresolgt i fermt iscenesatte auktionsprogrammer.

Men den allerstørste glæde ved mit tv er de film og serier, jeg selv køber og ser, når jeg vil. Vi ser måske 200 film om året, de fleste hjemme i stuen, og vi var åndeløse i ugevis, mens vi fulgte HBO-serierne ”The Sopranos” og ”Six Feet Under”. ”House MD” er også en favorit her i huset, men ”Mad Men” fandt vi for affekteret… Vi var der jo selv i tresserne og bryder os ikke om det enøjede, sådan lidt: Hej, se, hvad vi tør! – fokus på sprut, røg og nedværdigelse af kvinder.

Når der er besøg af barnebarnet, plager jeg hende med mine egne yndlingsbørnefilm som fx ”Mary Poppins”. Sjovt nok fanger de endnu, eller også er det farmors begejstring, der nagler pigebarnet til sofaen.

Og så er det vist nu, jeg skal indrømme, at både manden og jeg ser Jane Austens ”Stolthed og fordom”, alle seks afsnit, og filmen ”Fornuft og følelse” mindst en gang om året.