Tag: kongehuset

Gud, konge og fædreland

Mange har ikke opdaget det endnu, men i vor del af verden er det ved at være endegyldigt slut med begreberne gud, konge og fædreland.

På et bjerg øst for Kairo besøgte jeg engang en ubeskriveligt fattig landsby, der levede kummerligt af storbyens affald. Indbyggerne var koptere, oprindelige egyptiske kristne, og der skete af og til mirakler i de nærliggende kirkegrotter, fortalte de mig (Se note 1), hvilket fik mig til at konkludere, at mirakler opstår der, hvor der er størst behov for dem. I et moderne velfærdssamfund, som det danske, beder vi ikke længere en gud om at udvirke mirakler, hvis vi kommer ud i problemer, men henvender os til den praktiserende læge, til en kommunal sagsbehandler, eller vi skriver et klagebrev til en relevant, offentlig myndighed. Kirken står tilbage som ritualiseret pynt, som vi benytter os af, når vi føler behov for en større ramme omkring iscenesættelsen af de menneskelige overgangsriter: fødsel, indtrædelse i de voksnes række, giftemål og død, men ritualerne er indholdstomme floskler. Kun få etniske danskere har i dag en oprigtig tro. Vi sammensætter hver især en personlig tro med en smule barnlig kristendom, lidt damebladsastrologi, lidt reinkarnation, et drys skæbnetro og måske en smule buddhisme. En lokal, forhenværende præst beskrev for nylig Folkekirken som et „oppegående dødsleje”.

Kongehuset har længe været en farce, om end underholdende, med medlemmernes fusken med kunst, deres bryllupper, selvmedlidenhed, arrogance, børneavl, skilsmisser og hjernedøde omgangskreds, og det sælger jo ugeblade, formiddagsaviser og tv-reklamer. Farcen stod senest i fuldt flor her ved EU-valget, hvor folkevalgte politikere, der mente, de var kloge, narrede knap 60 % af de stemmeberettigede til valglokalerne, fordi det lykkedes dem at piske en stemning op omkring et irrelevant spørgsmål om tronfølgerloven. Et værdigt demokrati og reel ligestilling udelukker eksistensen af et kongehus, og som en kommentator fra Politiken udtrykte det: „Vi har valgt stadig at være undersåtter.”

Fædrelandet er nok en af de største myter, som vi, på linje med julemanden, præsenterer vore børn for. Det tager flere minutter at finde lille Danmark på en globus, vi er kun 5,5 mio. mennesker, talentmassen er åbenlyst begrænset, landet er blot en flad tap ud for Nordtyskland, et naborige, som de seneste par hundrede år har bestemt vores udenrigspolitik. Vikingernes erobringer, som vi er så stolte af, blev hovedsageligt udført af nordmænd og svenskere. Danmark var IKKE det første land til at afskaffe handlen med slaver, som jeg lærte i skolen, men blandt de allersidste, og nogle af de mest markante, ældre bygninger i København og herregårde på Sjælland er finansieret af penge tjent på slavernes sukkerproduktion. Siden 1973 har vi — uomgængeligt, landets størrelse, indflydelse og økonomi taget i betragtning — været medlem af EU, hvor de væsentligste politiske beslutninger tages, alligevel er der dagligt medieskvalder fra lokale, indskrænkede politikere, der prøver at tage sig ud, som om deres mening betød noget som helst.

Mange af os hopper på det gang på gang. Vi tager stilling, forarges, skriver læserbreve, møder op til valg … Og det er alt sammen sikkert depressionsforebyggende foranstaltninger i et lille, betydningsløst land med otte måneders mørke.

Men hvorledes man forestiller sig, at en jysk avis, bakket op af både regering og et bagstræberisk, nationalromantiserende folkeparti, har adkomst til at udfordre og kritisere troen hos vore 1,2 mia. muslimske naboer og medborgere, går endnu over min forstand, og jeg er flov. Det har i min levetid altid været regnet for klædeligt at feje for egen dør, før man går over og kritiserer naboen, som måske ikke har de samme privilegier, forsyningssikkerhed og frie valg, som vi har vænnet os til at have. — Lad os derfor tage diskussionerne om gud, konge og fædreland herhjemme, før vi opkaster os til dommere over alverden.

1) Jeg fik endda lov at fotografere et mirakel. Foto og beskrivelser i bogen: Rejse i Egypten — en klassisk rejsebeskrivelse fra det moderne Egypten, forlaget ANKH 2005.

Galoperende royalt vanvid

Lad dem dog være i fred! – Om kongehusets lille, nye prinsesse

For århundreder siden skulle også undfangelsen af tronarvinger bevidnes, så man ikke uforvarende kom til at overdrage magten til en horeunge. I dag, hvor der ikke er tale om magt, og hvor vor humanisme og civilisation er så meget længere fremskreden, nøjes man med at kaste sig i vilde horder over en ung familie, der netop har fået deres andet barn. To dage efter fødslen, selv om moderen spagt indrømmer, at hun står og ryster, skal de trækkes igennem en ydmygende parade foran mediernes opstillinger i hospitalets forhal. Journalister, der selv står dækket bag projektører, tilråber de sårbare uforskammet kommanderende spørgsmål: – Hvad skal hun hedde? Og til den befippede far: – Vil De ikke holde hende?

Er det en måde at tiltale folk på? Som seer sidder man og bliver helt flov over den umenneskelige og rå behandling af en familie, der, efter ens bedste skøn, mest af alt trænger til ro. Man må beundre den professionalisme, hvormed de unge forældre, trods de nylige anstrengelser og omvæltninger, klarer spidsroden. De smiler blot tålmodigt og giver pressen, hvad pressen vil have, men tag ikke fejl. Pressen arbejder ikke for mig. Jeg er fuldt ud tilfreds med at få at vide, at der er født en ny, sund prinsesse i kongehuset. Det faktum behøver ikke bredes yderligere ud i al sin formålsløse tomhed. Min mere dybtgående interesse er forbeholdt mine egne og vennernes børn og børnebørn.

Når tonen er skredet og blevet så ubehageligt rå. Når kongefamiliens primære funktion består i at lade sig kannibalisere af undersåtter uden eget liv. Når vi skal bevidne sådanne pinagtige optrin, hvor medmennesker sjofles. Så er det vist på tide at beskytte kongefamilien ved at aflyse showet og bringe lidt værdighed tilbage i det danske folkestyre.