Kategori: Strøtanker

Etnisk udrensning

Blog Image

Om etnisk udrensning i haven

Normalt er jeg uhyre tolerant over for floraens mangfoldighed. Men når de her i slutningen af april ligefrem begynder at reklamere med gule lavprisfarver, ved jeg af erfaring, at det kan betale sig at tage dem, mælkebøtterne, før de sender deres horder af faldskærmstropper ud over alle mine blomster- og urtebede.

Så jeg ligger på beskidte knæ bag hækken, kniv i hånd og spand ved side, og lytter til de små Brian’er, der i deres ombyggede Kadetter kører forbi ude på vejen med nedrullede vinduer, så vi alle kan dele deres dårlige musiksmag. En elektrisk dunkende, sørgelig énmandsfest i en blikdåse.

I middelalderen indførte munkene både mælkebøtter og skvalderkål til deres klosterhaver og den danske natur – Tak for det!

Her under hækken kan jeg overbevise mig om, at nutidens samhandel har indført den iberiske skovsnegl, ”dræbersneglen”, lige så vel som bjørnekloen og olivenolien.

Mit bedste middel mod sneglene er små skolepiger. Skaf et par stykker. Udstyr dem med plastichandsker og en spand kraftigt saltvand. Udlov dem en krone pr. stk. Og slip dem så løs i haven. De er mindre end vi voksne og har lettere ved at bukke sig, og deres øjne er langt, langt skarpere i tusmørket om aftenen, når sneglene dukker op. Selv om det skulle koste nogle hundredekronesedler, er det billigt sluppet, og pigerne lærer en del om natur og får skærpet deres jagtinstinkter, hvilket vel aldrig skader?

Galoperende royalt vanvid

Lad dem dog være i fred! – Om kongehusets lille, nye prinsesse

For århundreder siden skulle også undfangelsen af tronarvinger bevidnes, så man ikke uforvarende kom til at overdrage magten til en horeunge. I dag, hvor der ikke er tale om magt, og hvor vor humanisme og civilisation er så meget længere fremskreden, nøjes man med at kaste sig i vilde horder over en ung familie, der netop har fået deres andet barn. To dage efter fødslen, selv om moderen spagt indrømmer, at hun står og ryster, skal de trækkes igennem en ydmygende parade foran mediernes opstillinger i hospitalets forhal. Journalister, der selv står dækket bag projektører, tilråber de sårbare uforskammet kommanderende spørgsmål: – Hvad skal hun hedde? Og til den befippede far: – Vil De ikke holde hende?

Er det en måde at tiltale folk på? Som seer sidder man og bliver helt flov over den umenneskelige og rå behandling af en familie, der, efter ens bedste skøn, mest af alt trænger til ro. Man må beundre den professionalisme, hvormed de unge forældre, trods de nylige anstrengelser og omvæltninger, klarer spidsroden. De smiler blot tålmodigt og giver pressen, hvad pressen vil have, men tag ikke fejl. Pressen arbejder ikke for mig. Jeg er fuldt ud tilfreds med at få at vide, at der er født en ny, sund prinsesse i kongehuset. Det faktum behøver ikke bredes yderligere ud i al sin formålsløse tomhed. Min mere dybtgående interesse er forbeholdt mine egne og vennernes børn og børnebørn.

Når tonen er skredet og blevet så ubehageligt rå. Når kongefamiliens primære funktion består i at lade sig kannibalisere af undersåtter uden eget liv. Når vi skal bevidne sådanne pinagtige optrin, hvor medmennesker sjofles. Så er det vist på tide at beskytte kongefamilien ved at aflyse showet og bringe lidt værdighed tilbage i det danske folkestyre.

Nytår 2007

Nytår … Nyt år … Og pænt ser det ud. Velkommen 2007.

Lidt vådt, måske, og usædvanligt lunt for årstiden. Det er første gang i mit liv, at jeg kan plukke udsprungne forsytia i min have Nytårsdag, og alle skovens søer går langt ud over deres sædvanlige bredder. Det er åbenlyst ikke drivhuseffekten, der gør sig gældende, det er Syndfloden, der er på vej. Sikkert fortjent.

Jeg går ind i mit 51. år, men det er Verden ligeglad med. Dens år kan slet ikke tælles. Jeg er ikke blot en dråbe i havet. Jeg er en kortlivet, minimal del af et atom i et molekyle i en dråbe i et grænseløst hav. – Det var hunden også, men i modsætning til den er jeg her endnu, og jeg sidder kun her, fordi jeg ikke gider gøre rent efter julegæster.

Da jeg lærte at tælle og begyndte at forstå tal, gik det op for mig, at vi nærmede os år 2000. Jeg må have været omkring 8 år dengang i begyndelsen af 60’erne, og jeg regnede ud, at jeg ved årtusindskiftet, hvis jeg da stadig var i live, ville være langt over 40! Så jeg opgav alle tanker om at opleve år 2000.

Nu er jeg her så alligevel. Stormen 1. januar har lagt sig. Min gamle hund døde pludseligt og stilfærdigt, mens jeg sad med dens hoved i mine hænder, Juledag om aftenen. Det var et hjerteslag, sagde dyrlægen.

Vi havde haft en dejlig jul. Der var flere gaver under træet til hunden end til nogen af os andre. Nydeligt indpakkede gumleben. Den var en bamset, godmodig Newfoundlænder og havde mange venner. Vi havde været ved stranden. Gået en tur og småsoppet i strandkanten. Og så, da aftenfreden sænkede sig, listede den diskret af …

Sorgen over en gammel familiehund er ikke til at skelne fra sorgen over et menneske, blot kommer man hurtigere igennem de forskellige stadier: panik, benægtelse, vrede, gråd, savn, nyorientering … Efter en uge sidder man og leder efter hvalpe på Nettet. En hund kan erstattes. Det kan et menneske ikke. Så jeg skal hente den nye, 8-ugers hvalp i morgen.

Cavlingprisen 2006 blev tildelt journalist Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard for deres serie i Politiken om flygtningenes børn. En fintfølende serie, der omsider bragte vores ellers kollektivt fortrængte samvittighed frem på forsiderne. Og straks er der nogen, der protesterer højlydt og ikke under andre noget. De vil sikkert kæmpe et politisk slag, men dette drejer sig ikke om politik. Det drejer sig om vores egen værdighed som mennesker, og den kan ikke underkendes og decimeres til at blive en overfladisk, politisk dagsorden.

Politiken er en selvfed avis. ”Selvfed” er et af de bedst beskrivende ord, som unge mennesker har opfundet i nyere tid. Over alt, hvad der drejer sig om avisen selv og dens medarbejdere, hænger der en lummer, selvgod sky. Men det må man tage med, for bedre avis findes ikke i Danmark i dag. Politiken er uundværlig. Kvalitet og højt ambitionsniveau hele vejen igennem fra den journalistiske linie, selvkritikken, over fotografierne, tegningerne og layoutet. Respekt! – Også et godt, nyt, ungt ord. Og hjerteligt til lykke med prisen! Den er absolut fortjent.

Når Syndfloden rammer, og vi kravlende søger at redde os op i de nærmeste træer og op på de højeste bakketoppe, så vil Tøger Seidenfaden formentlig blive bedt om at bygge en ark.

Godt Nytår!